Transkønnede er dobbelt udsat

Queer – det er hvem jeg er

Queer uden skæg

– Jeg er i en indre kamp, hvor jeg skal finde ud, af hvordan jeg kan bevare det at have et anderledes perspektiv på livet, uden at gå med skæg og derved understrege, at jeg tænker anderledes. Nu går jeg rundt og ser almindelig ud. Så nu handler min kamp om at være bedre til at udtrykke mig verbalt og igennem mine handlinger, – ikke kun fysisk, siger hun.

Solen står ind ad det store vindue. Man kan næsten høre frosten knitre udefra den stille villavej på Amager. Herinde i kollektivet er der rungende højt til loftet.

Nu er der tavshed, hun tænker længe over sine svar. Benene op, så over kors, ned, hænderne under hagen, hvilene på kinderne, hun retter på hætten.

Der findes ikke et utopia for Trine, det handler om at arbejde med det man har.

– Jeg lever ikke i en drømmeverden. Det handler mere om hverdagen. Om at udfordre intolerancen og skabe plads til ting, der ikke er plads til. Det er ikke sådan, at jeg tænker, det nogensinde bliver perfekt. Der vil hele tiden være nye kampe at tage.

Vi lever i et land, et retssamfund med ytringsfrihed, religionsfrihed, privat ejendomsret, ligestilling, seksuel frihed. Hvor er kønsfriheden henne? Retten til at bestemme over sit eget køn og ens egen krop?

Leger med kønnene

Strukturer og mønstre. Indgroede og samfundsskabte vaner hos kvinder og mænd. Det er de ting, Trine Munk ikke vil finde sig i. Som ham manden, der taler først og højest, fordi han altid har lært, at han skal tage styringen. Og hende kvinden, der smiler venligt for at bløde op, - som den artige pige hun er opdraget til at være.

Uden de fasttømrede strukturer mener Trine, at verdenen vil blive mere rummelig og tolerant.

– Noget, der gør mig vred for tiden, er, at jeg som pige forventes at være smilende og sød. Jeg synes, at mænd tiere har lov til at være mere arrogante. Der er en meget pleasende kvinderolle, siger hun.

Trine gør op med de roller. Derfor malede hun skæg på, - hver morgen i to år. To bløde strøg med eyelineren, malet over kvindemunden. En lille demonstration, en måde at få folk til at undre sig på.

– Når jeg går med skæg, leger jeg med min kønsrolle. Jeg stiller krav til at blive set og taget stilling til, siger Trine og fortsætter,

– Det er jo bare sminke, det er totalt legitimt at gå med mascara hver eneste dag. Og der er ikke nogen, der spørger, ’hvorfor har du mascara på i dag’? Men der er virkelig mange, der spørger, ’hvorfor går du med skæg’? Det er jo ikke så meget anderledes, der er bare ikke så mange der gør det. Men det er stadig bare sminke.

Du siger, jeg er super feminin, at min krop er feminin, min måde at bevæge sig på, min stemme, mine øjne, at jeg hører feminin musik, spiser feminint, synger feminint, og det jeg går op i, er feminint. Og ja, jeg har små, slanke fødder, mine hofter kurver sig, som kvinders gør. Og når jeg synger følsomme sjælere, er det med en lys, kvindelig stemme. Men den gør mig ikke til kvinde. Det er kun en del af mig, kun en del af mit ydre og min fremtoning. Jeg er ikke kvinde. Ikke i min hjerne, ikke i mine tanker. Ikke i mine drømme. Ikke i dag. Måske i morgen.

Foto: Asbjørn Sand

Den udefinerbare seksualitet

For Trine handler Queer mest om kønsidentitet, men også om seksualitet. Trine vil af princip ikke tage stilling til sin seksualitet.

– For tiden forelsker jeg mig mest i mænd, og går mest i seng med mænd. Men det er til forhandling”, siger Trine. Hun er vokset op i en klassisk kernefamilie, som hun kalder den. Hendes forældre er stadig sammen. Måske vil Trine gerne have børn med en af sine venner, måske med en mandlig kæreste, måske med en kvindelig. Måske med tre partnere, men ikke nødvendigvis i den klassiske kernefamilie.

