Februar – 2012

Det Iskolde Gys

Jeg sidder med det smukkeste solskin der flyder ind ad vinduet. En umådelig dyb og dueblå himmel.

Men tag ikke fejl, det er iskoldt derude, og sådan har det været længe.

Jeg bor lige op ad vildtreservatet Lønnerup fjord og der er trængsel ved den våge som sangsvanerne under megen sang og tumult holder åben døgnet rundt.

2-300 svaner holder til her vinteren igennem og flokke af sibiriske gæs som ikke er fuldt med sydpå, men overvintrer her, er med til at give alle de pragtfulde syn på himlen. Store kileformede og skræppende gæsflokke der afsøger vågerne hvor de nu er, enten her på Lønnerup fjord eller på Limfjorden der ligger lige på den anden side af den dæmning som er min livline ind til storstaden.

Svanerne er et betagende syn når de 2-5 kommer strygende igennem luften og jeg elsker at se når de lander eller når de sætter af fra vandoverfladen.

Så selv om kulden bider, er det betagende smukke naturbilleder der møder mig hver dag på mine gåture.

Jeg er blevet folkepensionist. Det er uforståeligt men sikkert sandt! På dagen hvor pensionsalderen oprandt, tog jeg imidlertid af sted for at deltage i et møde på Christiansborg som Özlem Cerkic havde indkaldt til. Det var et møde hvor vi gav input til ordføreren med henblik på at udarbejde nogle meget nødvendige og længe ventede reformer.

Det blev en lang dag, men også en dag hvor jeg afprøvede en af pensionistens helt store fordele: Mimrekortet, som jo ikke er et kort, men bare en klækkelig rabat imod at vise sit sygesikringsbevis.

Jeg startede kl. 7 morgen herude ved fjordene og var hjemme igen kl. 1.30 om natten.

Men det var en god fødselsdags gave at medvirke til at der snart sker noget for transkønnedes rettigheder i Danmark.

Der kan læses mere om dette møde her:

http://www.thranesen.dk/?cat=844&aid=14196#bm14196

I januar fik jeg så færdiggjort min novelle: Drengen der ikke ville være en dreng.Og den har været læst og desuden er den nu udgivet som e-bog og er i denne uge (6) røget til tops i iTunes Books på linie med en bog om Niels Bohr.

Det er jeg naturligvis meget stolt over, og det ER en novelle som jeg har følt meget for. Den kan læses her på min hjemmeside under fortællinger, men den kan også downloades som e-bog til iPhone og iPad her:

http://pridebook.dk/?cat=27

Travlheden omkring premieren på det stykke som jeg har komponeret musik til ”Miserere” tager til.

De sidste prøver er her i februar og den 4. marts er der premiere i Musikhuset i Aars. Det er kl. 16.

Man kan læse mere om stykket her:

http://www.nordjyske.dk/artikel/10/2875/31/4078006/3/johannes-v-jensen-g%E5r-igen-i-alfa

Så alt i alt en travl tid samtidig med at frosten bider og længselen efter forår tiltager.

Også længselen efter at slippe leggins, forede støvler, lange nederdele, uldne halstørklæder, vanter og huer.

Ja – længselen efter at, sidde på en stol med ansigtet op imod forårssolen og høre fuglene vågne til live og gøre kur.

Indtil da hol der jeg mest inde og fodrer min pilleovn med en lind strøm af træpiller, nyder en god bog og arbejder indimellem ved computeren eller ved klaveret.

KH

Irene

Polarisering og dualitet

Januar 2012

Man skal ikke have levet ret længe før man opdager og undrer sig over livets dualitet.

Livet og døden. Mørket og lyset. Årstidernes skiften.

Især døden som polarisering til livet optager mange barnesind.

Igennem tiderne har dualiteten og polariseringen indgået i, eller ligefrem været inspiration til religionernes opståen. Det er som om mennesket ikke har kunnet se deres egen ikke-eksistens i øjnene og har eftersøgt nogle mere eller mindre fantastiske forklaringer på hvor vi bliver af når vi ikke er her mere. Knap så mange tænker på hvor vi var, da vi ikke var ankommet endnu.

Dualiteten imellem det ydre og det indre er knap så synlig en modsætning, men den er efter min mening så absolut en af de vigtige og det er blandt andet den dualitet jeg forsøger at føre sammen når jeg lever som transkønnet. En indre identitet jeg forsøger at udtrykke i det ydre.

Jeg har i denne tid snart levet 2 år fuldt ud som det modsatte køn. Og så er det endda ikke helt rigtigt, for jeg har undervejs opdaget at jeg ikke bare kan sige ”sesam, sesam pist væk!” og så er alt fra mit biologiske køn pist væk. Jeg har opdaget dualiteten. I starten prøvede jeg at undertrykke det, men det føltes ikke rigtigt. Jeg har måttet erkende at også jeg er underlagt dualisme og polarisering.

Så i dag opfatter jeg mig selv som det indianerne kaldte ”Two Spirit” , for også indianerne kendte til fænomenet transkønnet som rækker langt tilbage til før Methusalems dage.

Jeg kan godt lide det modsat rummende ord She-Male, men det er desværre belastet med en del pornografiske associationer.

Men det er det jeg er: En kvinde-mand på godt og ondt.  

Det ydre og det indre er både enkelt og kompliceret på samme tid.

Eksistentielt må vi indvikle os for at udvikle os. Men måske er selve livet også i besiddelse af denne dualitet. Det ydre og det indre, og måske er det netop denne egenskab nogen så gerne vil have manifesteret som guder og engle og det dermed tilhørende rituelle cirkus.

Vi er atomer. Alt er atomer sammensat i forskellige puslespil. Og når puslespillet når et vist punkt opløses det og brikkerne sammensættes i nye puslespil.

Drivkraften til alle disse puslespil er så livets trang til at afprøve alle disse puslespil så de bliver bedre og bedre og mere og mere komplicerede.

Se-det er for mig meget vigtigt. Nemlig at holde fast i at hvis der findes noget guddommeligt her i verden, er det ikke gamle mænd med skæg, men selve livets fantastiske evne til at gøre levende og til at udvikle og dermed ikke give os mennesker nogen som helst sikkerhedsgaranti for at vi bliver det bedste der er sket i evolutionens historie.

Her i januar bliver jeg folkepensionist (11.januar) og på selve min fødselsdag tager jeg turen tværs igennem Danmark for at deltage i en rundbordssamtale på Christiansborg om transkønnedes forhold i Danmark. Det kan gå hen og blive min bedste gave, nemlig at der nu endelig sættes gang i de reformer og lovforslag som der er så hårdt brug for, så netop sådan en ældre dame som mig kan leve uden al det bureaukratiske bøvl der følger med at være et dualistisk sammensat køn, som egentlig accepteres fint af mine omgivelser men som hele tiden støder ind i statsmobning og forhindringer med rod i statens regler og love som åbenbart holder stædigt fast i der kun findes mænd og kvinder – og dermed er jeg jo nærmest ikke eksisterende.

Jeg lever nu i bedste velgående. Jeg fik færdiggjort 19 små ny indspillede klaverstykker. Jeg nåede juleafslutning med de søde damer fra billedkunst holdet,  var til julecafe i Teutonerkorets regi og juleaften holdt jeg herhjemme, med kæreste og vovse. Nytårsaften var fredelig da min dejlige hund er rædselsslagen, så det blev til en hurtig tur på restaurant og derefter kaffe hos min søde veninde og derefter hjem og berolige hunden.

Nu venter tiden som folkepensionist med mimrekort. Der venter prøver på den nye forestilling ”Miserere” som har premiere den 4. marts og så håber jeg at der sker et gennembrud på den transpolitiske front så vi kan få gang i reformer der skaber menneskelige vilkår for de transkønnede i Danmark som i alt for lang tid har måttet leve en ikke-værdig tilværelse i Danmark.

Godt 2012 til alle.

KH

Irene

NOVEMBER 2011

Efteråret er nået til november.

Igen er den første i måneden en lun dag i forhold til årstiden.

Den 1. oktober var nærmest subtropisk med 24-25 grader, og netop den dag var jeg til trans-bryllup på Djursland. Et meget smukt bryllup der blev holdt i et festtelt på en campingplads der lå idyllisk midt i en skov ned til en skovsø.

Det var nærmest uvirkeligt at man der den 1. oktober sad udenfor i solen og stønnede i varmen.

Jeg spillede og nød at jeg kunne spille hvad jeg gerne ville: Blues og rock´n roll. Det var en stor succes.

Som sædvanlig fulgtes jeg med min søde veninde Sheila og vi nyder altid vores ture sammen ud i landet.

Nu er hverdagene kommet og jeg passer igen at gå til billedkunst og til kor, men i dette efterår skal jeg desuden være med til at sætte en danse/performance forestilling op på Aars musikteater. Det er en forestilling der bygger på et kapitel i Johannes V. Jensens bog: Kongens fald. Forestillingen hedder ”Miserere”. Jeg er komponist og musiker og forestillingen har premiere 14-15. Januar.

Så der bliver nok at lave, men jeg nyder mine kor timer sammen med min veninde Annett og timerne sammen med de søde damer til billedkunst er bare vidunderlige stunder. Jeg satte mig forleden ned ved havnen og tegnede i solskinnet.

