Jeg har sat 2 af mine noveller ind:

"Drengen der ikke ville være dreng" og efter den kommer "Clara og Vera - skæbnens veninder"

Drengen der ikke ville være en dreng.

Novelle – Irene Haffner

 

-Hvad laver du?

Jeg så op fra mine trafikerede veje, tunneller og parkeringspladser som jeg møjsommeligt havde bygget og klappet glatte i det morgenfugtige sand i sandkassen.. Det perfekte byggemateriale.

Med en tindrende formiddagssol i øjnene så jeg en spinkel opløben pige med et vandfald af sort hår der omkransede et markeret og meget fint og mørkt ansigt. I midten spillede to store brune øjne spillevende og et smil legede flygtigt om hendes læber.

-Leger.

Sagde jeg konstaterende og flyttede en brandbil der egentlig var midt i en udrykning.

-Jeg hedder Lisbeth og det her er Sara!

Hun nikkede mod Sara som hun holdt i hånden. Jeg betragtede dem. Sara så ned i jorden og virkede meget genert.

-Sig dog hej Sara! – Sagde Lisbeth og slog sit lange mørke hår bagud, med et koket kast med hovedet..

Sara løftede hovedet og så på mig med nogle store klare øjne med lange buede øjenvipper.

Jeg så nysgerrig på den fine skabning der stod ved siden af Lisbeth.

-Sara er en dreng der ikke vil være en dreng – sagde Lisbeth!

-Ikke også Sara? – Sara nikkede og så på mig med sine store drømmende øjne.

-Sara hedder også William, men det bruger vi ikke – vel Sara?

Sara rystede let på hovedet og kiggede på mig.

-Må jeg godt være med? – spurgte hun?

-Ja – sagde jeg – du kan klare politibilerne, vi er midt i en udrykning!

Sara hoppede ned i sandkassen og overtog hurtigt politibilerne og mens Sara og jeg stiftede bekendtskab midt i en udrykning, satte Lisbeth sig på en bænk og sad og så dejlig og søsterlig ud.

Det blev begyndelsen på et livslangt venskab i ordets bogstaveligste betydning.

 

Sara, Lisbeth og jeg dannede i den kommende tid et trekløver som drejede sig omkring Sara der også hed William. De boede sammen med deres forældre i en ældre tilgroet villa på en af de villaveje som lå op til det nye rækkehusbyggeri jeg og mine forældre boede i.

Moren var en lys og nærmest gennemsigtig engel som for det meste flagrede af sted i løse gevandter med en smøg imellem de røde læber og hvirvlede en duft omkring sig af dyr parfume som hendes mand, der var søofficer i handelsflåden, havde med, når han en sjælden gang var hjemme. I kølvandet af den dyre parfume og cigaretrøgen anedes en svag duft af alkohol. Søofficeren havde nok andet end dyr parfume med hjem.

Moren levede ligesom i sin egen verden og virkede fraværende og lettere flegmatisk når jeg ringede på for at besøge Sara og Lisbeth.
 -Nå – du kommer ikke med en regning? – nåh – Sara? – er det ikke William? – jeg tror de er ovenpå – smut du bare op!

Senere lærte jeg bare at smutte ind ad kælderdøren og op til deres værelse.

Sara som også hed William blev min bedste ven.

 

Jeg tænkte ikke over at jeg kendte drengen der ikke ville være en dreng. Det var ganske normalt når man som jeg, levede i tæt forbund med fantasien og dens umuligheder og var fuldt overbevist om at Harry Potter og Superman var virkelighedens helte. Min bedste ven Sara ville ikke være William og det var så det. Hun kunne vel for pokker selv bestemme.

-Jeg er altså ikke en dreng Benjamin – sagde hun – Det er bare noget jeg kan mærke – sagde hun, og så drømmende på mig.

Nu var drengen der ikke ville være en dreng en spinkel og fin skabning med langt fint lyst hår, som krøllede i nakken, og i det fine lydefri ansigt regerede et par store dybblå øjne, med store buede vipper der fuldendte et ansigt som var både smukt og ubestemmeligt. William hed Sara og insisterede på at jeg brugte navnet Sara når vi var sammen. Det blev helt naturligt at bruge navnet, selv om min mor kiggede undrende på mig når jeg sagde at jeg løb over til Sara. Da hun opdagede at det var William jeg kaldte Sara protesterede hun.

-Du kan da ikke kalde William for Sara, Benjamin. En dreng kan være meget følsom og føle sig såret når man giver ham et tøsenavn.

-Jamen mor, det er William selv der vil ha` at jeg kalder hende Sara.

Min mor så meget forundret ud, men der er mange ting de voksne ikke forstår, eller har glemt.

 

Sara og Lisbeth gik i en lille friskole hvor man åbenbart accepterede det lidt ekcentriske søskendepar uden de store problemer. Jeg selv gik i den store kommunalskole hvor skolegårdens hårde jantelov fungerede i bedste velgående. Jeg tænkte på hvordan Sara ville have klaret den hvis hun gik i den store kommuneskole.

En dag i det tidlige forår kom søofficeren hjem. Jeg var tilfældigvis oppe på værelset hvor Lisbeth var i gang med at børste Saras fine lange hår. De skrålede samtidig med på Tøsedrengenes gamle slager ”Sig du ka` li` mig” med en imponerende energi og præcision. De kunne nummeret uden ad og Lisbeth opførte et totalt cool show, samtidig med at hun børstede håret på Sara. Jeg lå på sengen og kiggede i et blad mens jeg fulgte mine 2 veninders musikalske show.

Pludselig gik døren op og en høj mørk mand i uniform kiggede ind. Lisbeth så ham ikke med det samme, men Sara stivnede og vendte sig i stolen og mødte hans blik. I det samme stoppede Lisbeth op midt i en drejning med den imaginære mikrofon. Hun for hen og hoppede lige ind i favnen på den høje mørke mand som jeg kunne forstå var deres far. Sara rejste sig og slukkede for musikken og gik hen til sin far. Han kiggede forundret på hende. Sara var alt andet end William. En let øjensminke som Lisbeth lige havde lagt, strømpebukser og en løs T-shirt. Og så neglelakken på fingrene. Jeg bed mærke i at Sara forsøgte at skjule sine fingre. Men deres far gav også Sara et knus og holdt hende lidt ud fra sig og sagde: Goddag William! Sara kiggede forlegent ned og sendte mig et bønfaldende blik.

-Og det er måske en af jeres venner? – sagde søofficeren og kiggede over på mig.

-Ja – skyndte Sara sig at sige – det er Benjamin!

-Hej Benjamin – sagde søofficeren og lavede en gestus med den ene hånd sådan som søofficerer gjorde når de mødte andre officerer.

Jeg syntes han var mægtig imponerende. Flot trimmet skæg der løb ned langs siderne af et solbrændt og velformet ansigt, og indrammede hagen og munden. Det var tydeligt at det mørke smukke, som Lisbeth repræsenterede kom fra denne smukke mand.

-Nå, jeg vil gå ned til mor – så kan I komme ned senere.

Igen den naturlige honnøragtige bevægelse og et kort nik fra det smukke ansigt.

 

Søofficeren kiggede på sin kone som sad henslængt i en blød lænestol i deres nye udestue. Det indtrængende sollys flimrede om hende, og hendes lyse gyldne hår gnistrede som et vandfald om hendes sarte smukke ansigt. Ved siden af hende, på det lille bord, stod et glas med kølig hvidvin. Glasset duggede. Sollyset faldt ind ad de store glasruder og flød hen ad gulvet.

-Hvorfor retter du ham ikke Alice? – han er snart så tøset at jeg kan gå hen og tro at jeg har 2 døtre i stedet for en datter og en søn. Hvorfor lader du Lisbeth bruge ham som påklædningsdukke?

Han så indtrængende på hende. Hun nippede til den kølige hvidvin og så på ham med sit vandblå blik.

-Jeg kan intet gøre. Han vil selv. Han påstår oven i købet at han er en pige. Han insisterer på at jeg kalder ham Sara. Hvad vil du have jeg skal gøre?

Hun så på sin mand. Hun vidste han havde haft en lang rejse og trængte til at skifte og slappe af.

Men hun vidste også godt at det sårede ham at hans søn ikke helt udviklede sig som han havde drømt om.

Dengang hun ventede William havde han strålet, som om at en søn var en fuldbyrdelse af hans liv. Var det mon ikke det for enhver mand? Lisbeth var som snydt ud af næsen på ham. Mørk og smuk og kølig. De to havde en underforstået forståelse som om de på et dybt genetisk plan kunne kommunikere uden de store bevægelser. Han elskede hende og hun nærmest forgudede sin far. Men William var nærmest sin mors billede. Lys og sart og med den samme luftige og flegmatiske holdning til tilværelsen. Som om der eksisterede en højere verden de blot var på udgang fra, og senere ville vende tilbage til. Hun forstod instinktivt at hans forventning til William var, at hans kærlighed til hende kunne vendes mod hans eget køn. Mod en søn. Men det var ikke gået som de ventede. Lisbeth og William havde udviklet deres helt eget liv. Hun havde ikke hverken formået eller ønsket at ændre deres dybe fortrolighed. Det var som om at den komplementære kærlighed Lys/Mørk gentog sig i deres egne børn. Hun blev den lille når hun stod op mod den kølige og eksotiske Lisbeth og William forgudede sin søster. Nogle gange mere end sin mor, kunne hun frygte. Hun trak sig tilbage i sin let drømmende verden og huset undergik en feminin forandring når hendes mand ikke var hjemme. William blev suget ind i slipstrømmen og blev væk. Blev til Sara. Nu fremstod Sara som husets yngste datter og hun vidste ikke rigtigt hvordan det var sket.

-Bent – jeg er alene her i huset når du er af sted. Vore børn er meget selvstændige og så vidt jeg kan se også både velbegavede og velfungerende. Ja – altså bortset fra at din søn vil være en pige.

Hun brugte ubevidst ”din søn” og forstod i et kort glimt at hun havde accepteret at William var væk og de i stedet havde fået Sara.

-De er søde og dejlige børn. De fungerer godt. Holder sammen og skolen roser dem for deres dygtighed. De får udtalelser så jeg rødmer af glæde. De elsker at være sammen og de ansporer hinanden til at være dygtige i skolen, være pæne – og, hvis du vil have det ord, bruger jeg det gerne, dydige. Jeg kan forstå at piger i 13-14 års alderen kan være svære at styre, men jeg har intet at udsætte på Lisbeth eller for den sags skyld Sara – ja-nu kalder jeg vores søn for Sara. Jeg tror du må se i øjnene at virkeligheden er, at vi har fået en Sara og at det kan hverken du eller jeg gøre noget ved.

Det var den længste tale hun havde holdt i månedsvis hvor hun ellers var alene med sine tanker og sine ophøjede og lidt alkoholiserede drømmerier.

Han sad længe og kiggede på hende. Vidste godt at hun var meget alene og forstod hendes resignation.

-Jeg elsker dig – sagde han pludselig. Rejste sig og gik over og bøjede sig ind over hende og gav hende et kys midt i hendes gyldne hår.

-Jeg går op og skifter og pakker ud – skal vi ikke ringe efter en omgang pizza og nyde at vi igen er sammen?

Hun nikkede og smilede forelsket til ham.

 

Drengen der ikke ville være en dreng begyndte at vække opsigt i kvarteret. Tidligere havde det ikke vakt særlig opsigt at en lille lyshåret dreng gik i kjole sammen med sin storesøster. Men William voksede og løb i vejret. Og med ham også Sara. Det lange lyse hår, sløjfen i håret og kjolerne der blev afløst af små nederdele. De bare brune ben i små feminine sandaler og så de mange armbånd om håndledene. Sara elskede at smykke sig og havde også fået huller i ørene. Hun og Lisbeth var kommet hjem en dag og havde stolt vist de glimtende ørestikkere frem. Nu hang der en lille forgyldt ring i hvert øre.

Søofficeren havde opgivet tanken om en søn og måtte modstræbende få det bedste ud af det når han var hjemme. Han så ud til at acceptere at hans søn var en pige.

Men snakken gik. Og med snakken kom også fordommene. Mennesker der lever i fastlagte mønstre og efterhånden tilpasser sig den monotome gentagelse har et særligt blik for hvad der stikker ud. Det som er anderledes. Og Sara begyndte at stikke ud som et ungt liv der ikke udviklede sig efter de gængse regler. Storesøsteren Lisbeth vogtede over Sara og var et værn mod den virkelighed som trængte sig på, efterhånden som Sara blev ældre. Et hvert barn forventedes at vokse ud af sin barndoms fantasier og vildfarelser. Men ikke Sara. Tværtimod. Hendes femininitet blev mere fremtrædende og hun insisterede meget bestemt på at hun hed Sara, og ikke William.

Hun gik på pigetoiletterne og jeg måtte trøste hende da hun grædende kom ud fra pigernes omklædningsrum i friluftsbadet. Hun var som det naturligste gået ind for at klæde om, men var blevet genkendt og det havde rejst et ramaskrig så bademesterinden havde bedt Sara om at gå ind i det andet omklædningsrum. Det for drenge.

-Men det kan jeg da ikke Benjamin – snøftede hun – hvad vil drengene ikke sige?

Vi lærte så at Sara hoppede i badedragten  hjemmefra og smuttede udenom omklædningen når vi var i friluftsbadet, hvor vi tilbragte mange dage i skoleferien.

