Information om at være transkønnet

INFORMATION OM AT VÆRE TRANSKØNNET

 

-HVAD ER DET FOR NOGET? – HVORFOR VIL NOGEN VÆRE EN DRENG NÅR DE ER EN PIGE OG HVORFOR VIL NOGEN VÆRE EN PIGE NÅR DE ER EN DRENG?

- er det ikke lidt perverst at være trans?

 

 

Er der noget der skaber fordomme er det uvidenhed. Når vi ikke forstår hvorfor andre er som de er, og ikke er som vi selv er, opstår fordommene. Dybest set er vi alle som vi er, og respekten for at vi alle har ret til at leve som dem vi føler os som, og gerne vil være, i stedet for at leve og være som andre gerne vil have vi skal være, er en grundlæggende frihed i et demokrati som det danske. MEN – netop de transkønnede er så lille en minoritet og så afvigende i forhold til vores syn på KØN, at rigtig mange ikke helt forstår grunden til at der findes TRANSKØNNEDE i samfundet.

Og netop mangel på forståelse og viden skaber tabuer. Og at køn kan være andet end det vi rent biologisk er født som, er virkelig et tabu der rykker – og det er et tabu som, efter min mening, udspringer af mangel på information.

 

Det vil jeg gerne råde bod på med denne information som er afledt af, at danske skoleelever i 7.-8. -9. og 10. klasser over hele landet i uge 44, 2010 har haft temauge om Køn, og i den forbindelse efterlyste mere information om netop de transkønnede.

 

Spørgsmålene var mange og direkte og afspejlede både den uvidenhed og den nysgerrighed der var om emnet.

 

Jeg vil gerne starte med følgende:

Køn er ikke blot  faktuelle biologiske data. Køn er også en jeg-funderet selvopfattelse og i både mand og kvinde ligger begge køn som en mulighed der kan udtrykkes samlet eller hver for sig.

Køn sidder ikke kun imellem benene men i høj grad også imellem ørene!

 

Alle mennesker indeholder en mandlig og en kvindelig side. Anima og animus, og afhængig af det enkelt menneske kommer disse to sider i spil og afgør i sidste ende vores kønsopfattelse af os selv.


At være transkønnet rummer både KtM (kvinder til mænd) - og MtK (mænd til kvinder).
Og man har kendt til transkønnede i historien tusinder af år tilbage i tiden.
 

Og så til de mange spørgsmål som her er redigeret til 6 centrale spørgsmål:

 

1.

Hvad er det der gør at du klæder dig ud?

 

Svar: Der er ikke tale om at klæde sig ud. Nok nærmere om at klæde om. Eller klæde sig som den vi føler os som. Vi klæder os efter hvilken af de to sider (maskulin eller feminin) der er mest fremtrædende. Jeg føler mig fks. som en kvinde mere end som en mand og derfor klæder jeg mig naturligt som en kvinde. Men mon ikke vi alle kender til drengepigen og pigedrengen. Drengepigen går helst i bukser og drengetøj og kan gøre det fordi piger stort set kan klæde sig som de vil. Pigedrengen har det lidt sværere og der ville nok blive kigget lidt i skolen eller på gaden hvis han mødte op i nederdel fordi han følte sig mere piget end drenget. Vi går i det tøj som signalerer hvem vi er. Så at transkønnede klæder sig i det modsatte køns tøj, signalerer blot at de gerne vil opfattes som det køn de føler som det mest fremtrædende indeni dem selv. (anima og animus).
Det er jo ikke kun transkønnede der signalerer hvem de er igennem tøjet - det gør vi alle.
Her er det vigtigt at huske på at piger/kvinder har en åbenlys fordel, de kan nemlig klæde sig som de vil uden at nogen så meget som løfter et øjenbryn, mens drengene og mændene er underlagt stærke tabuer om at mænd/drenge ikke må være kvindagtige eller klæde sig kvindeligt. Det er jo værd at tænke lidt over - ikke sandt? 

 

 

 

2.

