REJSE med Vinduesplads – Digte Af Irene Haffner

 

Kom tættere på

Alene i verden
i sindet
bag øjnene
som et ekko
af din stemme
fortoner sig i
det fjerne
uden genklang

Alene med Gud
og et
alt og intet
som skjuler sig
i gåder der ikke
vil løse sig op

Alene i glæden
og angsten
for at den holder op
som energi
der fortærer
sig selv
og dig
der bærer den

Alene
som da du fødtes
og når du dør
alene med det
finurlige spørgsmål
Hvorfor er alting til?

Alene
ber jeg
som andre
der er alene
Kom tættere på!

IH

 


Cirkler

Gribe desperat efter cirkler
Cirkler som er dine
som du kan overskue
og forholde dig til.

En verden med tryghed
og forudbestilt plads
Cirkler lukkede og sikrede
med koder og lås

cirkler som forvrænger
udsyn og sikrer mod
virkelighedsfrås
Lukkede verden af
selvforskyldt angst
for at livet skulle fratage
dig din sikre fangst

Mod intethedens store
glemsel
er kun et våben
uden foragt
At vedkende sig det man
kom fra
og give det et navn.

Jeg har elsket i min
kamp for at give
stemme til andres savn
men aldrig mødt
et svar der gav savnet
en sikker havn.

IH

 

Dørene

Der er langt derind
til dybderne i den sjæl
man tror man kender
Der er mange døre
der skal åbnes før
man når det sted
der måske kan give
harmoni
og mulig forståelse

Vanens døre er mange
fornægtelsens døre er ofte
gået i baglås
fordommenes er rustne
på knirkende hængsler
uvidenhedens døre er
nærmest usynlige
og næppe erkendt

Erkendelsens døre
er også brugt alt for lidt.
Der er langt derind
hvor billedet
begynder at blive klart
det kræver sit at
komme uden om
den, man gik
og troede man var

Når man frem i
smalle perioder
glider dørene ofte lettere op
og man indser
at man til tider gemmer
svar dybt derinde
Svar - som man alt for længe
ikke har kunnet finde.
Det kan tage et liv at lære at åbne døre!
IH

 

Disse Dage

Der er disse dage
med sorg i sindet
der er disse dage
med ulmende vrede
og uro i huden
denne sjælens angst
for at være fortabt
i vrimlen

Folkeeksplosioner
overbefolkning
krige og terrorisme
der overgår enhver beskrivelse
og ikke kan rummes
end ikke i en erindring

Ondskab og sygdom
ligegyldighed overfor
døende og trængte arter
og tærskler der
for længst er overtrådt

Der er disse dage
hvor det ofte er for meget
disse dage hvor der
ikke er plads til mere
og jeg bliver nødt til
at lukke øjnene
for livet
for det der sker

Der er disse dage
hvor jeg ikke kan
rumme mere af verdens smerte
og hvor min egen
vrides rundt
i mit blødende sårbare hjerte

Der er disse dage

hvor jeg må give op

og dårligt kan

tro på en menneskelig
fremtid
Og der er disse dage
hvor jeg inderst inde
ønsker et hvert menneskes
jordiske exit

Jeg rammes af tvivlen
på at der findes godt
i livets pil
og må rumme min
inderste tvivl
på disse dage
hvor sorg og håbløshed
er i spil

Det er i disse
dage
jeg må slås med
lysten til at være til

IH

 

Dengang smilene forsvandt

Dengang smilene forsvandt
døde en generation i troen på
at sandheden var deres
og at alt hvad de vidste
var det eneste
der var værd at vide.
smilet sygnede hen
af mangel på brug
og blev erstattet af et hovedløst forbrug.

Dengang smilene forsvandt
når mennesker mødtes
på rejser og i tilfældigt møde
sad alle i deres egne bobler
og talte med andre i et fjernt elektronisk rum.
- blot ikke med dem der var nær
Smilet blev erstattet
af ligegyldigt samvær
blev til fuldgyldigt fravær
selv om alle
var til stede i samme rum.

Dengang smilene forsvandt
tabte vi nærværets forunderlige energi
og måtte undvære forskellighedens retorik
dengang nærvær blev forladt
til fordel for en skærm
døde smilene et efter et
i udviklingens elektroniske kværn.