 

Min 12 års fødselsdag nærmede sig. Jeg havde fødselsdag i juni og som regel havde jeg mine skolekammerater til fødselsdag. Vi boede i et rækkehus med en lille have, som igen havde udgang til et større græsklædt fællesareal med en legeplads og en stor sandkasse hvor mange af de mindre børn holdt til. Det var der jeg første gang havde mødt Lisbeth og Sara.

-Nå – sagde min mor – vi skal have lavet nogle invitationer! – hvem vil du have med udover klassen?

-Lisbeth og Sara – det er jo mine bedste venner!

Min mor kiggede smilende på mig!

-Ja det må man vist nok sige – du ser snart ikke andre!

Og sådan blev det. Forældrene havde besluttet at eleverne i klassen enten inviterede alle eller ingen for at undgå de ubarmhjertige udelukkelser som fulgte i kølvandet på børns brutale mobning af enhver der var anderledes. Vores klasselærer, Sonja, mødte selv op hvis hun kunne og lagde mange kræfter i at skabe sammenhold i klassen.

Jeg kunne godt lide at gå i skole selv om der var nogle drenge i klassen jeg helst undgik. De var grove og fremfusende på en meget fysisk måde som om det at få ret handlede om hvem der var stærkest. Jeg brød mig ikke om den tydelige kopiering af tidens kendte macho`er der indgik i deres leg og afspejlede sig i deres opførsel og opfattelse af de andre i klassen. Især Hans Christian undgik jeg. Han var på alle måder min modstander og hævdede sig egentlig kun på sin fysiske styrke hvor jeg altid kom til kort hvis det kom til konfrontationer. Jeg så rødt når han med sin selvsikre arrogance spurgte til klassens mest sølle skæbne. En trist pige der havde et flakkende blik og gjorde alt for at gøre sig usynlig. Alle vidste at hendes mor arbejdede som sexarbejder og at hun somme tider kunne mødes på gaden i både regnvejr og kulde, hvis hendes mor arbejdede og havde kunder. Hans Christian havde med sikker arrogance udset hendes forsøg på ubemærkethed til at mislykkes.

-”Nå – hvordan har luderen og hendes datter det for tiden ?” spurgte han frækt og grinende ud i klassen inden Sonja ankom.

-”Er der noget at rive i?” – og så skreg han af grin sammen med den flok af beundrende drenge der så op til ham.

Winnie, som hun hed, sad med tårer i øjnene og så ned i bordet, mens hendes sidekammerat, Michelle, skærmede hende af.

”Hold din kæft din lede unge”, hvislede Michelle og lod øjnene lyne mod Hans Christian. ”Du tror selv du er så morsom og så er du bare led!”

”Nåh” – svarede HC – ”I er måske begyndt at arbejde sammen – kan man bestille tid?” – han og drengene skreg af grin!

HC så sig omkring og nød de andre drenges beundrende blikke mens de grinede sjofelt. De fleste af dem havde kun meget uklare tanker om hvad det handlede om. Michelle var klassens kvikke pige. Smuk på sin egen måde og drengene vidste intuitivt at hun var deres intellektuelle overmand og holdt sig lidt på afstand. Havde det ikke været for hende havde Winnie været et let offer.

Jeg havde af og til mine sammenstød med Hans Christian. Jeg lod somme tider vreden løbe af med mig og kom hver gang til kort. Han var min fysiske overmand. Jeg havde endda trænet brydning hos en af mine skolekammerater der hed Gunnar. I hans forældres kælder øvede vi nogle brydertag hvoraf en halv nelson var en af de vigtige. Efter tre uger mente jeg at nu kunne jeg klare ham Hans Christian, men nej – jeg fik tæv igen. Den halve nelson udeblev af uforklarlige grunde.

Nu havde jeg så inviteret hele klassen til fødselsdag – Sonja lovede at hun ville kigge forbi, men hun kunne ikke sige om hun kunne være der under hele fødselsdagen.

 

Det var en af de junidage hvor sommeren lod ane sin komme. Forår og sommer sloges om magten og det havde været koldt og blæsende nogle dage før min fødselsdag. Så slog vejret om og mens store hvide klatter af skyer sejlede lystigt af sted, sneg temperaturen sig op, når solen fik fat.

Den lørdag eftermiddag hvor klassen var inviteret viste vejret sig fra sin rigtig gode side. Solen skinnede og krøb over på den anden side af vores rækkehus så terrassen og haven lå i det klareste jomfruelige solskin. Min mor strålede ved tanken om at hun kunne holde en hel klasse, og lidt til, ude på terrassen og måske – hvis hun forstod at stille aktiviteter an – holde de mest vilde i gang i haven.

Sara og Lisbeth var kommet allerede om formiddagen. Lisbeth havde sagt at hun gerne ville hjælpe min mor. Min mor var ved at dåne. Hjælpe? – Min mor var ikke sådan vant til at nogle hjalp hende med det en mor nu skal når hendes dreng har fødselsdag. Før i tiden havde min farmor altid været der men hun døde for 2 år siden.

Min mor var vild med Lisbeth, men havde til gengæld lidt svært ved at huske at William ikke ville være William men Sara. Lisbeth havde et rigtigt husmoder gen. Hun hjalp min mor med at stille an, de dækkede bord og pludrede og jeg blev helt misundelig for jeg kunne se min mor nød at have den store pige i sin nærhed. Sara og jeg blev sendt i haven og stille nogle spil an. Sara havde en løst hængende lang hvid T-shirt på. Den gik næsten ned til knæene og der var et trykt billede af en havfrue foran. Hun havde små sandaler på og jeg så at hendes negle var lakerede lyserøde med små sølvstjerner på. Hendes hår var samlet i en hestehale med en stor rød elastik og hun havde et par løse armbånd om håndleddet og lille fin lænke om ankelen. Hun var solbrændt og meget fin at se på. Da de ankom, havde min mor ikke kunnet lade være med at udbryde –” jamen Willi…Sara – hvor er du dog fin”. Sara havde kigget genert på min mor. ”Lisbeth har hjulpet mig” – sagde hun.

Lisbeth havde bare smilet stort og rettet lidt ved Saras hår,

Hun strålede af stolthed over sin lillebror som hun havde gjort til sin lillesøster.

 

Sara blev et midtpunkt. Ingen tvivl om det. Pigerne fra klassen flokkedes om hende og fnisede lidt forlegne men tøede hurtigt op og så beundrende på hendes neglelak med stjernene som Lisbeth havde lagt. Sara faldt hurtigt ind i pigernes flok og inden længe stod en af pigerne og børstede hendes lange fine hår. Lisbeth havde hele tiden et øje med Sara, men slappede efterhånden af da hun så hvor godt Sara faldt ind i gruppen af piger der sad på terrassen og fnisede og kiggede på drengene der allerede var i fuld gang ude i haven. Da alle efterhånden var ankommet kaldte min mor os alle til bords ved det lange bord inde i stuen. Rikkes mor var blevet for at hjælpe og sammen med Lisbeth fik de skænket kakao til alle. Lydniveauet steg, og med det, humøret. Det tegnede til en rigtig børnefødselsdag. Måske en af de sidste i mit liv. Men det tænkte jeg ikke over dengang. Jeg sad ved siden af Sara og på den anden side af hende sad Winnie. Der var hurtigt opstået en forbindelse imellem de to. Lige overfor sad Hans Christian og hans tro væbnere. De gloede uhæmmet på Sara og jeg kunne se at det brændte i Hans Christian for at sige noget. Han turde ikke, for både Michelle, der sad på den anden side af mig, og Lisbeth havde spottet ham og han kunne sikkert mærke at han blev holdt under observation.

Mætte og godt sukker dopede fór hele flokken ud for at lege efter den traditionelle kakao og lagkage med dertil hørende slik i store mængder. Winnie holdt sig i nærheden af Sara og det var som om at de to havde en intuitiv fornemmelse af hinandens sårbarhed. Pigerne blandede sig med drengene og der blev spillet Crocket og leget med hula-hop ringe, mens nogle af drengene havde lavet et improviseret mål af trøjer og spillede fodbold. Hans Christian var selvfølgelig både angriber og dommer på samme tid. På et tidspunkt røg bolden ind på terrassen. Sara stod i nærheden og hentede den og sparkede så godt hun kunne bolden tilbage til drengene, men den røg over hækken til naboen.

”Hold da kæft for en bøssekarl!”

Røg det ud af munden på Hans Christian”

Sara stivnede og så ned i jorden. Jeg er ikke sikker på at ret mange vidste hvad en bøssekarl var, men alle vidste at det var noget slemt.

Som en hvirvelvind var Michelle henne hos Hans Christian. ”Nu skal jeg sige dig noget din lille lede lort – hvis du ikke snart kan finde ud af opføre dig ordentlig så skal jeg….” Hun stoppede et øjeblik for hun havde ikke rigtig tænkt over hvad det var hun så ville gøre. Hans Christian så triumferende på hende. Den skrappe pige var løbet tør for initiativ. Men han havde gjort regning uden vært. Pludselig stod Lisbeth der. ”Hvad var det du sagde om min lillesøster?” Spurgte hun iskoldt og trådte helt tæt på ham, så hendes højde syntes større end den var. De andre piger trådte nærmere og pludselig stod Hans Christian omgivet af en flok piger der på alle måder udstrålede væmmelse over ham. Han kunne mærke at hans popularitet måske ikke lige var i top og han forsøgte at undvige: ”Jamen det ER sgu`da en dreng – han har bare tøsetøj på – ikk?”

Lisbeths øjne lynede og hun bøjede sig ned og det nærmest hvislede ud imellem hendes læber: ” Ja – og du er en dreng der fra nu af holder dig langt væk fra min lillesøster eller du skal få med mig at bestille så du husker det” – ”Er det forstået din lille gnom?” – Hans Christian skulle lige til at sige noget men i det sammen hørte vi Sonja der nu var ankommet. ”Kan man få en forklaring på hvad du har gang i Hans Christian?” – Sonja kiggede spørgende på os andre. ”Han kalder Sara for en bøssekarl” – sagde flere af pigerne i munden på hinanden. ”Nå ” – sagde Sonja – ”han ved vel ikke engang selv hvad en bøssekarl er og skulle han vide det kan jeg fortælle at de fleste der kalder andre for en bøssekarl som regel selv er det!” – Pigerne fnisede og Hans Christian så ned i jorden rød i kinderne. ”Nu skal jeg sige dig noget Hans Christian” – sagde Sonja – ”Du har så travlt med at kalde andre for grimme ting – så er det luder og nu bøssekarl – Jeg tror jeg vil tage en snak med dine forældre om hvad det er du går og kalder andre og hjælper det ikke må vi så alle sammen se om vi kan finde på noget at kalde dig! – hvad med fks. Vatpik!” – alle stirrede måbende på Sonja – Hun sagde det unævnelige. Det frækkeste af alle ord. Der blev helt stille. ”Hvad siger I andre?” – pludselig fnisede pigerne og latteren bredte sig. Hans Christian var stoppet denne gang, men siden da var han Saras uforsonlige fjende og senere skulle deres veje krydses og betyde ulykke for dem begge.

Lige nu lagde det en dæmper på fødselsdagen og da alle var gået efter de 3 timer en klassefødselsdag varede som aftalt af forældrene var kun min mor, Lisbeth, Sara og Winnie tilbage. Winnie var ikke blevet hentet og sad ved siden af Sara og kiggede i en bog om heste. Min mor og Lisbeth vaskede op og jeg sad foran fjernsynet og så tegnefilm. Langsomt blev stuen bragt tilbage til normalen, og på et tidspunkt stod der en meget sminket kvinde med afbleget hår og skulle hente Winnie. Det var Winnies mor. ”Vil du ikke lige have en tår kaffe ?” - sagde min mor. Winnies mor lod sig nøde et par gange og satte sig til sidst ned og fik en kop kaffe ved bordet med papirdugen og alle dens spor af en børnefødselsdag.. Hun tændte en smøg og sad med cigaretten imellem fingre der var overpyntede med ringe og var lakeret knaldrøde. For hvert sug hun tog på cigaretten efterlod hun rød læbestift på filteret. Hun duftede stærkt af parfume. Hun så på sin datter og på Sara – og det varede noget før det gik op for hende at Sara måske ikke var helt den hun troede hun var. I det samme sagde Winnie” Mor – må jeg gerne lege ovre hos Sara en dag efter skole?”

Moren sad lidt og da det hele havde bundfældet sig i hendes bevidsthed sagde hun med en let hæs stemme: ”Selvfølgelig skat – skal vi sige på tirsdag?”

Og sådan blev det. Winnie og Sara blev veninder og Lisbeth havde ofte de to på sit værelse når jeg kom på besøg. Men Lisbeth var også ved at glide ind i en voksenverden som syntes uopnåelig for os andre. Hun fik kærester og var mere og mere ude og Sara blev overladt mere til sig selv – og til hendes få venner.

Og en af disse få venner blev Winnie i de kommende år.

 

Puberteten er ombygningens tidsalder.

Kemien overtager kroppen og hormoner trækker den vilde fantasi ned på et jordnært og sanseligt plan. Der er kaos og opbrud i luften, men også en frydefuld nysgerrighed over disse nye sanselige dimensioner. Jeg selv begyndte at kaste urolige blikke til reklamerne for dameundertøj, hvor det ellers havde været tegneseriernes sfæriske helte der havde fanget opmærksomheden.

En dag havde jeg inviteret en pige hjem og sagt til min mor at vi skulle lave lektier sammen. Og midt i lektierne gik døren op og min mor kom med the og 2 stykker franskbrød. Hun smilede og sagde at hun mente vi godt kunne trænge til en kop the.

