Dagbogen

Sensommer – 31/8 – 2010

Togrejsen – fødselsdagen – VUC – Premiere – og nye opgaver

Sensommeren sætter ind med september måned og i vejrudsigten ser himmelen ud til at blive blå i de første dage. Jeg elsker den sang om septembers himmel der er så blå og den vækker minder fra nogle travle år på de danske højskoler. Midt i mit livs hektiske år hvor jeg mødte og var i blandt tusindvis af mennesker om året – og så nu hvor jeg dyrker min egen alenehed og suger fred og ro ind i store tørstige åndedrag.

Sommeren forsvandt inden jeg fik set mig om – og jeg brugte vist sommeren mest til at stable en cabaret på benene. Men netop friheden til fordybelse er en gevinst jeg glæder mig over.

Bøger flyder rundt omkring. Nogen gange fænger de, andre gange ligger de brak med et bogmærke lidt inde der fortæller at det ikke lige var den bog jeg blev fanget af.

Cykelture og gåture, naturscenarier i overflod og den daglige kvindelighed giver en rytme der fylder dagene og giver afsæt til hvad der fanger og facinerer.

Dalai Lama fks. – et umådeligt klogt og smilende menneske som i en bog lærte mig hvad jeg allerede godt vidste: At alt skal læres og trænes – selv det at leve lykkeligt. Han nævner meget logisk at via mental disciplin må man fokusere på, og tilegne sig posetive egenskaber og træne dem – samtidig må man så eliminere de negative og vælge dem fra. Træning – hver dag! –Siger han! Ingen hokus pokus – ingen gennemvej – men simpel hård træning!

Jeg ved at man kan blive en habil musiker ved at øve sig – og nu siger Dalai Lama at man kan blive et habilt menneske ved at gøre det samme – altså øve sig!

Mon ikke de fleste af os går og tror at skæbnen har talt og at vi ikke kan være anderledes? – Og så får man at vide at hjernen faktisk har godt af forandringer og af træning!

Jeg har haft tilløb til at min OCD ville til at accelerere igen – og netop her kræves mental disciplin og træning. RBL – (Rolig, Bevidst og Langsom) er pludselig på banen igen. Jeg husker da jeg gik med disse tre bogstaver skrevt med sort tusch på håndryggen for at minde mig selv om hvad der hjalp – og det hjalp! Kognetiv terapi hedder det! Og det er ikke mindre end fantastisk hvis man kan opnå den ro og balance og især den bevidsthed der skal til for at ændre uhensigtsmæssige tanker og handlinger i livet.

I dag mærker jeg meget tydeligt når jeg møder mennesker der er bevidste, og lige så tydeligt når der er tale om mennesker som er fanget i deres egne negative og destruktive mønstre.
Ofte i kølvandet på alkohol og anden eskapisme. 

TOGREJSEN

Jeg skulle afsted til en familiefødselsdag midt i august. Jeg købte en orange billet til DSB og skulle alt i alt rejse med tog i 13 timer på samme dag. Det blev lidt af en oplevelse. Jeg bemærker ikke så meget min anderledeshed når jeg går hjemme, men i et tog fyldt med mennesker er man hurtigt i søgelyset. Det viste sig at være både morsomt og dejligt idet jeg både på ud og hjemtur endte i kvindeligt gruppe-selskab. Uden forbehold  bliver man budt ind i kvindernes meget sociale verden og det blev til mange samtaler, smil og små historier, så tiden egentlig fløj afsted. Mit eneste problem blev en make-up der til sidst ikke kunne mere og da jeg endelig nåede hjem hen på natten og så mig i spejlet, var det ikke det kønneste syn jeg mødte.

FØDSELSDAGEN

Det var første gang for en del nære familiemedlemmer at de skulle møde mig som den jeg har levet som i snart 5 år. Afstanden er stor og min familie udmærker sig ikke ved at overende hinanden. Jeg tror alle var spændte, og en sød niece hentede mig på stationen og vi kørte de sidste km . der var sat bordkort op så jeg vidste hvor jeg skulle sidde og inden da var jeg rundt at hilse. Det var lidt underligt men lidt efter slappede alle af og – ja – jeg er jo det samme menneske som jeg altid har været. Jeg ser bare anderledes ud og hedder noget andet. Det er vel egentlig ligetil. Eller?

VUC

Jeg havde meldt mig til billedkunst på VUC og mødte op til første skoledag den 18. august. Hi – 23 damer – 24 med mig, skal gå på samme hold hele vinteren. Jeg var åben og ærlig og sagde hvem jeg var – og så fandt jeg ellers plads imellem de sødeste damer ved et af bordene.

Nu klipper vi og klistrer og tegner og maler. Vi har kaffe eller te med og snakken går – og igen oplever jeg den der forunderlige og åbne accept. Jeg tror hvis man selv er åben og ærlig så bliver man også modtaget i den ånd. I hvertfald er det en fornøjelse og jeg glæder mig til når jeg skal afsted.

PREMIERE

Hele sommeren har jeg arbejdet på den ide jeg fik i foråret - en cabaret med musik og en humoristisk anlagt tekst om fordomme, normalitet og hvad de andre siger. Op til flere timer hver dag har jeg arbejdet. Jeg har skrevet, fået styr på en håndfuld sange, nogle af dem endda nylavede udfra tekster jeg har skrevet for år siden. Mit nye avancerede keyboard har krævet megen teknisk snilde og især timers studeren i det digre værk der medfølger som brugsanvisning. Nu har jeg nogenlunde styr på det.

Teksten skulle skrives og finjusteres – kulissen skulle laves – tekniske og praktisk problemer skulle gennemtænkes og løses – og, så til sidst skulle der øves, læres udenaf, findes tøj og indøves skift imellem de to kvindelige figurer jeg spiller i cabaretten.

Lørdag den 28. 8 havde den så premiere. Det var en spændt mig – men samtidig vidste jeg godt at øvning altid er godt og det øger sikkerheden. Så jeg var godt forberedt.

Det blev en succes. Vist både for publikum, men så sandelig også for mig der oplevede at det hele var skruet godt sammen og at det virkede.

Jeg skal have strammet den lidt op, men så er den også klar til de næste opførelser.

Det er en dejlig oplevelse at se og mærke folk grine af deres/ og vores – fordomme og især vores opfattelse af hvad der er normalt og af hvad ”de andre siger”!

Samtidig fik jeg også lanceret og afprøvet mit nye musikalske logonavn BELLAMOUR som p.t. står for adskillige timers god musik hvis det kommer dertil.

NYE OPGAVER

Jeg skal til at indlede et nyt samarbejde med gruppen FUJIJAMA som jeg før har arbejdet sammen med. Sidste gang var det en danseforestilling med bl.a. nogle unge og meget dygtige dansepiger. Vi skabte en forestilling om forfatteren Johs. V. Jensen som kommer fra Farsø i Vesthimmerland hvor ophavsmanden til Fujijamas forestillinger også selv bor.

Nu gælder det en ny forestilling med udgangspunkt i ”Kongens Fald”  og jeg skal komponere og være musiker. Der er dog én afgørende forskel fra samarbejdet for snart 1 ½ år siden – denne gang indgår jeg i gruppen som Irene, altså som den jeg er i dag, og jeg tror gruppen, ligesom min familie, er spændte på at møde den ”nye” pianist og komponist. Hi!

Jeg har det med selv at få skabt mig en masse aktiviteter og det fornægter sig heller ikke nu. Jeg er desuden en af hovedinitiativtagerne til en politisk cafe i Thisted som står og skal afvikle en række cafemøder i løbet af vinteren.

Men aktivitet er også vigtig. Ellers tror jeg det hele flyder sammen i en jævn kedelig monotomi. På den anden side skal jeg huske RBL-Rolig, Bevidst og Langsom.

Det bliver en balancegang jeg må øve mig på.

Nu venter efteråret og et tiltagende mørke. Frugterne bugner på træerne og stærene sidder en mas på elledningerne så de tynges ned af deres samlede vægt. Temperaturen sniger sig umærkeligt lidt nedad og fuglene er knap så ivrigt syngende som i det spæde forår.

Jorden er med svimlende fart på vej rundt om solen og lige nu skal den til at tippe min lille plet væk fra lyset og varmen så andre også kan få deres del.

Jeg har altid syntes at efteråret er vemod. Om det bliver det igen i år er ikke godt at vide – men nu ved jeg da, at selv vemod kan man øve sig i at inddrage som en posetiv følelse i livet.

Irene

Sommerdage bliver nu til sensommerdage - 9/8-2010

Beroligende dage. Berigende dage. Milde og med strejf af sol.

Af og til bagende sol og lummervarme.

De bare tæer og bare ben. Sandaler og neglelak på tæerne.

Cykelturene langs fjorden og de uendeligt stille stunder hvor alt går op i en højere enhed:

Den dybblå smukke himmel, blikstille vandoverflade på fjordene der omgiver mig, lyden af svaner der kommer flyvende lavt hen over fjorden, men ellers en total stilhed som er en sjældenhed i et menneskes liv nu om dage.

Billedet viser min lille plads tæt ved fjorden. Her sidder jeg hver dag et stykke tid og nyder stilheden.

Min sommer er nok den roligste i mit liv i meget lang tid, bortset fra de lange sommerferier jeg havde som feriebarn på en øde beliggende gård i vestjylland. Dengang stod tiden nærmest stille. Det gør den så igen.

Jeg har nydt hvert et sekund. Især har jeg nydt ikke at have været involveret i sommertrafik på de efterhånden livsfarlige danske veje. Det er blevet til nogle busture når der skulle handles i større byer, men ellers forbavsende meget hjemme og den enealenehed jeg nyder som aldrig før. Når jeg tænker på at jeg som underviser, musiker, entertainer og skuespiller nok har været i kontakt med titusinder af mennesker igennem mit travle liv, ja, så er det jeg byder denne dejlige rolige fornemmelse af at være alene med mig selv velkommen –og nyder det ud over alle grænser. Roen – stilheden – skønheden. Kan man forlange mere?

Jeg har meldt mig på VUC – jeg skal starte med billedkunst og tænker også jeg skal have filosofi på HF. Og så skal jeg til at lære mere om at strikke. Og min cabaret, som jeg stadig arbejder hårdt med skal snart have premiere. Jeg er blevet en slags initiativtager til en polititsk cafe i Thisted og synes det er spændende at arrangere cafemøder med forskellige temaer. Det gør jeg sammen med socialdemokraterne her i Thisted. Jeg passer mit arbejde i det lokale SF, så jeg er ikke uden kontakter. Men vigtigt er det at jeg selv bestemmer over min tid og mine gøremål.

Mit liv som kvinde er eskaleret og er så fuldbyrdet det nu engang kan være. Jeg ønsker mig egentlig ikke mere og nyder – også – den tilfredsstillelse det har givet at falde til ro i mit kvindelige jeg, med fuld erkendelse af hvem og hvad jeg er.

Jeg er et glad og et yderst tilfreds menneske, der lige for tiden nyder livet i fulde drag.

Tænk at jeg kan fylde mine dage med Mozarts musik hvis jeg har lyst – hvad jeg tit har. Eller at jeg kan tilbringe timer foran klaveret og spille som jeg har lyst. Eller læse den halve nat.

Min pædagogiske fortid som underviser glider langsomt bagud i det fjerne, sammen med den person som i dag ikke er til at kende.

Jeg synes det er vidunderligt at livet kan frembringe store berigende forandringer der hvor man netop troede at det ville gå i stampe og vikle sig om sig selv.

Jeg er ydmyg og taknemmelig.

17-7-2010

Cabaret –tangenter

og

Du danske sommer jeg elsker dig!

- Selv om du så ofte svigter mig!

Det er sommer det er sol og det er…mandag! Hver dag, for jeg holder ferie.

Men det er ikke rigtigt. Jeg arbejder flittigt. Det er som om jeg har fået styr på energien og bruger den nu i min egen interesse.

Jeg har arbejdet flittigt bag tangenterne og tasterne, og i går fik jeg så lavet kulissen klar til min cabaret. Og det er netop Cabaretten og musikrepertoiret til Bellamour der optager mig. Jeg elsker at arbejde med musik og teater og føler det slet ikke som arbejde. Det er som at vende tilbage til der hvor jeg startede for mange år siden. Musikken og teatret.

Og jeg vil simpelthen ud igen, og det bliver bare rigtig godt det jeg laver. Fed musik og et rigtig sjovt og alligevel skarpt lille teaterstykke.
Der venter allerede flere opførelser i løbet af efteråret.