Og så har der jo været en sand mediestorm omkring den 15-årige Caspian der fik fjernet sine bryster på et privathospital. Jeg var aktiv i mediestormen og fik udsendt både pressemeddelelser og skrevet et læserbrev (kan ses under ”hvad andre skriver”).

Jeg har taget skridtet og smidt mit oliefyr ud og måtte igennem et par uger med totalt kaos inden min nye stue blev færdig med nymonteret træpilleovn og nye møbler. Der er bare blevet så flot og jeg nyder mine timer her i den mørke tid med stearinlys og sagte musik – og som regel en god bog ved hånden.

Min tid som efterlønner er snart forbi og min tid som folkepensionist vinker forude. Det er lidt svært at fatte. Men jeg må jo erkende det og synes egentlig jeg føler mig både ung …og smuk!

Jeg har en sød og dejlig kæreste/ven som forkæler mig. Han sejler ude på de store have og er af sted 3 uger og hjemme 3 uger. Vi kører ture med Zenta siddende på bagsædet og i overmorgen tager vi til Hamborg hvor han har inviteret mig til et 3 dages hotelophold.

Jeg glæder mig helt vildt og det tror jeg faktisk også han gør.

Inden vi alle sammen får set os om er det jul – og jeg hader den stress og kunstighed der præger julen, jeg er mere interesseret i at vi når lysets og håbets vendepunkt.

Men lige nu har selv efterårets sin egen charme med flammende farver og mørket der her giver nogle fantastiske stjernehimler. Orion er ved at finde sin vinterplads udenfor mit sovekammer vindue.

KH

Irene

Moder Jord skifter dragt

Sommeren går på hæld. Det megen vand siver ned i grundvandet. Magasinerne må være fyldt til bristepunktet. Markerne skifter langsomt kulør efterhånden som der er blevet høstet og plov og harve har været på spil. Stærene laver formationsflyvning og de kortnæbede gæs er igen i pit-stop her i Hovsør. Denne gang er de på vej sydpå efter deres sommerophold på Lofotoen.

Det er en sær tid. vemodig fordi alt nu står til at visne og lyset til at svinde.

Men moder jord forsikrer at det hele nok skal blive genfødt igen.

Netop derfor var der før kristendendommens dødekult slog til i de første årtusinder før vores tidsregning en udbredt tro på modergudinden og på at livet var livgivende og  var skabt af en kvinde. I tiden fra 30.000 år til 2-3000 år før v.t. var modergudinden fremherskende og samfundene bl.a. det minoriske på Kreta var forholdsvis fredelige og levede i partnerskab imellem kønnene. Der var ingen herskertrang så vidt de arkæologisk fund viser og krigsvåben var der ikke den store interesse for. Derimod var der en fri holdning til sex og i dag mener man at netop denne frie holdning har absorberet de værste aggressioner imellem menneskene. Samme taktik benytter Bonobo-aberne sig af. Det er en lille chimpanse art.

Ude i randområderne –udkantsverdenen - levede et steppe - og nomadefolk. Kuragegerne – de havde heste, våben og var meget krigeriske. De havde et socialt opdelt hierarki hvor manden havde magten over kvinderne og de havde en krigergud – Jahve – eller Jehova. Det blev senere den gud vi fik. Herregud! Modergudinden var en fredelig cirkulær gudinde i de små landbrugssamfund hvor man hverken har fundet våben, fæstninger eller tegn på krig. Fks. Catal Hüyük på den anatolske højslette.

Kuragegerne kommer fejende ind fra stepperne  -  sådan cirka i årene 2000  til  1500  før vores tidsregning  -  og slagter de fredelige folk, brænder deres landsbyer og gør kvinder og børn til slaver og erstatter modergudinden med deres Jahve – døds-og krigerguden. Herren, den autoritære og frygtede.

Det er hvad det gamle testamente faktisk handler om. Det er som bekendt voldeligt og krigerisk og handler netop om kampen mod de mange afguder - modergudinden ( Inana, Isis m. fl. -  og jomfru Maria er den sidste rest af kvindelighedens guddommelighed - guds moder .

Det minoriske samfund på Kreta overlevede op til 1200 f.v.t –   (måske fordi det var en ø - Kreta) men så gik det under. i dag mener man at det minoriske samfund på Kreta blev udslettet da en nabo ø i Middelhavet – Santorini – sprang i luften ved et vulkanudbrud og sendte en dødbringende Tsunami mod Kreta og smadrede civilisationen så den aldrig rejste sig igen. 

Alt dette fordi jeg faldt over en bog på en bytur.

En bog jeg længe har ledt efter:

”Skålen og Sværdet”

-af Riane Eisler

Jeg har før været optaget af dette store kulturskift i menneskets historie – og jeg har altid haft svært ved at forstå Kristendommens dødekult – korset som et sværdhæfte – og i dag opfatter jeg vores tid som en tid der udvikler teknologi på baggrund af hvordan man ødelægger liv og får magten over andre i et herskersamfund.
 

Vil du læse mere så klik her:

http://www.peacelink.nu/NV/manus_bhorn_reisler_nv2001.html

Der er både en lang og en kort version – og det er ikke kedeligt.

I august måned fik jeg samlet de mange digte der lå og ventede og min 5. digtsamling er nu færdig. den mangler blot et navn.

Jeg sender den gerne til interesserede som en vedhæftet fil. 

Brug "kontakt Irene" på forsiden

 Vi er netop begyndt på september og himlen er ikke altid blå. Jeg skal igen i gang med mine torsdage med mine søde billedkunstdamer og til at gå til kor med min skønne veninde Annett, og et større projekt venter med at få pillet mit olifyr ned og få installeret en pilleovn.

Og mit nye musikprojekt sammen med performance gruppen ”Fujijama” skal i gang med forestillingen ”Miserere” som er en genfortolkning af et udsnit af Johannes V. Jensens ”Kongens Fald, med dansere, Lys, Lyd og oplæsning.

Premiere den 15. januar 2012.

Så lyset svinder, vinteren rykker langsomt nærmere. Tiden med de solrige varme dage på terrassen og gåturene fjorden rundt er slut. Sommeren har budt på nogle fantastiske naturoplevelser og jeg vil især fremhæve da jeg stod bomstille i næsten 15 minutter og betragtede 2 hermeliner lege i vejkanten.

Det var helt magisk.

Og magi er også selve livet når det er bedst. Bølger af betagelse over det udsyn jeg til dagligt har gør at jeg vil have meget svært ved at forestille mig at skulle bo et andet sted.

Så i disse dage repareres der vinduer, males gavl og ordnes inden vinteren igen tager fat.

Men Moder jord har en plan: Hun har tænkt sig at give livet en chance til om 6-7 måneders tid.

Og den plan kan jeg bedre lide end ham der krigsgudens dødetanker.

KH

Irene

Sommer, sol og regn – men sommer!

Den meget blå himmel med højt til loftet har, for mig, altid indeholdt løftet om eventyr.

Det er som om verden bliver én stor udestue og det varer lidt før man vænner sig til at man bare kan gå ud uden overtøj, med bare ben og arme. Mistilliden til det danske vejrs omskifteligheder lurer lige under overfladen. Og det at holde sommer i Danmark er da også næsten med en flyverdragt på den ene knage og solhatten på den anden. Men jeg synes alligevel det indtil nu har været en pragtfuld sommer selvom den også til tider har været våd men trods alt mild, og de 20 grader er så rigeligt til mig.

Jeg har været af sted til Odsherred hvor jeg har boet i sommerhus tæt på den nordvestsjællandske strand, med en vid udsigt ud over Kattegat. Vi tog rigtig mange oplevelsesture ud i det blå, men opholdet i sommerhuset havde også en arbejdsopgave indlagt. Jeg skulle nemlig optræde på Nakkefestivalen ved Rørvig med min kabaret ”Kun for Normale” om fredagen inden vi skulle hjem om lørdagen. Vovsen var med og er lidt urolig når tingene ikke er som de plejer. Men den nød at sidde på bagsædet og få en på opleveren og det blev også til mange ture i skov og på strand.

Jeg nyder meget at gense Vestsjælland og skulle naturligvis besøge søkrigshelten Willemoses grav ved den smukke dybrøde kirke ude på Sjællands Odde, og helt ude på Odden fandt jeg stenene der bevidner hvor unge dristige svømmere engang kastede sig i Kattegats bølger for at svømme over til Jyllandssiden ved Horsens på ca. 17-19 timer.

Der er en storslået udsigt ud over Sejrøbugten og når man kommer op over bakken ved Høve åbenbarer der sig en udsigt som fra toppen af et bjerg. Betagende. Det blev til besøg på kræmmermarkeder, og der blev oset op og ned af gågaderne og jeg må nok vedkende mig at der sneg sig en del ned i indkøbskurven hist og her. Jeg blev inviteret ud at spise og sad som en anden prinsesse og lod mig forkæle. Og så besøgte vi en ridderfestival ved Fårevejle i øsende regnvejr, men var så heldig at vi inden døre i et stort middelalderhus mødte to middelalder skønheder der sad og spillede henholdsvis fløjte og drejelire. Det lød smukt og jeg måtte bagefter hen og studere drejeliren som er et meget sindrigt instrument.