Jeg var målløs. Jeg var aldrig blevet opvartet sådan af min egen mor. Senere gik det op for mig at hun lige ville se sin ”første” svigerdatter an. Men det var nu lektier vi lavede selv om det at være sammen med piger efterhånden fik en undertone af spænding som jeg ikke havde oplevet før.

 

Det var ikke de samme hormoner der flød rundt i min og Saras krop. Hun betroede mig at hendes mor var gået med til at hun nu fik kvindelige hormoner, østrogener, som hun ikke ville fortælle hvor hun havde skaffet.. Det var så småt synligt og Sara bulede lige så pænt ud foran som nogle af de andre piger jeg kendte, og hun levede et liv hvor drengen William var tabt langt bagude i barndommens neutralitet. Jeg havde for længst glemt drengen William. Nu krævede livet en identitet, et køn og Sara var ikke i tvivl. Hun var Sara. Lisbeth var ved at glide ud i sit eget liv med en adgang til voksenlivet som Sara endnu ikke havde med sine 14 år. Hendes venskab med Winnie udviklede sig til en ren symbiose. De havde begge to brug for hinanden og de sås næsten altid sammen. Sara havde fået sit eget værelse og havde indrettet det med den femininitet som hende og Lisbeth havde som et fælles minde. Moren puslede flygtigt i stueetagen hvor der sent om natten flød musik fra pladespilleren op ad trappen til de 2 pigeværelser. Sjældent stødte jeg på denne flegmatiske skikkelse der levede sit eget liv imellem søofficerens hjemmeperioder. Hun havde opgivet at stritte imod at hendes dreng ikke ville være en dreng og accepterede at hun havde 2 piger. Selv søofficeren så ud til, fuldt ud at have accepteret det,  og da de dette år kørte på ferie i Frankrig var det en smilende Sara der vinkede fra bagsædet da de kørte af sted. På denne ferie havde de Winnie med. Jeg var blevet inviteret med, men skulle på ferieophold på en efterskole som der var planer om at jeg skulle starte på inden så længe. Mine forældre havde insisteret og lokket med en ny sej mountainbike. Det var et tilbud jeg ikke kunne sige nej til! Det var faktisk et ultimatum!

Det var konfirmationernes tidsalder. Jeg var blevet konfirmeret i foråret og havde indkasseret en masse gaver og havde været til fester hos klassekammeraterne. Men Sara nægtede og protesterede vildt da søofficeren bragte det på bane.

-Jamen, Benjamin, de tror da vel ikke jeg vil stå der mens præsten konfirmerer William? – Så skulle jeg vel også stå der i det der tåbelige tøj med hvid skjorte og butterfly? – de kan tro nej!

Der havde åbenbart været en del uro i den store villa, men søofficeren havde hurtigt opdaget at han var i mindretal og Sara blev ikke konfirmeret. Men hun holdt en lille fest for de få gode venner hun havde og familien som efterhånden forstod at det ikke kunne være anderledes.

Det var en lidt anstrengt fest hvor flere familiemedlemmer holdt taler hvor de hele tiden kløjedes i navnene: ”Kære Will…øh…Sara! – Indtil Sara gik ud og smækkede med døren. Moren måtte ud og hente hende og vi kunne se at Sara havde grædt og Lisbeth gik hen og gav hende et knus og så med sine lynende sorte øjne på de formastelige familiemedlemmer.

Først da familien var kørt og vi unge fik lov at indtage stuen lettede stemningen med høj musik og colaer – og Lisbeth og hendes nye kæreste fik en sjat rom i deres cola. Denne lidt mærkværdige dag var så Saras indtræden i voksenlivet og hun dansede mest med Winnie som ikke veg fra hendes side.

 

I tiden der fulgte var  det Winnie og Sara. Altid sås de sammen. Når jeg besøgte Sara, besøgte jeg også Winnie for hun opholdt sig næsten altid hos Sara som om hun her fandt et sted hvor hun ikke blev mindet om sin mors belastende arbejde. Jeg opdagede en dag at de røg. Vist ikke kun cigaretter men noget i en tynd lang pibe som de tilbød mig. Jeg sagde nej. Det lugtede ikke så godt. Jeg fandt ud af at det var hash.

-”jamen Benjamin – du skulle prøve – det er bare fedt og man får det dejligt!”

Winnie lå med hovedet i Saras skød, henslængt på den uglede seng.

Oftere og oftere var persiennerne lukket ned og værelset var tilrøget og musikken flød fra højtalerne.

Jeg kom ikke så ofte mere. Jeg var til friluftsliv og rigtige drengemanerer og følte mig ikke altid så godt tilpas når røgen bølgede i det lille værelse og både Sara og Winnie sad eller lå passive hen og ikke var særligt nærværende.

 

En efterårsdag var jeg et smut oppe hos Sara. Hun var, lidt usædvanligt, alene og der så nogenlunde rent ud i hendes lille hybel. Sengen var redt og der var luftet ud. Hun fortalte at Lisbeth var hjemme efter at have boet hos kæresten i nogle dage. Hun havde talt med store bogstaver til Sara og havde hjulpet hende med at ryde op og da de var i gang havde de støvsuget hele huset mens moren stadig lå i sengen til langt ud på eftermiddagen. Nu var Lisbeth kørt. Kæresten havde hentet hende på sin motorcykel og Sara sad og så meget alene ud da jeg kom ind ad døren. Som sædvanlig gik jeg ind ad bagdøren op ad bagtrappen til første sal.

Sara blev glad.

-Hej Benjamin! – hun for hen og gav mig et knus og jeg kunne ikke undgå at mærke hendes små buler foran på blusen.

Hun var i stramme jeans, en lille stumpet bluse og hestehale samlet med en elastik. Røde negle på de bare tæer og på de velplejede hænder.

Hun så smuk og feminin ud. Ikke mange ville ane at der bagved gemte sig en spinkel drengekrop.

Det blev en hyggelig og sjov eftermiddag. Vi grinede af alle de dårlige vittigheder vi kunne finde på og lå på den redte seng og så en video med ”Bugsy Malone”. Mens vi sladrede om vores skolekammerater og hvad vi havde oplevet.

Det var fryd og gammen og det mørknede hurtigt her i november og jeg skulle til at finde hjem da vi begge hørte det ringe på døren nedenunder. Jeg var ved at finde min vindjakke og få mine støvler på. Det var koldt, blæsende og regnfuldt udenfor. Regnen var taget til og kunne høres mod ruden i Saras værelse.

Pludselig lød et sønderrivende skrig nedunder. Det var et klagende langtrukkent skrig som fik os begge til at stoppe op og se på hinanden.

Som i fælles forståelse sprang vi begge hen til døren og løb ud i gangen og hen til trappen der gik ned i entreen til hoveddøren.

Lige indenfor hoveddøren sad Saras mor klagende og hulkende mens to betjente stod ved siden af. Den ene var en kvindelig betjent. Hun satte sig på hug foran moren og prøvede at holde hende i hånden. De klagende skrig blev ved. Betjentene kiggede op da de så os komme spørgende ned ad trappen.

Sara gik hen til sin mor som i det samme sagde højt og klagende:

-Lisbeth er død!

Sara stivnede - kiggede spørgende på sin mor – på betjentene – på mig – mens al farve var ved at forsvinde fra hendes kønne ansigt.

-Lisbeth er død – klagede moren igen og hendes skuldre rystede af gråd.

Den kvindelige betjent kiggede op på Sara.

-Er du din mors datter?

Sara nikkede.

-Hvad hedder du – spurgte betjenten og rejste sig op.

Sara – hviskede Sara næsten uhørligt.

Jeg var blevet stående ved foden af trappen og stod som paralyseret og betragtede det uvirkelige sceneri.

Hoveddøren der stod halvåben, den ene betjent der stod forlegen inden for døren. Moren der sad på gulvet med sit krøllede lyse hår spredt ud og filtret af hendes krampagtige hænder der hele tiden røg op til ansigt og hår. Den kvindelige betjent der prøvede at indgyde ro og trøst. Sara der stod som lammet med store spørgende øjne.

-Din søster Lisbeth er her til aften blevet dræbt i en ulykke, sagde den kvindelige betjent.

-Hun sad bag på en motorcykel der kørte ind i en varebil der kørte ud fra en sidevej.

Sara nikkede og jeg kunne se hvordan noget knækkede indvendigt i hende. Hun stirrede fortabt på sin mor der klagede sig og gemte ansigtet i hænderne.

-Kender du nogen der kan komme? – spurgte betjenten – nogen der kan hjælpe din mor? – Hvor er din far?

-Han er ude at sejle - svarede jeg!

Betjenten så på mig som om hun først nu ænsede min tilstedeværelse.

-Er du en bror?

-nej – jeg er Saras ven! – svarede jeg med bævrende stemme.

-men jeg kan ringe til min mor – sagde jeg!

-Gør det – sagde betjenten.

Jeg fandt en telefon og drejede nummeret hjem til.

Da jeg fik min mor i røret var jeg ved at gå i panik. Situationen var fuldstændig uventet og jeg havde aldrig før set mennesker gå i stykker på den måde, og jeg selv så hele tiden den mørke smukke Lisbeth for mig.

-Mor – nærmest hulkede jeg – du må komme, du må komme og hjælpe!

-Jamen Benjamin, hvad er der sket.

-Lisbeth er blevet slået ihjel i en ulykke og Sara og hendes mor er helt ude af den. Der er to betjente her, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Mor – du må komme og hjælpe mig!

Jeg kommer – sagde min mor uden dikkedarer og lagde røret på.

Vi boede ikke så langt fra Sara men alligevel ville tiden føles som en evighed.

-Min mor kommer – sagde jeg.

Betjentene havde fået moren op at stå og hjalp hende ind i stuen, Sara havde sat sig på trappen og kiggede tomt ud i luften.

Jeg satte mig ved siden af.

-Sara? – spurgte jeg og lagde armen om hendes skulder.

-Min søster er død! – ordene kom som i trance. Hun er død!-Hun er død!

Så kom skriget klagende fra struben: Hun er død – og gråden boblede op og gennemrystede den spinkle krop.

Jeg følte hvordan grunden under Sara forsvandt.

Hendes elskede søster. Beskytteren. Hendes faste holdepunkt i en verden hvor hun ikke ville være den dreng som alle andre gerne ville have hende til at være.

Hendes sårbarhed blev blottet og gråden åbnede et sår der knap nok var erkendt endnu.

Sådan sad vi, da min mor kom ind ad døren!

Hun så os 2 fortabte skikkelser sidde på trappen. Hun registrerede katastrofen i et enkelt blik, hørte gråden fra stuen og betjentene der forsøgte at berolige.

Hun kom hen og gav os begge et knus og sagde: Så, så – vi skal nok klare det!

Hun strøg Sara over håret og kiggede på mig!

-Jeg må ind og se til Saras mor!

Hun kendte egentlig ikke familien særlig godt. De havde snakket i telefon når noget vedrørte os børn. Når vi sov hos hinanden eller var på tur sammen.

Og jeg vidste at min mor havde et svagt punkt overfor Lisbeth som kom frem ved min fødselsdag for et par år siden. Siden spurgte hun altid til hende og hun havde accepteret at Sara var Sara og at jeg betragtede Sara som Sara.

Hun gik ind i stuen og jeg kunne høre stemmerne og gråden.

Min mor fik ringet til en vagtlæge og fik hevet et nummer ud af moren til hendes søster, Saras moster som boede i den anden ende af byen.

Min mor var effektiv og hendes umiddelbare ro skabte en vis ro.

Efter et stykke tid kørte betjentene og inden så længe kom der en læge som gav moren en beroligende indsprøjtning. Sara var gået op ad trappen og da jeg fulgte med så jeg at hun gik ind på Lisbeths værelse, lagde sig på hendes seng og krummede sig sammen i fosterstilling.

Det var katastrofernes nat, der ændrede alt. I et splitsekund forandredes vores liv, og blev sat i relief i tilfældighedernes spil.

Det var en nat jeg altid vil huske som et dybt fald ned i ulykkens mørke og som et blik ind i menneskets afgrundsdybe sorg når de mister den de elsker.

Kærligheden gør ondt når den bringer tab. Meget ondt!

 

I den næste tid var Sara og hendes mor hos mosteren. Faren var blevet informeret via satellittelefon og han kom hjem fra den anden side af jorden. Moren flyttede hjem og søofficeren tog sig kærligt af hende mens Sara blev boende hos mosteren indtil begravelsen skulle finde sted.

Det gjorde den en mørk novemberdag hvor luften blæste koldt fra nordvest og der var snefnug i luften som varslede en kold og mørk vinter. Jeg var sammen med min mor og kirken var fyldt med unge fra skole og nabolag. Kæresten blev begravet samtidig fra den samme kirke og præsten talte om den tabte ungdom og tårerne trillede ned ad kinderne rundt om i kirken. Min mor holdt om mig og det var lang tid siden jeg havde haft så tæt en fornemmelse af min mor, som jeg jo ellers var ved at vokse fra.

Sara og hendes mor og Søofficeren sad som forstenet og jeg så at Winnie sad ved siden af Sara og holdt om hende.

 

Begravelsen blev overstået og tiden efter var tomhed. Sara holdt sig for sig selv når jeg besøgte hende, hvad jeg ofte gjorde i tiden efter. Hun lukkede sig om sig selv, lå ofte inde på Lisbeths seng i fosterstilling. Hendes øjne var våde og blanke og det sitrede om hendes mundvige når jeg talte til hende.