– Jeg vil ikke lægge mig fast og udelukke nogle muligheder. Jeg vil ikke følge de mønstre, der er i vores samfund.

Blandt planter i vindueskarmen ligger bøger i stabler. »Feministiske tænkere«, «Queer«, og lidt Bjarne Reuter. Med biblioteksstregkoder og bogmærker i. Hun læser meget Trine.

– Det er svært at være så bevidstgjort, hvis man altid skal leve op til det. Altid bryde med normerne. Altid gå med skæg, altid være skaldet. Det kan godt være hårdt. Men med tiden lærer man også, at nogle kampe tager man og nogle kampe lader man ligge.

Definitioner er til for at andre kan tro, at de ved, hvem du er.

Med tak for udlån af tekster fra Trine Munks tekstsamling »Krop Umulig«.

Om at nå den Kønsmodne alder!

Af Louise

Hvornår er man egentlig kønsmoden?  Er det når man endelig fremstår som et modent og ansvarsbevidst menneske?

Er det rent basalt, når man er i stand til at avle?  Eller er det reelt, når man endelig tør stå ved og erkende sit egentlige køn?

Mennesker er generelt nogle flygtige og overfladiske dyr, for hvem de dybere sanser og meninger er et ubekendt begreb.  Hvis du har 2 hyacinter, så sælg den ene og brug indtægten derfra som føde for dit legeme; men gem den anden som føde for din sjæl.  En sætning hvis sandhed og dybere mening desværre går hen over hovedet på de fleste.

Devisen er: Har du 2 hyacinter - sælg dem begge og sørg så for at pengene kan yngle!

Hvad er så dette mærkelige med legeme og sjæl? Noget som vi har svært ved at forholde os til. Det er egentligt sært.

Når det drejer sig om æg, så er de fleste mennesker ret afklarede i deres synspunkter. Det kan være lille eller stort - hvidt, brunt eller i andre farver.  Det eneste, som interesserer os, er indholdet. Vi er da ligeglade med æggets skal. Det er det indeni, som tæller. Farver, form hvad gør det. Det vigtigste er at få denne skal til at krakelere, så vi kan se æggets egentlige substans. Interesserer vi os for om indholdets køn?  Nej; men substansen er vigtig.

Med et så enkelt og klart syn på æg da er det ejendommeligt, at de samme folk, når det drejer sig om andre mennesker, pludselig tillægger skallen så megen værdi.  Nu er det lige pludselig vigtig om farven er hvid, brun, sort eller gul.  Størrelsen betyder også noget. Og det er endelig om ikke at bryde skallen for virkelig at komme ind bag facaden.  Substansen har med et trylleslag mistet sin vitale betydning.

Midt i denne vurderingsmodel står den transseksuelle.  Man hører ikke til i nogen af grupperne.  Substansen har man tilfælles med den ene gruppe og skallen har man tilfælles med den anden. Der står man så og skriger ud,: “ Vær dog fornuftig, det er indholdet der er det vigtigste. Skallen betyder ingenting. Jeg er en pige!”  Er folk lydhøre?  Mange er; men de fleste bliver pludselig bange over at blive konfronteret med indholdet krænget ud over skallen. Nu bliver skallen deres holdepunkt. Det er som om, at denne facade skal være bestemmende for det hele. Vel er det praktisk. Lige fra fødslen bliver vi registreret på grundlag af vores ydre. Vi bliver kønsbestemt, målt og vejet. Senere i livet betyder øjen-og hårfarve også noget. Alt er bygget op omkring en skal, som egentlig betyder forsvindende lidt.