Ingen tvivl om at jeg nyder det ud over alle grænser og går ofte i seng efter mange timers arbejde.

Og så alligevel lige ned at øve hvis det kniber med at falde i søvn.

Som et nyt moment i mit liv holder jeg mig meget hjemme. Der kan gå flere dage før jeg tager til byen eller et andet sted hen. Det giver en ro, en hvile i hvor jeg er. Et af Danmarks smukkeste steder, så hvorfor skulle jeg ”flygte” afsted?

Hver morgen den smukke tur ud over rønnet med Zenta, mens jeg tænker over hvad jeg skal arbejde med i dag. Og først på eftermiddagen er jeg i gang og det bliver somme tider sen aften før jeg er færdig.

Og så småt er jeg ved at tage hul på min bunker af skriverier. Jeg kan se der er til mange måneders arbejde. Det må blive vinterens lange mørke dage.

Lige nu svinger sommeren frem og tilbage. Og ind imellem får vi en tur med varmeblæseren for kort efter at drukne i regn og blæst. Rigtig dansk sommer. Og jeg har ikke så travlt med at få alt ud af den. Jeg skal for første gang i mit liv ikke møde på arbejde efter endt sommerferie. Jeg skal blot arbejde for at skabe en god Cabaret og et fedt repertoire.

Min cabaret har officiel premiere i Thisted den 28/8 !

Hvis ikke andet sker – for den er sådan set klar.

På en onsdag i juni  – 16.6.2010

Den 16. juni er også dagen hvor forårets fredning af fugleområderne på rønnerne her omkring fjordene ophører. Nu har fuglene fået deres afkom på vingerne og i vandet.

Jeg kan igen lade Zenta spurte ud over ”sletterne” og jeg selv søger helt ud mod randen og laver morgenyoga ud mod den store blå flade.

Jeg lever som kvinde. Fra morgen til aften. Hver dag. Jeg kan slet ikke lade være og føler at sådan er jeg. Der er vist ikke noget at gøre. Og der er snart ikke et stykke herretøj at finde, udover de kortærmede hvide skjorter som jeg  synes også kan bruges til en nederdel eller i andre sammenhænge. Jeans er så neutrale at de nu om dage kan bruges af begge køn , men ellers har alt andet efterhånden fundet vej til genbrugsernes containere.

Jeg har fået ændret min navnetiltale alle vegne og kaldes Irene som jeg gerne vil – og som jeg opfatter som mit rigtige navn.

Jeg er vist mere synlig end nogensinde før. Især i mit lokalsamfund. Da jeg arbejdede var min verden vendt nordpå. Hver dag forsvandt jeg mod nord og kørte derefter mod øst ind i Himmerland. Nu går jeg hjemme og har ingen bil, men spadserer 2 gange om dagen med Zenta ned til fjorden. Altid nydelig og i orden. Jeg er vist blevet bemærket og da jeg nu også er begyndt at benytte bussen og stå ved læskuret er jeg vist helt åben for den lokale sladder.

Det er vist et vilkår der må tages med her i Nord-vest Jylland. Og jeg er da spændt på virkningen når TV- portrættet af mig sendes en gang i september.

Jeg selv har det egentlig sådan at jeg er ret ligeglad. Jeg anser det som en slags samfundsterapi og er egentlig lidt forarget over at vi ikke er kommet længere i vores såkaldte ”moderne” samfund at vi bruger så meget tid og energi på sladder – især om hinanden.

Og så er jeg fordybet i helt andre ting og kender i al ubeskedenhed godt mit værd.

Når der følges et spor

”Tid er det der ligger imellem ide og handling”, siger den indiske filosof Juddi Krishnamurti.

Og netop den samme Krishnamurti, som jeg udmærket kender fra min ungdom i 60`erne og 70`erne er pludselig dukket op ad forunderlige veje.

Jeg har perioder hvor jeg mangler færten af et spor som jeg nysgerrigt kan følge. En mellemliggende tid, hvor jeg ofte gribes af dårlige vaner og føler jeg skal underholdes og slå tiden ihjel. Mit eneste værn i sådan en situation er klaveret og den mentale træning der ligger i at indstudere ny musik. Bøger, som ellers er dem der kan få min hjerne til at vågne, er til tider kedelige og det ender ofte med alle mulige ligegyldige gøremål der blot har til formål at få tiden til at gå. Jeg hader det når det er sådan. Jeg har haft lange perioder i mit liv hvor jeg blev fanget af en bestemt nysgerrighed og nærmest slugte alt hvad jeg kunne finde, for at stille min sult efter viden. Som regel om livet og dets beskaffenhed. Jeg var i mange år totalt opslugt af at studere Kvanteteorier, astrofysik og al tilgængelig viden om mikrofysik og astronomi og astrofysik.

Andre emner har været historie og filosofi.

I går faldt jeg ved et tilfælde over Tavi Mauputi – hvis navn egentlig er Preben Kaufmann, dansk civilingeniør med topkarakterer, der som ung i 1952 sejler alene til Tonga-øerne, forærer båden til en landsbyhøvding, bliver adopteret af samme og af den Tonganske dronning, og stiller sin viden til rådighed for det Tonganske samfund. Lærer perfekt Tongansk og får stillet en lille vulkansk tropeø til rådighed hvor han bor i 40 år og kun ser andre når han bliver hentet af den tonganske dronning eller af stammehøvdingen når de kan bruge ham til en opgave. Han bygger således en dansk udseende landsbykirke i Tonga (er bygmester). Og han underviser unge i matematik, navigering m.m.. og så er han fra Skælskør. Hi – hi

Han vender hjem for at dø i 1992 – og dør i 1995.

Han studerer og læser på sin lille ø – og ja – Krishnamurti er en af de forfattere der kommer til at optage en del af hans tid.

Frihed i Nuet – Revolution – at være menneske.

Og Krishnamurti er ikke nogen indisk guru med blomster i håret og buddhistiske læresætninger. Han er en nøgtern, benhård og skarp filosof som i al sin enkelthed stiller mennesket, og alene det enkelte menneske, til ansvar for sit eget liv. Ikke religion – ikke tankespind – ikke drømme elller andre hjernespind skaber et menneske. Men vores mod til at tage ansvaret for os selv – vores opmærksomhed – vores evne til at være til stede i livet og leve det – lige her og nu!.

Jeg blev lidt overrasket – kan huske at jeg for mange år siden tænkte at det nok var endnu en indisk mystiker, som var så moderne der i hippietiden. Jeg tror ikke jeg forstod det dengang. Nu er jeg vildt opslugt. Og jeg gemmer heldigvis mine gode bøger og havde en stående af ham og var på biblioteket og finde en mere. Jeg kan lide hvad jeg læser, for på en eller anden måde er det hvad jeg selv er nået frem til;

Den største hindring i livet er den konstante stræben efter at nå, at udrette, at erhverve noget. Vi forlanger tryghed i alle vores forhold til omverdenen, men tryghed er noget der ikke findes. Det er vigtigt med ydre tryghed: mad, husly og tøj – men den indre tryghed – den psykologiske – findes ikke!

Jeg har brugt rigtig mange år før det gik op for mig at jeg greb ud efter noget der ikke fandtes. Og vores desperate søgen efter kærlighed og fællesskab er måske netop et udtryk for at vi gerne vil opnå noget der ikke findes.

J. Anker Larsen (dansk forfatter fra begyndelsen af 1900 tallet) skrev: Overfor gud er vi alle alene! (For Åben Dør)

Tryghed – eller ro/harmoni om vi vil – findes kun i opmærksomheden i nuet. Intet andet sted.

Den kærlighed mennesker søger, ødelægges af deres måde at leve på. Man kan ikke have et gevær i den ene hånd og Gud i den anden.

-Med andre ord, man kan ikke både have ondt i sinde og Gud i sinde.

Sandheden har ingen veje. Sandheden kan ikke findes i fortiden men er til stede lige her i det levende. Fortidens sandhed er erindringens aske.

Det er en lidt pudsig tanke at der for mange år siden sad en ekcentrisk højt begavet mand fra Skælskør på en lille ø langt ude i Stillehavet og studerede Krishnamurtis tanker.

Det har jeg det godt med.

Min egen forvandling

Vi holdes vel egentlig unge af vores egen evne til forandring og medleven. Jeg tror på at jeg først bliver rigtig gammel når jeg ikke er i stand til at følge med, rent mentalt.

Jeg er stadig under forvandling og under oplæring som jeg har været det, det meste af mit liv. Altid noget nyt at lære, at se og opleve. Musik der skal læres, ord der skal skrives, bøger der skal læses, film der skal ses, tanker der skal forstås og tilegnes – men nok væsentligst: Dage der skal leves og som hver især indeholder løftet om nye oplevelser om det så bare er en tur ud på rønnerne eller i skoven.Opgaven er at være så opmærksom at selv en lille oplevelse giver en ny – og måske stor – erkendelse. For mig er dagen vellykket hvis den har medført netop ny erkendelse, ny viden og har tilført mig en ny færdighed og nyt liv.

Jeg er forvandlet over år, fra en heftig og noget stressende stomvind. En kreativ orkan.

En mandlig tornado som inspirerede, fortalte, spillede og dominerede mit virkefelt med den optimistiske  udfaldsvinkel: Du kan hvad du vil – vil du?

Og jeg kunne hvad jeg ville – og beviste det så det næsten blev trivielt.

Så begyndte forvandlingen mod det kvindelige og al den forvirring der fulgte med. For det var ikke mig der valgte forvandlingen, det var forvandlingen der indtog mig!

Jeg har sikkert brugt så meget af mig selv at de feminine kvindelige urkræfter, som findes i ethvert menneske, er blevet aktiveret – og i dag føler jeg mig da også som et helt menneske der har begge sider med mig. Jeg føler ikke jeg er fanget i en forkert krop og alt det andet mærkværdige der siges – jeg ved at ingen nogensinde kan blive til det modsatte køn. Men man kan føle sig som sådan. Eller få følgeskab af sit modsatkønnede jeg. Og det er en helt anden sag.

Jeg har ofte opfattet mig som en Shemale – en kvindemand – og at jeg så måtte gøre op med fordommene på dette felt, som jo går på at Shemales er unge lækre og sexede tøser. For pokker – de må vel også blive ældre ind imellem.

Jeg har ikke lyst til at optræde i det hierarki nogen sætter så stor pris på: Hvem der er finest og mest. Nogle transseksuelle ser ned på alle andre fordi de mener de er den ægte vare.

Jeg føler mig nu ægte nok – som mennesket Irene.

Jeg har taget mig sammen og fået lært mig at leve diskret som almindelig pige på fuldtid. Og jeg nyder mit liv, især nu hvor jeg igen får færten af andet end tøj og raslende smykker, men kan slutte mig til mit tidligere livs umættelige appetit på ny viden.

På ret kurs – endelig!
8-6-10

Det ser ud til en blød landing – efter at kursen endelig er blev synlig.

Jeg vidste godt at det ville skabe en masse turbulens at ændre tilværelsen fra aktiv, stresset lønmodtager og bilist til en mere tilbagelænet efterlønner på cykel.

Jeg har det ikke godt i al den omvæltning. Jeg bryder mig generelt ikke om, ikke at kunne se struktur i min tilværelse.

Og som sædvanlig tror jeg at jeg kan rumme det hele og overkomme alt.

Det går bare ikke – og jeg har måttet tage nogle klare valg.

Trans-politik

Min trans-politiske virksomhed er droslet ned. Jeg har så at sige aftjent min værnepligt da Beslutningsforslag B 168 kom til 1. behandling i folketinget. Nu må det være politikerne der viser om de mener noget om de transkønnedes forhold.

Det har været spændende, men nok er nok!

Jeg trækker mig også lige så stille og roligt ud af et miljø som alt for ofte har det med at suge al energi og humør ud af tilværelsen.

Jeg er alt for sårbar og jeg havde sigtet efter et helt andet mål end at involvere mig i at holde sammen på aktiviterne i fks. foreningen Trans-Danmark.

Jeg neddrosler mit arbejde som sekretær og bestyrelsemedlem og vender blikket mod det jeg oprindelig havde glædet mig til da jeg gik og ventede på efterlønstiden:

Musikken, skriveriet, det indadvendte arbejde med at få formidlet mange års skabende virksomhed ned på papir og musik. At have frihed til skabende tanker. Frihed til at være nysgerrig og søge svar. Tænksomheden, gåturene uden forstyrrende tanker, roen og nydelsen af at være fri som de fugle jeg dagligt ser her ved fjorden.