Winnie blev den der holdt hende fast i livet. Winnie var hvor Sara var og jeg fornemmede denne symbiose i livets mørke som de to fortabte unge udvekslede.

Jeg følte ikke jeg kunne magte det jeg gerne ville: Trøste! Jeg var forlegen og kejtet, mens Winnie blot holdt i hånd og krammede. Jeg så pludselig at Sara inderst inde var blevet så meget pige at de 2 piger fandt hinanden i en verden som kunne udgøre et slags surrogat for søsteren der var væk. Og Winnie ville gerne have en søster og nu trængte Sara til en.

 

Det blev en vinter og et forår i forandringernes tegn.

Jeg skulle på efterskole efter sommerferien og var meget optaget af at finde den rigtige sammen med min mor. Vi var på nogle besøg og til sidst fandt vi en vi syntes rigtig godt om. Den lå langt væk i det vestlige Jylland. Min mor syntes jeg havde godt af at komme langt væk hjemmefra. Jeg selv var lidt betænkelig.

Jeg hørte ikke så meget til Sara. Det var som om Winnie skærmede af og optog pladsen rundt om hende. I begyndelsen af foråret flyttede moren og Sara til et rækkehus der lå længere væk og dermed var de små intuitive besøg forbi. Det havde nu heller ikke været den store succes. Der lå en tung og sørgelig stemning i huset og Sara var ligesom trukket ind i sig selv og meget svær at komme i kontakt med. Noget var gået i stykker inden i hende, og vi havde ikke det samme ubesværede forhold til hinanden som tidligere. Søofficeren havde søgt andet arbejde for at komme hjem og blive permanent i land, men det var endnu ikke lykkedes. Moren syntes langsomt at gå i opløsning i tårer og i - alkohol. Jeg opdagede at jeg prøvede at undgå den dystre stemning og efterhånden fik jeg kun nyt, når jeg af og til stødte på Winnie.

 

Den store dag oprandt lige efter ferien.

Jeg skulle på efterskole.

Jeg mødte op sammen med 60 andre piger og drenge på en efterskole der lå imellem forblæste træer i en lille landsby i Vestjylland. Min mor havde kørt mig og bagsædet var fyldt med tøj og stereoanlæg.

Det var en ny verden og jeg kiggede nysgerrigt på de andre.

- nå - spurgte min mor - tror du, du kan klare at være væk hjemmefra?

- Sagtens! - svarede jeg stor i slaget.

Men tog alligevel mig selv i en begyndende angst for at blive ladt alene tilbage imellem alle disse ukendte mennesker.

 

Det blev et begivenhedsrigt efterår. Jeg blev suget ind i et fællesskab der i den grad betog mig. Nye kammerater og en ny opdagelse af både mig selv og andre. Jeg fik nogle rigtig gode venner og kom tæt på det der blev mere og mere aktuelt: Pigerne.

Vi var et hold der var sammen døgnets 24 timer og det var lige før mange af os ikke ville hjem i hjemrejse weekenderne.

Livet før efterskolen virkede pludselig fjernt og uvirkeligt.

Jeg blev dog mindet om det, da jeg var med til et idrætsstævne for efterskoler og pludselig stødte jeg ind i Michelle der også var på efterskole.

-Hej Benjamin, sagde pigen med den lyse hestehale og de smidige lemmer.

Jeg kiggede overrasket.

-Hej Michelle!

Michelle som havde turdet stå op imod Hans -Christian. Den frygtløse og livsglade pige som gerne trådte op imod uretfærdighederne i klassen i vores fælles skoletid.

Nu stod hun her, en næsten voksen pige, syntes jeg.

Vi fik udvekslet minder om vores fælles skoletid og hun sagde med leende øjne at ham den lede skid til Hans Christian selvfølgelig var en taber.

-Han render rundt inde i byen sammen med nogle værre rødder – prøver at være stor på den og så er han sgu` bare et nul.

Hun fnyste forargeligt.

-Jeg skulle have pandet ham én den gang vi gik i skole.

Så slog hun med hovedet så hestehalen dansede og slog en perlende latter op.

Pludselig kunne jeg huske hendes latter og hendes indædte forsvar når HC overfaldt Winnie og hvis han havde chancen: Sara.

-Ser du Sara?

Spurgte hun.

-Nej – jeg er ikke så meget hjemme og hun har vist nok i Winnie, nu hvor Lisbeth er død.

Michelle så pludselig alvorlig ud.

-Det var frygteligt. De to stod vist hinanden meget nær. Og så Winnie der altid blev mobbet fordi hendes mor var…den hun var. Det kan gå hen og blive et kønt par.

Michelle skulle til atletik og jeg vendte tilbage til mine nye venner.

Men mødet med hende havde skubbet til noget. Erindringen. Havde vakt en nysgerrighed, måske blandet med lidt dårlig samvittighed over at være så opslugt af mine nye oplevelser at jeg glemte gammelt venskab og hvad der var sket.

 

Jeg var hjemme en weekend.

En rastløs weekend hvor jeg trods fraværet fra efterskolen var i løbende kontakt med en del af mine nye venner. Det var som om det nye fællesskab uddybede sig til en besættende kærlighed. En følelse af at, høre til blandt ligesindede. Et fællesskab jeg oplevede som en beruselse hvor jeg pludselig blev bedømt på en hel anden måde end jeg vant til. Det var ren kærlighed.

Min mor bemærkede, at det da var godt jeg var hjemme, sådan rent fysisk, så alle kunne se at jeg eksisterede, og så smilede hun med et lidt sarkastisk glimt i øjet.

 

Jeg ringede til Sara. Det havde jeg besluttet mig for, efter mit møde med Michelle og nu skulle det være.

-Er Sara hjemme? Spurgte jeg i telefonen da moren tog telefonen.

Hendes stemme var hæs og næsten ikke til at kende.

-Hvem er det ? – spurgte hun.

-Det er Benjamin – Jeg er en af Saras gamle venner – men lige nu er jeg på efterskole, fløj det ud af mig i bar stolthed.

-åh – Benjamin. Har du det godt ? – og før jeg nåede at svare brød hun ud i en hulkende ordstrøm.

-Sara er næsten aldrig hjemme. Jeg ved ikke hvad ha..hun laver. Winnie og Sara – ja du ved det måske…de er næsten aldrig hjemme og jeg ved ikke hvad der foregår og min mand….

Hun brød ud i en mere indædt gråd.

….han er næsten heller ikke hjemme.

 

Jeg blev pinligt berørt og jeg fornemmede at hun var stærkt påvirket og huskede hendes flegmatiske og nærmest gennemsigtige eksistens – den stille musik fra stuen nedenunder og den lette aroma af parfume og alkohol.

-Vil De ikke sige til Sara at jeg har ringet!

Fik jeg sagt og fik hurtigt afsluttet og lagt på.

Senere fortalte jeg min mor det og hun kiggede bekymret på mig.

-Sara skal nok klare sig – sagde hun – nu er I begge i en ny periode af jeres liv og lige nu skal du tænke på dig selv og alt det nye og spændende du oplever.

Så gav hun mig et knus og det var som om min bekymring og min dårlige samvittighed gled i baggrunden.

Forude ventede fremtiden, livet og lykken.

Og Sara ringede aldrig tilbage.

 

Jeg var på det sidste år på efterskolen og havde stort set fået en flok dejlige nye venner, og havde endda fået mig en kæreste. Ulla. Hun var en lille let buttet pige med de kønneste øjne. Og så var hun bare så vidunderlig. Og klog. Hendes sorte lange hår og hendes brune øjne var noget nyt for mig og jeg elskede duften af hende. Af en pige. Livet havde i den grad ændret sig for mig og jeg følte mig pludselig voksen når jeg gik med Ulla i hånden og mærkede denne nye besidderglæde det er at være et par.

Min mor smilede når hun var på besøg og Ulla var med hjemme på weekend. Min mor havde meget diplomatisk redt op til hende på gæsteværelset.

 

En dag i november faldt mit blik pludselig på en spiseseddel for Ekstra Bladet foran brugsen i den lille by hvor efterskolen lå.

 

”Ung transvestit stukket ihjel af bande af unge mænd!”

Jeg studsede lidt, men tænkte ikke nærmere over det.

Ikke før min mor ringede til mig senere på aftenen.

 

-Benjamin – Sara er død!

Der blev helt stille.

-Sara?

Spurgte jeg.

-Ja – sagde min mor – hun er blevet slået ihjel ved et overfald på Frederikssundsvej. Det står i aviserne.

Åh – nej tænkte jeg. Det var altså Sara avisoverskrifterne handlede om.

Jeg mærkede hvordan noget jeg ikke helt havde kontrol over krøb op i mig. Tårerne sivede ud i øjenkrogene.

Lisbeth – og Sara! Og pludselig huskede jeg det flimrende sollys den dag i sandkassen, det lange gnistrende mørke hår og den fine lille skabning der hed Sara, og var en dreng der ikke ville være en dreng.

-Benjamin?

-Ja, mor – jeg er bare så frygtelig ked af det. Ved du hvad der er sket?

--Nej ikke endnu – sagde min mor.

 

Senere fik jeg en lærer til at skaffe Ekstra Bladet.

Det kværnede inde i mit hoved.

Ekstra Bladet havde et uskarpt billede af et fortov og nogle biler med blink på taget.

Det var der det var sket.

Historien var at et ungt par var blevet overfaldet af en gruppe fyre som nu var efterlyst.

Man havde først troet at det unge par var 2 unge piger, men det viste sig at være en transvestit, som avisen skrev, og en ung dame som havde fortalt at hun var kæreste med offeret.

Længere nede var der et billede af kæresten.

Jeg stivnede – og så nærmere efter.

Det var Winnie. Ingen tvivl om det. Det var Winnie.

Historien fortalte kort at det unge par var blevet antastet på Frederikssundsvej. Den unge pige havde fortalt at de var på vej hjem fra det indre af København, at de ikke havde penge til transporten så de havde valgt at gå. De havde mødt en gruppe unge fyre og en af dem kendte både hun og Sara, som hun kaldte offeret. Han og de andre havde stoppet dem og slået kreds om dem. Der var opstået håndgemæng og under tumulten havde hun set Sara, tranvestitten, blive stukket flere gange med en kniv. Hun kendte navnet på den der havde stukket og han var nu efterlyst.

En mistanke krøb ind over mig. Hans-Christian???

 

Jeg var dybt rystet og kunne ikke sove. Jeg sad i opholdsstuen sammen med Ulla og nogle af mine nye venner. En vagtlærer lavede the og de blev i opholdsstuen mens jeg fortalte historien. Fortalte om Sara, om Lisbeth og om Winnie.

Jeg græd vist og det hele ramte mig dybere end jeg ville have troet. Pludselig gik der hul på en del af den barndom og opvækst hvor netop Sara og Lisbeth havde betydet så meget.

 

Et par dage efter blev historien fulgt op i aviserne. Gerningsmanden var fanget og havde tilstået.

Og samme aften ringede min mobil.

Det var Winnie.

--Benjamin – jeg vil bare sige dig at Sara er død. Vi mødte Hans Christian og hans rødder på Frederikssundsvej og det endte med at Sara blev stukket ihjel.

Hun græd.

Jeg ved hvor meget I to betød for hinanden. Sara talte meget om dig. Så jeg ville fortælle dig det snøftede hun.

-Hans Christian stoppede os da han genkendte os der på Frederikssundsvej.

 

-Jamen er det ikke luderen og transen – råbte han. Gutter nu skal I sgu` bare se. En luder og en trans. Hvad sir` I så? De andre grinede. De var 5. De slog kreds om os. Hans- Christian blev ved.

-Det kan være vi kan få et knald af jer begge to. Sådan en fimset trans kan vel nok betjene et par ordentlige gentlemen selv om han ikke har sin storesøster med sig, men kun en lille ludertøs.

 

-Der skete et eller andet med Sara, Benjamin – det slog klik. Jeg tror det var da Hans-Christian nævnte Lisbeth. Sara for ind på livet af Hans-Christian og begyndte at rive, bide og slå. Gik fuldstændig amok.  Jeg så ikke helt hvad der derefter skete, men pludselig vaklede Sara og det blødte ud fra hendes mave og bryst.

Jeg var alt for chokeret til at gøre noget. Jeg skreg vist.

Hans-Christian og hans gutter sparkede til Sara da hun sank om på fortorvet.

Det sidste jeg hørte var Hans-Christian der råbte ”sådan et par skide ludere”!

Jeg græd, Benjamin, det var forfærdeligt. Jeg prøvede at hjælpe Sara men vidste ikke hvad jeg skulle gøre.

Der var et par mennesker der kom til undsætning og inden længe kom der både politi og ambulance.

Winnie græd ubehersket i telefonen. Jeg sad som forstenet og oplevede hvad hun fortalte. Tårerne trillede og jeg græd med hende.

Jeg fik fremstammet et ”tak fordi du ringede” og brød hulkende sammen.

Det var for rædselsfuldt til at være sandt.

 

 

Jeg fik fri til at tage hjem. Jeg ville deltage i begravelsen.

Min mor fulgte med og en mørk regnvåd torsdag mødte vi op i kirken. Den samme kirke hvor vi også havde siddet da Lisbeth blev begravet. Vi satte os ind på bænken lidt tilbage. Kisten stod blomstersmykket oppe foran og der hørtes gråd og pudsen næse, akkompagneret af sagte orgelmusik.
Det var et dejavu, en gentagelse af Lisbeths begravelse.
Jeg fangede et blik af moren og faren der sad foran. Hun rystede af krampegråd som hørtes ud i kirkerummet og faren sad med beskyttende arme om hende. Jeg fik øjenkontakt med Winnie der også sad oppe foran. Hendes øjne var røde af gråd.