Der er talt og skrevet meget omkring hele den problematik, der er i dette at være transseksuel; men desværre har medierne fået de fleste transseksuelle med på vognen omkring sexet undertøj, make-up samt dette at være på jagt efter en mand. Det er i bund og grund ikke kun det, som det drejer sig om.  Det er vel naturligt, at det følger med, når man nu engang er en pige. Nej det, som er mareridtet, er dagligdagen med alle dens forhindringer og fortielser. Det drejer sig om dengang, man som 13-årig ikke kunne forstå, at ens bryster ikke blev så store som de andre pigers. Dette med at sidde foran spejlet i timevis og indøve ens fars bevægelser, så man kunne bevæge hænderne og kroppen som en rigtig mand. Det at man altid sidder ned på toilettet, man vil simpelthen ikke røre ved dette fremmedlegeme, som ikke tilhører en. De gange hvor man har snøret den så kraftigt ind, så blodmanglen kunne føre til en koldbrand med en deraf følgende fjernelse; men hvor man i sidste øjeblik skærer båndene over, fordi man ved, at det hele skal bruges til at danne ordentlige kvindelige kønsorganer. Alle de gange, hvor man har brugt formuer på tøj og make-up, for derefter at smide det væk, da det jo ikke var normalt, at en dreng havde sådan noget. Dagen efter var man igen på indkøb. De mange gange man sneg sig ud i ly af mørket, for i det mindste et par timer at kunne gå klædt som sig selv.

For ikke at tale om alle de frustrationer i skolen - alle sygesedlerne fordi man ikke vil have gymnastik, da det var en umulighed at vise sig nøgen i badet foran drengene. På sygehusene måtte man hviske det til sygeplejersken for at få stillet en skærm op, når man vaskede sig eller skulle klæde om. Man lå jo sammen med drenge eller mænd på en flersengsstue. Sidst men ikke mindst da jeg som ganske ung blev sendt ind på den lukkede psykiatriske afdeling sammen med stærkt psykotiske mennesker, blot fordi man var en pige - fordi man havde fået en forkert skal.

Det er alt dette, som det egentligt handler om. Det er det, som er så svært at forklare; men som, sammen med folks fordømmelse og nedladenhed, er med til at gøre den transseksuelles liv til et helvede.

Endelig bliver man kønsmoden. Endelig beslutter man sig for at leve et liv som den kvinde man er. Skallen sprænges og hele den indestængte substans: Sjæl, meninger, blomme og hvide flyder over i en sand rus på vej hen for at krybe i en skal som passer til indholdet - på vej til at blive et helt menneske.  Her kommer mit eget paradoks så frem i lys lue. På det tidspunkt da man er på vej til at blive frigjort fra et handicap så kryber man direkte over i et andet. Det viser sig nemlig at min nye skal har plads i en kørestol.  Er det ikke på en måde absurd, at dette lige skulle ske?

Tænker jeg nærmere efter, så er det måske alligevel ikke så galt.  Jeg er trods alt gået fra at være svært handicappet til kun at være en smule gangbesværet. Dette at være låst inde i en forkert skal - at skulle lægge sit liv tilrette efter folks meninger om ens køn - være fastlåst og bundet i et hylster af snærende bånd, som forhindrede en i rigtig at leve. Det er et handicap som næsten er uovervindelig. Sammenligner man det med at sidde med ben, der ikke vil, som jeg vil, i en kørestol. Så kan jeg sige, at nu er det da kun benene, som ikke kan styres.  Resten af min krop er på vej til at få sin frihed - på vej til at leve, som den person, jeg virkelig er. Om jeg vil bytte? Ikke på vilkår - at være en pige i kørestol med genstridige ben er vand ved siden af dette at være fysisk mobil; men lammet i sjælen.

Nu har I mig så, oven i købet i SF. Ikke alene er hun medlem; men hun markerer sig også kraftigt. Hun vil noget i foreningen - vil have tillidsposter og vi oven i købet i gerne være freelance journalist på vores blad. Ja, men det kan hun da ikke! Selvfølgelig er vi, i netop vores parti, meget tolerante - vi fordømmer ingen - alle er ligeværdige - men alligevel. Er alle vores medlemmer parate til det? Det kunne jo ende med, at hun vil i folketinget og være ligestillings minister eller måske minister for minoritetsgrupperne i Danmark?

Jeg ved det godt; men jeg er nu den kvinde, som jeg er og det har jeg ikke tænkt mig at lave om på. Væk med etiketterne - glem alt om gruppeplaceringer og skallen.

Min store drøm er, at menneske fremover mere vil være i stand til at betragte medmennesker, som de betragter æg. Pyt med skallen - farver betyder intet. Det, der er vigtigt, er indholdet. Hvad der betyder noget for mig er om det er hård- eller blødkogt - spejlet eller vendt. Alt andet er ligegyldigt. Sådan ser jeg på Jer. Lykkedes det mig med denne artikel at få jeres skal til at krakelere bare en lille smule, håber jeg på at få et lille glimt af indholdet. Skulle jeg være så heldig at skimte jeres sjæl. Må jeg da være i den lykkelige situation at kunne sige;: “ Jeg ser dig, og du holder en hyacint i

favnen !”