Hvilken alder synes du at det er mest naturligt at bestemme sig for at være transvestit eller transseksuel:

 

Svar: At være transkønnet er ikke noget man bestemmer sig for. Det er noget man mærker som en naturlig del af sig selv. Og for nogle udvikler det sig i løbet af livet. Mange mærker det allerede fra barnsben, andre i puberteten eller senere. Og det er meget forskelligt hvornår man så beslutter sig for at lade det komme åbent frem (springe ud). Nogle vil altid holde det hemmeligt eller blot transformere sig til det modsatte køn ved enkelte lejligheder hvor de er sikre på ikke at blive opdaget, for derefter at vende tilbage til det køn de lever som, i deres hverdag. Men inderst inde kan de godt føle sig som modsatkønnet alligevel. En del har det godt med begge deres køn og nyder faktisk at de kan være to-kønnet.
Men det er vigtigt at det holdes skjult - og for nogle er det kun de allernærmeste der ved noget.
 

Dette kan skyldes at man har børn, ægtefælle eller arbejde som man ikke ønsker skal vide at man inderst inde er transkønnet. Det er det vi også kalder for transvestitter. Altså transer der det meste af tiden lever med deres biologiske køn og så en gang imellem hopper over i det andet køn.
Du kan faktisk have en trans i familien uden at vide det.

 

Der findes så en gruppe transkønnede som føler at deres biologiske køn ikke er helt i overensstemmelse med det køn de føler sig som indeni. De er så at sige mentalt et andet køn end det køn de er født som rent kropsligt. Det er dem vi også kalder for transseksuelle og her er der mange der ønsker permanent at flytte ind i det modsatte køn. Nogle gør det uden videre og lever deres liv som det modsatte køn af hvad de er født som. Nogle går eventuelt på en hormonbehandling hvor det mandlige kønshormon testosteron hjælper kvinder til at blive mere maskuline og mandlige og de kan fks. få skæg og større muskler, mens det kvindelige kønshormon østrogen hjælper mænd til at blive mere feminine og kvindelige og de kan fks. udvikle bryster og stoppe udviklingen af skæg og gøre deres muskler mindre. Andre har det så dårligt i den krop de er født i, at de søger en kønsskifteoperation.
Du har sikkert hørt at nogle føler de er fanget i den forkerte krop. Sådan har nogle det - men ikke alle.
 

Det er meget svært at få lov til en kønsskifteoperation i Danmark og man skal have tilladelse via Rigshospitalets Sexologiske Klinik og det kan nemt tage 3-5 år og kan ende med både et afslag eller en godkendelse. I øjeblikket laves der 6-8 kønsskifteoperatioener i Danmark om året, og de fleste er for tiden kvinder der ønsker at blive til mænd. Men de fleste transkønnede i Danmark lever altså som det modsatte køn i større eller mindre grad uden kønsskifteoperation.  

 

3.

Hvad tror du folk tænker om dig/jer når de ser jer på gaden?

 

Svar: For ca. 40 år siden var det forbudt at færdes på gaden i Danmark som transkønnet. På den tid der er gået siden da, er der flere og flere transkønnede der bliver synlige. Men i dag er det stadig sådan, at det vækker lidt opsigt når en transkønnet viser sig åbent. Måske fordi vi i Danmark ikke er så vant til det og er nysgerrige. Jeg tror de fleste tænker posetivt om os og i virkeligheden blot er nysgerrige og gerne vil vide mere. Danmark er et forholdsvist sikkert sted at leve som transkønnet. For det første har vi en lovgivning der beskytter os mod overgreb og for det andet tror jeg vi generelt er fordomsfrie og tolerante overfor mennesker der er anderledes. Dermed ikke sagt at man som transkønnet ikke kan møde ubehagelige og fordomsfulde mennesker og man skal generelt tænke sig om hvor, og hvornår, man færdes visse steder. Det er værd at bemærke at der for tiden (2010) slås en transkønnet ihjel om ugen året rundt ude i verden. Det gælder især områder som Mellemamerika, Tyrkiet og visse dele af den arabisk/muslimske verden. Så vi må alt i alt anse Danmark som et godt sted at leve som transkønnet, selv om vi stadig mangler basale rettigheder.