Efter en indledende salmesang kom præsten på prædikestolen:

-William Holst….

Længere nåede han ikke da Winnies stemme skar igennem kirkerummet:

-Det er IKKE William – det er Sara! Åh-vil du ikke nok begrave Sara? –vil du ikke nok?...vil du ikke nok?.... Hendes stemme forsvandt i en hjerteskærende hulken.

Præsten stoppede op og studsede. Kiggede i sit manuskript. Kiggede ud over forsamlingen. Nikkede og sagde:

Sara – som William blev kaldt fra barnsben var en dreng der ikke ville være en dreng!

Vi skal i dag sige farvel til Sara…..

Mere hørte jeg ikke. Jeg gled ind i en smertefuld, sorgfyldt erindring og min mor knugede mig ind til sig og hviskede ”så, så min dreng”!

Jeg sang med på altid frejdig når du går og da vi kom ud fra kirken, fik jeg givet Winnie et knus, og vi stod der og græd sammen, mens vi så rustvognen langsomt køre ud af kirkegårdens indgang.

Det var noget meget vigtigt og dybt der forsvandt i mit liv og jeg mærkede for første gang hvordan kærlighed og smerte er tæt forbundet med hinanden.

Drengen der ikke ville være en dreng gled ud af mit liv, men jeg glemte hende aldrig.

 

Slut



 

 

 

 

 

CLARA og Vera – Skæbnens veninder

 

Hun sad for sig selv.

Lidt afsides.

Hun havde fundet et tomt bord ved vinduet og kiggede ud igennem de store solbriller.

Endnu en grå hverdag foldede sig ud i den endeløse række af lignende triste dage.

Solen havde ikke vist sig i umindelige tider og lavtryk på lavtryk fejede ind over landet.

Hun havde bestilt lasagne.

Hun var for træt til at tænke på at lave mad når hun kom hjem. Hun trængte til at forkæle sig selv, selv om hun skulle spare.

Børnene var hos hendes mor. Hun havde tilbudt at tage dem. Celine på 3 og Mads på 4.

Jo – hun vidste det godt. De var kommet lige efter hinanden.

Dengang kærligheden ikke kunne gå stærkt nok.

Dengang hvor lidenskaben udgav sig for kærlighed og dengang hun lod sig forføre af noget hun ikke rigtig vidste hvad var. Og slet ikke forstod.

Trygheden, følelsen af beskyttelse. Senere kom dominansen og hjælpeløsheden ved at være ejet og frataget ansvaret for sit eget liv.

 

Det havde været en hård dag.

Telefonerne havde kimet på omstillingsbordet og hun havde siddet time efter time og fordelt samtalerne med sin sødeste stemme. Selv om hun mest havde lyst til at græde.

Indboforsikring, ulykkesforsikring, bilforsikring og alle de andre forsikringer folk nu havde.

Befolkningen var forsikret mod enhver tænkelig ulykke.

Kunne man så bare tegne en forsikring mod mislykkede parforhold.

 

Hun var stadig mærket af opgøret med Lasse.

Derfor solbrillerne og hun havde været sygemeldt i en uge.

Han havde slået. Hårdt – og hun havde set vildskaben brænde i hans øjne. Berusede og vilde øjne. Hun var blevet reddet af telefonen der ringede, ellers var det gået værre. Meget værre var hun sikker på. Telefonen lige ved siden af hende, røret hun nåede at flå af og skrige: Han slår mig ihjel!

Det havde været hendes mor. Hun sagde blot – der er hjælp på vej.

Lasse havde stirret olmt på hende som om han ikke vidste hvad der skete. Var stoppet op i sin vildskab.

- Det var min mor – der er hjælp på vej.

Sagde hun fåret, mens en blodstribe fandt vej ned over hendes overlæbe og det ene øje hævede sig og lukkede for udsynet.

De havde stirret på hinanden og hun trak sig langsomt bagud mod køkkendøren.

Knivene.

Hun vidste de stod frit fremme i knivblokken på køkkenbordet.

Men gassen gik af ham!

Han var sunket ned i en stol og stirrede ned i gulvet.

Og lige dér i den sitrende stemning imellem forstod hun!

Forstod at det for ham gjaldt om at eje, fordi han ikke kunne rumme det, han ikke ejede.

Han måtte eje og beherske for at føle den tryghed der betød så meget. For ham. For hende.

For ham var tryghed lig med at beherske andre.

Det havde stået på for længe. Alt for mange slag alt for meget gråd og skrig.

Hun så ham igennem det slørede syn.

Hun så ham i en ny smertelig erkendelse som med ét trak al hendes naivitet væk under hende.

Hun så lige igennem ham.

Så en lille såret dreng der ville have og ville eje.

Tiden havde stået stille.

Han havde set op på hende. Havde set det forklarelsens udtryk som trængte igennem hendes angst og smerte.

Havde set antydningen af et hånligt smil.

Spørgsmålet var om han ville acceptere at hun havde set hans svaghed.

Og erkendt sin egen der nu gav styrke.

Hun trak sig bagud og spærrede døren til køkkenet.

Men han blev siddende.

Hun hørte sirenen fjernt. Han hørte den også og de stirrede på hinanden.

Den kom nærmere og nærmere.

Havde hun overreageret? Været for dramatisk?

Nej! – Hun havde set den dybe vildskab. Havde igennem et stykke tid fornemmet dens nærvær og dens farlighed indtil den slog ud i lys lue. Hun havde set det døde punkt i hans blik.

Hun hørte sirenen stoppe uden for opgangen og løbende fødder op ad trappen.

Slagene på døren og råbet: Det er politiet - luk op!

Hun gik uden videre ud og lukkede op. Betjentene så hendes forslåede ansigt og tårerne der nu trillede uhæmmet.

Men smerten var i sjælen. Dybt inde i en såret sjæl.

Først i dette øjeblik indså hun, at hun havde fejlet og troet at mennesker var det de udgav sig for.

Og først nu forstod hun at der langt dybere end sjælen lå gemt dæmoner. Både i hende og i andre…

Det var ikke kun politiet hun lukkede ind – det var også sin egen smertelige erkendelse.

 

De store solbriller dækkede for skaden i ansigtet – men ikke for skaden i sjælen.

Hun så ud på verden igennem tonede glas.

Så en lidt trist skrabet cafeteria hvor en ubestemmelig madlugt hang i lokalet med de vinyldækkede borde og gulve og med blå plastikstole der fuldendte et syntetisk rum. Bare maden ikke også var syntetisk, tænkte hun. Men hun var ligeglad, hun ville bare slippe for at lave mad på denne fredag hvor en weekend uden børn lå forude. Hun trængte til det. Bare bore sig ned i sofaen og være alene med sin smerte – og tankerne!

I cafeteriet sad der få mennesker. Enlige, som hun selv, der blot skulle have et måltid. Et enkelt ældre ægtepar som måske forkælede sig selv og den magre pension med at spise ude. En søvndyssende ubestemmelig musik strømmede sagte ud af små højtalere i loftet. Musak!

 

”Lasagne” – blev der råbt fra disken.

Hun rejste sig og gik op til disken. Tog bakken og fik et glas mælk med.

Hun kantede sig ned mellem bordene.

Pludselig stødte hun ind i en hånd.

En hånd der var på vej med en kop kaffe.

De stødte sammen og hun vaklede. Kaffekoppen faldt på gulvet og gik i stykker og kaffe sprøjtede ud over gulvet. Hun reddede bakken og mælken.

”Satans også” – mumlede hun. Så gik det op for hende at det var hende selv der ikke havde set sig for.

”Åhh- undskyld!” – sagde hun, og først nu så hun hvem det var gået ud over.

En mørkhåret kvinde. Yndig og pæn i tøjet.

”Det er i orden” sagde kvinden med en lidt hæs dyb stemme.

Ekspeditricen kom med fejebakke og gulvklud.

”Kan jeg købe Dem en ny kop kaffe?” – sagde Clara febrilsk, mens hun endnu stod og balancerede med bakken.

Kvinden så roligt på hende. Et lille smil spillede i det let sminkede ansigt.

”De kunne starte med at sætte Dem ned så jeg ikke får mere ned over mig”

Uden at tænke trak hun en stol ud og satte sig ved bordet. Måske tiltrukket af den venlige tone i den bløde dybe stemme og det lette smil der lå over de markerede let sminkede ansigtstræk.

”Jeg bestiller en ny kop kaffe” fremstammede hun og kiggede på ekspeditricen der tørrede op.

”Jeg kommer med en ny” – sagde den unge pige!

Hun faldt lidt til ro. Sad lidt og fik hold på sig selv. Hun havde tårer i øjnene og var ved at tude. Alt gik galt.

Pludselig lagde kvinden overfor en hånd hen over hendes.

”Så – så – det skal nok gå. Verden er ikke gået under, det var blot en kop kaffe! – spis Deres mad – Har De lyst til at sidde her? – så henter jeg deres taske og frakke – så kommer De ikke mere til skade” smilede den mørkhårede.

Sara nikkede mens tårer trillede ned ad hendes kinder.

Den mørkhårede kvinde rejste sig og hentede hendes taske og frakke – hængte frakke og taske over hendes ryglæn. Ekspeditricen kom med en ny kop kaffe. Clara ville betale, men kvinden havde allerede penge parat og betalte.

”Spis nu” – sagde den bløde dybe stemme og så på hende hen over kaffekoppens kant.

Clara stak til maden. Spiste lidt og så over på de smilende let sminkede øjne.

”Jeg hedder Vera” – sagde kvinden.

”Clara” – sagde Clara.

”Jeg har bare haft nogle rædselsfulde dage” sagde Clara og rettede på solbrillerne.

”Sådan nogle dage kender jeg godt” – sagde Vera.

De sad lidt. Clara fik spist og Vera så ud til at nyde sin kaffe.

Lokalet var næsten tomt og udenfor var luften grå og mættet af en silende støvregn. Et vådt og uendeligt mørke krøb ind ad vinduerne.

”Det er jo heller ikke det smukkeste sted at nyde en rædselsfuld dag!” – sagde kvinden der hed Vera.

Der gled en anelse af et smil hen over Clara.

”Åh – undskyld” sagde hun og tog solbrillerne af!

 

Vera så mærkerne. Den stadige tydelige misfarvning.

Kendte den kun alt for godt.

Kvinden overfor virkede sårbar og Vera havde set tårerne i de blanke brune øjne.

Som om noget løb over og var for meget.

Hun så på de fine spinkle hænder som ubevidst gned sig mod hinanden.

En undertrykt fortvivlelse.

 

Hun tænkte på sin egen undertrykte fortvivlelse.

Den der gav misfarvninger i sindet langt inde i livets sårbare nerver.

Hun genkendte det når hun så det.

 

Hun havde været hjemme nu i 2 år.

Efter 3 år i Afghanistan var hun nu hjemme med ar på sjælen.

Ikke kun på grund af krigen men også på grund af sin egen splittelse.

Hun var både det ene og det andet. Både mand og kvinde.

Men mest kvinde. Sådan følte hun sig og det havde ikke været nemt at blive det hun følte.

Faren der havde hånet hende igennem livet for at være en tøsedreng fordi hun ikke levede op til hans regler for hvad et mandfolk var for en størrelse. Hendes egne anstrengelser for at leve op til farens krav og vise at han tog fejl. Men det gjorde han jo ikke, måtte hun til sidst indse. Hun var en tøsedreng og havde efter mange års konstant nederlag taget konsekvensen og var nu Vera. Werner blev til Vera og langt om længe faldt der en ro over hende så hun nu kunne kigge ud på verden i erkendelse af at når man fulgte sin inderste bestemmelse faldt angsten til ro. Angsten for ikke at være sig selv. Hun havde opdaget at al den ulykke hun hele tiden stødte ind i kom fra hendes egen ulykkelighed.

Hun så på den ulykkelige kvinde overfor. Hun genkendte fortvivlelsen og der bredte sig en ømhed i hende.

 

”Det er ikke så pænt” – sagde Clara, og lod en hånd glide op til misfarvningen.

Hun kiggede over på Vera og så forståelsen og ømheden.

”De behøver ikke undskylde..” – sagde Vera ” Jeg kender sorgen når jeg møder den”

Clara studsede. Var det nu rigtigt hun sad her? Hvad mente kvinden overfor?

Før hun kunne nå at tænke mere sagde Vera:

”Jeg mener – jeg har selv mødt meget modgang og ikke mindst vold i mit liv”

Igen kom tårerne frem i Claras øjne og før hun kunne standse det begyndte hun at fortælle.

Hun smågræd det ud. En undertrykt sorg der langsomt understøttedes af vrede efterhånden som det gik op for hende at hun havde været offer for Lasses bedrag, men også sit eget selvbedrag.

Det sidste sved mere og mere efterhånden som hun erkendte det.

Hun tilstod både overfor sig selv og den pæne kvinde overfor.

Tilstod hvordan hun lod det komme så langt at det endte i vold.

Tallerkenen stod foran hende med en rest lasagne tilbage. Hun skubbede den distræt til side. Pudsede næse i servietten og fik samling på sig selv.

Det lettede at få det fortalt. Smerten. Den fysiske men især den psykiske.