Dengang livet blev forladt
for kun at blive genfortalt
via en smart telefon
var smilet fortabt
og havde ingen mission
Dengang mennesket forlod hinanden
og drog ind i elektronikkens
lukkede rum
havde smilet nået sin endestation

IH

 

 

Den indre dialog

Den indre dialog
er en evig debat
i forsøget på at forstå

Den indre dialog
er en samtale
der sjældent går i stå

Når den standser
åbnes et guddommeligt dyb
en stilhed der stråler
af afklaringens lys

Men den indre dialog
er vigtig på rejsen
hvor hver dag bringer nyt
Det er en samtale
om livet
om det der skal forstås

Den indre dialog
er min mentale energi
der vedligeholder
min sjæls demokrati
IH

 

 Dette NU

Der er dette nu
som er så svært
at fastholde
Som en yo-yo
ude af kontrol
til og fra
nær og fjernt

Det smuldrer
når tanker
går på langfart
en opdagelsesrejse
hvor man glemmer
hvor man er

Dette nu der
indeholder mirakler
der hvor man lever
og som kan åbne sig
ind i forglemmelsens rige
Dette nu der
er sin egen rene væren

 Jeg prøver

ja - jeg prøver

at fastholde det
i viden om det
er der livet sker
men sindet vil rejse
ud over nuets grænser
afprøve fremtid
og fortid
og forglemmer
ofte at vende hjem

Dette nu
er øjeblikket
jeg begærer
er der hvor
tiden står stille
og der hvor
jeg lægger min vilje!
IH

 

De hellige stunder

Der skal være hellige stunder i livet
oaser af stilhed
der larmer af skønhed
der skal være stunder uden andre
hvor du kan mærke du er ét
med altet og
ikke er mere vigtig
end den helhed, du er en del af.

Der skal være hellige stunder i livet
så du ikke tror
at dit liv er givet
for at du skal smide det væk
uden at mærke skabelsens under
der holder til
i disse tidløse stunder

Der skal være hellige stunder i livet
hvor du mister dig selv
og glemmer egen betydning
der skal være stunder til det selv
der rækker ud over sig selv
- og de hellige stunder
er dér, hvor du genfinder dit hjem!

IH

 

BEDRAGET

de frysende åbninger
i hjertets blottede angst
skælver under huden
som et elektrisk bedrag

nætters uregerlige drømme
farer vild
i forklaringens rundkørsel
og drejer af
i blind ensrettet tænkning

hvert et pulsslag
fra livtagets muskel
pumper uforklarlighedens
smertende uvished
ud i det besiddende kærtegn:

jeg elsker med døden
i hvert åndedrag
mens jeg bedragerisk hvisker
Jeg elsker livet!

IH


Urolige Tider
om natten vandrer drømme
gennem tidens sære rum
så sover stridens dronning
sin korte skønhedssøvn
selv krige bliver til sange
og våbnene til ord
der fortæller til de mange
om et fredeligt liv på jord

en arm der holder kærligt
om barnets varme krop
mens mørket gemmer angsten
for at alting holder op
selv pulsen banker takten
til en ønske melodi
om fredelige perspektiver
hvor trusler er forbi

men uret tæller timer
der fylder for en nat
og netop da det kimer
har du fundet en slags svar
selv kulde blev til varme
da du så man ku sige stop
når flere blev til mange
og freden blev til flok

om dagen vokser presset
fra dem som kun kan ondt
enhver må skytte sine
vi har frihed til begær
selv barnet som du elsker
kan ikke lege trygt
der lever tusind trusler
du bær dem ved dit bryst

men dagen bær igennem
og gir endnu en frist
til drømme om en verden
med mennesker uden frygt
selv jordens mange væsner
vil følge dig i nat
hvis du kan drømme freden
som morgendagens skat
IH


Dans

så dans da på livets scene
lad fødderne træde i livslysets glans
send ånden ud i hvirvlende glæde
du sælsomme danser
der udfører din kunst
dans, dans til du segner i en ensom rus.

så dans da på de dødes grave
så de døde hører din kamp for det liv de gav
bøj dig i taknemmelig og ydmyg respekt
du berusede danser
der har drukket livets kunst
dans, dans til du segner i en glædesrus

så dans da i kærlighedens lys
dans for kærligheden til alt det du elsker
dans dig ud af angstens lukkede hjerter
du lysbårne danser
der bader i sårbarhedens kunst
dans, dans til du segner i den sidste dans

så dans da på livets scene
så fødderne følger hjertets kald
dans denne berusende dans
du livsglade danser
der elsker lysets sluser
dans, dans til du segner før tæppefald!