Der var rigtig mange mennesker i det nordsjællandske sommerland og ind imellem fik jeg nok og ville hjem på sommerhusets terrasse til lidt mere ro og stilhed – og så var mine instrumenter sat op i sommerhuset så der skulle øves hver dag så jeg var klar til fredagen.

Fredagen kom med finregn. Det havde regnet i store mængder fra om onsdagen, mens vi de første dage havde haft dejligt solskin. Men nu kom der vand. Ved ankomsten til Nakkefestivalen mødte vi det berømte fænomen: Festivalmudder! – masser af mudder. Og unge mennesker der enten var pakket ind i plastik eller gik i badetøj med mudder over det hele. Jeg havde stået i programmet i en del uger med henvisning til min hjemmeside så der havde været en livlig trafik her på siden, kunne jeg godt se, men jeg havde ikke ventet den søde modtagelse jeg fik. Jeg blev råbt an rundt om på pladsen: ”Hej Irene – vi kommer og ser dig”! – ”hej Irene – vi glæder os til at se din kabaret”! Jeg havde glemt at få lagt øjen-makeup hjemmefra og spurgte en sød ung pige om hun kunne hjælpe? - og Vips var hun væk og kom lidt efter med et lille udvalg. De var bare så søde, de unge mennesker og hjalp med at bære mine instrumenter ind gennem mudderet og da jeg startede kl. 14 var der et godt entusiastisk publikum hvoraf mange havde trukket ud på en overdækket ø af træ, som udgjorde én stor bar og hvor man udmærket kunne følge min kabaret på den lille Dragescene. Det blev en af mine bedste forestillinger indtil nu, især da jeg havde ændret musikdelen så den var meget mere rockpræget end tidligere opførsler.

Det blev afslutningen på alle tiders uge – og næste dag var det op og pakke og så hjem mod det Nordvestjydske.

Nu har der så været en lang periode med højsommer. Jeg har måttet lære den letpåklædte mode at kende og er nu velforsynet med små strop-toppe lækre korte bukser og små lette nederdele – og så er sommeren også masser af tid med  pleje af negle og ben.

Sommeren er for mig oplevelse – vejret er blot en ramme – og oplevelse har der været meget af. Men jeg nyder også at sidde hjemme på terrassen med en god bog og nyde den smukke stilhed og det fantastiske landskab som de fleste rejser for at opleve. Jeg har det lige udenfor døren.

Det er også blevet til et enkelt arbejdsmøde med koreograf og forfatter til den nye forestilling jeg skal lave musik til: Miserere. Vi fik i fællesskab indspillet en skitse til hvordan musik, ord og dans skal være – så nu er det lagt på en slags skinner. Premiere engang i efteråret eller i foråret 2012.

Min sommerlæsning er ved et tilfælde blevet John Nehms serie: Roman fra landet og Byen – som er 4 binds Danmarkshistorie der svinger imellem Morten Koch og Gustav Wied. Meget spændende og morsom læsning.

KH

Irene

DET STILLE SIND…….

Sindet er ens eget private vejrsystem.

Lavtryk og højtryk skifter og til tider befinder man sig midt i en orkan hvor man er sit eget orkanøje.

Hvis jeg havde troet at der engang forude lå en stille fredelig oase af mild erkendelse og afslappet efterrationalisering af livet, må jeg tro om.

Det stille sind. Det fredelige sind er en hård opgave. Som ung fortalte min klaverlærer mig mange anekdoter med Zen-buddhistisk baggrund. En af dem var det svar som en buddhistisk mester gav en ung mand der pralede af at han havde tæmmet en tiger. Mesteren sagde: At tæmme en tiger, kan læres af enhver, men at tæmme sindet er forbeholdt de få der har styrke og indsigt! Underforstået at det, at kunne tæmme sit sind hører til en af de sværeste opgaver i livet.

Jeg har ofte tænkt på hvad det er der skal tæmmes. Nu har jeg en anelse. Det er den konstante summen og piskende og kværnende dialog med sig selv. Den forstyrrende selvoptagne indre sludren og snakken, som forhindrer os i at se, i at sanse og mærke verden omkring os.

Det kræver et stille sind!

Jeg fandt en lille bog:  Bevidsthedens udødelighed af Deepak Chopra – og med min sædvanlige skepsis overfor alt der lugter af sekt og frelsthed åbnede jeg den, og bladrede den igennem. Ikke så meget pjat – læs de små sætningsstrofer på hver side og tænk over det – eller mediter hvis det er det vi kalder det. Og jeg har jo min skønne bænk i krattet nede ved fjorden hvor jeg sidder og tegner og tænker.

Her er første sætning:  Det materielle univers, som jeg oplever gennem sanserne er kun ét aspekt af virkeligheden!  -  Og så lige lidt grundlæggende atomfysik:

”hele den materielle verden består af atomer – Atomet er sammensat af subatomare partikler, der med lysets hastighed bevæger sig igennem det tomme rum – Subatomare partikler er ikke materielle ting; de er energi og informationsbølger i et enormt rum – og: Subatomare partikler springer ind og ud af eksistens afhængigt af om jeg iagttager dem eller ej.”

Det er ikke helt korrekt at subatomare partikler kun er energi –og informationsbølger. Bohr og Heisenberger m.fl. viste at netop subatomare artikler havde denne mærkværdige evne, til at veksle imellem stof og bølge – og endnu mere mærkværdigt var, og er det at subatomare partikler påvirkes af, at vi betragter dem. (Heraf det berømte og meget spektakulære, men også meget udtænkte forsøg: Schrødingers Kat)

Men summa sumarum: En underliggende spiritualisme blev synlig da man i 1920`erne og fremad kortlagde den subatomare verden. Og når man kombinerer med den sikre viden, at vi alle består af netop subatomare partikler, ja at virkeligheden er én stor organisation af subatomare partikler, ja så er det at virkeligheden selv pludselig kommer under mistanke for ikke at være hele virkeligheden. Det er for mig nok til at tænke og forsøge at stoppe det larmende sind – for bag om det er der nok en erkendelse, og en måde at forstå på som ikke lige står på hylden hos købmanden. Så, kunne man få det der larmende sind til at holde kæft, var der måske en mulighed for at høre hvad verden og livet i øvrigt har at sige og fortælle.

Og som slutning på denne lille forelæsning er det værd at bemærke at hvis Einsteins ligning om udtagelse af energi fra stof  E=Mc2 skal bruges så indeholder et enkelt menneske stof nok til ca. et par atombomber. Så ligningen med tigeren og sindet får pludselig mening!!!!

Med livet som indsats….

Min veninde siger nogle gange at hun ikke giver en pind for alle de storskrydende mennesker der ser på sådan nogle som os, som et udtryk for svaghed.

Hun siger at vi lever med vores liv som indsats hver eneste dag. Ikke sådan at forstå at vi lever i livsfare, men at vi hver eneste dag og øjeblik står ved hvem vi er, lader os kigge på og bliver nødt til at ignorere hvad ”de andre” siger. At leve med livet som indsats er at sætte sit liv i fokus og lytte til hvad det har tænkt sig, i stedet for at være så optaget af - og til tider hæmmet af – hvad andre forestiller sig om livet – og især dit liv!

Jeg forstår hvad det er hun siger og jeg ved og mærker hun har ret. Det er som at være de første sorte iblandt de hvide – eller omvendt – jeg er konstant i nogens fokus uanset om jeg bemærker det eller ej. Mit liv står til skue og sikkert også til debat rundt omkring. Men vigtigst – for mig – er at mit liv er en indsats jeg godt tør satse på, fordi jeg ved det vil mig det godt. Så jeg sætter gerne mit liv ind – og det har jeg altid syntes var det eneste der gav mening her i livet – at kæmpe for alt du har kært og dø om så det gælder. Er der en anden vej? Måske – man kan jo også luske den af i baghjulet på den store almindelighed eller hægte sig på troen om egen intelligens.

Med andre ord: Med livet som indsats kan måske gå hen og blive til sindets stilhed!

For hvad skal sindet egentlig beskæftige sig med når problemerne tages fra det?

Ja – hvad skal vi egentlig lave, når vi ikke har noget at lave? –Er det ikke lige netop det moderne menneskes store vanskelighed?

Det gode liv anno 2011

Jeg bor, efter manges opfattelse, langt fra alting. Jeg spørger somme tider mig selv hvad er disse ”alting” som jeg bor så langt væk fra.

Og når tanken om at bo tættere på ”alting” strejfer mig bliver jeg ved nærmere eftertanke hurtigt overbevist om at der ikke findes et smukkere og dejligere sted end her imellem de 3 fjorde på kanten af det store reservat Vejlerne, tæt på Natinalpark Thy og tæt på vesterhavet – og med 100 m ned til Limfjorden.

Jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at leve når man er på efterløn og snart bliver folkepensionist, er trans og har hang til alenepletter hvor man kan spille, skrive og tænke efter. Og snart rejser jeg så billigt som aldrig før: 280,- kr. retur til København og ellers udstyret med el-cykel og raske gåture i den smukkeste natur man kan tænke sig – og hvilke oplevelser.