Hun kiggede over på kvinden Vera.

”De må synes jeg er en tåbelig kvinde som bare finder mig i alt?”

Vera så ned i bordet og tænkte et øjeblik før hun svarede.

” Jeg tror at de dybeste og vigtigste erkendelser i ens liv er voldsomme og kan have voldsomme konsekvenser. Sådan har jeg også selv måttet sande at hvis man vil videre i livet må man turde bryde og ændre. Og det går aldrig helt stille af sig!”

Vera kiggede ind i det misfarvede ansigt med de røde øjne og følte smerten langt ind i sig selv.

De sad lidt.

Stilheden rummede en fælles smerte i den kolde belysning.

Det mørknede udenfor. Dagene afkortedes og lyset sivede ud af dagene og afløstes af dette kolde discountlys tilsat ligegyldig musak.

”Forstår De, jeg er en transseksuel kvinde, der har måttet kæmpe med fordomme og retten til at være mig selv, så jeg ved godt hvordan det er at skulle ændre det alle andre gerne vil have man skal være. Inklusive mig selv”!

Ordene stod lidt for sig selv.

Clara kiggede igen på kvinden overfor og den dybe stemme sank ind i hendes bevidsthed.

Et smil brød frem i hendes ansigt, men hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige.

Stilheden var der igen.

Clara tog sig sammen og sagde sagte – ” Jeg havde ikke gættet det. Tak for Deres ærlighed og jeg forstår godt når De siger at De også har haft kampe for at komme dertil hvor De er i dag!”

”Har de fleste af os ikke det?” spurgte Vera.

”Altså bortset fra den gruppe af mennesker der kan gå igennem livet blinde og døve uden at stille spørgsmål til noget overhovedet”

Vera kiggede smilende op.

Clara så ind i de let sminkede øjne og så en dyb fascinerende ærlighed skinne ud med varme og intensitet.

”Hvor er de sød” – røg det ud af munden på hende – ”Og tak fordi De sådan reddede mig fra totalt nederlag på en dødssyg dag”!

”Det klæder Dem at smile” – sagde Vera!

 

Det blev begyndelsen på et venskab.

Et af dem der bliver til af tilfældigheder men som alligevel lader ane skæbnefællesskabernes usynlige tråde. Måske tiltrækkes vi af fælles vilkår? Af fælles smerte?

De havde småsludret og inden de forlod cafeteriet havde de udvekslet telefonnummer og aftalt at de ville mødes et hyggeligere sted næste gang. Et sted hvor de ikke havde Lasagne. Og et sted hvor der var bedre plads imellem bordene havde Clara smilende sagt.

De gik ud og spiste og Clara opdagede denne mærkværdige bløde styrke hos Vera.

En yderst velholdt femininitet med en maskulin dybde. Lige omvendt af det hun havde set i Lasse, en tilbedt kunstig maskulinitet med en bundløs femininitet. En mors dreng i al sin uduelighed.

Hun blev fascineret af det transseksuelle væsen, men bemærkede egentlig ikke andet end at hun var i selskab med en begavet og elegant kvinde. Hun følte sig tryg, mærkede den ældre kvindes erfaring og ro og hun undrede sig over at noget så feminint kunne udstråle denne styrke.

Det var måden Vera opførte sig på, talte på og indvirkede på andre.

Altid denne respekt og ro. Og denne belevne elskværdighed der gjorde at hun blev behandlet fyrsteligt af andre. Ikke mindst af mænd.

Det var en dag inde i december.

Lyset var efterhånden sivet helt ud af dagene. Celine og Mads var som andre børn hjernevaskede af jul og forventning, og hun havde måttet tage sig sammen og bage, pynte med lidt julepynt, købe julegaver til børnene der fulgte med i julekalendere på TV og fyldte meget med deres spændte forventninger.

Hun havde ikke hørt meget til Lasse.

Han havde ringet nogle gange. Beruset og snøvlende. Han havde grædt i telefonen. Ville have hende tilbage. Hun havde opgivet at snakke fornuftigt med ham og hun havde fået udvirket et polititilhold. Spørgsmålet var om han ville overholde det?

Denne fredag havde hun besluttet at hygge med børnene. Og hun havde inviteret Vera til gløgg og hjemmebag. Børnene var vilde med Vera. De havde været en tur i Zoologisk Have en søndag. Vera havde betalt indgangen og de var spadseret rundt med klapvognen og Vera havde været som en anden mor for de 2 små som hurtigt havde fattet tillid til ”damen”, som Celine kaldte hende.

Det havde været en stor succes, ikke mindst fordi Vera havde et overskud hun ikke selv havde for tiden. Hun gjorde at børnene fik følelsen af nærvær og opmærksomhed, og Vera formåede at gøre oplevelsen af en bjergged til et spændende drama for Mads og Celine. For ikke at tale om flamingoerne der stod på et ben og lidt efter stod begge børn, og Vera, også på et ben mens de så på dem. Det var for bedre at kunne forstå dem, sagde Vera.

Det blev til mere end én tur i Zoologisk Have og børnene elskede det.

De udviklede efterhånden en fortrolighed som Clara kun kunne huske fra sin skoletids veninder. Vera var blevet hendes veninde og de nød hinandens selskab.

I dag skulle Vera så komme på besøg.

 

Clara havde bagt. Duften af hjemmebag hang i lejligheden. Clara sad i sofaen med Mads på skødet mens Celine lå foran fjernsynet og så tegnefilm.

Hun havde dækket bord i stuen og havde badet børnene så de var klar til at blive lagt i seng ved 8 tiden som de plejede.

Hun havde netop rejst sig for at se til maden i køkkenet da det ringede på døren.

Vera – tænkte hun!

Men da hun åbnede døren stod der en meget beruset Lasse udenfor.

Blussende og med røde små øjne. Aggressiviteten strålede ud fra ham som et ubehageligt felt af farlighed. Hun stivnede og rent refleksmæssigt ville hun smække døren i.

Men han var hurtig og satte en fod i døren.

”Mine børn – det er også mine børn”

Han spyttede det nærmest ud af arrigskab.

”Du skal ikke tage dem fra mig! – og det der politipjat hjælper dig ikke!”

Han snøvlede beruset.

Med et var hele den hyggelige decemberdag forvandlet.

Hun prøvede at holde døren, men Lasse tvang den op og greb fat i hende. Hun skreg da han greb hende i håret og trak hende halvvejs ud af døren. Hun ænsede intet og havde kun børnene i tankerne og fægtede vildt med armene for at komme fri, mens slagene haglede ned over hende.

Pludselig skete der en forvandling.

Slagene holdt op og det var ikke hende der skreg.

Det var Lasse.

Hun fik rejst sig og så Lasse stå presset ind mod trappeopgangens væg med armen vredet rundt og med et støvlebeklædt ben ind i lysken.

Det var Vera. I kortsiddende pels og med et tilsyneladende ubesværet greb holdt hun den berusede Lasse i et fast greb.

Døren til naboen gik op og Gerda på den anden side kiggede forskrækket ud.

Vera smilede.

”Hvis de damer vil gå indenfor og få lidt styr på den hjemlige hygge, skal jeg sørge for at denne voldsperson forlader stedet. Men vi skal lige have en lille snak først.”

Clara stirrede på Vera. Der udgik en benhård beslutning fra det lille kvindemenneske og det virkede surrealistisk at hun kunne håndtere den desperate og berusede Lasse.

Men det kunne hun.

Lasse stod stille med smerte i hele ansigtet og hver gang han forsøgte at røre sig strammede Vera grebet og Lasse ømmede sig og stod stille. Gassen gik af ham. Men hvor længe.

Vera nikkede til Clara.

” Gå nu bare indenfor – jeg kommer om lidt !”

Hun gik ind og lukkede døren. Det samme gjorde nabokonen.

 

De havde prøvet det masser af gange.

Det var nærmest en sport imellem dem at kunne gribe lynhurtigt ind og tumle selv meget større personer, effektivt og nådesløst.

Militærpolitiet havde været en barsk periode som senere blev fulgt op af jægerkorpsets træning.

Den Vera hun var i dag havde været besat af at blive et mandfolk.

Tudet ørene fulde af at man skulle være et mandfolk. Stærk og aggressiv.

Men det var hun ikke. Men det kunne læres.

Kampsport og al slags sport igennem barndommen havde været en fast bestanddel af hendes måde at klare sig på. Og et forsøg på at bevise at hun var et mandfolk.

Både for at tilfredsstille faren, men også for at klare sig igennem barndommens skær.

Det gav respekt at kunne slås. Og hun havde lært det. Selv som spinkel dreng.

Og senere som en spinkel trænet mand.

 

Tøsedrengen blev alligevel til en slags mandfolk og faren viste en slags stolthed da det lokale juniormesterskab i kampsport blev hentet som 15 årig.

Og siden da Vera stillede i Jægerkorpset uniform på orlov.

 

Vera slap taget i Lasse da dørene blev lukket, og som hun havde forudset for han straks ind på livet af hende. Aggressivt og uigennemtænkt. Hun veg lidt til side og greb igen hans arm og igen havde hun ham i et smertefuldt greb.

”Tag dig nu lidt sammen, dit fulde apparat” – sagde hun.

Og førte ham ned ad trappen og udenfor.

Her slap hun ham igen.

Lasse stod med blodskudte øjne og stirrede på damen overfor sig.

Vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre. Stod bare og gned sin arm. Gassen gik lidt af ham og Vera kunne samtidig se at optrinnet blev fulgt fra ejendommens vinduer.

”Hvis der er lidt fornuft tilbage i dig så hører du hvad jeg har at sige”

Vera nikkede mod cykelstativerne hvor der stod en bænk ved siden af.

”Jeg synes du skulle sætte dig – så vil jeg fortælle dig noget”

Lasse stod bare og stirrede.

”Eller vil du hellere slås? ” – spurgte Vera

”Jeg kan kun advare dig – du kommer slemt til skade hvis du vælger at slås med mig – eller for den sags skyld med Clara – Så sæt dig hellere lidt, så skal jeg fortælle dig noget.”

Vera tog Lasse ved armen og førte ham hen til bænken.

De satte sig.

 

Clara stod ved stuevinduet.

Knuget og rystet. Den hyggelige dag og både hendes og børnenes forventninger var pludselig vendt. Børnene havde skræmt spurgt til om far ville slå hende igen. Det gik op for hende at selv om de var små havde alligevel fattet hendes angst.

Men de faldt hurtigt ned igen. Lige nu lå de foran TV-apparatet og så tegnefilm. Mads kiggede indimellem hen på sin mor.

Ud igennem persiennen kunne hun se Vera føre Lasse hen til bænken henne ved cykelstativet. Hun undrede sig igen over dette usædvanlige menneske der var dukket op ud af intet.

Hun så hvordan Vera fik Lasse hen på bænken så de satte sig.

Hvad skete der mon? Og fik hun nogensinde ro på sit liv?

En politibil gled hen foran beboelsesejendommen. Den stoppede ud foran bænken.

Clara kunne se der blev udvekslet bemærkninger. Vera gestikulerede og lidt efter gled politibilen videre ud i nattelivet.

Juletidens druk og familiestridigheder krævede sit og en beruset forsmået ægtemand stod ikke øverst på politiets opgaver. Det skulle mindst være mordforsøg før de greb ind.

 

Der gik et stykke tid, og hun så Vera og Lasse rejse sig. Lasse gik derfra mens Vera stod og så efter ham. Lidt efter ringede det på døren og hun gik ud og lukkede Vera ind.

”Goddag Clara” – sagde hun smilende –”Tak fordi du ville se mig. Du havde nu ikke behøvet at arrangere en så aktiv velkomst komité” Hun gav smilende Clara et knus.

Hendes umiddelbare ro og sikkerhed forplantede sig til Clara. Hun følte sig tryg ved Veras nærvær.

Da de lidt senere sad i stuen og havde drukket kaffe faldt der den længe ventede ro over stuen. Vera havde haft 2 små poser slik med til børnene og havde smilende snakket med dem om en drillenisse der ustandseligt lavede ballade.

Clara havde tilbudt noget at drikke, men Vera afslog.

”Jeg drikker ikke” – sagde hun – ”Se bare hvad det kan føre med sig” – sagde hun med et glimt i øjet og gjorde et kort kast ud imod døren.

Clara smilede.

”Tak” – sagde hun – ”Du kom vist lige i rette tid – jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre”.

De skænkede mere kaffe og Clara skubbede fadet med kager over mod Vera. Hun havde en mistanke om at Vera havde smag for søde ting. Hun tog ikke fejl.

”Vil du fortælle mig hvad der skete?” – spurgte Clara.

”Hvor har du dog lært det der du gjorde ved ham? – og hvad skulle I snakke om?”

Vera satte sin kop fra sig. Sad lidt foroverbøjet. Det mørke hår faldt forover og det var som om hun skulle grave dybt ind i nogle gemmer. Lidt efter rettede hun sig op og så lige på Clara med klare og let fugtige øjne.

 

Veras Historie

 

Da jeg var lille, var jeg som bekendt en dreng. Men der var ikke meget drenget over mig. Min fars største ønske var en dreng. Jeg har en storesøster og fik senere en lille søster. Jeg var hans eneste chance. Min far havde sine egne meninger om at drenge altid skulle være mandfolk, selvom hans forestillinger om disse mandfolk til tider var meget uklare. Men der var ingen tvivl. Jeg var den dreng han havde ønsket sig og jeg skulle være et mandfolk.