Jeg gør det som jeg tit har tænkt: Jeg investerer i mit eget projekt – ikke i andres. Det har jeg gjort i rigeligt mål igennem mit liv.

I dag gik jeg ved fjorden i blikstille og lunt vejr. Helt ud på rønnet – lavede min yoga for første gang i snart meget lang tid. Hilste det store blå og i det samme kom 3 smukke hvide svaner lavt henover mig og strøg ned på den spejlblanke overflade. Jeg blev fyldt med ærefrygt, glæde og taknemmelighed.

Det er det jeg skal nu. Opleve og sanse, skrive og spille og ikke fortabe mig ind i den menneskeskabte stressede og til tider helt uvirkelige verden. En verden fyldt med mange umodne og ufærdige mennesker.

Jeg vil nyde i fulde drag at jeg selv er blevet til – og vil leve uden at have dårlig samvittighed over dem der hverken tør eller har format til at skabe deres eget liv.

Dagene

Min dag er efterhånden faldet ind i en rytme. Op og lægge make-up. Jeg kan simpelthed ikke undvære lidt øjenskygge og en let læbestift. jeg kan jo godt lide at se godt ud!  Men ofte går min dag i jeans og en T-shirt. Og gummistøvlerne og regntøjet er flittigt i brug.

Jeg smutter ind til byen når jeg har brug for noget, men bruger faktisk mindre end tidligere. Tænker mere over hvad jeg egentlig har brug for? Den stressede tilværelse som travl lønmodtager har på mange måder været dyr og overfladisk hvor det at købe blev en rutine. Man skal da købe noget hver dag – ikk`? jeg husker hvordan jeg hver dag kom slæbende med en eller to plastikposer fyldt med indkøb – og hvordan jeg jævnligt smed ud når noget blev for gammelt, eller kasserede tøj jeg ikke passede.

Det er egentlig på tide at lære at holde igen. Jeg er jo barn af velfærden lige fra den startede engang i halvtredserne.

Min radius er formindsket. Ikke flere hæsblæsende ture på motorveje og landeveje med hjertet op i halsen og den evige taknemmelighed over at have overlevet endnu en tur på de efterhånden  overfyldte og livsfarlige veje. Jyllandsringen som jeg kaldte dem

Jeg er blevet lokal. Min aktivitet i det lokale SF holder jeg ved og er i gang med at etablere en politisk cafe her i Thisted. Måske sammen med socialdemokraterne. Min cykel, bussen og min EU-Scooter er alt rigeligt for tiden.

MUSIKKEN er som altid lidt af et omdrejningspunkt. Jeg har stort set siddet ved tangenterne hver dag i op til flere timer. Købet af et andet Keyboard (Yamaha PSR-3000) har været en kæmpe inspiration. Og jeg har fået mod på at komme ud og spille igen. På mine egne betingelser – og må håbe der er forståelse for en sød transkønnet ældre dame bag tangenterne. Jeg har annoncer i ugeaviser i dele af Nordjylland og jeg sætter sedler og reklamer op hvor jeg kommer frem. Jeg skal til at indspille en CD i mit lille studie og går videre til et Musik-Bureau for at se om de vil have mig i deres ”stald”.

Det er i den sidste tid blevet til en del sange af mine egne. Tekster der har ligget og ventet og som nu bliver sat i musik. Jeg bliver simpelthen så grebet og min nye frihed gør at jeg kan stå op midt om natten og sætte mig bag klaver og keyboard. Herligt. Der er kun et lille men. Min vovse kan ikke lide når jeg spiller. Den prøver at åbne yderdøren og stikke af. Så jeg spiller med høretelefoner.Og låser døren. Men mit selvværd som musiker får jo et knæk når ikke engang vovsen kan lide det. Hi

Cabaret

Jeg fik pludselig en ide til en cabaret. Jeg har fulgtes med en skuespiller i mange år og fik pludselig lyst til at gøre det efter. Alene på scenen. Skrive og sammensætte min helt egen cabaret.

Det bliver så en cabaret om normalitet. Selvfølgelig sat voldsomt på spidsen og fyldt med absurditet. Men sådan kan virkeligheden jo også være.

I øjeblikket skriver jeg, spiller og øver så jeg føler jeg har en arbejdsdag. Men denne gang arbejder jeg for mig selv.

Det optager mig så meget at mine skriverier ligger lidt i venteposition.

Jeg har allerede nu 2 større engagementer forude.

Jeg er på ret kurs. Endelig. Efter den turbulente indflyvning til det nye liv kan jeg se frem til en blød landing og en rejse ud i fremtiden som jeg har længtes efter mange gange i mit tidligere liv når jeg syntes det gik for hedt til.

Knus

En mættet lørdag!

TV-MidtVest – 1. maj møde – og veninderne i Thisted!

- af Irene Haffner

Jeg lever efterhånden et ”stilfærdigt” liv. Det har taget lidt tid at afvikle travlheden fra arbejdsmarkedet til efterlønnens ”fredelige otium”. Det er nu ikke helt gået som jeg drømte om: Tilbagelænet og afslappede dage i sindigt tempo. Der har faktisk været forrygende travlt.

Bare på en anden måde end jeg er vant til. Jeg gik på efterløn den 1. marts midt i den strenge vinter med snedriver der nåede op til taget. Rent teknisk forlod jeg sådan set bare lønarbejdet som jeg havde nydt godt af de sidste 5 år. Jeg havde for lang tid siden sagt ja til TV-MidtVest der gerne ville lave en lille dokumentar om en dag i mit liv. Det trak lidt ud på grund af sneen og vi fik først en aftale i stand da jeg foreslog at de kunne følge mig den 1. maj. Jeg var blevet spurgt om jeg ville være SF`s taler til det årlige arrangement i Thisted som bliver afholdt på en friluftsscene midt i et parklignende anlæg midt i Thisted.

Det blev så aftalen og pludselig gik det op for mig at jeg ikke bare havde sagt ja til nogle enkelte timers optagelser, men til at en TV-journalist fulgte mig hele dagen. Fra tidlig morgen til hen på aftenen.

Jeg følte mig lidt alene og fik inviteret Izabella fra København på besøg, da jeg vidste at hun gerne ville følges med mig og ikke havde noget imod at vise sig offentligt. Senere på dagen stødte både Sheila Frik og min ekskone Nauja til.

TV- Journalisten bankede på døren kl. 7.30 om morgenen. Izabella og jeg havde været oppe  halvanden time forinden, fået badet og gjort os i stand. Vi havde snakket om at der nok stillede et tv-team. Men nej – det var såmænd kun Karl-Erik som vi i løbet af dagen lærte at kende som en meget dygtig og kreativ TV-journalist. Han passede selv sit kamera og lavede små interwievs ind imellem og var i øvrigt bare en flue på væggen/gaden når han optog. Vi havde aftalt pauser ind imellem og vi fik tid til kaffe og en bid brød på en hyggelig cafe – hvor der selvfølgelig skulle laves optagelse og interwiev da jeg gik på toilettet. Dametoilettet!

Karl-Erik startede med at optage allerede ved morgenbordet – og han havde spurgt om han måtte optage når jeg sminkede, hvilket jeg havde sagt nej til. Han kunne få en optagelse når jeg lagde en let øjensminke og fik lidt læberødt på. Det andet ville jeg ikke være med til . Jeg er ikke nogen påklædningsdukke, som jeg forklarede ham.

Det var jo min hverdag han skulle følge, og den indebar så at vi startede med en tur i hundeskoven. Min meget kælne og forføriske vovse Zenta, havde allerede smidt poterne ind hos de 2 ”nye” gæster og nød at de gad klappe den i en uendelighed. Især Karl-Erik havde den kastet sin kærlighed på, og den havde det med at dukke op i billedet i tide og utide. Jeg vidste det jo godt: Min vovse er lidt af en linselus!

Jeg havde givet et praj i en af de bedre tøjbutikker i Thisted om at vi kom. Så klokken 9.30 var vi ved ”SCOOP” i havnen i Thisted. De er bare så søde og vi fik da også brugt lidt penge samtidig med at der blev filmet og kunderne kommenterede og stemningen var bare hjertelig og dejlig.

Så gik vi op til bymidten. Vi skulle alle en tur i Føtex og jeg nåede ikke rigtig at bemærke det som Karl-Erik bemærkede. Nemlig at en del folk vender sig og kigger – eller hvisker-tisker sammen. Jeg ser det ikke. Lægger ikke mærke til det mere. Men Karl-Erik viste os bagefter nogle gode klip han havde fået og lavede straks et interwiev om hvordan jeg havde det med det?

Bagefter tænkte jeg på at det jo heller ikke er helt almindeligt at have en TV-fotograf med sig i Føtex.

Der var efterhånden godt fyldt med mennesker i gågaden og i forretningerne og vi gik skam ikke helt ubemærkede hen. Og da slet ikke med et TV-kamera, der fulgte med overalt.

Min eks. Nauja stødte til og vi var nu en lille trio der gik på cafe inden vi skulle til 1. maj møde. Gæsterne så nysgerrigt på os og Karl-Erik beroligede dem med at de ikke kom med på tv. Måske nogle blev lidt skuffede. Hvem ved?

Efterhånden var det tid til 1.maj mødet. Så vi spadserede op i parken og jeg blev budt velkommen af mine SF-venner. De vidste godt at jeg havde TV med mig.

1.maj

Solen skinnede. De røde flag smældede og jeg tænkte: Hvad laver jeg dog her? Jeg har været til en uendelig række af 1. maj møder, men nu var jeg pludselig en af hovedtalerne og jeg skulle på talerstolen som transkønnet.

Da jeg endelig stod der, var der da også en lidt ekstra opmærksomhed omkring dette mærkværdige fænomen. Men da jeg indledningsvis havde bedt de forreste være lidt forsigtige, så de ikke måtte melde sig syge mandag morgen og fortælle chefen at de var blevet smittet med trans, var isen brudt.

Jeg fokuserede på de 2 ord solidaritet og frihed som efterhånden var nogle udhulede floskler. Men for mig var det vigtigt at solidariteten igen kom på banen, som solidaritet med de små minoriteter og som en interesse der rakte ud over den mangeårige ”enhver er sig selv nærmest”.

Jeg fik sat friheden i relief da jeg bemærkede at de fleste kvinder der var tilstede var blevet sendt hjem for at iføre sig mere klækkelige fruentimmmerklæder, hvis det havde været for lidt over 100 år siden, og at jeg selv slet ikke havde været til stede, da jeg straks var blevet arresteret. Nu måtte jeg så nyde den ”frihed” at være ”syg” – og derfor var der al mulig grund til at være forsigtig så jeg ikke gik og smittede andre med ”trans”!

Jeg fik trukket en tråd til min barndom og opvækst i Gladsaxe som på mange måder var velfærdens første moderne udgave i en kommune med Erhard Jacobsen i spidsen, men også med anderledes originaler i baghaven. Jeg var klassekammerat med Bjørn Nørgaard og på den anden side af gaden spankulerede et underligt fænomen rundt og snakkede med amerikansk accent: Dan Turell. Denne Dan Turell fik hele Danmark op på tæerne af bar ophidselse, da han gik rundt med sort neglelak. Da han blev spurgt om denne ekcentriske handling, svarede han med et skævt smil: Det skader ikke med nogle gode effekter i et dårligt teaterstykke !!!!

Min tale lå på kanten af det humoristiske, men også med den kendsgerning i mente, at vi stadig har  det svært med det, der er anderledes.

Jeg var rundt om den ubalance det supermaterialistiske samfund havde skabt. At politik ikke kun var et økonomisk puslespil, men også en forståelse for at velfærd også var velbefindende og at åndelig fattigdom tittede frem i de store åndelige tomrum den materialistiske livsstil havde skabt.

Afslutningsvis fik jeg sagt tak for, at alle de tilstedeværende (S-SF-Enhedslisten) jo havde bakket op om B 168 der bliver fremlagt i folketinget. Jeg forklarede kort hvad det gik ud på og sagde samtidig tak for den modtagelse jeg havde fået som transkønnet kandidat til kommunalvalget.

Og så det traditionelle: Fortsat god 1. maj!