Louise

Køns-identitets-forstyrrelse - en klinisk diagnose fra grænselandet mellem M/K. "Jeg forstår verdens forvirring over mig, men vælger at fejre den," siger 'kønsmonster' Misster Scratch Pervert. Scratch vil ikke diagnosticeres. "Jeg kan være begge køn eller ingen, eller mere af det ene end det andet. En modsætning, en overgang. Omskiftelig," siger Scratch, der identificerer sig som 'transkønnet' eller 'kønsfri'. "Jeg vil kunne antage et hvilket som helst kønstegn eller afvise dem alle," siger Scratch.

Mennesker som Scratch forstyrrer kønsordenen. Men i modsætning til mange, der er ukomfortable med det køn, de er blevet tildelt ved fødslen, ønsker Scratch ikke at skifte til det 'modsatte køn', men vil forblive i grænselandet og konstant udfordre stereotyperne.

Psykisk lidelse

"Vi er ikke forstyrrede!" lød parolen til en international protest i Barcelona i oktober, der krævede diagnosen Gender Identity Disorder afskaffet: "At opbygge sit køn uden for de normer, som lægevidenskaben og regeringer har etableret, betyder ikke, at vi er forstyrrede. Vi vil have ret til at bestemme over vores egen krop, og vi kræver, at sygeliggørelsen af trans-identiteter ophører." .....

Læs hele artiklen på:
http://www.information.dk/149024

Fra Information:

Noget i hende er en mand

Gudinde kulturen

Gudindens genopståen synes at hænge sammen med kvindernes frigørelse. Det karakteristiske ved Gudinde bevægelsen er anerkendelsen af det kvindelige aspekt af det guddommelige som ligeværdig med det mandlige aspekt. En anerkendelse af at det guddommelige eksisterer i hver enkelt person og respekt for jorden som et symbol på ”Moder jord”, en anerkendelse af livets cyklus og dets årstider, brug af ritualer og symboler, bøn og meditation i dagligdagen.
 

I hedensk tro er Gudinden selve essensen og den centrale figur i dyrkelsen af troen. Hun er den store moder, der repræsenterer frugtbarheden der frembringer alt liv. Som Moder Jord er hun den levende biosfære af både planeten og elementernes kraft, hun har rollen som både skaber og nedbryder, hun besidder magiske evner og er følsom, har intuition og telepatiske evner.

Gudinde tilbedelsen går til bage til palæolitisk tid. Mange antropologer mener at menneskets første gud eller guder var kvindelige. Dette stemmer overens med de ældgamle skabelsesmyter, om at verden opstod gennem selv befrugtning. Gudinden mentes at have skabt universet alene.

Ud fra denne tro opstod jordbrugs religionerne. Man troede at guderne kun kunne trives ved den velsignelse og visdom som Gudinden udgød over dem. Udgravninger antyder at alle antikke kulturer og stammer var matriarkalske. På trods af dette er der intet der antyder at disse kulturer anså det kvindelige aspekt som værende det mandlige overlegent, generelt blev begge dele tilbedt som to dele af en helhed. Dette illustreres ved det hellige bryllup mellem himmel faderen og moder jord i mange samfund.

Gennem tusinde års historie har Gudinden antaget mange aspekter. Hun er blevet set som skaber, jomfru, moder, ødelægger, kriger, jæger, hustru, kunstner, jurist, healer og troldkvinde. Hendes roller og evner forøgedes i takt med udviklingen i den kultur der tilbad hende.

Gennem tiderne har Gudinden antaget tusinde navne og tusinde ansigter, men hun har næsten altid repræsenteret naturen, hun forbindes med både sol og måne, med jord og himmel. Gudinde tilbedelsen i alle former er en natur religion, dem der tilbeder Gudinden tilbeder eller tager sig også af naturen.