Lige fra jeg kan huske blev jeg fodret med ”sådan gør et rigtigt mandfolk” og ”vær nu en stor dreng - et rigtigt mandfolk”.

Sådan noget sætter sine spor. Ethvert barn ønsker at behage sine forældre og gøre sig fortjent til at blive elsket, og er man ikke som forældrene ønsker, føler man sig forkert og forsøger alligevel at leve op til forventningerne. Det er vist det der kaldes hjernevask, og det er gået op for mig at det er en meget udbredt foreteelse blandt forældre. Sætningen om at vi er skabt i Guds billede og nok mere rigtig hvis vi siger, at vi er skabt i vore forældres billede.

Jeg prøvede virkelig. Men jeg havde det med at dumpe gang på gang, og min far ændrede sin retorik til ”du bliver sgu aldrig et ordentligt mandfolk”.

Det var også svære odds. Jeg var af natur meget spinkel, i mine første leveår tit ramt af sygdom som gjorde at jeg var sårbar og fremstod underernæret og ekstrem tynd. Der var ikke meget Schwarzenegger der. Men jeg forsøgte.

Min ringe vægt gjorde at jeg var hurtig, og jeg elskede at løbe og røre mig, og min lidenhed fremelskede måske en hurtigere hjerne end mine jævnaldrende, for jeg måtte jo lære at klare mig.

Da jeg var 7 år og begyndte at gå i skole, begyndte jeg samtidig at gå med en kammerat til Judo og min fars blik mildnedes, og da jeg samtidig gik til fodbold og svømning var det lige før der tændtes et håb i hans øjne.

Min mor så passivt til. Hun havde ifølge mandfolketeorien ingen indflydelse på far - søn forholdet og mine søstre grinede bare og gjorde lidt grin af det hele. De havde frihed til at være sig selv. Indtil videre. Men de var faktisk min eneste trøst. Min storesøster tog sig meget af mig og jeg legede meget med min lillesøster og der knyttedes tætte bånd imellem os.

Lidt skjult for den patriarkalske overvågning.

Jeg blev god til sport og meget god til Judo og skiftede som 10årig til kampsport og da jeg som 13 årig stod med juniormesterskabet i den lokale klub var det lige før min far blev rørt.

Men der lå og lurede en feminisme som kun mine søstre og jeg selv kendte til.

Jeg elskede at være sammen med dem og de lod mig prøve deres tøj og klædte mig tit som pige da de vidste at jeg nød det.

De kaldte mig tit for Vera selv om jeg hed Werner. Det blev vores fælles hemmelighed: Vera!

Jeg misundte dem deres jule- og fødselsgaver. Min mor føjede ubevidst min far og jeg fik cowboysæt – biler – og mekaniske sæt som man forventede drenge ville juble over. Jeg kiggede bare og så mine søstre pakke dukker, kjoler ud og da min storesøster fik et make-up sæt var jeg ved at tude.

Min far kiggede strengt på mig – og i min mors hoved dæmrede måske en tanke hun ikke turde tænke til ende.

Det gjorde man ikke dengang – tænkte de utænkelige tanker til ende.

 

Da det gik op for min far at jeg ikke havde tænkt mig at blive et mandfolk, tog han mig ud af skolen og satte mig i lære. Som kontorelev i et større shippingfirma. Han havde en eller anden forestilling om at næst efter håndværkere var jakkesæt og slips synonymt med fremgang i verden. Kunne jeg ikke reparere så kunne jeg vel sælge! Det blev et mareridt. Både for mig og for shippingselskabet og det var med nød og næppe at jeg kom igennem. Under hele min læretid fortsatte jeg med at dyrke kampsport på konkurrenceplan og var trods min lidenhed i særdeles god form. Jeg var med til flere mesterskaber og vandt adskillige præmier. Jeg underviste efterhånden også de små nybegyndere og jeg fik flere og flere venner i sportsverdenen. Her så man ikke min femininitet, men kun de resultater jeg trods alt var god til at indhente.

Jeg flyttede tidligt hjemmefra og fik som ung mand forskellige job og levede med mit indre feminine gys som var lukket solidt inde af barndommens hjernevask, og da jeg en dag så en annonce for at blive ansat i hæren slog jeg til.

Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på, for den macho kultur jeg der mødte var værre end den min far havde udsat mig for. Jeg havde fået en fast kæreste og hun og hæren forventede at jeg opførte mig som en rigtig mand. Jeg fik en uddannelse, lærte en masse og tumlede store biler og krigsmaskiner. Lærte soldaterhåndværket og prøvede også at lære håndværket som ægtemand. Det første gik bedre end det andet. Og i bar desperation meldte jeg mig efter nogle år til min første udsending til Bosnien.

Det var en meget barsk oplevelse.

 

Vera kiggede på Clara og hun kunne se smerten i de fugtige øjne. Hun lagde sin ene hånd over Veras.

 

Mine problemer blev til ingenting i forhold til det jeg så i Bosnien, og jeg besluttede at jeg ville være en endnu dygtigere soldat så jeg kunne hjælpe. Så jeg meldte mig til jægerkorpset da jeg kom hjem efter et års udstationering.

Vera havde i al den tid levet i det skjulte. Hun var der. Indeni. Men det var som om jeg først skulle ud i ekstremerne før jeg turde give hende fri. Mit indre mandfolk skulle først afprøves til det yderste, og jo, jeg havde skam talent for det, måske drevet af at ville tilfredsstille de forventninger jeg ikke havde levet op til i min barndom. Jeg blev en hård negl. Tilbragte flere år i meget hård træning. Altid i forsøget på at blive den bedste, den barskeste og den alle kunne regne med. Jeg tilkæmpede mig en plads i rangordenen, der trods min lidenhed gjorde mig respekteret.

Jeg blev udsendt igen. Denne gang til Afghanistan og her fik jeg en ven som kom til at betyde meget for mig. Benny. En stor råstærk og godmodig fyr. Uden at vide det pressede Vera på. Mine soldaterkammerater opdagede at, bag den tuffe fyr lå en blød følsom og forfængelig fyr. Når man var så tæt sammen var det umuligt at skjule sit indre. Jeg blev langsomt blødere og blødere, blødt op af den ene smertelige oplevelse efter den anden, hvor kvinder og børn var taberne, hvor umenneskeligheden blev et mål for hvor tuf man var, jeg afslørede efterhånden en blød og eftergivende side og stemningen skiftede. Det var jo en slags forræderi mod den aller helligste mandfolkekultur. Og helt efter reglerne var opfattelsen at jeg var bøsse. Jeg fik tilnavnet tøsen.

På en patrulje oplevede jeg så på tæt hold Benny blive lemlæstet af en vejsidebombe!

Det var dråben.

Det sidste værn jeg havde.

Jeg græd. Kunne ikke klare mere. Og jeg fik efter et stykke tid en hjemsendelsesordre da alle kunne se at jeg var ved at gå itu!

Mit mandfolkeforsøg sluttede så mange år efter med et totalt kollaps.

Hvad skal jeg sige?

Jeg blev skilt og måtte igennem et forfærdeligt år med forvirring og smerte.

Men til sidst brød Vera ud. Og hun blev min redning.

Jeg forlod Werner og begyndte at leve som Vera med stor hjælp fra mine søstre som godt kunne se hvordan det stod til – og da min storesøster skaffede mig et job i Security branchen hvor jeg især arbejder med IT og sikkerhedsstrategier i industrien, og hvor jeg blev accepteret som transseksuel, kunne jeg forlade min macho tilværelse og koncentrere mig om at bygge et nyt – og meget anderledes  - liv op!

 

Vera kiggede på Clara.

”Var det en slags forklaring?”

Clara smilede og nikkede.

 

Senere på aftenen da børnene var lagt i seng sad de ved bordet kaffekrusene og thermokanden.

Vera kunne drikke spandevis af kaffe!

Vera kiggede spørgende på Clara. ”Hvordan er du blevet den du er? – må jeg spørge hvordan har du kunnet finde dig i at blive behandlet så dårligt i et ægteskab? – Hvorfor er du ikke for længst gået din vej?”

Der lå nogle erkendelser og bekendelser på lur denne dramatiske aften. Mørket udenfor var tæt. Lyset fra de små fyrfadslamper lagde et varmt skær over stuen. Billederne af børnene da de var helt små stod på den afsyrede bogreol. Legetøj var samlet i et hjørne. Orden og sirlighed. Måske har vi det sådan når kaos kommer for tæt på.

Trang til orden.

 

Clara kiggede ned i bordet.

Hendes mørke hår faldt ned til den en side. Hun kiggede op på Vera med sine brune øjne med det lille næsten usynlige ar ved det højre. Hun gned igen sine slanke hænder som i fortvivlelse.

Hun kiggede op på Vera.

 

”Det du sagde før om at din far ville gøre dig til en anden end den du var.”

”Det ramte mig – og det gik pludselig op for mig at jeg egentlig havde oplevet lidt det samme som du fortalte. Bare ikke så dramatisk, selv om det endte dramatisk nok.

Jeg har altid skullet være sådan som mine forældre ønskede jeg skulle være. Jeg var jo en pige og skulle naturligvis opføre mig og tænke som en pige. Hvis du forstår?”

 

Igen de brune øjnes spørgende blik tilsat fortvivlelse – men også en spirende sikkerhed.

Vera nikkede!

 

”Jeg blev behandlet som en porcelænsdukke. Min far overså mig stort set efter de tidlige barndomsår hvor jeg havde været hans ”lille snut” og han i øvrigt fik så travlt med sin karriere at vi næsten aldrig så ham. Sådan husker jeg det. Jeg blev indlemmet i kvindernes verden som også indbefattede min lillesøster, som i dag bor i Canada. Vi skulle sidde pænt og vi skulle naturligvis opføre os som pæne piger i skolen, og vi blev opdraget til rengøring og husligt arbejde.”

Clara fnisede!

”Min mor havde rengøringsvanvid og havde været tjenestepige som ganske ung i en eller anden rigmands - familie, og hun var som besat af nogle borgerlige dyder som var svære helt at få rede på.

Det gik meget ud på, hvad tror du de andre siger!

Hun forsøgte at give det videre til os. Men det lykkedes ikke altid lige godt.

Men grundlæggende blev det indlejret i os piger: At man opførte sig pænt og gjorde hvad der blev sagt.

Alt gik nemt og smertefrit for mig. Vi var en velstående familie og jeg fik næsten alt hvad jeg pegede på.

Det eneste jeg ikke fik, var penge og kærlighed. I min familie forvekslede man som så mange andre kærlighed med tryghed og materiel status. Det at man fik ting skulle udgøre det for kærlighed og kærtegn.

Min lillebror kom til og han ændrede stort set alt. Han tog fokus fra os piger og vi blev mere og mere usynlige for min far der med årene så et stort lys i Henrik. Det lys gik nu hurtigt ud. Han fik rodet sig ud med de forkerte, fik sig rodet ind i små kriminalitet som ganske ung og er i dag en fordrukken sut der stadig spankulerer rundt og sparker lidt til nogle bildæk med en bajer i hånden.

Jeg lærte at være den pæne pige. De konservative værdier kom fra min far som bandede af de røde her i landet og mente de ødelagde alting. Han talte gerne om at der manglede orden og at vi skulle holde os langt væk fra de dele af byen hvor ungdommen male husvæggene, skrev ”fuck you” på busserne og gik til technofester, drak sprut og røg hash.

Jeg turde ikke! Jeg var bange og manglede det mod der skulle til for at trodse de usynlige barrierer der var sat op i min opdragelse. Jeg skulle finde en pæn kæreste med fremtid i. Det var det jeg skulle og det var det jeg blev skubbet frem imod. Jeg var kendt som en sky og reserveret pige. Hende læren altid glædede sig til at høre. Jeg skrev kedelige fejlfri stile og lavede pænt mit hjemmearbejde i skolen. Da jeg var 17 fik min far det ordnet at jeg kom i kontorlære på et forsikringsselskab. Jeg kom på skole og gik kedeligt og glat igennem en lige så kedelig uddannelse. Jeg sidder den dag i dag i receptionen på samme forsikringsselskab. Jeg var kun blevet kysset flygtigt og havde aldrig været sammen med en dreng. Jeg var vist kendt som lidt af en kold sild. Køn og kølig med en lukket pæn facade. Kender du typen?”

Clara så op med et lille sarkastisk smil om læberne.

”Min far døde da jeg var 20 år, meget typisk blev han dræbt i et biluheld og det viste sig senere at han havde alkohol i blodet. Men det taler vi ikke om. Min mor forsvandt ind i nogle helt urealistiske drømme om ham – og han voksede og voksede. Nu hed det pludseligt ikke: Hvad tror du de andre ville sige – næh – nu hed det: Hvad tror du ikke din far ville have sagt.

Det tog tid før jeg fik fornemmelsen af at jeg var ved at blive en tro kopi af min mor. Uden selvstændigt ståsted men kun til i kraft af andres behov.

Så mødte jeg Lasse. Eller rettere sagt, han mødte mig. Han var på mange måder den nøgle der manglede i min lås.

Han var morsom og kunne charmere alt og alle. Det var først senere jeg opdagede at det var en nødvendighed for ham for at opdyrke den opmærksomhed han så desperat anglede efter. Jeg mødte ham en sommer hvor mor og os unge var inviteret i sommerhus hos mors gode veninde igennem mange år.

Det var en sommerforelskelse – men det var faktisk også min første rigtige forelskelse og i skæret af sol og sommer blev jeg draget ind i Lasses net.