Og- pyhh – det var overstået. Og det gik godt. Det går altid godt hvis jeg holder mig til det der  engagerer mig. Det jeg brænder for. Og jeg holdt fast i min lille disposition og jeg kunne mærke jeg ramte hvor jeg skulle.

Bagefter fik jeg kommentarer og ros – Karl-Erik filmede og jeg ved faktisk ikke hvor meget han fik med. Men jeg ved han var opsat på at få det med hvor jeg advarer mod at blive smittet med ”trans”!

Min søde veninde Sheila havde siddet på første række og vi var faktisk 4 transkønnede til stede. Vi fulgtes i en lille flok ned på en cafe og drak chokolade og jeg invitered alle hjem til indkøbte Durums fra den lokale grill. Hjemme skulle der laves et længere interwiev og Karl-Erik fik sat op med lys og lyd og så gik det løs med en del nærgående spørgsmål, mens Sheila stod i køkkenet og sagde: Godt Irene – bare hold fast! Og Izabellat tog sig en velfortjent lur oppe på pigeværelset.

Vi spiste og var efterhånden godt trætte. Nauja og Sheila sagde farvel. Karl-Erik udtænkte en kreativ afslutning. Vi rullede persiennen ned – tændte et stearinlys – pustede det ud og sagde godnat. Det roste vi ham meget for.

Jeg var dødtræt og mæt. Jeg fik sagt farvel til vores TV-journalist Karl-Erik, som vi havde lært at kende som et utroligt sødt og engageret menneske, så jeg lægger roligt tv-indslaget i hans hænder.

Izabella og jeg sad og snakkede lidt men måtte tidligt til køjs. Izabella skulle den lange vej hjem næste formiddag, og jeg glædede mig bare til en søndag hvor jeg kunne slappe af.

I den næste periode af mit afslappede efterlønsliv er jeg så travlt optaget af at at øve et musikalsk program med henblik på at komme ud som musiker og entertainer som transkønnet (Hvorfor skulle jeg dog ikke også passe mit erhverv, selv om jeg er transkønnet? ). Jeg har planer om at afprøve et trans-stand-up show på den cafe vi besøgte den 1. maj. Og de er interesserede. Sådan er det: Den ene begivenhed bringer den næste med sig. Vil man undgå det, skal man overvejende undgå at foretage sig noget noget som helst og koncentrere sig om at gå rundt og slå tiden ihjel – den stakkels tid. Det er bare ikke rigtig mig!

Jeg har alt for travlt med at nyde mit fredelige og afslappede efterlønsliv!

Tv-indslaget bliver sendt til september som et 10 min. indslag på Tv-MidtVest og vil blive varslet med en del streamers inden det kommer på. Hvis indslaget viser sig at kunne bære det vil der evt. blive en 25. min version på den nye kanal ”Mokka” hvor TV-MidtVest har sendetid 1 time om dagen.

Jeg modtager meddelelse om hvornår det bliver programsat og vil til den tid give det videre.

Kærlig Hilsen

Irene

31.3.2010

- Jeg havde hørt om det…men vidste ikke det var sandt!

Generalforsamlinger, bestyrelsesmøder, foredrag, arbejde og engagementer.

Netop – jeg havde troet at man gik ned i aktivitetstempo når man sådan trådte ud af arbejdsmarkedet. Næ – jeg havde godt nok hørt at andre sagde: Nu får du først rigtig travlt!

Og jeg må sande at det snerper til, og hvis jeg ikke sætter hælene i ender det netop der hvor jeg ikke vil være: I en stresset og travl hverdag!

Men det er svært at sige nej når man er engageret og fordybet i spændende arbejde.

Generalforsamlinger

Det blev til 2 generalforsamlinger i marts. En i det lokale SF, hvor vi mødes søndag morgen, drikker kaffe og spiser rundstykker og så tager vi hul på dagsordenen. Der er altid plads til små politiske diskussioner og medlemsdemokratiet er prioriteret højt. Det kan jeg godt lide. Man kommer fks. til bestyrelsesmøderne hvis man har lyst, uanset om man er i bestyrelsen eller ej, og de 2 byrådsmedlemmer holder åbent møde forud for hvert byrådsmøde så vi har mulighed for at komme med vores synspunkter. Vi fik valgt dem vi skulle. Jeg holdt mig udenfor, men påtog mig dog arbejdet med at sætte nogle små arrangementer i gang som en slags åben politisk cafe i medborgerhuset.

Og så var der generalforsamling i Trans-Danmark. I fredericia, så jeg var på langtur den lørdag. Vores generalforsamling køres meget stramt og eksakt efter reglerne. Jeg blev genvalgt som sekretær og måtte samtidig sande at det er en lille og økonomisk trængt forening med et højt aktivitetsniveau. Men ellers gik den som den skulle og jeg havde Jytte Witt med i bilen til Hobro station, og var først hjemme ved 20-tiden.

Foredrag

Jeg havde glædet mig til mit foredrag i Hjørring, hvor jeg var hemmelig gæst i Cafeva – en mødeklub for kvinder i vinterhalvåret, i foyen på vendsyssel teater – (og i Ålborg på Ålborg teater)

Jeg havde Sheila med og det blev en forrygende oplevelse. Ca. 55 søde damer sad spændt og ventede og da jeg blev præsenteret og kom ind blev jeg modtaget med søde smil. Det blev til 2 hektiske timer, med lyttende opmærksomhed og meget stor spørgelyst i anden del af foredraget.

Især vakte det stor jubel da jeg fortalte at Sheila og jeg havde set hen til at gense Hjørring efter vi sidst havde været til mammografi med Sheila på Hjørring sygehus. Vi tænkte faktisk på lige at køre forbi og sige hej. De havde sikkert ikke glemt os.
se også:
http://www.cafeva.dk/hjoerring/tidligere-soendage
 

Arbejde og engagementer

Jeg må sande at min teori om at livet klumper i aller højeste grad virker.

April måned sander fuldstændig til inden for 10 dage. Jeg mener, nu har jeg masser af tid og så skal alting ske indenfor 10 dage. 2 bestyrelsesmøder, 1 emneuge på mit gamle arbejde, 1 engagement hvor jeg skal ud at spille plus en del andet. På 10 dage. Jeg sorterer med hård hånd og nægter at undergive mig tilfældighedernes dårlig planlægning.

Men jeg nyder at øve mig. Min nye voice-performer er en fornøjelse og jeg har brugt tid på at samle et repertoire som jeg vil arbejde med, med henblik på engagementer i fremtiden.

Lige nu venter påsken og foråret ser ud til at gro frem.

PS:
Min politiske lobbyvirksomhed på Christiansborg resulterede fredag den 26.3.2010 i dette:
http://www.thranesen.dk/?cat=1135&aid=12982#bm12982 

23.3.2010

Der er nu gået en måned siden jeg gik på efterløn og det har været en meget omskiftelig tid. Blandt andet fra 16 graders frost til 13 graders varme. Fra kæmpe snedynger til de første erantis.

Lige nu pibler foråret og lærkerne svirrer ude over markerne.

Jeg har skullet finde en rytme, men det har svært fordi der har været så meget der skulle på plads inden dagligdagen rigtig indtræder. Og de biologiske rytmer efter mange års rutine, ændrer sig ikke sådan lige på en gang. Så jeg står somme tider stadig op kl. 5-6 om morgenen.

Jeg har nået meget allerede. Jeg er i gang med en novelle om drengen der ikke vil være en dreng, og har gennemgået alle mine gemmer for notater, lydbånd m.m Og så har jeg investeret i en voice-performer som gør sjove ting ved stemmen når der synges, så jeg er i gang i hjemmestudiet og arbejder for tiden på ideer til en performance – ”transsister in concert” – Hi.

Men altoverskyggende har min nye el-cykel været. Da den endelig kom og jeg fik den gjort køreklar opstod det store øjeblik hvor jeg skulle prøvekøre den. Det er en fantastisk opfindelse og jeg suser afsted i landskabet. I dag kom så cykelanhængeren og Zenta var med på en kort tur. Det var hun ikke vildt begejstret for. Men mon hun ikke lærer det hen ad vejen?

Jeg glæder mig i hvert fald til forårets og sommerens ture ud i det blå.

I går var jeg på hudklinikken og få min første laserbehandling for uønsket hårvækst – og det var ikke nogen fornøjelse, men hvad gør man ikke for skønhedens skyld? Ondt det gjorde det – også i den grad!

Nu venter en generalforsamling i TransDanmark i Fredericia på lørdag og et foredrag i Hjørring på søndag – og i påsken sniger jeg mig nok en tur til sjælland for at besøge min gamle mor.

Og så venter en uge tilbage på min gamle arbejdsplads, hvor der er temauge med teater og stor halfest.

En af mine store glæder for tiden er at læse. Jeg har lige læst Maria Helbergs ”Vilde kvinder, Milde kvinder” og er helt opslugt af perioden  fra 1780 – 1880 . og starter snart på en biografi om Johanne Louise Heiberg. Og jeg kan læse når jeg har lyst – det er en skøn fornemmelse.

Alt i alt en brydningstid – og jeg kan kun konstatere at jeg havde taget helt rigtigt bestik af tiden hvor jeg skulle gå på efterløn: Foråret!

Irene

Vadestedet

Der er tidspunkter i ens liv som er markante vadesteder. Steder hvor livet skifter.

Et sådant vadested havde jeg længe sigtet efter – den 19.februar – datoen for min sidste arbejdsdag efter lidt over 5 år som specialmusikpædagog på en specialskole.
Og efter et langt arbejdsliv - overgang til efterløn! 

Jeg vidste det både ville blive vemodigt, men også give mig nye muligheder. Sådan er det med vadesteder. Noget slutter og noget nyt begynder. For mig virkede friheden til at arbejde og leve som mig selv tillokkende. Økonomisk ville det blive skrabet, men friheden var det værd. Jeg havde i løbet af vinteren gået og ryttet op og frembragt stabler af notater, ufærdige såvel som færdige digte, novelleudkast og endda en påbegyndt roman. Samtidig lå der flere ideer som ventede på at jeg fik tid og overskud. En af dem var min mangeårige ide om at udarbejde ”Høflighedsbogen” for de 6-10 årige. Og i skrivende stund ligger der allerede notater fremme til dens udarbejdelse.

Længst fremme i ønskrerækken lå naturligvis også at mit liv fremover helt og holdent blev mit. Så ud over at stå op hver dag, gøre sig pæn, lægge en let make-up, vælge imellem nederdel, kjole eller bukser var der også friheden til at bevæge sig ud på små opdagelsesrejser i den storslåede natur der omgiver mig.

At jeg så i dag, 14 dage efter, stadig er næsten låst inde af snemængderne, har kun gjort forventningen endnu større.

Og de 2-3 sidste dage før afslutningen blev lidt mere stressede og presset end jeg egentlig havde tænkt mig.

Netop som jeg havde forudset en nogenlunde planlagt normal afslutning, satte det igen ind med forrygende vinter. Jeg tænkte at det klare jeg nok og da jeg kørte hjem om onsdagen for at holde min fridag om torsdagen, og så køre frem igen fredag for at afslutte ved en lille reception, så det ikke umiddelbart ud til at der ville være problemer.

Det nye liv

Nu er der gået 14 dage – og jeg har egentlig haft rigtig travlt. Jeg lagde ud med en vandskade og måtte bruge et par dage på reparation og på at male. Men jeg har så prøvet at få min tid sat på skinner som jeg har planlagt. Jeg er nu i gang med at skrive, og min musik sluger mig mere og mere. Der har allerede været lange ture på programmet og alt i alt har jeg nydt det, selv om jeg også har følt det underligt og har ind imellem taget mig i at tænke på hvad børnene lavede lige nu. Det tager nok lidt tid inden jeg helt har vænnet mig til det. Men en ting er sikkert jeg nyder det, og meget symptomatisk er mine små fysiske og mentale skavanker (bl. OCD) som sunket i jorden. Jeg har godt af at stoppe op og koncentrere mig om mig selv. Jeg sorterer tøj og en masse af det gamle mandetøj ryger på genbrug og jeg planlægger at sælge min bil og stoppe et langt liv på Den Danske Jyllandsring. For jeg var heldig – jeg slap levende hjem den sidste dag – og alle de andre dage. Men nu agter jeg at blive cyklist og bruger af offentlig transport.

Og-lige netop i disse dage titter foråret så småt frem. Min have er fuld af fugle efter jeg var begyndt fodring under de strenge dage i februar. Isen på fjorden ser ud til at vige og Zenta er blevet mere og mere kåd og trænger til at kunne spurte ud over markerne.