I går sad jeg og så ud over fjorden og oplevede så et minidrama som jeg ellers kun troede skete ud for Sydafrikas kyst når sardiner blev trængt ind mod land og delfiner og andre rovdyr holdt festmåltid. Ude midt i Hovsør Vig var der et vildt scenarie. Vandet piskede løs, skarverne samledes i stor flok og mågerne deltog ivrigt. Jeg formoder det var en sildestime der bevægede sig ind på lavt vand. Skarverne dykkede og mågerne tog sig af den piskende vandoverflade – der var sildegilde.

I dag gik jeg min sædvanlige tur og jeg hilser venligt på landmændene i deres kæmpestore traktorer som vinker og smiler til mig og af og til møder jeg nogle af damerne jeg følges med i flextaxi på indkøbsture til storbyen Thisted, vi får snakket og sommetider bliver jeg budt ind på kaffe. Der er en venlig stemning og en smilende accept af at jeg har valgt at leve som jeg gør. Jeg er efterhånden så vant til det at jeg huske at jeg undredes da jeg sidst var i København hvor jeg følte mig meget mere begloet end her. Mine forestillinger om at storbyerne automatisk var mere rummelige for anderledesheden står ikke helt til troende mere.

Mit gode liv her på denne vidunderlige plet i Danmark kræver at jeg har selvdisciplin. Hvilket jeg så øver mig på. Jeg har lavet faste arbejdsopgaver. Der bliver skrevet. Der bliver øvet ved klaveret og min nye øvelse er så frugten af et år på VUC i Billedkunst, så jeg er begyndt at tegne og har fået mig en strikkelærerinde så jeg kan komme videre med at strikke. Og så friheden til at læse og lytte. Jeg har aldrig haft problemer med at være alene og nyder det efter alt for mange mennesker alt for tæt på i alt for mange år.

Men jeg springer ikke over hvor gærdet er lavest. Hver eneste dag bruger jeg tid på at nette mig – se godt ud og hver eneste dag vil enhver der banker på møde en velsoigneret og nydelig ældre dame. Postdamen smiler sødt og siger goddag Irene, jeg har en pakke til dig! ( sikkert fra Oriflame). Jeg får altid en god snak med naboerne eller de hilser venligt når jeg går forbi med hunden.

De kan splitte Danmark i enten røde eller blå blokke, jeg synes jeg lever lidt privilegeret i forhold til så mange. Nøjsomt og sparsomt men er det ikke også en øvelse vi alle har brug for at studere nærmere? Det gode liv er ikke kun afhængig af økonomi. Det gode liv er ens egen tilfredshed over at være der hvor man er i erkendelse af at man trods alt selv kan vælge hvordan man vil leve.

Jeg mangler blot at få lov til at hedde det jeg gerne vil –at få mit cpr.nr. i overenstemmelse med mit liv – at få mine papirer til at stemme overens med min fremtræden så lægen og tandlægen ikke skal slås med at tænke selv. Jeg mangler blot at få mine civilretslige papirer i orden – det er det der holder mig i gang på den transpolitiske front. For når man først har det gode liv indenfor rækkevidde har jeg meget svært ved at forstå at staten skal forhindre det!

Retten til det gode liv er en menneskeret.

11/5-2011

Jeg har fået min hverdag igen.
Mit liv er efter års skiftende turbulens i kølvandet på mit transkønnede skift fundet tilbage i et leje som er normalt og tillader at jeg udfolder mig som jeg altid har gjort. Nu tænker jeg ikke over at jeg fremstår anderledes mere. Det har ikke nyhedens interesse og det fylder slet ikke det, det har fyldt.

Min hverdag er ganske normal og jeg nyder den ro der efter hånden er faldet over det hele. Jeg tog min tørn i februar/marts og gik i front for at få en høring om transkønnedes forhold afviklet på Christiansborg. Det blev gjort med stor succes og jeg tror at de relevante politikere på Christiansborg ved hvad det drejer sig om. Jeg selv er flittig med at skrive og ændre mit addressat navn og min tiltale, især i offentligt regi, som åbenbart er den mest gumpetunge del af et skift. Det på trods af at man har et nummer. Kan de så ikke bare henholde sig til det? – resten kan da være ret så ligegyldigt. Nå – jeg er stædig og det er lykkedes mig langsomt at svinge alle instanser ind på rette spor. Men jeg glæder mig unægtelig til reformer.

Hver morgen – når jeg vågner – starter min dag stille og roligt. Mit morgentoilette er nede på 30 min og så er jeg klar til dagen. Velduftende, let øjenskygge, og let, næsten usynlig make-up. Jeg er en stor fan af både Aloe vera og af Jane Iredale. Og jeg bruger meget bevidst kun kemikaliefrie produkter. Og så er der den kæmpe fordel at en pudder fra Jane Iredale tit er nok. Den er dyr, men den er supergod og vigtigt, Den er skånsom og plejende ved huden. Mit forbrug af Aloe vera produkter er efterhånden omfattende. Aloe Vera, håndsæbe, shampoo, ansigts-og bodycreme, renselotion m.m.

Aloe Vera er et fantastisk produkt. Jeg læste at Alexander den Store i sin tid erobrede nogle små øer ud for Ægyptens kyst, hvor Aloe Vera planten groede, for at komme i besiddelse af nok Aloe Vera til sine krigstogter. Aloe Vera er nemlig en helende lægeplante. Den og så den gode danske Kopattesalve er gode at have stående når ens hud bliver udsat for en behandling som min. jeg har i dag, trods mine snart 65 år, den fineste bløde hud. Så hudpleje er vigtigt. Morgen og aften.

Jeg har lært at spare og leve rimeligt nøjsomt. Det har ikke været nemt for en af min generation hvor man bare har været vant til at forbruge. Men jeg er kommet godt efter det og spørger tit: har du egentlig brug for det der? – og svaret er lige så tit: NEJ!

Det billedkunsthold jeg gik på, på VUC her i vinters sluttede først i april. Jeg gik til eksamen og fik 10. Nu har holdet samlet sig i medborgerhuset og vi mødes hver torsdag formiddag. Laver kaffe, tegner og maler og får snakket. Vi betaler hver især 25 kr. pr. gang således at vi sparer penge sammen til at købe lærertimer når vi synes. Sidste torsdag var vi på museumsbesøg på Kirsten Kjærs museum – vi så billeder og sad i solen og tegnede og malede og jeg fik tegnet et – endnu et - portræt af Asta Nielsen. Jeg er ret vild med hendes udseende som må have været ret tjekket der i 1920`erne.

På fredag (den 13/5) skal jeg så deltage i kor-jubilæums-koncert i Thisted. Vi har øvet og øvet og det hele slutter så af med et brag af en koncert på fredag med musikere og solister og besøg af et kor fra Norge. Jeg synger tenor sammen med min søde bio-veninde Annett. Vi er stort set kun os to på tenorsiden.

Den politiske Cafe som jeg har været en del af (initiativtager og værtinde) her i den første sæson har været en succes. Ikke økonomisk, men kvalitetsmæssigt. Vi bliver nu støttet af socialdemokraterne, SF og LO og det har været nogle spændende aftener med god oplysning og intense debatter. Jeg glæder mig til næste sæson.

Min hverdag er rammet ind af en morgentur med Zenta. Ud over marken, ned til vandet men i denne tid går vi ikke ud over rønnet. Det er yngle tid og vi lader fuglelivet i fred. Om aftenen går vi så en tur igen. Hele april har jeg stort set opholdt mig på min dejlige ugenerte terrasse. Jeg har fået sat en markise op på terrassen, så jeg har kunnet trække mig ind i skyggen hvis det blev for meget. Men jeg er blevet brun. Meget brun.

Jeg får læst. Især ham der Ildefonso Falcones med sine to bøger: Havets Katedral og Fatimas Hånd har holdt mig i gang. Og bagefter venter José Freches: Silkekejserinden. Og så er det strømmet med nye digte. Hver gang jeg beslutter at nu skal jeg altså have afsluttet mine noveller – ja, så ender det med digte. Lyrik er og har altid været et af de sprog jeg har elsket lige siden mine tidlige år. Jeg har stadig min første digtsamling fra da jeg var 13 år.

Jeg har ryttet op i mit tøj. Fået smidt en del af det første ubehjælpsomme tøj ud. Og har ordnet og købt i ny og næ. I dag ligner min garderobe en hvilken som helst 64 årig kvindes. Det har taget tid at lære sin egen stil at kende – men i dag er jeg ikke tvivl om hvad jeg skal have på til forskellige lejligheder. Og jeg tror at tøj og stil er med til at skabe en god og sikker ramme om en tilværelse hvor der er plads til sådan en som mig.   

Transpolitik og transmiljø hænger mig ærlig talt lidt ud af halsen i denne tid. Min hverdag, mit liv og mine oplevelser på det nære plan er meget vigtigere. Mine dejlige veninder og venner fylder hele mit liv og mine stille stunder, min glæde ved hver dag at kunne leve som mig, mine ture til byen, til købmanden, gåturene ved havet i hundeskovene og alle mine andre gøremål og alle min stunder med andre mennesker i mit nærmiljø er det der optager mig mest i denne tid.