IH

 

DAGENS RET

Det initiativløse menneske
breder sig som mikrober
i sumplandets fugtige varme
Springer ud af tre dårlige C-film
om dagen
og sover drømmeløse nætter væk
under illusionernes reklamer
for billige efterligninger af kærlighed

Det initiativløse menneske
haster i travlhed
hen ad modens boulevarder
og lader sig villigt fange
af blikfangets humbugmagere
der lader som om de ved det
de andre ikke ved

Det initiativløse menneske
tøjrer sin åndelige formåen
til en andenrangs gøglers krambod
og står henført og lytter
til rablende tabeller
om ufattelig rigdom
og succes

Det initiativløse menneske
jubler lykkeligt
når det nævnes ved navn
eller tildeles opmærksomhed
af en slipseklædt kontrollør
der med usmagelig arrogance
udstiller sin egen betydningsfuldhed

Det initiativløse menneske
fortærer sin egen ulykkelighed
som fastfood på en
pomfritte lugtende cafeteria
med plastikbestik og nervedulmende
ligegyldigt pop-tilbehør
og efterlader kun en udtværet
paptallerken med rester
af syntetisk ketchup
der som en livløs blodplamage
fortæller om en offentlig forblødning
som dagens ret!
IH

 

Jeg har inviteret en engel på besøg

Jeg har inviteret en engel på besøg
jeg ville så gerne
have et venskab
der stak dybt ind i min sjæl
uden ord
uden skam og skyld
men bare ren væren
af kærlighed og glæde

jeg har inviteret en engel på besøg
så jeg i al min kvide
ved at nogen er ved min side
når livets spørgsmål
hober sig op
og mine fattige svar
famler som vaklende forsøg
på at forstå det at leve

jeg har inviteret en engel på besøg
til at gæste min bævrende sjæl
så jeg kan skue
ud i verden
uden at stoppes af mig selv

jeg søger trøst i i mit vemod
og til at se ind i lyset
af glæde og liv
jeg trænger til at blive mindet
om min barndoms mod
som var mere liv end død
- derfor har jeg inviteret en engel på besøg!

IH

 

De skrøbelige skridt

Disse skrøbelige skridt
vi går i livet
fra dag til dag
hvor intet er givet
med usikkerhedens følge
der kan ramme som en bølge
af ulykke eller lykke

Disse skrøbelige slag
fra hjerter
der tilfældigt
blev sat i gang
disse usikre drømme
der vokser
i skyggen af hvert et nederlag

Disse år der bare går og går
indtil døren igen
smækkes i
denne varme af kærlighed
der titted frem undervejs
og lindrede de mange sår

Disse liv blandt mange
blæst ud som
bobler på livets himmel
disse mange sange
akkompagneret
af livets puls
synger i mangfoldighedens
vrimmel hver sin hymne
til lysets gunst
vi er fnug der danser
og som fnug bliver vi
en dag igen blæst væk
IH

 

Kærlighedens væsen

suset af livets eliksir
stænker hårfine dråber
ind på mit
levede revir
og solvindens nåle
skærer dybe dale
i hudens rynkede flade.

i pupillens indre profil
bor stadig et barn
der blev til
uden at ville andet
end at trække vejret
løfte foden
og række lykken
en hjælpende hånd

alderens kondensvand
samles på bunden af det
aldrende sind
og grøden i tankernes
med tiden uordnede spin
er døden som spejler livet
i hver en tåre på min kind

en streng vibrerer i hjertets
energiske slag
en lyd der har sunget dag efter dag

gråden og sorgen
hørte til dagen i morgen
hvis den da ikke ramte
midt i tryghedens
utopiske ide

foranderlighedens bølger
har ramt som skælvende
katastrofer
og har druknet
smilets overgivende leg
men dagene bar igennem
og formede til sidst
en overlevende glæde
der har formeret sig
i takt med det
pulserende blod


Alderdommens lære på ondt og godt:
Livet er grundlæggende godt!

I menneskeverdens ondskab
Har jeg altid elsket
Lyset der rækker imod
Kærlighedens væsen – og hvisker:
- Jeg er den egentlige Gud!

IH

 

DE MØRKE FYRSTER

Fornuften er gået fra forstanden
og flakker hjemløs og nedbrudt omkring
Vildledt i fornuftløse baner
ude af interstellarisk kontrol
og styret af tilfældigt vanvid
uden tænkende overblik

Hjertet klipper sine hjerterødder
kan ikke bløde af medfølelse
Berigelsens berygtede bander
hærger i følelseskolde bankhvælvinger
Renternes slavehære skriger procentskrig
ud i en fantasiløs afgrund
uden blod, uden farve
Fenoltendenser med dræbende virkning!

De lodrette løgnes galopperende hær
i bureaukratisk angrebsformation
samler renter af
adskillelsens ofre
Moralfyrstens velafrettede grib
plirrer med sit elektroniske øje
altid parat
til dødens gevinster

Det er de mørke fyrsters tid!