Jeg glæder mig til tiden der kommer!

Knus

Irene

Kønsterrorisme – snestorm og en tur til Christiansborg

- af Irene Haffner

Den 17. november var der kommunalvalg i Danmark. For mit vedkommende var det afslutningen på en meget hektisk periode. En periode der vendte op og ned på mit liv som transkønnet, forstået på den måde at der ikke mere var noget eller nogen at skjule sig for. Jeg blev offentlig kendt i hele det område jeg bor i. Jeg kom ikke ind i byrådet. Jeg havde for få personlige stemmer og måtte sande at man her i Vestjylland skal have venner og familie der vil stemme på en. Og det havde jeg ikke, eftersom jeg er tilflytter. Det var nu heller ikke det vigtigste for mig at blive valgt, selvom der gik lidt sport i det til sidst. Mit engagement i et politisk parti, som jeg for en gangs skyld kunne identificere mig med, kom til at betyde en åbning til det politiske liv på Christiansborg. Det var i høj grad nogle meget søde mennesker i SF`s homonetværk der skubbede mig indenfor. Jeg mødte op til deres møde i marts 2009 og har siden været til deres møder og lært bøsserne og de lesbiske i netværket at kende som nogle utrolig søde og kompetente mennesker. Da jeg første gang gav en orientering om at være transkønnet i Danmark og den problematik det giver for nogle, sagde de straks: ”Det aner de ikke en dyt om i folketingsgruppen” - ”Kan du ikke give en orientering til dem?”. Det var starten på en del møder og en artikel i bladet ”F” sammen med Stephen Whitle.

Jeg var opstillet som byrådskandidat, men pludselig tog transpolitikken fart, og jeg følte jeg ville være et skarn hvis jeg ikke greb chancenog benyttede åbningen til at få skudt nogle informationer og ønsker ind. Fokus blev flyttet fra lokalpolitik til transpolitik og jeg tvivler på jeg havde haft energi og engagement nok til begge dele. Nu blev det så et stykke politisk arbejde som SF`er og som sekretær for Trans-Danmark, foreningen alle elsker at hade.

Kønsterrorisme

Under valgkampen til kommunalvalget og tiden derefter blev jeg opmærksom på kønsterrorismen som florerer alle vegne. Som kandidat blev jeg bombarderet med spørgeskemaer fra TV-kanaler, radiostationer og fra universiteter. Tv-og radiokanalerne tilbød hjemmesider så deres lyttere og seere kunne se kandidaterne efter i sømmene, og universiteterne var optaget af at lave statistikker og længere afhandlinger om kandidaterne, deres baggrund og deres valgkamp. Jeg kunne simpelthen ikke overkomme det hele og kunne samtidig konstatere at de digitale spørgeskemaer og profilsider var hårdt ramt af kønsterrorisme. Man kunne ganske simpelt kun notere sig som enten mand eller kvinde. Det giver nogle problemer. Både i ens egen opfattelse, men måske også i ens potentielle vælgere og statistikkerne ville i hvert fald ikke være 100% sandfærdige. Dagbladet Nordjyske skrev som det eneste blad, at der var en kandidat der havde brug for sin egen kategori, da de havde en lang artikel om fordelingen af mandlige og kvindelige kandidater. Det var mig de tænkte på, og var så søde at skrive at de havde talt mig med som kvinde. Problemet er at det i sidste ende kun er egentlig kønsopererede der med fuld gyldighed kan kalde sig kvinde eller mand. I et offentlig forum og som kandidat til et valg har alle krav på sandheden. Jeg var transkønnet – men jeg var ikke kvinde selv om jeg levede som sådan. I hvert fald ikke i retslig forstand. Jeg brugte mine to mellemnavne hvilket var lovligt – og godkendt, men jeg synes jeg var lidt i et ingenmandsland når jeg skulle vælge køn. Dette blev sat meget på spidsen under de efterhånden mange flyvninger til København, og retur, som mit engagement i transpolitik har medført.

Problemet er som følger: Skriver jeg at jeg er af hankøn vil mit ydre ikke stemme overens med hvad jeg har opgivet. Der står en ældre kvinde i sikkerhedskontrollen men hendes ID siger hun er en mand. Skriver jeg at jeg er en kvinde, passer min billet til mit ydre men ID`et siger noget andet.

Ifølge mit ID bør jeg rejse som mand og slet ikke indlade mig på det bedrag at udgive mig for kvinde. Det er terrorisme Et forsøg på at få mig til at opføre mig som en af de to muligheder jeg på forhånd får opgivet: Mand/Kvinde.

Når jeg så ikke agter at følge de lidt simple og indsnævrede rammer, er det at problemerne opstår.

Og da det yderligere er muligt, med en revideret navnelov, at have det modsatte køns navne indflette i sit fødte køns navne er der grundlag for en del forvirring. Jeg må tilstå at jeg ikke føler mig ansvarlig for den forvirring der kan opstå, men kun kan more mig indvendigt over alt det bøvl en så primitiv kønsopfattelse kan afstedkomme. Under valget ville alle læse på de sider der var tilgængelige om mit kandidatur at jeg var kvinde. Jeg ville egentlig helst have haft at det fremgik at jeg var transkønnet. Så ville jeg ikke have ført nogen bag lyset. Kvinderådet valgte mig som repræsentant i min kommune, men de vidste hvem det var de valgte – men det gjorde jo ikke alle. Vi er fanget i en binær kønsterrorisme: Enten er du det ene eller det andet. Ikke nogen mellemveje her. Den alfanumeriske opfattelse af at naturen godt kunne finde på at skabe køn der er lidt af det ene og lidt af det andet med op til flere decimaler er totalt fraværende. Det er ikke naturens orden, eller mangel på samme, men derimod en bureaukratisk kønsopfattelse som efterhånden fremstår som ren kønsterrorisme.

Snestormen

Til den sidste tids hektiske hændelser kom så lige en snestorm af dimensioner. Jeg har oplevet en del af slagsen, men denne her er en der huskes. I 3 dage føg det så himmel og jord stod i et. Der opstår et sjældent sammenhold i så lille et samfund som her hvor jeg bor. Og midt i snestormens værste timer mødtes nogle af os i skidragter, pelshuer og vinterstøvler. Der bliver tjekket om alle er ok, om alle har varme og om nogen har brug for hjælp. Der havde været lidt afstand til transen i det lille tidligere fiskerhus, som havde ført sig frem i pressen og til vælgermøder, men her i snestormen normaliseredes forholdet igen på god vestjydsk maner. Når det fyger og alle er på vej til at blive begravet i sne viser fællesskabet sig at være stærkere end en enkelt trans underlige livsform. Det var en stærk og "varm" oplevelse, og så kan man iøvrigt ikke se om man er trans eller for den sags skyld om man er mand eller kvinde når man er pakket ind i pelshue, flyverdragt, Canadastøvler og store vanter.

En snestorm er en påmindelse om hvor små vi er og hvor uendelig ligegyldigt det er hvordan man lever. På en noget dramatisk måde gælder det at man er menneske først, siden trans.

Jeg har stadig det lille fiskerlejes flotteste snedrive. Den går op til taget og har min udendørslampe indeni. Så en snedrive med lys i. De transer skal da også altid gøre sig bemærket som noget særligt!

En tur til Christiansborg

Det nye år havde en dato, som var afsat på forhånd. Den 19. januar. Jeg vidste i god tid at jeg skulle afsted og havde bestilt mine billige flybilletter i god tid (458,- retur ).

Det blev en lang og kold dag, men også fyldt med dejlige indtryk. Som tidligere skrevet var der en del uoverensstemmelser imellem ID-køn og den faktiske person. Jeg havde af erfaring gjort lidt ud af at fabrikere et lille kort: Jxxxxx Irene Haffner Lang – jeg rejser som transkønnet: Irene Haffner – Tak for din forståelse og diskretion! Vedhæftet billede. Det vækker på en eller anden måde uro når især myndighedspersoner ser 2 kønsnavne sat op imod hinanden. Hvad skal de nu tro – er det hankønnet eller hunkønnet der skal respekteres? Damen der skulle visitere mig sagde blot: "Vær venlig at stil dem op på skammelen frue" – Det gjorde jeg, men måtte 2 gange tilbage da detektoren bippede fordi jeg havde en nøgle og en læbestift i lommen. Den ene sikkerhedsmand måtte have fat i en anden og sammen diskuterede de åbenbart den åbenlyse forskel imellem det fremmødte køn og det dokumenterede køn. Jeg måtte igen ty til mit lille kort og et smil viste at de forstod at jeg blot var en transkønnet ældre dame og ikke en forklædt taliban-kriger på jagt efter Kurt Westergård.

Jo – hvis man elsker den slags fokus fra sine medmennesker er det her lige stedet

Der ER en skærpet sikkerhed i de danske lufthavne.

De hurtige raids til København giver ikke meget spillerum, men når man er sammen med Izabella Simonÿ, som jeg mødtes med, er der altid plads til at ose. Så efter en frokost på cafe Nytorv gik turen op ad strøget på vej til vores møde på Christiansborg. Der blev kigget forretningsvinduer men vi havde en aftale Jeg skal ikke her gå i detaljer med det beslutningsforslag som er ved at blive udarbejdet af Kamal Qureshi fra SF. For det første er det fortroligt da det endnu ikke er færdigt og for det andet vil det tidsnok komme frem. Men både Izabella og jeg blev glade ved at se hvor tæt det lå op ad vores oprindelige 5-punktsforslag. Det var også opløftende at høre hvor langt fremme arbejdet var, og især var det spændende at høre hvordan der blev arbejdet på at skaffe flertal for forslagene. Ca. 8 uger vil der gå, så burde vi kunne følge en debat om transkønnedes forhold i folketinget. Vi blev i rigtig godt humør og smilede stort. Vi fik også hilst på den akademiske praktikant/sekretær og den personlige politiske rådgiver, og da der stadig var brug for hjælp med tekniske detaljer fik vi bragt Tina Thranesens videnbank på banen. Vel nok den eneste database i Danmark som ligger inde med så enestående en viden om transkønnedes forhold. Så lige nu foregår der en udveksling fra videnbanken og de beslutningsforslag som er ved at blive udarbejdet.

Senere skulle jeg alene mødes med SF`s homonetværk, som jeg i øvrigt har foreslået udvidet til at hedde homo-transnetværket. Man er vel beskeden. Vi fløj hastigt igennem en række punkter da tiden var knap og jeg måtte konstatere at jeg før jeg fik set mig om var udpeget som delegeret for netværket til SF`s landsmøde i april. Jeg har det med at få mig rodet ind i en masse. Bare jeg formår at rode mig ud igen. Gerne med resultater i nederdelens lommer.

Jeg nåede mit fly i vintermørket. Kunne ikke se meget andet end storbyens lys der forsvandt under mig og så – pludselig ind i skyerne. Det var et totalt fyldt fly og kvinden ved siden af mig var snakkesalig. Så tiden fløj, ligesom flyveren. I Ålborg kom al bagagen hurtigt på rullebåndet. Men ikke min. Der var ingen bagage til mig. Fotoapparatet, min dyre sminke, de små indkøb – pst! Væk!

Pludselig lå lufthavnen øde hen og jeg måtte lede før jeg fandt et kontor som ville tage sig af min forsvundne bagage.

I skrivende stund – fredag eftermiddag – ankom så min bagage med en budcentral.

Jeg tror egentlig ikke at de dersens luftfartsfolk ved hvad de har med at gøre. For er der noget der er farligt i denne verden, så er det en trans der mister sin sminke. Overfor dette faktum er selv kønsdiskrimination det rene barnemad!

Kærlig hilsen

Irene Haffner

Nytår og Vinter

2009/2010

GODT NYTÅR!

Det første årti i et nyt årtusinde er snart nået. Hvor frygten for den kolde krig og dens katastrofale følger har været dominerende i en stor del af min levetid, er det nu klimaforandringer og – som jeg hørte i radioen – om en asteoride på ca. 350 m rammer jorden eller ej når den suser mod os i 2036, efter at have rundet solen. Ingen ved det endnu. Der må være grundlag for bookmakere af enhver slags. Gør den? - eller gør den ikke?

Efter denne opmuntrende indledning, og efter en travetur ude i det hvide intet, sidder jeg i mit lille lune hus og ser sneen dale udenfor. Her er totalt stille og selv om det er 1. nytårsdag er der næsten ingen biler der finder ned her til fjorden. Sneen lægger sig som en fin pudderdyne over det hele, og skaber idylliske og uvirkelige billeder på nethinden.