Den kristne kirke, i særdeleshed den romersk katolske kirke, har kæmpet hårdt for at undertrykke og fjerne alle Gudinde tilbedelser. Gudinden blev i lighed med alle hedenske guder erklæret onde. Selvom kirken forsøgte at fjerne Gudinden fra tilbedelse af gud, lykkedes det aldrig helt. Under et kirkemøde i Ephesus i år 432, kom det til optøjer da byens befolkning krævede at få Gudinden geninstalleret i religionen. Den førende kandidat var Maria – jomfru og Kristus moder. Biskopperne gik med til at tillade at Maria blev kaldt Guds moder, men forbød at hun blev kaldt Moder gudinden eller Gudinden.

Så Gudinden har aldrig helt forladt os, hun har blot antaget en anden skikkelse.

Fra:

http://www.mirasite.dk/guder.htm

Modergudinden:

Meget tyder på, at troen på en modergudinde opstod meget langt tilbage i menneskeslægtens historie.

Sammen med tilbedelsen af selve naturen har dyrkelsen af modergudinden (som er i alt levende) været vigtig for mange.

Der er fundet en del Venusstatuetter, som mange mener kan vidne om troen på en kvindelig guddom, Den Store Moder.
For omkring 6.000 år siden begyndte man at bygge templer til modergudinden, som på denne måde kunne blive symbolsk forenet med himlens guddomme.
Hun havde forskellige navne, bl.a.: Nut og Isis (Egypten) ; Inanna og Ereshkigal (Sumer); Ishtar og Tiamat (Babylon); Astarte og Anat (Kanaans land).

Denne tilbedelse af Den Store Moder har givet kvinderne i samfundene en stor magt.
Endvidere tillagdes mange kvinder magiske kræfter.
Denne magt blev siden brudt af barbariske stammer med overvejende mandlige, krigeriske guder.

Mange efterfølgende guddomme er overvejende mandlige.

Min mening med at skrive dette er ikke at nedgøre mandlige guddomme.

De mandsdominerede religioner, der hersker idag, klarer til fulde at nedgøre og udelukke det kvindelige (og de kvindelige guddomme) i forskellige grader.

Jeg mener ikke, at man i en religion kan se bort fra hverken den ene eller den anden side af os.

Uden hende ingen ham, uden lys intet mørke.
-----------------------------------------------------------------------------------------

Udklip fra Information

Det er nat eller tidlig morgen, månen er sådan gullig og negleagtig. Altså ikke på en klam og betændelseslignende måde, men på en smuk måde. Sådan en rolig, 'verden kan være fin måde'.

Ægtefæller

Alle ved, at heteroseksualitet kan være farligt. Det er en simpel kendsgerning, at den kan være altædende og overvældende. Den kan narre folk til at tro, at den er det rigtige for dem. Den er tung, og den er svær at komme af med.

Og ja, ja; det er ikke for at være inhuman eller noget; jeg ved godt, at der findes heteroseksuelle, der har det godt med det og også har sex, som de synes er interessant, men altså.

For eksempel er der mange, der bare tror, at de har den, altså heteroseksualiteten, fordi den er blevet pålagt dem fra barnsben. Nogle er heldige og vågner op en dag og springer ud til andre muligheder. Resten får forhåbentlig en veludviklet fantasi, de formentlig bruger, hver gang de har sex med deres ægtefælle i deres ægtefællesseng med deres ægtefællelagener og ægtefællepuder. Alt imens deres ægtefælletøfler står parat ved siden af dem, så de hurtigt kan komme ud på deres ægtefælletoilet og give sig selv de orgasmer, de ikke kan give hinanden i deres ægtefælleforhold.

Der er allerede udsprungne erantis og næsten udsprungne vintergækker i H.C. Ørstedsparken, det betyder, at det er forår, men der er is på søen, og det betyder vel, at det er vinter; eller hvad?

Cruising

Dumdidumdidaj, går hen ad gaden, ser sig omkring, tænker: "Hmm, jeg tror, jeg har lyst at have sex med en travl akademikerkvinde?"

Går ind i Irma city, fumler lidt ved kaffehylden, der går et par minutter. Kigger op og smiler, tænker lige over det en ekstra gang, men tager så med hende hjem...