Min mor var begejstret for hun havde naturligvis hurtigt pejlet at Lasse læste på universitetet og kom fra en ”god familie” som min mor sagde. Snart var det lige så meget min mor han besøgte som det var mig. Det betød noget for ham at imponere min mor – og hun var fuldstændig bjergtaget af ”den unge mand”!

Resultatet var selvfølgelig at vi blev gift. Jeg kunne ikke andet. Jeg var nærmest forudbestemt til det og min egen fri vilje eksisterede sådan set ikke – og havde aldrig gjort det!

Vi boede på førstesalen hos hans forældre i Gentofte og snart var jeg gravid med Mads.

Jeg var blevet færdig med kontoruddannelsen og tog toget ind hver morgen efter at have afleveret Mads i dagpleje. Lasse læste som sagt på universitetet og jeg havde forstået at han læste økonomi. Når jeg gik ham nærmere på klingen var han lidt svævende og oftesagde han blot at han havde været til nogle krævende forelæsninger. ”Men det skal du ikke bryde dit lille hoved med lille skat”! –Han kaldte mig altid lille skat. Aldrig store skat! Vi levede af min løn og hans studielån og så naturligvis af forældrenes nåde og kontante tilskud. Min mor tog et lån i huset og sørgede for at vi fik en bil. Den brugte Lasse i sine ”studier” – jeg tog stadigvæk toget som var det nemmeste.

På en eller anden måde var det at blive gift og få et barn ikke den store forskel fra mit tidligere liv. Lidt anderledes – men jeg gjorde stadigvæk alting automatisk som det forventedes af mig og uden at stille de store spørgsmål!

Jeg blev gravid igen med Celine. Det var den rene bedsteforældre jubel! Ingen tænkte på mig og alle regnede med Lasse. Det gik som det skulle – er det ikke det man siger?”

Clara havde fået et vågent blik i øjnene og ansigtstrækkene strammede til. Et strejf af smerte strøg over de fine træk.

”Men det hele begyndte at krakelere – jeg hørte Lasse skændes mere og mere med sin mor nedenunder og jeg opdagede at han ustandseligt var i pengeproblemer. En dag jeg var på vej hjem fra arbejde og havde hentet børnene så jeg en bil udenfor hvor vi boede og 2 mænd der holdt Lasse fast og jeg kunne høre de truede ham. Jeg spurgte hvad der skete, men han undveg og gik sin vej. Han begyndte at komme sent hjem, ofte beruset og han begyndte at blive aggressiv. Den første gang han slog mig fik jeg et chok. Både af smerte men også over at sådan noget kunne ske. Havde jeg gjort noget forkert? Han bad om tilgivelse, men det gentog sig flere gange og jeg begyndte at blive bange. Men der var jo børnene. Jeg kunne da ikke bare gå. Mads og Celine havde brug for et hjem og en far og en mor. Sådan fungerede det inde i mit hoved, så måtte jeg prøve at løse det andet. Jeg prøvede at tale med Lasse, men han blev bare forurettet og gik. Det ordner sig – sagde han!

En dag hørte jeg et råbende skænderi nedenunder hos hans forældre. Jeg kunne ikke undgå at høre hans mor beskylde ham for at have taget penge mens hun ikke var hjemme og han kom op rød i hovedet af raseri. Det gik langsomt op for mig at noget var galt. Rivende galt. Der kom breve fra Universitetet som lå uåbnede og da jeg en dag tog mod til mig og åbnede et gik det op for mig at Lasse ikke passede sit studie og at han tilsyneladende løj om hvor han var om dagen. Jeg prøvede at tale med ham om min mistanke”

”Det skal du ikke beskæftige dig med kælling!”

”Var svaret. Igen denne forskrækkelse. Hvordan kunne han tale sådan til mig? Hvad skete der?”

Meget ofte havde jeg mærker efter et hårdt tag i armen eller et slag i ansigtet. Det blev værre og værre.

Og jeg begyndte at leve i evig frygt for hvad der kunne ske.

Det blev en kontorchef på mit arbejde der til sidst greb ind. Ikke min mor eller Lasses forældre. De ville helst lade som om det hele gik som det skulle.

Kontorchefen kaldte mig en dag ind på kontoret. Bad mig sætte mig og sad lidt og kiggede på mig.

”Clara” – sagde han –”Du har været her i en del år og vi er glade for dig. Vi kender dig som en påpasselig og dygtig pige. Men det har ikke undgået vores opmærksomhed at du har problemer og at du er mere og mere fraværende. Og så er der jo de opringninger og breve vi har fået!”

Jeg stirrede forbløffet på ham!

”Breve og opringninger?” fik jeg spurgt næsten uhørligt.

”Ja ” – sagde kontorchefen – ” Jeg har flere gange talt med din mand i telefonen, i en noget beruset tilstand må jeg tilstå. Han har forlangt at din løn skal overføres til en af ham opgivet bankkonto. Det har jeg naturligvis afvist hvilket har fået din mand til at sende flere breve med trusler om advokat – og – øhm – ja – altså mere eller mindre voldelige trusler. Jeg bliver nødt til at sige det til dig og jeg kan jo ikke undgå at kæde det sammen med dit fravær i den sidste tid – og - øhh – de mærker vi her i afdelingen har set du prøver at skjule.”

”Jeg var ved at tude – tårerne stod i frem. Det her var ikke virkeligt. Det kunne ikke være sandt.

Kontorchefen rejste sig og kom hen og lagde en hånd på min skulder.”

”Clara – er der noget vi – jeg kan hjælpe med? Hvis du har brug for det kan du komme til mig. Og hvis du kommer dertil – ja – så har vi en ejendomsadministration som kan hjælpe dig med et sted at bo hvis du har brug for det. Det var blot det jeg ville sige dig.”

”Han nikkede og smilede venligt. Jeg rejste mig og med et lille kniks fik jeg fremstammet et Tak!

Det var som om jeg vågnede. Min lillepige verden krakelerede og jeg indså at jeg blev ført rundt i en virkelighed uden at jeg gjorde andet end lade det ske. Og nu var det ligesom kommet for tæt på¨. Lasse der truede min chef og var begyndt at opsøge mit arbejde. Det var for meget. Jeg havde altid holdt af mit arbejde og mine kollegaer og samtalen med min kontorchef rørte mig dybt. Han viste pludselig en menneskelighed som ramte mig. Og så gik det pludselig op for mig at der var udveje. Der er altid en anden vej end den man stirrer sig blind på og tror, er den eneste. Ejendomsadministrationen? Jeg havde set de sager på kontoret og vidste at forsikringsselskabet ejede flere beboelsesejendomme. En ny verden åbnede sig pludselig. Mit eget hjem. Mads og Celine. Enlig mor i en lille lejlighed uden noget at frygte. Jeg havde jo et godt arbejde. Jeg kunne klare mig selv.

Det korte og det lange i denne sørgelige historie er at jeg gjorde det!”

Clara så op og smilede med våde øjne. Stoltheden var umiskendelig!

”Jeg gik nogle dage efter ind til kontorchefen og spurgte til muligheden for en lejlighed. Jeg havde en på hånden inden for 1 måned og flyttede under ballade og larm fra lejligheden over Lasses forældre. En kvindelig kollega og min lillebror hjalp mig – passede på børnene mens jeg pakkede mine få ejendele og fik flyttet. Jeg gjorde det en formiddag hvor Lasse ikke var hjemme og en vogmand og hans hjælper bar mine få ejendele ud i en kassebil, mens Lasses mor stod på fortovet og så på.”

”Jamen Clara, du kan da ikke bare….”

Hun vred sine hænder i fortvivlelse og så så min beslutsomhed og tav!

Vera gav Claras hånd et klem!

”Jamen – det var mere enkelt end jeg troede. Lige indtil jeg begyndte at have Lasse rendende udenfor – bankende på døren og grædende ind gennem brevsprækken!”

Clara fnisede!

”Jeg indgav skilsmissebegæring og jeg var yderst forsigtig og passede på ikke at blive passet op når jeg skulle ud og ind af lejligheden. Lasse havde truet mig en dag da jeg hentede børnene i deres nye dagpleje og politiet var indblandet og Lasse fik et polititilhold. Det gik nogenlunde. Lige til den dag hvor jeg blev overrasket da jeg åbnede døren og han trængte ind i lejligheden.

Jeg var sikker på han ville slå mig halvt fordærvet – måske ihjel.

Det var telefonen og min mor der reddede mig.

Og det var sporene fra den episode du så den dag jeg hældte en kop kaffe ned over dig.”

Clara fnisede igen!

 

Clara rejste sig. Så til børnene, kom tilbage og skænkede kaffe til dem begge.

”Jeg vil ger sige tak til dig Vera – du har været en stor hjælp – men jeg mangler altså at få at vide hvad der skete dernede på gaden da du sad sammen med Lasse?”

”Åh – det!” Sagde Vera med et smil!

”Jeg gav ham såmænd bare et tilbud han ikke kunne sige nej til”!

Clara kiggede spørgende på Vera.

Veras øjne glimtede af morskab.

”Jo – ser du – han er hårdt ramt og vil gerne se sine børn. Men fulde apparater og små børn er en upassende blanding når der ikke er voksne tilstede.”

Vera smilede bredt.

”Joh – altså – jeg har inviteret ham i Zoologisk Have efter nytår – og vil hermed også gerne invitere dig og børnene i samme Zoologisk have. Betingelsen er fuld ædruelighed og behersket opførsel hvilket vil blive overvåget af det tidligere militærpoliti.

Clara stirrede måbende på Vera.

”Ser du Clara” – sagde en endnu smilende Vera –” Du får ikke fred før du finder en ordning så han kan se sine børn, hvilket jo dybest set også er retfærdigt – men du vil altid være nervøs hvad der vil ske, så jeg tænkte at nogle gode ture i Zoologisk Have ville både børnene og os andre have godt af – og så har du jo et glimrende opsyn og jeg kan love dig for at der ingen problemer vil blive med din forhenværende. Og er han ikke ædru – er der ingen tur til ham i Zoologisk Have. Det var det tilbud han fik og ikke kunne afslå!”

Clara så grinende på Vera.

”Børnene vil elske det – tusind tak!”

Og før hun vidste af det rejste hun sig og gav den ældre kvinde et stort knus!

 

Det blev en frostklar dag i januar. En bleg vintersol kunne lige netop hæve sig op over træerne og luften var tør og kold. Flamingoerne stod på et ben i kulden og Mads og Celine sad i den dobbelte klapvogn. Lasse var mødt op på det aftalte tidspunkt. Ædru og meget afdæmpet. Vera havde hilst på ham og havde henkastet lade forstå at som tidligere militærpolitibetjent, jægersoldat og kampsports udøver var det hende en fornøjelse at skulle ledsage et så udsøgt selskab.

Hun var klædt i en klædelig nederdel med langskaftede støvler og en lille kort pels. Hun var yderst attraktiv og det var lige før Clara kunne fornemme Lasses afsøgende blik op og ned af den flot klædte ældre kvinde. Det lidt viltre farvede røde hår og den diskrete make-up med sort i en let streg under de brune øjne. Clara havde indset at denne stilsikre kvinde kunne inspirere hende selv til at gøre sig umage og det var to yderst pæne kvinder der med klapvognen og Lasse på slæb begav sig ind i Zoologisk Have.

”Vi ser dødgodt ud” – hviskede Vera til Clara og gav hende et let skub på armen.

”Hi”

Clara følte sig godt tilpas.

Hun havde faktisk ikke følt sig så godt tilpas i meget lang tid.

Efter en noget tam jul hos hende mor og en nytårsaften hos en kollega hvor hun måtte gå tidligt og hente børnene hos hendes mor og så hjem i lejligheden.

Hun havde ikke set Vera i lang tid og det gik op for hende at hun savnede denne ældre kvinde som var så fuld af overraskelser.

Clara tænkte på Vera som en veninde og skænkede det stort set ikke en tanke at Vera var transkønnet. Hun var veninden Vera!

Betød det egentlig noget når man først var nået ind til den menneskelige kerne bag facaden?

Nu spadserede de to med klapvognen og hælene sang i den frosne asfalt.

Lasse kom op på siden og prøvede at komme i kontakt med børnene.

De var til gengæld mest optaget af gråspurvene der var nærgående og alle vegne.

Lasse fik sin chance – han fik flere og flere – og Clara så til mens han underholdt børnene med historier og oplysninger om de forskellige dyr.

Jo det var en succes!

Clara smilede.

Der var langt fra den dag hvor hun viljeløst havde ladet sig styre ind i et forfejlet ægteskab, havde troet at kærligheden var tryghed. Der var langt fra tævene og ydmygelserne til den denne smukke frostklare januardag.

Det gik op for hende at ændringen – den væsentlige – var kommet da hun hældte en kop kaffe ned over den transkønnede Vera, og at deres baggrund lignede hinanden på mærkværdig vis. Hun forstod pludselig, der foran abeburene, at livet var hendes eget og ikke noget hun kunne overlade til andre – og hun forstod også at både hun og Vera havde sloges for at frigøre sig fra en opdragelse som havde præget andre menneskers ambitioner ind i deres liv, og at det til sidst havde måttet komme til et opgør.

Hun kiggede beundrende på den stilfulde Vera – skubbede let til hende og sagde:

” Vil du ikke være min bedste veninde Vera?”

Vera så tilbage, smilede og sagde:

”Det kan du tro Clara – og skulle du spilde en kop kaffe i ny og næ skal det ikke skille os ad”

Clara lo – hjerteligt og befriende!