Nytårsaften blev, næsten traditionsagtig, fejret med at gå ud og spise med Nauja på den kinesiske restaurant i Thisted. Vi er kun sammen nogle timer, da vi begge har hus og hunde at tage vare på, og Nauja har en stor dreng med autisme som gerne ser sin mor hjemme. Min vovse bliver totalt panisk af nytårsfyrværkeriet og her hvor jeg bor er der meget fredeligt, hvilket ikke kan siges om der hvor Nauja bor, så det bedste sted at opholde sig med Zenta er herhjemme. Så det blev en fredelig nytårsaften, som sluttede med at jeg så en umådelig hjertelig og smuk kinesisk film på TV: ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”som udover at sætte fokus på kærligheden og en kinesisk kvinde fik fortalt Kinas historie fra 60`erne og op til idag- det var en varm og gribende overgang til det nye år.

De mest støjende naboer jeg har for tiden er Sangsvanerne. De larmer – ja undskyld mig udtrykket – hele døgnet for at tilkalde alle svanerne på den langstrakte fjord, så de i flok kan holde en stor våge isfri på Lønnerup Fjord, som hurtigt fryser til fordi den er lavvandet og ikke særlig salt. Om sommeren holder hundredvis af knopsvaner til på fjorden, og så skiftes der om efteråret, så det nu er sangsvanerne der er her i meget store mængder. De arbejder hårdt for at holde vågen fri for is så de kan få den føde de har brug for. Men du milde en larm! Havde det været i et boligkvarter i en større by var de hurtigt blevet smidt ud.

2010 – hedder det nye år – og jeg skal lige vænne mig til at vi nu er i gang med en ny tur rundt om solen. Bare vi ikke møder den der asteoride i utide.

28.DECEMBER 2009

Kulden har indtaget Danmark. En sjælden gæst efterhånden, og så kommer den netop som der har været klimatopmøde om den globale opvarmning. Et pudsigt sammentræf. I de næste dage skal vi i dybfryseren igen og sneen har drysset ned og den første hvide jul i mange år er en kendsgerning.

Fredelig ud over alle grænser. Sådan som jeg har ønsket det hvert år i de sidste år. Især i år hvor jeg har kæmpet en brav kamp de sidste måneder for at holde min OCD i skak, og så kører jeg så uendelig mange kilometer i det daglige, at det er en ren fornøjelse at køre bilen i garage når ferierne indfinder sig og give både den og mig et pusterum. Og julens stress og trængsel er ikke noget for mig. Netop stress og pres er med til at få OCD`en til at vise tænder. Juleaften havde jeg besøg af min søde veninde, hendes kæreste og en god ven. Det var rigtig hyggeligt, med god mad, lidt gaver, mandelgave og pakkespil. Kl. 23 var det slut og de næste dage var mine egne. Jeg har haft 2 hunde i denne tid. Den lille Laika kom så hjem i går da Nauja kom hjem, men jeg har nydt turene ud i den smukke natur, roen herhjemme med smuk musik, levende lys og oplæsning fra en lydbog: Henning Mankell: Den urolige mand – Jeg har opdaget at man kan låne lydbøger fra sit lokale bibliotek på nettet. Smart.

Jeg regner og undersøger. Om godt 2 måneder er det en kendsgerning at jeg fratræder mit offentlige lønarbejde og går på efterløn. En noget mærkelig følelse når jeg tænker på min hyperaktive karriere på arbejdsmarkedet. Og jeg glæder mig, men er meget urolig for hvordan det bliver økonomisk. Men jeg tager det som en udfordring. Når jeg tænker på hvordan netop min generation har levet i et accelererende forbrug. Et brug og smid ud samfund, der næsten er en hån mod den stigende fattigdom rundt om i verden, skulle det vel nok være muligt, og især være sundt, at tilpasse sig en mere beskeden livsstil. Jeg overvejer meget alvorligt at droppe bilen. Jeg har kørt og kørt. Brugt formuer på biler. Tilbragt en meget stor del af mit liv på landeveje i biler, og der er vel ingen der tør påstå at man bliver klogere af at køre bil. Jeg vil sidde ved vinduet i en bus eller i et tog. Give mig tid til at læse mens vi kører, se landskabet glide forbi,og ikke deltage i det livsfarlige ræs på landevejene. Nok må være nok, og så kan jeg for en gangs skyld støtte den kollektive transport.

Nu mangler jeg nytåret som også bliver fredeligt, og så starter der prøver på en ballet der skal opføres den 10. januar. Og- inden jeg får set mig om, er jeg nået til den station hvor jeg står af og ønsker alle andre et fortsat godt arbejdsliv. Jeg har vist ydet mit – 48 år på arbejdsmarkedet, og selv om jeg stopper med lønarbejde, er der ingen der siger jeg stopper med at være aktiv.
Det ville ligne mig meget dårligt!

DET SØRME DET SANDT DET DECEMBER

Vi nærmer os det absolutte vendepunkt. Lige før den sidste rest lys siver ud af dagen. For det meste er alt gråt i gråt, men i dag skinnede solen fra en skyfri himmel og jeg fik et kig ud over Limfjorden set fra Himmerlands siden. En lys sandstribe forsvandt ud i horisonten og markedere den smalle strand langs dæmningen på Bygholm Vejle og hovedvejen.

Nauja og jeg havde været i Løgstør og købe noget af det sparsomme lys. Et lagersalg sælger de lækreste store tykke runde lys for en 10`er. Og min stue emmer af hygge med lys og min sidste store opdagelse: man kan låne musikvideoer på biblioteket. Så fra en skærm i min stue og med lyden forbundet til mit lydanlæg hører og ser jeg ”Das Wohltemperirte klavier” spillet af forskellige pianister på et stort flygel i en meget smuk sal af træ. Jeg elsker den musik og nyder hvordan tonerne fletter sig ind i fugerende forløb.

De to hunde, Laika og Zenta har været med og de har nydt det dejlige vejr lige så meget som os 2 travle voksne. De har spurtet afsted og nærmest jublet over at være sammen igen. Laika skal bo hos mig i julen, og jeg glæder mig, for det er en fornøjelse at have sådan 2 skønne velopdragne og livlige hunde omkring sig. Jeg har altid holdt meget af hunde. Mine andre gode venner, træerne, står til gengæld stille og livløse.Nærmest gået i hi. De venter også på lyset. De er smukke med de nøgne grene i kontrast til den klare lyse himmel, og de er et fantastisk syn mod skumringshimmelen hvor de står i blæksorte relieffer. 

Jeg kan ikke engagere mig i julen. Den er fuldstændig meningsløs for mig. Min viden og min fornuft siger mig at det er lidt af et bedragerisk fænomen. Måske aktuelt i forrige århundreder, men i dag kan jeg altså ikke tage det seriøst. Det er en menneskeskabt historie, skrevet og redigeret af nogle lærde i det 3. århundrede. jeg går egentlig og tænker på, hvornår menneskeheden slipper sin overtro og forholder sig til livet før døden. Og ikke slår hinanden ihjel i deres sikre overbevisning om at deres tro er den eneste sandhed. Den kristne tro har ret meget blod på sine hænder. 

Men med lysets forsvinden, er det en ganske anden sag. For det er jo selve genopstandelsen når vendepunktet nås og lyset vender tilbage. Livets cyklus, naturens kosmiske ur der tæller vore livsår. Livet opstår igen! Hvilket under! 

Så derfor var det symbolsk at vi i dag kom hjem med poser fyldt med lys. Og mens Bachs musik udfolder sig på det store sorte flygel sidder jeg lige så stille og prøver at genfinde den stilhed som engang var. Prøver at slippe bilkørsel i en stressende trafik. Prøver at glemme overfyldte forretninger med mennesker der har så travlt, fordi de skal nå det hele. Prøver at glemme de forjagede blikke jeg møder omkring mig. prøver at lukke forbruget og æderiet ude. Lukker nyheder om vold, trafikdrab, røverier, tyverier, sult og elendighed ude for et øjeblik for at hilse det snart kommende lys. For mig er det selve frelsen! –

Alligevel vil jeg ønske alle en glædelig jul som man gør og bør – og da også et godt nytår, og at det må blive bedre end det gamle og alt det der. Men allermest og vedkommende ønsker jeg masser af lys i mørket for dem der har behov. Jeg ønsker lys i sjælene, lys i tankerne og lys der blinker ude i fremtiden.

Så mere inderligt vil det lyde: Glædeligt og rigeligt med Lys til alle.

Jacta est alea

Terningerne er kastet – Afgørelsen er truffet.

af Irene Haffner

Intro

Man når til kardinalpunkter i sit liv. Punkter hvor man ved at det valg man træffer har konsekvenser og at valget er irreversibelt og altså ikke kan gøres om.

For mig var det et valg der blev truffet for lang tid siden, men dengang havde jeg næppe en ide om konsekvenserne. Jeg stolede på at hvis jeg var ærlig overfor andre og mig selv ville det ikke gå helt galt. Jeg var på vej ud i et kønsforvirret landskab. Et landskab fyldt med tabuer, indre nervøsitet og andres forundring, ja måske andres direkte afstandstagen – eller direkte foragt. Jeg vidste det ikke dengang, men jeg tog en beslutning. Jeg ville ikke mere være med til det, der havde fyldt så meget i min barndom, hvor man i et bedsteborgerligt hjem ustandseligt brugte udtrykket: ”Hvad vil de andre ikke sige?”

Nu stod jeg så i et skel hvor mit mentale køn opløste sig og blev en mangfoldighed og frugtbarhed af både det mandlige og det kvindelige for til sidst at fusionere i mig, Irene, som jeg i dag betragter som mit virkelige jeg og ikke en påtaget person jeg lufter ved lejlighed.

Min beslutning var at jeg ville lade Irene leve, lade hende brede sig ud i mit liv og lade andre forstå at Irene var mig.

Det har med årene givet nogle udfordringer der har været til at føle på. Og de største har faktisk været inde i mig selv. Jeg har måttet føle efter, både længe og dybt, for at få fast grund under de høje hæle og få den samme identitetssikkerhed som jeg har haft i mange år som mand.

De mange lærerige erfaringer har både været pinlige, morsomme og udviklende. Det tager tid at udfolde sin indre identitet så man bliver glad og kan se andres accept. Først og fremmest kræver det naturlighed!

Jeg går snart på efterløn og planlægger en strategisk tilbagetrækning til et liv jeg længe har ønsket mig. Jeg bor både smukt og billigt og har i mine mange gøremål igennem mit liv forsømt noget jeg altid har vidst at jeg skulle og må gøre. Jeg vil skrive. Jeg har altid elsket at skrive og har bunkevis af notater, ideer, novelleudkast, skitser m.m. Men det bliver så ikke den kreative mand, men den endnu mere kreative Irene som får opgaven. Jeg stopper som mand når jeg går på efterløn. Laver en god lille middag, skåler i hyldebærsaft og siger farvel til ham efter mange års tro tjeneste. Han har været et udmærket bekendtskab og jeg er tilfreds med ham. Det er ikke sådan at jeg flygter fra ham og skjuler mig bag en anden identitet. Nej, jeg er faktisk stolt af ham, men hans rolle er udspillet og det er faktisk som om han har fået en yngre vital og særdeles kreativ afløser, som bare venter på at komme til.

Jeg har så i det seneste år foretaget den ultimative eksponering. For ærlig talt, jeg kunne ikke tage mere af det der dobbeltliv og al den snak om kasse-diagnostitik. Jeg havde faktisk kun et mål om at kunne leve frit og i fuldt oplyst tilstand som den jeg er.