Jeg har fået min hverdag igen!

En hæsblæsende marts måned!

Hold fast! – tænkte jeg da vi gik ind i marts måned. Og det gjorde jeg så, for den så ærlig talt ud til at byde på spidsbelastninger der ville noget, og naturfænomenet ”alting har det med at klumpe sig sammen” viste sit sande ansigt.

Den 9. Marts tog jeg til Støvring Gymnasium for at have en workshop på en temadag som eleverne havde arrangeret. I min workshop som handlede om transkønnet og om at være anderledes mødte jeg 22 søde unge damer og en enkelt fyr. Jeg må konstatere at de unge er meget seriøse og de tog emnet meget alvorligt men mente samtidig at verden havde ændret sig i forhold til mine opfattelser om frisind og tolerance. Det bliver ikke første gang i marts måned at jeg sådsan lidt ufrivilligt bliver mindet om at der er lang fra de 64 år jeg bærer rundt på, og så de unge på 17-25 år. Kunne jeg måske kalde det en generationskløft? Jeg lod dem udarbejde nogle scenarier hvor tolerancen kom til kort og – ja – den samme som i min ungdom. 2 fyre der kysser på det lokale diskotek giver tæsk – mens 2 piger der gør det samme er sejt. Hvor langt er vi egentlig nået? Men tak til de søde elever på Støvring Gymnasium. Det var en dejlig og lærerig oplevelse og jeg håber de også fik noget ud af mine små forelæsninger om det politiske arbejde der i øjeblikket er i gang.

13. marts rejste jeg til København sammen med min dejlige veninde Sheila. Denne gang med luksusbussen 888 – så var der god tid til at vende den sidste sladder på den lange tur tværs igennem Danmark. Vi boede i en super lækker lejlighed på Nørrebro og da den lå på 4.sal hørte og mærkede vi ikke meget til det pulserende og støjende hovedstadsliv. Der var faktisk meget stille. Om aftenen tog vi ind til centrum for at holde møde med de praktiske hjælpere fra Trans-Danmark og LGBT´s T-gruppe inden vi næste dag skulle afvikle danmarkshistoriens første Høring om transkønnedes forhold i Fællessalen på Christiansborg. Det var en kulmination på et meget langt forarbejde hvor jeg nærmest havde arbejdet dagligt på forberedelser og tilmeldingslister m.m.

Mandag den 14. Marts var en hel speciel dag. Forude stod så den historiske dag på Christiansborg og jeg havde desuden en aftale med Aftenshowet på DR1 om at deltage kl.19 når høringen var overstået. Aftenshowet sendte desuden en fotograf til at optage nogle små sentenser om eftermiddagen  som skulle bruges i indslaget. Vi tog en taxa ind til Christiansborg (fint skal det være) og ankom som de første, men inden længe summede det det hele af aktivitet. Der skulle forberedes og gøres klar og kl. 12.30 bød jeg så velkommen til en forsamling på over 100 i den meget smukke sal. Om selve høringen kan du læse andetsteds (Høring på Borgen) – men jeg kan da sige at det gik forrygende. Jeg fik ikke så meget pause da jeg gav interwiev til berlingske og andre medier og da høringen var slut spadserede jeg til Nyhavn for at deltage i Aftenshowet. Det var en noget udslidt og træt mig der gik på TV kl. lidt over 19.:

http://www.dr.dk/DR1/Aftenshowet/Klip+fra+Aftenshowet/#/6922/06:58

Vi rejste hjem dagen efter. Igen med 888 og vi kom først trætte hjem sent om aftenen. Jeg skulle hurtigt omstille mig, for der ventede en forestilling med min cabaret ”Kun for normale” på Ålborg teater om torsdagen, og jeg skulle nå at øve og spille det igennem. Aller mest havde jeg lyst til at tage en uges ferie efter det lange travle arbejde med høringen, men jeg måtte i gang.

Torsdag den 24. marts skulle jeg så spille min cabaret på Ålborg teaters lille scene ”Transformator”. Jeg var da spændt og brugte nogle timer på at få stillet op, få varmet op og gøre klar. Men alt i alt tror jeg, at jeg igen stod overfor denne kløft af alder. Min egen opfattelse var at min cabaret ikke rigtig matchede det meget unge publikum som sad stopfyldt i salen. Det var som om at både musik og replikker gik lidt hen over hovedet på de meget unge mennesker. 14 tidligere kollegaer havde også fundet vej til tilskuerrækkerne og jeg nåede kort at hilse på dem efter forestillingen. Jeg havde tilbudt at tage en times debat med dem der havde lyst efter forestillingen og det var lige før det blev det bedste ved den aften. Igen var jeg blevet konfronteret med at mine 64 år er langt fra den virkelighed de unge lever i og måske er det en ganske god påmindelse men ikke en påmindelse der afholder mig fra stadig at udtrykke den verden jeg lever og ånder i. Min cabaret er så måske på vej til et helt andet publikum, nemlig til SF`s landsmøde – men lad os nu se om de vil have den. Ellers er det også snart på tide at lægge den til side.

Nu venter en eksamen i billedkunst og en forårskoncert med det rytmiske kor jeg går til hver tirsdag. Og min erfaring med min transkønnede hverdag har snart været til alverdens prøvelser og glæder og nogle gange glemmer jeg simpelthen min fremståen i hverdagen, men er også mere og mere bevidst om et praktisk tøjvalg og en let hverdags makeup. Mit univers er til tider androgynt og neutralt. Sådan ser jeg også mange af mine medmennesker og for mig er det alt afgørende at mine dage er både praktiske, men også glædefyldte. En kombination der indeholder glæden ved at udrette, læse, spille og være aktiv og samtidig være et ekspressivt udtryk af min indre kønsopfattelse.

Marts måned er ved at være slut. Hæsblæsende med store markeringsoplevelser, og her har jeg endda ikke nævnt de 2 generalforsamlinger der også blev tid til. Under al denne aktivitet har vi nærmet os foråret og det står nu på trapperne. Og jeg glæder mig som et lille barn til igen at opleve livets genopståen, solsortens sang og det gule tæppe af mælkebøtter og Forsythiaens skrigende gule farver i skovkanten.

Februar – den 19/2-2011 

Rapport fra en lille istid.

Skriver i solskin der falder ind ad ruden. Iskoldt solskin der flimrer i sneen, i den anden vinter der pludselig ramte i en jævn iskold vind fra det nordøstlige hjørne.

For nøjagtig 1 år siden var det en mærkelig dag. Nemlig min første dag hvor jeg havde sluppet tilværelsen som arbejdende for den månedlige løn, men også den første dag hvor jeg begyndte mit liv som lille ældre dame på fuld tid – og sådan har det været siden.Efter en del års tilløb blev det så hver eneste dag og i alle situationer som livet måtte byde på. Det har været en stærk – og berigende – oplevelse. Skulle jeg have haft nogle bange anelser gemt et sted, er de blevet godt og grundigt gjort til skamme.

Den åbenlyse infight med omverdenen iført en ny køns-identitet – et nyt navn – og et nyt udseende, blev hurtigt til en åbenlyst positiv oplevelse der udløste smil og livsglæde.

Måske er harmoni det bedste ord. I harmoni med mig selv.

Og inderst inde også erkendelsen af dette klon af køn. Erkendelsen af at det er et 3. køn, og aldrig kan blive andet. Erkendelsen og opdagelsen af at, vi alle har muligheden for at mixe vores 2 medfødte køn og få kontakt med den indre glæde det er, at turde smelte sammen i et multikønnet menneske.

I dag har jeg fået en større forståelse for hvad det betyder, når vi i vore dages samfund lader spiritualiteten og åndeligheden sive ud, og satser alt på den forklaring videnskaben giver os på livet.

Vi har på mange måder indsnævret vores livsopfattelse til et dualistisk valg: Enten er du det ene – eller så er du det andet? Jeg er begge dele – og det har lært mig meget på dette sene tidspunkt af mit liv, hvor jeg ellers troede at det var slut med at lære.

Og der er tegn på at det begynder at vende. Som om at den spirituelle og åndelige fattigdom, giver en modreaktion der forlanger, at vi igen indfører en mangfoldighedens og forskelligartet mening med livet i stedet for den ene, der er banket fast i beton det sidste århundrede: Tjen Penge – bliv til noget. Og: Vækst og mere af alting.

Jeg er vokset op med belæringen om først at tjene penge, så kunne man sidenhen tænke på det der med lyst og glæde - hvis man ellers havde råd! 

Jeg fik med megen ballade drejet det så jeg først gjorde hvad jeg havde lyst til og siden tænkte på det med penge – og det blev jeg selvfølgelig ikke rig af – men til gengæld blev jeg tilfreds!

Jeg har aldrig fortrudt!

Min travlhed fortsætter. Jeg har meningsfyldte og arbejdsomme dage. Ind imellem savner jeg at have børn omkring mig, som har været en meget stor del af mit liv. Nu er jeg betaget af hvor stille der kan være. Jeg hører sjældent musik uden den jeg selv spiller, men nyder den store musik stilheden er.