 

4.

Hvad siger dine venner og din familie? - og hvad siger de i din skole eller på dit job?

 

Svar: Det er nok et af de sværeste spørgsmål for de fleste der er under udvikling og på vej til at leve frit og åbent som transkønnet. For der er en reel mulighed for at miste venner og familie. Og det er der en del der frygter. Jeg kan kun sige at man som transkønnet er det samme menneske som før, måske ovenikøbet et bedre og gladere menneske da man jo nu er som man gerne vil være, og det er jo egentlig kun kønsidentiteten og navn og udseende der skifter. Og det burde kærligheden jo være ligeglad med! Ikk´?

Og for at tage familien først, så har man jo kun den samme og det er særlig svært hvis forældre, søskende eller anden familie ikke vil anerkende at man skifter eller udlever en modsat kønsidentitet end den man er født som, og som familien kender. Det kan være en far der har særlig svært ved at se sin søn leve som pige – eller omvendt! Det ER svært og kan medføre både depression og krise for nogle af de transkønnede. Min erfaring er nok at man kun har ét valg: At lytte efter sig selv og være ærlig og tro mod sig selv – og der findes da heldigvis også mange gode eksempler på at familien accepterer det eller vænner sig til det lidt hen ad vejen – selv om det er svært. Og der vil altid være dem der gemmer det og holder det hemmeligt som jeg tidligere har forklaret.

Med venner er det sådan at hvis de ikke anerkender en som man er, er de nok ikke ens rigtige venner alligevel. Ved at leve åbent som transkønnet kan man miste en del venner der ikke kan klare det eller forholde sig til forandringen. Men så kommer der nye venner til.

Men det ER svært at skulle skifte køn i en familie eller i en vennekreds.

 I skoler og på job er transkønnede til dels beskyttet af love som politikere har lavet for at beskytte folk der er anderledes. Om det kan lykkes at leve som transkønnet i skolen og på job afhænger meget af hvordan man som transkønnet tackler situationen.

 

5.

Hvilket køn er du til?

 

Svar: Svaret er ikke så enkelt. Der hersker stor forvirring og lige netop omkring seksualitet spiller fordommene ind. Rigtig mange MtK (mand til kvinde) transkønnede bliver mødt med det fordomsfyldte spørgsmål: Er du bøsse? Omvendt bliver de KtM (kvinde til mand) transkønnede nogle gange mødt med: Er du lebbe? Det er fordomme som i høj grad viser uvidenhed og mangel på indsigt.

Transkønnede er som alle andre: Lidt af hvert ! Nogle er heteroseksuelle, andre er biseksuelle og atter andre er homoseksuelle. Fuldstændig som i den øvrige befolkning. Men lad os tage et eksempel – og her kommer forvirringen ind – hvis en biologisk mand der føler sig, og opfatter sig selv som kvinde og lever som sådan, indleder et forhold til en kvinde, er det så ikke et lesbisk forhold? Og hvis forholdet er til en mand er det så ikke et heteroseksuelt forhold? Det kan du så lige gå og tænke lidt over. Og som du ser er også seksuelle forhold afhængig af hvad man opfatter sig selv som,  og netop i det omtalte eksempel vil en transkønnet ikke opfatte sig selv som bøsse, men som en ganske normal kvinde, og i øvrigt er netop de seksuelle forhold genstand for mange af de fordomme man som transkønnet møder hos folk der har svært ved at forstå og acceptere os. 

 

6.

Hvordan forholder politikerne sig til at der er transkønnede?