Kommunalvalg 2009

Det ultimative valg blev kommunalvalget. Da den lokale partiformand spurgte om jeg ikke ville stille op var jeg noget forundret. Mente han det virkelig? Jo det gjorde han. Efter noget betænkningstid hvor jeg med gys gennemgik mulige fremtidsscenarier med tilhørende katastrofer gav jeg et forsigtigt tilsagn. Det lå jo også dengang i 2008 langt ude i fremtiden. Min første forsmag på hvad der var i vente kom i januar 2009 hvor jeg deltog i et stort møde på Ryslinge Højskole. Ind imellem blev jeg desperat når jeg synes make-up og tøj fejlede og jeg fik så småt en fornemmelse af hvor vigtigt det var at falde ind i naturlig påklædning og make-up, som desværre er og bliver nødvendig når man hverken tager hormoner eller har fået laserbehandlinger. Især var det et problem med de mange tætte barberinger der skulle til, og helt galt gik det når der skulle to til om dagen. Ansigtshuden var nogle gange en glødende og blødende katastrofe som kunne få mig til næsten at græde af bar skuffelse. Andre gange lykkedes det på mirakuløs vis. Jeg har brugt formuer på alt muligt som måske – måske ikke – kunne være medvirkende til behagelige løsninger. I dag er løsningen egentlig ganske enkel: Vær enkel. Brug ganske lidt! Og så er jeg blevet en stor fan af Aloa Vera produkter og barberer mig altid med brug af babyolie, foruden den obligatoriske gel.

Men man bliver nødt til at lære noget om hudpleje når huden skal holde til mange timer med make-up og gentagne barberinger og derefter ny make-up. Det lærte jeg allerede noget om da jeg var i Berlin til TGEU-møde sammen med Trans-Danmarks bestyrelse i 2008.

Jeg har i de sidste par måneder her i efteråret 2009 så været inde i den afsluttende fase af mit projekt om tilblivelse som Irene. Ikke fordi det var hovedformålet. Men det var et af dem. Jeg stillede op til kommunalvalget fordi jeg politisk gerne ville være medbestemmende når det gælder børn, kultur og svages forhold. Jeg arbejder selv med svage børn, og børn og marginalgrupper har altid været en del af mit virke. Jeg har således udgivet en CD og givet koncerter med en autistisk pige.

Og så var der lige fristelsen til at afprøve det danske demokrati og friheden til forskellighed. Og som nogle sagde: Københavner, Sf´er, og transkønnet !!!! – og så i THY????

Og jeg blev da heller ikke valgt ind, men jeg oplevede valgmøder, at være på gaden, til messer, holde foredrag på Gymnasiet, skrive læserbreve,  og være i blandt andre mennesker som Irene. Det blev hurtigt kendt at en trans stillede op. Der blev kigget og jeg sad i paneler med andre kandidater. Jeg stod ansigt til ansigt med en masse mennekser og i en masse sammenhænge som ikke var i lukkede transmiljøer. Til sidst ænsede jeg det overhovedet ikke og lagde vist ikke engang mærke til om nogen bemærkede mig. Det er jeg ellers meget god til. Jeg er meget på indkøb i Føtex, Bilka, Lidl og andre supermarkeder. Jeg går på museer, i biografen og til koncerter. Jeg foretager mig alt det et normalt menneske gør. Men på en måde er man anonym når man går rundt i Bilka. Det er først ved kassen når man står tæt og keder sig i køerne at man kan blive bemærket. Men jeg plejer at være nærmest usynlig. Men det er man altså ikke når man sidder på række med andre og har en stor valgplakat foran sig og skal præsentere hvem man er. Jeg valgte hver gang at sige at jeg var trans. Sådan var det!

I tirsdags den 17. november var det så valgaften. Jeg havde bagt boller og vi tilbragte aftenen foran fjernsynet hos en af mine medkandidater Bente, som i øvrigt blev valgt ind med ca. 100 flere stemmer end jeg. Kl. 22 drog vi op på rådhuset og her stod jeg så, midt i virvaret af skærme, tv-interwievs og småsnakkende politikere. Flere hilste smilende på mig, men da jeg så, at jeg for det første ikke ville blive valgt ind og for det andet, at det ville tage den halve nat, kørte jeg hjem for at sove. Jeg havde faktisk en krævende arbejdsdag foran mig næste morgen.

Valget var til ende. Jeg kom ikke ind, og det er jeg ikke spor skuffet over. Der var ikke flere forhindringer for mig tilbage. Ikke flere steder jeg ikke ville kunne være mig. Hvad de andre siger, eksisterer ikke mere. Hele min familie, min arbejdsplads, mine venner og mange flere besøger min hjemmeside og jeg møder ikke flere hvor jeg skal skjule mig og lyve om hvem jeg er. Så I må undskylde mig: Jeg føler alligevel at jeg vandt det valg! Endda meget stort! Fakta er at Irene er blevet borgmester i sit eget liv! –intet mindre!
Og jeg skal lige til slut bemærke at der ikke har været én eneste bemærkning eller episode omkring at jeg har stillet op som transkønnet.

I dag har jeg så været ude og pille de sidste ensomme valgplakater ned og har pludselig tid til at igen se frem mod den 22. februar hvor jeg går på efterløn. Den dag bliver en særlig dag. En dag hvor jeg ved, at alt det jeg har lært og tilkæmpet mig, skal udgøre kernen i et nyt, dejligt og nok et noget feminint liv.

Jacta est alea – terningerne er kastet – og jeg har det fint med ingen vej tilbage!

Irene Haffner

Verden set fra en lygtepæl.

Det er i valgkampens tegn for tiden. Der er nu ikke så meget ”kamp” for mit vedkommende. Og egentlig er der ingen der kan kæmpe om ret meget, for fakta er at der skal spares og spares så det nærmer sig uanstændighed når vi kommer til de allersvageste i samfundet.

Men i øjeblikket ser jeg verden fra en lygtepæl. Jeg var på et tidligt tidspunkt klar over at, det at stille op til et kommunalvalg som transkønnet måske, ville vække nogle mediers interesse. Det har egentlig ikke væres så slemt – endnu!

Jeg har været til vælgermøder og siddet i panel med andre kommunalpolitikere og der er da blevet kigget lidt forundret, men jeg synes det er gået ret stille af sig. Jeg valgte jo også at præsentere mig selv tidligt i den lokale avis, så alle var klar over hvem jeg var.

Siden har jeg skrevet en del læserbreve både i den lokale avis (Thisted Dagblad) og den regionale (Nordjyske). Jeg har skrevet når der var noget jeg brændte for og er i det hele taget ikke rigtig den type der sælger mig selv for enhver pris. Det er stadig børnene der spøger i mine tanker. Jeg lovede mig selv som barn at jeg ville huske de voksne på hvad det vil sige at være barn. Og da jeg så i de sidste 45 år har mødt tusindvis af børn og set og mærket hvilke resourcer vi egentlig har med at gøre, ja så er det egentlig dem jeg vil ind og støtte. For de har det bestemt ikke altid lige sjovt i dette høj materialiserede samfund. Og Børnehaverne er ved at visne af bar besparelse.

Jeg har i dag været på gågaden i Hurup I i Sydthy og dele løbesedler ud. Hvem ville dog stemme på mig? – tænkte jeg. Når der så kom en mor, eller en far med børn, så gik jeg frejdigt hen til dem og sagde at her var lige lidt de kunne tage med hjem og kigge på.

Måske drukner sådan et valg i plakater og brochurer, men jeg tror nu nok de fleste ved hvem jeg er.

I dag frøs jeg, og ind imellem at dele løbesedler ud, stoppede jeg ved butikkerne og så på frakker. Det endte med, at jeg fik købt en varm frakke som jeg straks gik ned til bilen og skiftede til.

I går havde Nordjyske en stort anlagt artikel om hvordan fordelingen imellem mænd og kvinder er. Ca. ¼ af kandidaterne er kvinder. Mit blik fangede så en lille notits midt i det hele. Pænt indrammet og overskriften var ikke til at tage fejl af:

Det tredje køn i Thisted

Thisted: En af de 989 nordjyske byrådskandidater burde i virkeligheden have sin egen kategori: Irene Haffner, der stiller op for SF i Thisted Kommune, er transkønnet.

  Irene Haffner, der er pianist, musikpædagog og skribent, har i syv år været medlem af amtsmusikudvalget i Vestsjællands Amt og er desuden medlem af landsforeningen Trans-Danmarks bestyrelse.

Som transkønnet rummer Irene Haffners krop 2 personer. Den anden hedder xxxxxx xxxx.

I et interview blev det formuleret således:

-Jeg er helt bevidst om, at jeg er en mand. En kvindemand.

I statistikken har vi talt Irene Haffner som kvinde.

I øjeblikket skuer jeg ud over det hele fra lygtepælene. Og de næste 10 dage kræver da også overblik. Og der kan nå at ske meget endnu.

Om jeg bliver valgt?

Det ved jeg ikke, men jeg har markeret en ting der er vigtig for mig, og måske også for andre: Det er en af demokratiets fornemmeste opgaver at give plads til at være anderledes og give frihed til forskellighed.

Jeg smiler også lidt ved mig selv når jeg tænker på Dan Turell der gik med knaldsort neglelak og det vakte dengang en enorm opsigt. Da han blev spurgt lige ud: Hvorfor går du med sort neglelak på fingrene, svarede han:

Det skader ikke med nogle gode effekter i et dårligt teaterstykke!

Og måske er jeg bare en effekt i et halvdårligt teaterstykke.

Men jeg kunne da pokkers godt tænke mig at forandre det til et fantastisk teaterstykke som alle kunne spille med i.

Irene

lørdag den 7. november

Hektiske dage i efteråret.

Jeg kom i dag til at tænke på, at det vigtigste ansvar vi har, er at lade andre leve som dem de er.

Til gengæld har vi også hver især vores indre forpligtigelse til at leve som dem vi er.

Lige nu falmer skoven, kulden sniger sig langsomt ind og lyset svinder langsomt men sikkert.

Det er tiden hvor de kølige solskinsdage giver en svimlende fornemmelse af tiden og dens cykliske bevægelse. Nattehimlen er en fortabelse i rum og tid.

Jeg har dårligt tid, men kan ikke lade være med at gå og filosofere over livets underfundighed. Foran mig på mit skrivebord har jeg en bøn hængende af Objiwa indianerne hentet fra Salerno og Vanderburghs bog: Shamanens datter.

der står bl.a.:

Oh store Ånd, som indeholder alt

giv også mig indhold!

Fyld mit liv med din tanke,

for jeg er tømt og sårbar.

Giv mig styrke at jeg kan bestige

de 4 bjerge.

(Barndom, Ungdom, Middelalder, Alderdom)

Vis mig hvor jeg skal gå

giv mig et tegn

at jeg kan følge din visdom!

Jeg har altid syntes det var smukt og bruger det i mit stille sind når travlheden har det med at sætte skyklapper for det indre øje.

Og travlt det er der!

Jeg prøver at udnytte mine nye kontakter i det danske folketing, og arbejder på at få flere orienteringsmøder i stand. Det gælder især den europæiske menneskerettighedskommisions rapport fra i sommers: Thomas Hammarberg rapporten om transkønnedes forhold i Europa – og her står Danmark ikke i noget særlig godt lys. Hvis vi går og tror vi er åhh så dygtige til det der med frihed og demokrati, kan man godt tro om igen.

Jeg er så i fuld gang med min lobbyvirksomhed for at finde forståelse for nogle meget relevante ændringer i danske forhold. Måske lykkes det langsomt hen ad vejen at få forholdene for de transkønnede i Danmark til at være på højde med andre europæiske lande.

Og så har jeg meget glæde af min kontakt med forfatteren Neel Fasting som skal holde foredrag den 20. november i Vejle hvor vi er nogle der samles for at markere den internationale mindedag for myrdede transpersoner. I øjeblikket myrdes der 2 – OM UGEN i hele verden. Og sandsynligvis flere. Og mens danskerne går vildt op i nye fladskærme, ja så er der ikke én der interesserer sig for disse uhyrlige mord. Ikke engang pressen.

Jeg må til at gøre noget! Men foreløbig har jeg så været initiativtager til mindedagen i Vejle og glæder mig til at møde Neel Fasting.

Og så er der kommunalvalget her i Thisted Kommune. Det er lidt af en oplevelse og på en måde en udfordring for både thyboerne og mig. Men jeg brænder altså for børne- og kulturpolitik, så hvorfor skulle jeg ikke stille op? – Så nu er det op og hænge i lygtepælene, deltage i vælgermøder og for nylig blev jeg kontaktet af Kvinderådet og fik så opgaven at være kontaktperson. Det er jeg meget beæret over.

Lige nu sidder jeg og finpudser et 5-punkts program som skal fremsendes til Ø-S-SF-og R, da de har bedt mig nedfælde hvad der er væsentligt for transkønnede i Danmark i dag.

Og så skal jeg i gang med at få mig inviteret til flere orienteringsmøder på Christiansborg så de ikke helt glemmer mig.