Jeg står midt i arbejdet med at arrangere en Høring om transkønnedes forhold i Danmark, på Christiansborg om kort tid. Jeg har det med at få ideer og nogle af dem fanger og så er jeg pludselig igen involveret i det der snart har været et langt livs kendetegn: Fra ide til virkelighed!

Jeg skal have temadag med en masse unge mennesker på et gymnasium om et par uger, og jeg skal præsentere min cabaret på Ålborg teaters lille scene. I de sidste par uger viste jeg min cabaret på bl.a. VUC. Ved min sidste opførsel stod 2 unge piger foran mig da jeg havde afsluttet forestillingen. Søde og overstrømmende taknemmelige for min forestilling om normalitet. De var ca. 17-18 år. Den ene sagde at de var halvt dansk-irakiske, og den anden sagde: og så er vi kærester! Jeg smilede stort og sagde: I er altså både perkere og lebber! – De grinede begge to og sagde: Netop! – så du skal have tak for at du siger alt det om sladder og normalitet som du gør i din cabaret! Vi kan skrive under på at der er en masse sladder og fordomme stadigvæk!

Jeg fik helt ondt af dem – det er sikkert ikke nemt at være dem!

Det er egentlig ikke nemt for ret mange at være sig selv. Det kræver mod og hårdt arbejde hvis man ikke bare vil lade sig føre med, af den store hellige almindeligheds strøm, som befordrer så mange lidenskabsløse og blodløse skæbner med sig. At få livet til at leve, at føle sig levende og fyldt med liv er ikke altid noget man bør overlade til skæbnen – og da især ikke til de andre som man slet ikke ved hvem er – eller hvor de bor!

Vi har os selv og accepterer vi os selv, accepterer vi også at andre kun har sig selv. Og fællesskab skal have noget til fælles. Vi kan ikke eje eller bestemme over hinanden, men vi kan acceptere og rumme hinanden! Hvad det kan føre til, har jeg lært meget godt om i den sidste tid.
Kærlig hilsen
Irene

14.1.2011

Mørke, tåge, dis og is – en lang vinter snegler sig afsted og kun viden om at der langt derude er ved at blive rettet på jordens hældning så lyset langsomt vender tilbage, gør at forventningerne stadig er intakt.

Forventninger om grønt græs, tørre vejbaner man kan cykle på, sol når man vågner og ikke mindst solsorten der finder sin plads på min gamle tv-antenne og synger morgenserenader så jeg bliver glad inden dagen går i gang.

Jeg har nu levet fuldt ud som mig i snart et år. Jeg har også været på efterløn i snart et år. De to ting fulgtes ad på dato. Og det har været en dejlig og positiv oplevelse. En masse søde og tolerante mennesker er dukket op i min hverdag og jeg er positivt overrasket over hvordan det har været. Jeg kan godt forstå at der ind imellem bliver glippet lidt med øjnene, men når overraskelsen har lagt sig møder jeg de dejligste kommentarer og accepten er spontan og til tider overvældende for mig der ikke kan sige mig helt fri for at have næret en stille frygt for det modsatte.

Her til sidst er så ”damerne” her i det lille samfund hvor jeg bor kommet til.

Bussen holdt op med at køre og vi var noget isolerede her i det lille gamle fiskerleje.

Men en dame spurgte om jeg ville være med til at køre med flexbus når der skulle handles i Thisted.

Så forleden stod jeg så sammen med 3 damer og ventede og kørte med flexbus til Thisted – og 3 timer senere hjem igen. Og så skulle vi da lige ind og have vor kaffe og spise en fastelavnsbolle.

Nu har vi aftalt at gøre det 1 gang om ugen og de godtog uden videre at jeg var mig og at jeg hed Irene, selv om de har kendt mig som noget andet.

Jeg føler ikke der er flere barrierer imellem mit indre og mit ydre – og jeg er faldet i harmoni i et liv som jeg end ikke havde kunnet forestille mig mig for 5-6 år siden hvor alt var skjult og forbundet med tabu.

Det er en fantastisk oplevelse som giver livsglæde og energi – og gør at jeg godt kan klare at vente på foråret lidt endnu.

Jul og Årsskifte 2010/11

For 10 år siden stod vi overfor et af historiens store sus: Et årtusindskifte.

En sjælden begivenhed og vi følte os benovede over at være til stede og havde nærmest en religiøs fornemmelse af at være vidne til noget kultisk.

Men tiden gik blot videre som om intet var hændt. Tiden er ubønhørlig, lineær og så er den gregoriansk i al sin vælde. Vores tidsfornemmelse er systematiseret på trods af vore egne oplevelser: Nogen tid går alt for hurtigt og anden tid slæber sig afsted.

Alt efter dybden af det engagement i livet vi befinder os på. Af og til finder vi os selv i gang med at slå tiden ihjel og andre gange bander vi over vi ikke har tid nok.

Det er ikke nemt at være tiden. Eller det er det måske netop. Den afvikler sekund efter sekund fuldstændig uberørt af hændelserne omkring den. Uengageret og med en irriterende  monotomi spadserer den hen ad den tidslinie vi måler vores liv efter.

For 1500 år siden var et imperium totalt i opløsning og nye imperier opstod. Den moderne verden skulle skabes, men først skulle den menneskelige verden fastholdes i et religiøst menneskabt mønster hvor alt var givet i en himmelsk verden der stort set lovede et bedre liv efter døden end det der lå lige foran. Og så var adgangen til denne verden endda vanskeliggjort med skærsild og helvedesflammer. Man havde så en mulighed for at købe aflad – og allerede her blev grunden lagt til at de rige kunne købe sig bedre vilkår end de fattige. Sådan er det stadigvæk.

For 1000 år siden var normannerne ved at gøre klar til at overtage de gamle keltiske kulturer i England og med dem blev det kvindelige guddommelig i naturen afløst af den strenge herre i himlen. Og vi danere måtte se os betvunget af en lille nævenyttig splejs der hed Ansgar.

For 500 år siden gik Magellan og spekulerede på at sejle til krydderiøerne hvilket i virkeligheden betød den 1. jordomrejse i verden. Han kom nu ikke selv med hjem. Han blev slået ihjel af indfødte på en sydhavsø, men hans skib vendte hjem 3 år efter med 18 overlevende lasede og udsultede mænd. Maggellan blev udødelig da en galakse og et stræde blev opkaldt efter ham.

Og for 10 år siden stod vi så der og kiggede ind i et nyt årtusinde.

Nu er det første 10år gået.

Danmark er blevet fattigere og menneskeligt forarmet. Afgrunden imellem rig og fattig åbner sig og truer de sidste rester af et folkeligt fællesskab som med Grundtvigs ord var et fællesskab hvor få havde for meget og færre for lidt.

Afladshandelen er i blomstrende flor. Penge og materialismen har i den grad sat sig i det moderne samfund og de åndelige dyder og kulturelle værdier er sat i skammekrogen.

Vores evne til at rumme forskelligheden er kulturelt betinget og vi er nemme at overbevise når argumenterne går på at vores velstand er truet. De transkønnede som er den minoritet jeg tilhører støder på en kulturel betinget barriere, en kulturel vedtagelse af hvad køn og normalitet er. En barriere som egentlig ikke har anden lov end den der dikterer hvad vi plejer at gøre og tænke – og hvad der er sædvane og betragtes som dansk normalitet.

Det fremstår mere og mere som et tyndt og slidt grundlag der efterhånden viser sig at være mere og mere falsk efterhånden som nye generationer kommer til med en større og bredere rummelighed som de har erhvervet sig fra den globalisering som både internet, film og rejser giver.

Jeg håber de sidste barrierer for friheden til at være som man er, falder i det nye år.

Det er mit nytårsønske, ikke bare for mig som transkønnet, men for alle der skal lide under at blive dømt ude på grund af deres forskellighed fra ”de andre” –som ingen i sidste ende ved hvem er, ligeosm ingen ved hvor de andre bor. Men at de er til stede er sikkert nok – de skal bare fratages magten til at mene hvordan mennesker der afviger fra normalen, skal leve.

God Jul og godt nytår ønskes du kære læser – og tak fordi du besøgte mine sider her!

Cafeva i Ålborg - og så lige en tur til Christiansborg

Det blev to dage lige efter hinanden. Søndag og mandag. Søndag holdt jeg foredrag i Cafeva i Ålborg. Cafeva er et fantastisk initiativ af skuespilleren Pia Mourier. Hun holder café arrangementer i Foyeren på både Hjørring Teater og Ålborg teater. Kun for damer og godt sponsoret med kager af de lokale bagere.. Jeg var afsted i foråret i Hjørring og det var en varm og opløftende oplevelse, og nu galdt det så Ålborg. På Ålborg Teater har de en cafe i stueetagen og det var her arrangementet skulle holdes. Gæsten i den varme stol, i det her tilfælde mig, er altid hemmelig og damerne har kun fået nogle få stik ord. Her var stikordene at der nok ville blive rørt ved nogle fordomme. Jeg sad ude i køkkenet og drak kaffe og kunne høre damerne strømme ind og snakken steg og steg og damerne i køkkenet havde meget travlt med at bære kaffe og kage ind.

