En dag i Carl Ingrid Haagesens liv
Nyborg den 23.oktober 2085
Carl Ingrid vågnede tidligt den mandag morgen.
Det var skiftedag. Carl skulle fjernes og Ingrid skulle indtage sin rette plads.
Hun fandt et par jeans frem, børstede det lange hår og lagde en let make-up.
Godt hun havde fået fjernet skægvæksten for en del år siden, og den nye kombinerede strålebehandling og medicinbehandling havde været effektiv. Hun havde ved samme lejlighed fået indsat et par impletanter, sådan at hun havde fået noget der lignede en rigtig barm. Hun ville helst ikke indlade sig på hormoner, men praktiserede den 3. vej, som det netværk hun var en del af, også hed.
For over to år siden havde hun søgt om at få ændret sin civilstatus. Hun havde skrevet en ansøgning og indsendt den til Borgerservice sammen med en erklæring om rigtigheden af sine oplysninger. Hun var omfattet af straffeloven hvis hun gav forkerte oplysninger og kunne sættes i samfundstjeneste hvis hun ikke skrev sandfærdigt om sin situation.
Hun var nu 44 år, og siden 30 års alderen var hun gledet mere og mere over til et liv som kvinde.
Det var egentlig ikke så mærkværdigt, sådan levede mange og gadebilledet indeholdt nu, som noget helt normalt interkønnede og transkønnede. Det var efterhånden blevet almindelig accepteret at der fandtes mange køn. Tøjstilen var efterhånden så bredt favnende at det til tider kunne være svært at se hvem der var hvem.
Hun modtog et svar på at hun fra dags dato 23.10 2083 ville være at betragte som i en prøvesituation. Netværket hun var en del af, havde autorisation til at godkende ansøgere om kønsskifte og hun havde haft Clara som supervisor i nu 2 år og havde deltaget i en del test, bl.a. undervisning i kvindehistorie og kultur, og forskellige sammenkomster af både social og undervisningsmæssig karakter. Netværket var en stor hjælp og Ingrid var blevet rigtig gode venner med Clara.
Hun ville komme om lidt.
Ingrid fandt sit elektrokort med fingeraftryks-id – og hun havde fået taget et billede som var noget anderledes end det gamle af Carl – ikke fordi det betød så meget, de fleste myndigheder og mange forretninger og firmaer havde en aflæser af øjenirissen som via folkeregistret sagde hvem du var.
Det var bare så møgirriterende at stå der og blive aflæst, og beskeden så sagde HR. Carl Ingrid Haagensen.
Det var forhåbentlig slut i dag.
Ingrid havde læst om hvordan det tidligere havde været forbundet med store besværligheder at skifte sin civile status fra mand til kvinde. Ja – engang havde det vist været forbudt at vise sig overhovedet.
Men i dag var tingene meget anderledes. Der var faktisk stor åbenhed – og hun kunne godt have skiftet sit navn til kun Ingrid uden de store problemer, men der var altså lige den der registrering af køn, som fulgte med hende overalt.
Hun havde fundet sit id-kort da Clara ringede på. Man kunne ikke se at Clara var en af ”dem”. Elegant i en spadseredragt og et smil spurgte hun: Er du klar Ingrid? – til at kun at være Ingrid?
De fandt en el-bus der kørte dem ind til centrum. På folkeregistret blev de vist ind på et lille kontor. ”Kontor for civilt kønsskifte” stod der. På skiltet stod A.Hoffmann.
Da de kom ind hilste A.Hoffmann på dem og bad dem sætte sig.
-Jeg har selv skiftet civilstatus til mand, forklared A. Hoffmann, som viste sig at hedde Anders. Det er vigtigt i dette skift fra det ene køn til det andet at du har gjort dig klart at du underlægger dig visse regler.
-Du kan ikke benytte kvindelige omklædningsrum i fks. sportshaller og svømmehaller så længe du ikke er kønsskifteopereret. Du må benytte de omklædningsrum hvor der står: Andet køn.
Du får ved godkendelse her, alle breve sendt fra det offentlige som Fru/frk. – og måske vigtigst for dig vil du blive omregistreret i folkeregistret som kvinde – men dog med den interne bemærkning at du er civilretsligt skiftet. Det er mere ad hensyn til hvis nu fks. told og paskontrol, eller anden begivenhed, bliver kropsvisiteret og det opdages, at du ikke anatomisk svarer helt overens med en kvinde. Det vil så fremgå af dit fingerprint fra nu af.
Clara rakte Ingrids papirer frem til ham. Der var en erklæring fra netværket om at Ingrid havde modtaget den obligatoriske information og endvidere havde haft en kontaktperson i 2 år som skrev under på at hun levede fuldtids som en kvindelig borger.
Anders Hoffman så papirerne igennem og gik ind på sin computer og med et snuptag ændrede han Carl Ingrid Haagesen til Ingrid Haagesen. Fra nu af ville Carl forsvinde ud i det blå.
Anders Hoffman, fortalte at Ingrid havde én mulighed for skifte tilbage, men at det så var det. Man havde vedtaget at der ikke skulle være flere muligheder, da man havde været ude for lidt for mange ”svingdørstilfælde” – Til sidst skulle han se den lægeerklæring som også omfattede en samtale med en psykolog, så man kunne si de psykisk syge og ustabile fra. Der havde været en del problemer som bl.a. skyldtes mennesker der prøvede at flygte fra deres nuværende identitet p.gr. af mentale forstyrrelser eller problemer i livet. Med andre ord, man skulle være sund og rask og ved sine fulde fem for at slippe igennem A.Hoffmans kontor her i Nyborg.
Men resultatet var til at se – også i byens gadebillede. På Østervangskolen havde de en mandlig leder som var født som kvinde, men havde fået foretaget et skift til mandlig status. En meget respekteret og afholdt leder.
Ingrids cvile skift fra mand til kvinde blev godkendt.
Ingrid fulgtes med Clara ud til ID-centret. Her fik hun skannet sit fingeraftryk og fik taget et billede af sin øjeniris.
Få minutter senere kom resultatet ud i et lamineret kort med hendes nye identitet.
Samtidg kom hendes ID-Pas og Kørekort – det hele samlet i et – men med den væsentlige forskel fra før at Ingrid nu var Ingrid og at hendes køn stod opført som kvinde. Hvad hun godt vidste, var at der i den centrale oplysning lå en information om at hun var transkønnet – men det var en information som ikke var så let tilgængelig og kun blev brugt hvis hun kom i vanskeligheder og havde brug for at dokumentere rigtigheden af sit navn og status.
Men i dag var det så almindeligt at der næppe var nogen der ville anfægte hendes nye status.
Hun havde også fået nogle brochurer og hun vidste at hun kunne gifte sig med hvem hun ville og oven i købet adoptere børn. Igen var netværket en vigtig faktor. Og hun havde valgt at bevare sin kontakt til det. Hun kunne fks. ikke adoptere børn uden at gennemgå et mødrekursus afholdt af netværket.
Men i dag var en ganske særlig dag. Hendes store datter ventede udenfor med et flag og en buket blomster. Hun følte hun svævede på sine høje hæle og Clara og hendes datter tog hende under hver sin arm og sammen fulgtes de ned på restaurant ”la Corta” hvor der var dækket et flot bord og flere af hendes venner og veninder var ankommet for at fejre hende som den nye kvinde hun var: Ingrid Haagesen! Og som sådan følte hun sig glad og lykkelig!
Irene
PS: snøft – snøft, jeg blev helt rørt til tårer over slutningen!