IH

 

 

 

De blide kys

jeg strejfes

af luftige kys

når jeg langsomt er ved at gå i stå
en engel hvisker mig blidt i øret
om de rejser ud i hjertets dannelse
jeg stadig skal nå

jeg strejfes af evighedstankens
uendelighed
der med sin manglende horisont
gør tiden som mig
så ligegyldig
men dog vigtig i sin rod
og fortæller at
jeg må vokse i mit mod

jeg har ikke længtes mod
brændende byer
eller skibskatastrofer
ej heller efter guds tugt
jeg har længtes efter
den kærlighed der fornyr
med sin inderlige trang
til at forstå

jeg strejfes af blide
insisterende tanker
der rør mit hjerte så
det røres
jeg strejfes af forståelsens
viden
der vokser ud af min tvivl
jeg vokser for en dag
at række hånden frem
til den engel
der hvisker så blidt

jeg strejfes af
dagene
og af livet
jeg strejfes af
alt det jeg før
tog for givet
og som senere viste sig
at være selve livet
IH


Til de sørgende!

Hør mig I sørgende i sorgen
I er ikke ene og fortabt
der går veje gennem tågen
gennem alt det der er tabt

Vi kan vende grådens stemme
få den vendt fra mol til dur
Vi kan ikke svigte og forglemme
livets livgivende struktur

Lev I mennesker der lever
husk de dødes liv og kår
men lad jer ikke forlede
til at standse ved i går

Husk de dødes smil og liv
lad det bo dit stille sind
vi bliver alle bøjet som et siv
og prøvet i livets vind

Lev vel I der stadig er her
nyn en strofe til sorgens pris
men vis de døde at I lever
med et ærbødigt afskedskys!

IH

 

Nødvendig transformation

I et blik
der fastholdes
i en indre
konfrontation
der låses fast
og ikke kan ændres
tegner fortabelsen
sin skitse.


Ubevægelig erkendelse
udhuler
det indre selv.
Meninger bliver
til principper
i et meningsløst katalog
over fastlåste registre.

Den mulige
måske den eneste
transformation
med lykkelig tendens
er det levendes
konstante forandring
og forankring
i den levende puls

Et blik der åbnes
og omfatter alt
i kærlige
kærtegn af udviklende liv
rummer i sig selv
accept og respekt
for det af dig
der er større
end dig selv.

IH

Den monotone ligegyldighed

Monoton ligegyldighed
fra ufokuserede øjne
rammer bevidsthedens
periferi
i en dvask tanke
der dårligt gider tænke
sig selv til ende

rammet ind af
egen utilstrækkelighed
ligger ugideligheden
som et udtjent
forsøg på at rejse
sig så meget
at udsynet kunne nå
at gøre et forsøg
på at forstå
det valg, som er lagt i enhver.

i ensartede rækker
står tilværelsens
drømme med sine
mislykkede forsøg
på at nå mere
end en udbrændt smøg
og drømmen om kærlighedens
redning

kunne anerkendelsens
kraft komme
fra at blive elsket
og båret
kunne livet få tilført
en andens håb
ville valget
være let
så kunne tanken
stoppe sig selv
og snylte
på glæden fra andres kamp
for at leve

 

forkælede generationer
synker ned
i velstandsdynd
som indkapslede
pupper
der aldrig
fik spredt sommerfuglens
vinger
og følt livets erotik
men kun fik
ømme hænder
af grebet om elektronikkens
tomme retorik.

IH

 

 Vi er her…..

Vi er her for at leve
for at overleve
og for at finde et velvære
der kan bære
og fylde glæde
i vores hungrende hjerte

Vi er her for at ånde
for at beånde
det liv der alt for ofte
drukner i ting
og tomme tanker
der gnaver som livets smerte

Vi er her for at lære
at skal det bære
må vi inddrage os selv
leve med og ind i andre
vi må give og åbne os ud
så livet rummer mere end os selv
- og, måske en dag -
kan rumme det vi kalder gud!
IH

 

 

At elske er mere end et enkelt kys

Vi er alle gæster fra de skjulte sjæles land
alle resultatet af en kvinde og en mand
vi var ikke til stede før vi blev født
og vil glimre med fravær når legemet er dødt

Vores tid er uendelig skrøbelig og kort
et strejf af lys i mørkets uendelige sort
valget for hver enkelt ene og alene
er om vi tør leve livet og rumme dette alene

Intet er skjult når sjælen får første plads
det er ærlighedens og kærlighedens palads
vi må rumme at livet først og fremmest er ånd
den del af livet der binder de stærkeste bånd

Vi er her kun på et kort og flygtigt besøg
der er kun indlagt få og sparsomme forsøg
på at få kærligheden til livet som vinder
inden tiden igen kalder og vi forsvinder

Genopstandelsens under er det liv som gror
den del af os som ligger dybere end vi tror
vi er en del af evolutionens stræben mod livet
grib det, og tag ikke dine vilkår for givet.