Kl. 15 gik arrangementet i gang. Pia Mourrier indledte og nærmede sig emnet på poetisk vis ved at læse op af Emma Gad og et kvarter efter blev jeg budt velkommen og gik ind i en stopfyldt cafe med 82 søde damer der kiggede nysgerrigt på mig. Da det gik op for dem at gæsten var transkønnet havde jeg fuld opmærksomhed og det blev til 2 intense timer med en meget veloplagt forsamling. Efter en midtvejs pause var spørgsmålene mange og stemningen var helt i top.

Det var en dejlig eftermiddag og bio-kvindernes accept og forståelse er på en måde mere spontan og direkte end mændenes og dermed bliver jeg automatisk mere åben og ærlig.

Jeg skulle afsted allerede næste morgen. Meget tidligt endda. Jeg skulle til Ålborg lufthavn for at flyve til København. Jeg havde misforstået afgangstiden og kom en time for tidligt. Det blev så til en hyggelig time med avis og kaffe i lufthavnens cafeteria. Så var der indchekning og af erfaring havde jeg puttet det meste i min rygsæk som blev indleveret som bagage, men alligevel måtte jeg af med støvlerne inden jeg blev lukket ind i afgangshallen. 1 ½ time efter står man så midt i København. Den metro er bare genial. Jeg fik gået rigtig mange kilometer da jeg jo gerne ville opleve så meget af storbyen mens jeg var på det korte besøg og jeg sad på en lækker cafe ved storkespringvandet og drak kaffe efter at have spadseret mindst de første 10 km. Jeg var faktisk ret træt i benene. Så var det til møde på Christiansborg. Et intenst og arbejdssomt møde i kontorerne hos SF. Der skulle skrives en samlet homo-og transpolitik til landsledelsen. Vi transer er ikke nødvendigvis homoer men vi støtter os gerne op af den meget større minoritet af bøsser og lesbiske og de tager godt imod os. Efter endt arbejde gik vi samlet ud at spise og fik rigtig god mad. Jeg måtte være lidt hurtig og efter mad asede jeg i styrtende regn op til Nørreport og tog metroen ud til lufthavnen. Jeg var vist med det sidste fly til Aalborg. Der var lidt øde og jeg var lige ved at gå i panik: Jeg kunne ikke finde bilen – jeg kunne ikke huske hvor den stod! Og parkeringspladser kan altså være meget, meget store - især i lufthavne. Langt om længe fandt jeg den og kørte, som jeg før har gjort, ad en totalt øde hovedvej 11 inden jeg kom hjem til en lun seng og fik hvilet de trætte ben.

Polarkulden slog til og pludselig lå snedriverne ligeom de gjorde for kort tid siden i sidste vinter.

Det gjorde at jeg måtte aflyse min medvirken som menneskebog på Kolding Bibliotek. Det var ærgeligt og jeg var faktisk lidt i tvivl. Men godt jeg ikke kørte for samme dag blev jeg spærret inde af meterhøje driver – og de ligger her endnu!

At leve livet er at deltage i det.

Det hober sig op. Altid november/december og maj/juni. Og hvorfor skulle det være anderledes i år?

På søndag den 21.11 skal jeg igen holde foredrag for en masse søde damer i CAFEVA – denne gang i foyeren på Ålborg Teater – og ligesom i Hjørring tager jeg min søde demo-model med: Sheila.

Der er noget specielt ved at holde foredrag for lutter damer og jeg føler mig altid accepteret og velkommen i bio-kvindernes kreds. Jeg har tidligere holdt foredrag i Round Table som er lutter mænd – og der er stemningen en anelse mere anspændt. Måske tror mændene at vi vil lægge an på dem? Jeg ved det ikke. Mændene tøede da op hen ad vejen, men kvinderne er bare umiddelbare og spontane og meget nysgerrige på en sød og accepterende måde. Måske forstår de inderst godt hvorfor vi er nogle der vælger at leve vores kvindelige side ud.

Det er i det hele taget kvindeselskab det meste af min hverdag foregår i. På museumstur med de søde kvinder fra billedkunstholdet og så alle de søde kvinder i det kor jeg synger i.

Jeg skal flyve til København på mandag den 22. november. Jeg skal mødes med SF-LGBT på Christiansborg og sammen skal vi sammenskrive en fælles politik til SF`s landsledelse. Ved et evt. regeringsskift er det rart at vide at vi har gjort et forarbejde til de reformer der skriger efter at komme til på både Homo-og Transområdet. Jeg glæder mig til igen at skulle ud at flyve, til at gense København og gå op ad trappen til Christiansborg. Det er snart lang tid siden jeg sidst har været der.

Og allerede næste lørdag –den 27.november går turen til Kolding Bibliotek hvor jeg skal være menneskebog. Et sjovt og spændende arrangement arrangeret af Karina Dehenhardt Lorentzen fra SF. Vi bliver ca 11 menneskebøger. En tidligere misbruger, en opfinder, en tidligere kriminel..m.m. og så en transkønnet –mig.

Besøgende kan så låne en menneskebog (ikke til hjemlån) og sætte sig ved et lille cafebord og høre historien bag personen. Det er simpelthen flot fundet på!

Så hober juleafslutningerne sig op. Juleafslutning på billedkunst hvor jeg bager en brunsvierkage – og julefrokost i koret – mon ikke jeg laver Calamari i sursød sovs med rejer.

Den politiske cafe er her i efteråret sat på skinner. 4 gode arrangementer blev det til. Vi skulle have haft cafeaften med de 2 folketingskandidater fra S og SF. Men Egon Plejdrup (tidl. Borgmester fra Mors) gik hen og druknede og da han var den ene kandidat må vi udskyde det og vente til der er fundet en ny kandidat.

Jeg er allerede i gang med at søsætte nye arrangementer og kan glæde mig over den støtte cafeen får fra fagbevægelse og LO.

Så – alt i alt – pyyhhh! – tænk at jeg der drømte om efterlønnens fred og ro skal glæde mig til juleferien. Men det skal da retfærdigvis siges at jeg også har mange dage hjemme. Dage i fred og ro og med lange spadsereture ud i det smukke landskab. Zenta, min vovse, og jeg er begyndt på en meget lang gåtur rundt om Lønnerup Fjord (6-8 km). Når vi trætte når hjem napper vi lige et hvil begge to – men kors hvor er det en lise for tankerne at gå der, med højt til himlen og føle sig fri og levende.

Jeg vil sætte lidt ind om mine oplevelser når de næste 3 ugers aktivitet er overstået.

Knus

Irene – 17.11.2010

Den 12.11 - 2010 - et nyt initiativ er ved at se dagens lys: REGNBUEKLUBBEN

http://www.regnbue.eu/news.php?readmore=1

4.11 - 2010
Jeg er idag den 4. november blevet valgbestyrer ved kommende valg, for en periode af 3 år - frem til 31.12.2013 - mit valgsted bliver Frøstrup!
Og min valgformand bliver såmænd en gammel højskoleelev fra min tid som højskolelærer! - hi!

 

2.november 2010

Det er på vej mod mørket. Stearinlys og smuk musik, hvor der ellers var fuld fart på, for at komme afsted på job. Og pludselig flyttes tiden tilbage. Min vovse Zenta er skrup forvirret og sidder nu troligt ude i køkkenet kl. 17 – hvor det ellers var kl. 18. Vi må langsomt flytte dens tidsfornemmelse.

Det er meget lærerigt at leve fuldt ud som den jeg føler jeg er. Jeg er snart en mester i at pleje min hud, lægge diskret make-up og klæde mig hverdagsagtigt såvel som til lidt finere arrangementer.

Jeg har næsten beskåret det hele. Make-up handler om få gode kvalitets produkter, og ikke en masse halvdårlige. Tøj handler om kombinationsmuligheder. Og det handler især for mig, om at det behagelige og funktionelle skal finde balancen med det, at føle sig både dejlig og veltilpas.

Jeg synger nu i et rytmisk kor her i Thisted og kører til korprøve sammen med Annett som er en god veninde der bor her i nærheden. Vi er blevet budt velkommen, især da koret manglede tenorstemmer. Det eneste vi har protesteret over er at blive kaldt ”Herrestemmer”. Annett er det ikke og jeg vil ikke være det. Hi.

Jeg skal medvirke ved en forårskoncert og nyder at stå i koret i stedet foran det som korleder, som jeg har gjort i næsten 30 år.

Mine hyggelige formiddage på VUC sammen med de andre kvinder hvor vi tegner, drikker kaffe og lærer noget om proportioner og billedkunst er med til at give min uge sit indhold.
Jeg har misset mit skriveri i perioder, men får ind imellem skrevet videre. For tiden er det novellen: Drengen der ikke ville være en dreng -der optager mig. Og selv om jeg ikke altid får tid til at nedfælde ordene på papir, skriver og udvikler historien sig inde i mig. Jeg synes efterhånden jeg kender novellens personer rigtig godt. 

Jeg har nok at se til og er bl.a. optaget af mit initiativ til en Politisk Cafe, som nu kører godt. For tiden går jeg og leder efter en person der er mobbet på arbejdspladsen og som tør stå frem. Vi elsker at mobbe hinanden her i landet. Gad vide hvor børnene får det fra?