I virkeligheden behøver det ikke være så forpulet enten/eller-agtigt, det kan da bare være lidt af hvert. Altså lidt forår og lidt vinter. Ligesom køn og seksualitet i det hele taget. Hvorfor blev homoseksualitet betragtet som en sygdom? Hvorfor bliver transkønnethed betragtet som en kønsforstyrrelse og dermed en sygdom?

Hospitalshistorie

Hvis man har en digital signatur, kan man gå ind og tjekke sin hospitalshistorie. Se hvornår og hvor man blev født, hvornår man var indlagt for madforgiftning, hvornår man forstuvede en fod, hvornår man gik i behandling for sin kønsforstyrrelse, hvornår behandlingen blev afsluttet, hvornår man fik en knæskade ... Det hele står der bare i en lang kolonne, sirligt årstalsopdelt, ordentligt og som om, det hele var fikset.

Men adr altså, jeg lider stadig af en såkaldt 'kønsforstyrrelse', at betragte mig som kureret er i hvert fald ikke særlig rigtigt.

Vågner op til lyden af hurtige klik-klak hæle, hen over gulvet. Et kæmpe smil og denne sætning: "Jeg har et møde om en halv time og bliver nødt til at gå, men du kan bare sove videre."

Tænk engang

Tænk, hvis det smitter, tænk hvis transkønnethed er ligeså smittefarligt som for eksempel heteroseksualitet. Tænk, hvis alle dem, jeg rører ved, bliver smittet, tænk, hvis hele verden til sidst 'lider' af det?

Lukkede øjne i hendes seng og fantasien på fuld skrue: Hun møder op på sit arbejde, siger godmorgen til sekretæren, flirter som sædvanlig lidt med piccoloen, der står og laver kaffe, mærker langsomt, at noget føles anderledes, kigger på sine sko, forstår dem ikke, tager dem af, begynder at ryste, løber ud på toilettet, kigger sig i spejlet og er en fremmed for sig selv.

Hun har fået trans, hun er blevet smittet med denne mærkelige sygdom. Hun løber hjem, hun googler og googler, finder frem til Sexologisk Klinik, ringer til sin læge ...

Solen er næsten oppe nu, der er flyverspor på himlen, og folk går rundt med hunde. Jeg trasker hjemad med mit uudsovede hoved, væk fra Indre by, der har en mærkelig stemning om morgenen. Lidt ligesom i en provins.

paradoks@informatoin.dk

Asker Fabrin er transkønnet

--------------------------------------------------------------------------Fra Kristeligt Dagblad

Transkønnede i historien

Transidentiteter har altid eksisteret, men haft varierende status og betydninger i forskellige kulturer gennem tiden. På Glyptoteket i København findes mange vidnesbyrd om transkønnede og 'hermafroditter' - personer med både bryster og penis - men de fleste står i kældersamlingen og på depotet, der ikke er åbent for publikum. Marie-Louise Holm, sekretær i NeMM - Netværk for Forskning om Mænd og Maskuliniteter - stødte på transkønnede skulpturer fra den græsk-romerske antik, da hun som arkæologistuderende fik en rundvisning i Glyptotekets depot. En af skulpturerne var en nøgen kvinde med langt hår, opsat i en klassisk græsk kvindefrisure. Hun lå på siden, og hendes penis lå hen ad den sten, hun lå på.

"Der findes mange af den slags skulpturer, for transkønnede, eller hermafroditter, var idealiseret i den græsk-romerske antik. De blev betragtet som de lykkeligste mennesker, nærmest en slags superhelte, fordi de rummede alle egenskaber, både maskuline og feminine, i sig. De var fri for kønnets begrænsninger," siger Marie-Louise Holm.

"Det er jo en temmelig anderledes opfattelse, der gør sig gældende i dag, hvor transkønnede nærmere betragtes som uforståelige misfostre."

Ifølge den amerikanske transaktivist Leslie Feinberg, har transkønnede altid indtaget en central plads i historien og været i front i sociale oprør. Men i den officielle historieskrivning er de enten udeladt eller deres transidentitet er underspillet eller helt forbigået. I bogen Transgender Warriors - Transkønnede krigere - gennemgår Leslie Feinberg tusinder af års transkønnede i forskellige kulturer: Fra præster i oldtidens Grækenland, der kastrerede sig selv for at indtræde i gudinden Cybeles kult, over det 14. århundredes franske heltinde og martyr, Jeanne d'Arc, til Stonewall-oprøret i USA i 1969, hvor transkønnede og homoseksuelle slog igen mod New Yorks politistyrker, der havde for vane at lave voldelige razziaer på diskoteker i Greenwich Village.