 

Svar:  Det er i sidste ende politikerne der sætter rammerne for hvordan folk må leve og hvad der er tilladt og ikke tilladt. Det er også politikerne der kan beskytte små minoriteter igennem lovgivning eller andre bestemmelser. Og der er mange politiske bestemmelser som ikke er særlig rare for de transkønnede. Fks. må man stadig ikke hedde hvad man har lyst til i Danmark. En pige må ikke hede Carl til fornavn og en dreng må ikke hedde Helga til fornavn. De må gerne hedde det som mellemnavn, men ikke som fornavn. I Danmark skal man møde op på en psykiatrisk klinik på Rigshospitalet for at blive bedømt af en psykiater før man kan få tilladelse til at hedde et navn som betegner det modsatte køn. Det skyldes at Danmark i mange tilfælde stadig anser det som en sygdom at være transkønnet. Det kan tage flere samtaler inden man får besked om hvorvidt man må eller ikke må hedde et modsat kønnet fornavn. Sådanne samtaler er dyre og det kan nemt komme til at koste den region man bor i op til 25-35.000 kr – blot for at få et andet navn. det er nemlig den region man bor i, der skal betale for at man er til "speciallæge" udenfor ens egen kommune.

I en transkønnets pas står der M eller F alt efter om man er født som Mand (Male) eller Kvinde (Female) – og i dag kan man så få et lille x i sit pas som angiver at man er transkønnet så told-og paspoliti kan se, at selv om der står en dame foran dem og  der står mand (male) i passet – så er det fordi det er en trans-person og ikke en forklædt terrorist. Igen kan man kun få et sådant x ved flere samtaler på en psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet og igen koster det hjemkommunen mange penge. Det er vi rigtig mange der gerne vil have ændret. De transkønnede vil også gerne have lov til at få et andet cpr. Nr. da vores cpr.nr jo sladrer om vi  er kvinder eller mænd. I dag kan man kun få et nyt cpr.nr. der angiver ens nye køn, hvis man får en kønsskifteoperation.

Vi er mange transkønnede i Danmark der gerne vil have et juridisk kønsskifte hvor vi uden at skulle opereres, kan få skiftet vores papirer, pas og cpr.nr så vi kan blive registreret som det vi lever som og føler os som.

 

Til slut:

Naturen er ikke altid lige perfekt. Den kan sagtens skabe en drengekrop og putte en pige inden i, eller en pigekrop og putte en dreng indeni.

 

Transkønnede har eksisteret lige så længe som mennesket og der er bl.a. fundet vikingegrave i Danmark hvor man kan se at de mænd der er begravet er begravet i kvindetøj og med kvindelige ting omkring sig. Historien har også flere eksempler på piger der har levet som drenge og mænd. I det hele taget er vores opfattelse i dag præget af videnskab og af matematik. Vi opfatter køn som "enten-eller" (binært) selv om naturen omkring os er fyldt med alle mulige nuancer af køn (alfanumerisk).
Tænk bare på drengepigerne og pigedrengene.

Nogle vælger at kalde os for en del af en regnbue – og det er egentlig lidt tiltalende.

 

KH

Irene Haffner
PS.
Godt læsestof på min hjemmeside hvis du vil vide mere:
Under "Hvad andre skriver" er der flere gode artikler, men specielt artiklen: Noget i hende er en mand" bør du læse. Den omhandler den store kønsforvirring som bl.a. biologien kan være årsag til.
Læs fks. historien om 3 unge transkønnede der føler sig fanget i den forkerte krop:

http://www.bt.dk/sex-og-parforhold/alexander-sussi-og-tony-skiftede-koen

Under denne fane findes mange gode oplysende indlæg/artikler.

Under "Artikler-Læserbrev" - er der bl.a.: Minoriteternes minoritet" - desuden er der en del læserbreve/artikler som belyser hvad vi rent juridisk og politisk kæmper for som transkønnede.

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.01 | 14:14

Meget velskrevet og troværdig historie. Jeg er enig med Simon: Den egner sig i høj grad som del af en 'dannelsesrejse' i form af en novellesamling for de unge.

...
13.01 | 15:27

Mange tak for historien - tankevækkende

...
12.01 | 14:49

Kære Irene.
Tusind tak for historien. Det var god og tankevækkende læsning som ramte lige i hjertet.

...
11.01 | 09:43

Tak for denne stærke og barske historie om kærlighed, venskabb og accept >< uforståenhed og afstumpet ondskab. Den egner sig som pensum i skolens ældste klasser

...
Du kan lide denne side