November byder på prøver i Fusiyama-gruppen i Vesthimmerland, hvor jeg er i gang med at skabe musik til et kapitel i Johannes V. Jensens bog ”Kongens Fald” – kapitlet hedder ”Miserere” – og det hedder den nye forestilling også.
 Lige nu er min store udfordring hvordan jeg skaber musik til det Stockholmske Blodbad.
Jeg skal igen igennem lufthavnen i Ålborg senere på måneden, da jeg skal flyve til København hvor jeg skal deltage i et møde på Christiansborg i SF-LGBT. Vi har tænkt os at samskrive et forslag til en officiel politik for Lesbiske, Bøsser og Transkønnede. Jeg kommer med et forslag til en tekst for de transkønnede.( Kan ses under "Artikler og Læserbreve"). Jeg har fået nyt pas – men uden det berømte x for transkønnet, da jeg nægtede at møde op på en psykiatrisk afdeling i København for at blive godkendt til et "x" – men jeg benytter mit eget lille indlæg i passet så jeg undgår den forvirring jeg tidligere har mødt.

Min plads – min arbejdsplads i det ene hjørne af stuen, fyldt med musik, tangenter, mixere og lydmoduler, og med adgang til et stort vidunderligt lydrum, trækker ustandseligt. Og jeg øver meget flittigt og finder en enorm tilfredsstillelse ved at holde mig fagligt i topform. Jeg spiller rigtig meget for tiden. Både klassisk hvor jeg øver Chopin, Bach og Mozart og så min workstation hvor jeg øver på et, efterhånden meget, blues og rocn`roll præget repertoire.
Jeg vil til enhver tid være et mere kunstnerisk menneske, end et politisk. Dybest set handler mit liv sig for tiden om at samle mine bedste egenskaber i en ny menneskelig identitet sóm udmønter sig i mig, Irene, og jeg har forstået fuldt ud at det er et til tider hårdt og tidskrævende arbejde. Men det har min første prioritet og jeg kan mærke hvordan det hen ad vejen kræver at jeg vender mit fokus mod hverdagen og det liv som følger af, at have taget skridtet fuldt ud som transkønnet og leve det fuldt ud. I sidste ende er det dejligt - vidunderligt dejligt og giver en indre ro som af og til skal vogtes med myndig og bestemt kvindehånd.

Det gør jeg så nu. Og for at bevare mit gode humør og min gode posetive skaberenergi er det lige nu nødvendigt at foretage nogle valg som bibeholder netop disse 2 ting.
 

Jo – mørket er også indendørs aktiviteter – og ind imellem er jeg så på bytur – tager bussen udenfor døren og smutter ind til "storbyerne". Enten Thisted eller Fjerritslev og nyder klik-klak lydene fra mine langskaftede støvler. Når det går højt bliver det en tur til Ålborg. Man skal jo huske at vise sig og nyde de mange blikke (beundrende-forstås) ikke?

Irene

OKTOBER 2010

Livet er en række øjeblikke efter hinanden. Springes ét over kommer der huller i erindringen.

Tiden forekommer hurtig eller langsom alt efter kvaliteten af det man foretager sig – og lige i denne tid synes den at have vinger. Tiden. Dagene hvirvler afsted med en fart jeg ikke kan huske at have oplevet – men denne fart gør at jeg må fastholde hvad det er jeg gerne vil nå.

Og hele tiden skal jeg huske at livet er flygtigt. Meget flygtigt. Og at jeg lever i én stor forandring, for livet er forandring og vores angst og utilfredshed  kan ofte spores til at vi ikke kan fastholde livet omkring os. Forandringerne er både styrkende og skræmmende og hvis de ikke var en del af tilværelsen ville vi synke ned i dyb kedsomhed og vi ville føle enhver bevægelse som en trussel imod vores egen ubevægelighed.

I denne tid mærker jeg hvordan vi efter mange års magelig velstand hvor vi hverken mentalt eller fysisk har været tvunget til at bevæge os ret meget, er præget af en usikkerhed  overfor alt nyt. Lad mig blot sige det rent ud. Jeg mærker en snigende racisme og intolerance indtage vores ellers så frisindede samfund. Det er til stor skam for de generationer der har kæmpet for frihed og accept af den menneskelige forskellighed. Men den underliggende racisme, som altid vil være til stede, har haft nogle gode vækstbetingelser, og jeg er i min situation udstyret med et ganske godt barometer.

Her hvor jeg bor, i en smuk del af Danmark, er den underliggende utilfredshed med alt hvad der er anderledes mærkbar og skæmmende. Skulle nogen forledes til at tro at det Vestjydske indeholder uskyldens rene accept af forskelligheden, må de tro om igen. Her som alle andre steder er det materialismens begærlighed der sætter dagsordenen og måske har intolerancen i udkantsområderne virkelig gode vækstbetingelser, for netop i disse områder hvor forandring og mangfoldighed er meget træge og sindige størrelser tager det tid at erkende at verden er under forandring – og altid har været det.

Jeg er kommet ud i verden som aldrig før. Jeg nyder mine timer i billedkunst og synes at jeg lærer meget både fagligt, men så sandelig også af at være ude blandt andre og mærke hvordan reaktioner kan være så forskellige fra menneske til menneske. Lige fra dem der overhovedet ikke reagerer til dem hvor man kan fornemme at de har et problem.

I billedkunst startede vi med at lave popart – og vi skulle lave kager. Konditorgruppen som jeg kaldte det. På billedet viser jeg stolt min vindruetærte frem. Lavet af pap, lim, maling m.m.

Og vi lavede en udstilling på gangen på VUC som vakte almindelig beundring fra de andre kursister.

Jeg skal i aften starte til rytmisk kor. Det glæder jeg mig til. Jeg har været på besøg hos en handicapforening i Skive.

Jeg fik et dejavu da jeg besøgte dem. Da jeg var 5 år var jeg en af dem der blev ramt af den dengang voldsomme polioepedemi der dengang ramte Danmark. Det var i 1952. Jeg var 5 år og husker mange løsrevne indtryk. Vi boede i Herlev, ved København. Dengang en lille landsby lige udenfor København. Jeg husker den eftermiddag hvor vi var nogle børn der spiste nedfaldne æbler og hvordan jeg senere blev hentet af en ambulance fordi jeg langsomt blev syg og lammet. Jeg husker de mange uger på Blegdamshospitalet, som var blevet indrettet til epedimihospital. Vi børn lå afskåret fra vores besøgende forældre og søskende bag glasruder og der var gråd overalt.

Jeg var så en af de heldige. Mine lammelser i højre side og ben forsvandt efter lang tid. Jeg slap! Og nu, mange år efter står jeg pludselig overfor nogle af dem der ikke slap!
I dag kan jeg se at det var det første af flere møder jeg har haft med de afgrunde hvor livet meget let kunne være ændret eller helt slukket.

De handicappede er en minoritet i Danmark som har det svært. De skæres i deres levevilkår. Det er så nemt at forringe vilkårene for dem der knap magter at protestere. Det er skammeligt. Især når man som jeg bemærker de store Audier, etplansvillaerne til millioner, og al den anden velstand som trods krisen, stadig er synlig i et velstående land som Danmark.

TGEU (TransGenderEUropa) har holdt deres 3. Council i Malmø –(Jeg var med til det 2. i Berlin – se fotoalbum) og det startede med en skandale af dimensioner da 4 tyrkiske unge transkønnede blev overfaldet efter et restaurantbesøg af en flok unge lømler som synes at de unge tyrkiske transpiger skulle kanøfles fordi de var anderledes. Det var den ene del af skandalen. Den anden del var det svenske Politis totale mangel på empati og deres håndtering af sagen. De behandlede faktisk mere eller mindre de 4 tyrkiske transpiger som gernings”mænd” – udspurgte dem og mistænkliggjorde dem. Når det så er almindelig kendt (af nogle) at netop Transkønnede i Tyrkiet lider under både vold og mord er det næsten ikke til at bære at de skal udsættes for det samme her i det åh –så – frigjorte Skandinavien. Jeg skammer mig. Vi nordiske samfund taber terræn og det der i min ungdom var en stolthed at vise frem: det danske pas – er i dag noget man skjuler og nærmest benægter!

Jeg vil derfor – også fremover – være åben og synlig – og det også i den grad – og jeg vil binde mig fast i ethvert blik der antyder at jeg bør leve mit liv anderledes. For det er gået op for mig, at rigtig mange mennesker ikke rigtig har noget at tale med hinanden om – og så er det let at få emnet serveret – at tale om andre, som selvfølgelig ikke er til stede.

Se – det er netop det min Cabaret: Kun for normale – handler om – og jeg fryder mig ved at spille den, for jeg synes simpelthen vi er ved at blive en jantelovs sladder-nation af dimensioner. 

Heldigvis møder jeg søde og dejlige mennesker – masser af søde mennesker. Utrolige åbne og rummelige mennesker og de skal vide at sådan en som jeg lægger mærke til det og bevarer glæden og humøret når jeg møder dem. Og stort tak til dem. De giver håb for at vi på tværs af vores forskelligheder, stadig kan rumme hinanden som medmennesker.

Knus

Irene