At elske er mere end blot et enkelt kys
at elske er selve livets lyst
der står ikke penge i livets banker
der gror hjerte og glæde i aktive tanker

Frygten er den fordummende ligegyldighed
bekæmp den, kvæl den i kærlighed
vi er ikke i en verden der glimrer perfekt
vi vil altid, skulle måles i evnen til at tænke selv.

IH

 

 

Frihed Til forskellighed

Man går som man har sko til
man tramper i sit spor
og tror at kun ens eget
er vigtigst her på jord

Man drejes ind i cirklen
der langsomt snævres ind
man ser kun hvad man tror på
og stænges i sit sind

Man lukker alting ude
man kredser om sig selv
og synes alle andre
er uden takt og sjæl

Vi lever i en verden
der bryder fælles bånd
en verden fyldt med afslag
mod hver en fremstrakt hånd

Man bliver hvad man har nået
i kamp for hjertets sang
den sang der bryder cirkler
og letter fælles gang

Man håber som man drømmer
og ser kun hvad man vil
og sjældent er det menneske
der vil mere end sig selv

Se digtet har morale
det har digte når de vil
det hænder man vil samle
og sige hvad man vil

Man går som man har elsket
og givet af sig selv
man beriges kun af frihed
med plads til forskellighed

IH

 Opslugt

af ligegyldighedernes
uendelige selvbedrag
konstant snurrende
om os selv
og uvidenhedens
trygge glemsel

Vildledt
af kærlighedens løgn
når den spærres inde
i trange bure
der holder os fanget
i troen på at friheden
kan tæmmes.

Overvundet
når vi tror vi er i havn
og lader selvtilfredsheden
spinde sit klistrede net
hvor vi visner hen
i evig glemsel
IH

 

 Navnet er dit

Et navn er mig givet
som et dansende lys
en drøm er befrugtet
af de hedeste kys
navnet der hvisker
om natten det rusker
og skriver i drømme
med det fineste kridt
- navnet er dit!

En duft har betaget
og hænger som en rus
i luften under taget
i mit ensomme hus
forår der kæntrer
i luften det kælver
og synger i mørket
så sart og så fint
- sangen er din!

En varme af solskin
dit lysende smil
et funklende genskin
i dit øjes rubin
kærligt det stryger
til hjertet det smyger
og vokser sig kærligt
med stormende skridt
- navnet er dit!

Irene Haffner

 

 

Den åndløse fladhed

indpakket i et tomt hylster
af underholdningens glitter
med krimi seriers ligegyldige spænding
fastholder tidens trang til at slå ihjel
selv tiden!

En ørken af adskilte fraser
tilsat smalltalkens håb om ægte
forbindelser
der dog løber ud i ligegyldighedens
grumsede kloak

En verden af manglende mod
til at se netop verden i øjnene
og fastholde dens blik
og råb om hjælp
en misforstået forståelse
af eget ego
der så overfladisk
står for fald

de mørke skyers skygger
uden lys og konturer
bundet i en pamflet
af menneskets håbløse søgen
efter den lykke som
ligger gemt i dem selv
og aldrig vil ses
uden selvforglemmelsens
under

Åndløshedens katastrofer
hober sig op i en
kollektiv fornægtelse
næret af materiel hunger
uden mål og mening
Som tid en forglemmelse
i historiens hav
som væsner
fortabt i egen selvforherligelse
og med et spinkelt håb
om genopstandelse
som de åndelige væsner
vi er født som.
IH

 

DET SNER
langt fra solstrejf og varme
indhyllet i vinterens svøb
fyger snefog til af harme
næret af det lange løb
tæt af tunge mammut skyer
horisonten står i et
fugle trykker tæt og kryr
i undren over det der sker
- det sner!

træer knager træt af frost
bærer tunge stormes grene
hyler let med vindens sus
som sætter vinteren i scene
og i mit lille hus
høres tydeligt kampen derude
der brydes hårdt i tag
for at nå den bedste
plads på min rude
- det er vinter derude!

så hvidt at alle farver viger
et hav af snehvidt øde
polarlandets fjerne riger
står nært at møde
nu raser iskongen kulde
i sin dragt af fnug og driver
mens jeg sidder trygt og lunt
og længes efter bedre tider
- det er mørke tider
IH