Anne Philips, professor ved LSE - Gender Institute i London, skriver i en anmeldelse af Transgender Warriors: "Dette er en politisk bog. Som mange andre queer-teoretikere ser Leslie undertrykkelse af køn og seksualitet som en vigtig nøgle til at forstå den barske sandhed bag at herske med magt. Retten til at definere og kontrollere ens eget liv, hvem man elsker, hvilken familie man ønsker, hvilket tøj man bærer, hvad slags arbejde man udfører og hvilke navne man tager, er en central del af identiteten, som ikke kan anbringes hos statsmagten, uden at man mister andre, mere skrøbelige frihedsrettigheder."

Eksperter i vores eget liv?

I Danmark har Sexologisk Klinik eneret på at afgøre, hvem der kvalificerer sig til at blive opereret for deres 'kønsidentitetsforstyrrelse'. For at få tilladelse til at gennemgå den fysiske forvandling til det 'modsatte' køn skal man gå til samtaler på klinikken i mindst to år, hvorefter Retslægerådet træffer en afgørelse, som man - hvad der er ganske enestående - ikke kan anke.

Flere transpersoner, der har gået til samtaler på klinikken, klager over, at det 'tæller ned', hvis man samtidig opfatter sig som homoseksuel og at det i det hele taget er uklart, hvad der kvalificerer til behandling. Hvad afgør, om man får stemplet 'transseksuel tilstand' eller i stedet bliver bare betegnet som 'forvirret' eller 'fetichistisk transvestit'?

At Sexologisk Klinik og Retslægerådet har eneret på at bestemme, om en person har ret til kønsskifteoperation - hvilket i Danmark er en forudsætning for, at man uproblematisk kan skifte navn og cpr-nummer, så det stemmer med ens sociale fremtoning - affødte i foråret en længere debat i Folketinget. Enhedslisten havde stillet et forslag om transseksuelle/transkønnedes rettigheder, herunder at myndige personer efter grundig vejledning og rådgivning selv skal kunne afgøre, om de vil opereres eller have hormoner. Regeringspartiernes udtalte skepsis overfor forslaget fik Lone Dybkjær (S) til at foreslå, at statsministerens nytårstale blev medtaget i det efterfølgende udvalgsarbejde; "For der sagde statsministeren meget klart sagde, at han ikke var tilhænger af eksperter. Han sagde: Vi er alle sammen eksperter i vores eget liv."

At dømme efter Sexologisk Kliniks egen beskrivelse af transseksualitet, er det da også snarere omverdenens end transseksuelles egen mentale tilstand, der er roden til de psykiske problemer:

"Gennem puberteten og voksenlivet kæmper de fleste transseksuelle med misforholdet mellem deres følelse af kønsidentitet og udseendet af deres kønsorganer. Mange har derfor psykiske problemer med depressioner og tendens til isolation, og disse problemer afhænger i høj grad af omverdenens reaktioner og forståelse for deres situation."

Kønskorrekthed

Vi tildeles alle et køn ved fødslen, med dertil hørende 'kønskorrekt' navn, som det hedder i den danske lovgivning. Kønskorrekte navne er vigtige, sagde Marion Pedersen (V) under folketingsdebatten, fordi ellers "kunne vi risikere mænd med kvindenavne og kvinder med mandenavne. Det ville give en oplagt mulighed for forviklinger, og det vil Venstre ikke være med til."

Foreningen Transdanmark.dk mener derimod, at det er den manglende mulighed for at skifte navn, der giver forviklingerne: "Vi er sikre på, at det vil medføre praktiske lettelser i dagligdagen for den pågældende, at navnet på legitimationspapirer m.v. svarer til den pågældende persons ydre fremtoning. Derved slipper pågældende for mange ydmygende situationer," skev Transdanmark.dk i deres anbefaling til Navnelovsudvalget i 2003.