Og imens svinder lyset. Det bliver til dage med rusk og regn og med stearinlysene tændt. Med Bach på CD`en for jeg er for tiden helt vild med barokmusikkens polyfoni og erindrer at den tyske forfatter Herman Hesse i bogen ”Glasperlespillet” beskriver det ypperste den menneskelige hjerne kan foretage sig, som en blanding af et skakspil og en Fuga.

Så indimellem sidder jeg ved klaveret og lader den kølige stringente polyfoni bevæge sig uden at tænke for meget (så spiller man bare galt).

Der er smukke stunder i livet og de bliver smukkere når de er savnet. Og efteråret er altid savnet trods sit vemod!

Møde med Per Clausen (enhedslisten) og Lone Dybkær (radikale venstre)

Christiansborg torsdag den 10. september.
 

Jeg havde været rigtig sløj om onsdagen men blev klar til torsdag.

Det stod på på 3 møder torsdag den 10.9.09 på Christiansborg!
 

Jeg fløj fra Ålborg onsdag aften kl. 20 for 2 timer senere at stå i centrum af København. Alt i alt kunne jeg flyve tur/retur for 400,- kr og jeg er efterhånden totalt immun for det at være transkønnet på rejse. Boarding kontrollen har jeg ordnet på den måde at jeg har et lille kort i mit pas hvor der står: Transgender – tak for din forståelse og diskretion! – Så der blev bare smilet og sagt: God Rejse!

Kl. 11.30 om torsdagen den 10.9.09 mødtes jeg på Nytorv i København med Izabella. Jeg føler mig i godt og kompetent selskab med Izabella. Sød, velbegavet og absolut en dame med stil. Så vi sad en times tid i solskinnet på Cafe Nytorv og fik en let frokost, før vi spadserede ned gennem strøget og op til Christiansborg hvor den første vi skulle møde var Per Clausen. Da vi sad og ventede kom Pernille Vigsø Bagge forbi og kom hen og hilste på mig. Transen var i byen!

Vi blev vist til Per Clausens kontor og mødelokale, og da han ankomk gik vi lige til sagen.

Jeg havde lavet en lille dagsorden og den fulgte vi. Først Izabella og så jeg, orienterede kort om vores respektive foreninger (TiD - Transvestitforeningen i Danmark og TD Trans-Danmark) og derefter gennemgik vi Karin Astrups sammenfattelse af Thomas Hammarbergs rapport fra i sommers.

Jeg havde jo egentlig lovet mig selv at jeg ikke ville bruge så meget tid på de transseksuelles problemer. Det måtte de klare selv. Men ak – sådan gik det ikke helt!

Vi fik berørt at sygdomsgørelsen ville vi ikke være med til som transvestitter, og at vi ønskede en ID-mulighed udenom sexologisk kliniks medvirken. Han noterede vores synspunkter og vi fik en meget konstruktiv dialog.

For begge møder galdt at vi fik nævnt at vi ønskede mere oplysning i fks. folkeskolerne, og jeg skulle senere til et møde i SF`s netværk som har netop dette på programmet.

Vi fik også med at der var en øget frekvens af kvinder der søgte mod den mandlige identitet.

Vi orienterede om vores sidste møde med Karina Lorentzen Dehenhardt fra SF og vores næste møde med Lone Dybkær, de radikale, umiddelbart efter dette møde.

Og han noterede sig at han skulle snakke med dem.

Jeg fik overbragt ham en tak for hans indsats og fortalte at vi var mange der var bekendt med hans store indsats for trans-rettighederne i DK. Det skulle han have tak for!

Det næste møde umiddelbart efter var med Lone Dybkær. Og havde Per Clausen været en stille og rolig personlighed, mødte vi nu det stik modsatte. Der var fuld tryk på. Lone Dybkær er en personlighed der fylder og en ganske charmerende kvinde med strithår og et intenst og vågent blik.

Hendes kontor var rodet og vi fik fjernet lidt så vi kunne sidde på et par stole og sekretæren Gitte fik serveret noget vand, som viste sig ganske nødvendigt i en hæsblæsende dialog. Heldigvis viste Izabella sig som den perfekte lynafleder. Hende og Lone Dybkær swingede rigtig godt.

Nå – lad os gå løs- sagde Lone Dybkær – hvad ønsker I? – Jeg er matematiker og praktisk handlende, så lad os ikke spilde tiden på snak – hvad vil I?

Vi fulgte samme procedure som med mødet med Per Clausen. Lone Dybkær viste sig at være en utrolig inspirerende person at møde. Hun gik tæt på os, og vi fornemmede at hun straks strittede med hårene da vi fortalte om den manglende forskning på Sexologisk klinik og om deres magtmonopol.

Hun noterede og sagde at det var alle tiders hvad vi gjorde, (vi fortalte at vi var på lobbytur).

Og vi nåede som sagt at få nogle rigtig gode desinger af en erfaren og charmerende politiker.

Izabella og jeg sad lidt i den smukke have ved det Kgl. Bibliotek og fordøjede vores intense oplevelse inden vi gik ned til den Sorte Diamant og fik Cappucino og snakkede om, at vi sørme ville fortsætte det her. Det var spændende og meningsfuldt. Så kunne alle de brokkefår der fandtes rundt om itransmiljøet gå rundt og brokke sig. Vi gjorde det også for vores egne skyld. Fordi vi nu engang var dem vi var og fordi vi ikke uden videre ville finde os i at vores frihed som individ skulle begrænses bare fordi vi var transkønnede.

Som Izabella så dejligt sagde til begge møderne: Vi kommer også for at vise at vi er ganske normale og søde mennesker.

Og det var vi!

Bagefter sagde jeg farvel til Izabella foran Christiansborg og gik endnu engang op ad trappen. Jeg skulle til møde i SF`s homonetværk som har været så søde at inddrage en trans som mig i deres arbejde.

På en meget fin måde passede dette noget anderledes møde med de 2 forgående.

Vi snakkede om at implemetere fks. Menneskerettigheder i et kommende regeringsgrundlag og om at sætte pres på en øget oplysning/kampagne om Bøsser,Lesbiske og Transkønnede.

Det var en meget træt mig, der bagefter sad på en bænk på Frederiksholms kanal og pustede ud og så på det pulserende byliv og de flotte bygninger.

Det havde været en megaflot dag. Solskin og en masse konstruktiv dialog.

Jeg travede med min lille kuffert på hjul op til Kgs. Nytorv, fik lidt at spise, og så ned i metroen og ud i lufthavnen. Ind på et handicaptoilet og få lagt en ny make-up. Booke ind. Og spekulere på hvad der nu gik galt: Indtil nu havde jeg mistet en saks, og en for stor spray med Musk-oil. (Flyvesikkerheden tillader ikke slige sager!)

Flyet lettede 22.30 op i den mørke himmel, med en fantastisk udsigt over alle lysene fra byen. Ud over havet og inden jeg fik drukket den kop kaffe jeg blev budt, landede vi i Ålborg. Jo – denne gang gik det helt galt: Min kuffert kom ud uden det ene hjul. Pokkers!

Ud i  bilen og så 1 times kørsel på en totalt øde og mørk hovedvej, inden jeg igen holdt ved det lille hus ved Limfjorden.

Irene

Koncert i København 15.8.09

Jeg havde en lille klaverkoncert i København i lørdags den 15.august.Nærmere bestemt på Københavns Bymuseum som led i særudstillingen ”Som Jeg Er” – en udstilling om Homo – Bi – og Transliv i København igennem tiderne.

Og jeg er jo født og opvokset i København (Gladsaxe), så selv om jeg bor i Thy er det stadigvæk lidt min by.

Jeg kørte fredag lige fra arbejde og oplevede så en sej tur på motorvejen der led af forstoppelse fra Århus stort set til København. 6-7 timer tog det. Normalt kan turen gøres på 4 ½ - 5 timer.

Jeg boede i min søns lejlighed på Frederiksberg og hans nye kæreste Maria, ventede mig med nøgle og da det kun var anden gang vi mødtes endte det med at vi sludrede i flere timer. Det er dejligt at blive accepteret og respekteret som den man er uden at skulle forestille sig.

Jeg fik læst og sovet. Op næste morgen og bruge god tid på at gøre mig klar. Det øsregnede og med min lille kuffert på hjul og en paraply trippede jeg over til en taxi holdeplads og ankom til Københavns Bymuseum sidst på formiddagen. Ind bagved og stille tingene og så ud til flygelet i salen og i gang med at øve og varme op. Det blev til en times øvning, til glæde for en del udenlandske turister.

Så var det ind og klæde om. Jens ankom og fik sammen med nogle andre sat flotte hvide kasser til at sidde på, op  midt i udstillingen og kl. 13 var der ca 25 på plads til en times koncert. Sådanne intime små koncerter ER intime, og 25 var egentlig ganske pænt. Kl. 13.05 gik jeg på og startede så en performance for klaver spundet sammen med digte fra ”Digte fra en nylonstrømpe”, samt et enkelt fra ”Udsigt til Liv”!

Jeg elsker at binde musik og digte sammen i en helhed. Det har jeg gjort mange gange og en gang holdt jeg natkoncerter for eleverne på en højskole der ankom med deres dyner og lå i foredragssalen sent om aftenen og lyttede til musikken og ordene, mens stearinlysene brændte.

Jeg har faktisk altid været lidt i tvivl om jeg skulle spille eller skrive. Nu er det så begge dele og det er dejligt at kunne flette det sammen. 

Bagefter var der forfriskninger i den smukke havesal og vi fik småsludret på kryds og tværs, inden jeg fik pakket, sagt farvel og sammen med sønniken og hans kæreste fik fat i en taxa.

På Frederiksberg gik vi ud at spise og havde en dejlig time sammen, inden vi gik tilbage. Jeg fik pakket  og læsset Greenflower, og kl. 17 forlod jeg København for 5 timer senere at rulle ind i indkørslen hjemme i Thy. Næste morgen stod det på politisk seminar, så der var ikke megen tid til at puste ud i den weekend.

Men det var en dejlig oplevelse at aflevere en velforberedt koncert. Det glæder mig og er en stor tilfredsstillelse hver gang.

Indvendig vinker jeg så småt farvel til sommeren. Min lysfølsomhed registrerer de små indsnævringer af lys som peger på en deroute til vinterens mørke. Men heldigvis er der stadig mulighed for eftersommerens glød og efterårets eksplosion i rødt, gult og brunt.

Indvendig er ved at blive trangt. Når man for længe har opholdt sig i sine tanker og har ladet sig indfange af de uophørlige tankestrømme som huserer i ens egen tankeverden.

Ind imellem bliver der for snævert.

Nu er jeg startet på job igen og hver morgen holder jeg og går tur. Ned af en lille grusvej, og standser hvor der er et stort udsyn ud over landskabet. Her står jeg et øjeblik og hilser den ydre verden. Fornemmer den. Den kan ikke sådan flytte sig rundt med 100 km´s fart. Træet må blive stående og se det hele hvirvle forbi. Det er dejligt at slippe blikket fri – og lade tankerne blive nærværende i stedet for deres trang til at skabe deres egne spind.

Så jeg står et øjeblik og lader alle sanser åbne sig og så starter jeg et lille stående yogaprogram for at få kroppen smidiggjort til dagens aktiviteter.

Disse morgener – og lige netop i denne tid – er som et forfriskende brusebad!

Vores små hverdage er som livet på bunden af en skov. Så en gang imellem må man op i trækronerne og se ud over verden. Man må lære sig selv igen og igen at tænke stort. Og hver gang har tankerne det med at skrumpe – og dumpe ned på bunden af hverdagens rutiner.

Men i dag begyndte jeg at klatre op for at få endnu et kig ud i verden.

Sommeren går på hæld. Så kort den egentlig er. Urolig og ustabil er den også. Den svinger fra lune solskinsdage, til lange dage med silende regn og så et par enkelte dage med storm og vedvarende kuling.

Det har været de små oplevelsers ferie. dagturene ud i det jydske. Turen til København i begyndelsen af Juli og så en tur igen her i slutningen af Juli.

jeg var i København og passe bod for SF i Square Pride byen ved Frederiksholms Kanal i København.

Det var en meget farverig oplevelse. Mange nationaliteter, lesbiske, bøsser , transer, drags, små familier med børn, turister og alt blandet imellem hinanden. Sofagrupper og lænestole var sat ud, og den bod jeg var med til at bemande lå lige ved siden af en af de små scener, så jeg fik set en del små shows.

En oplevelse var det også at jeg fløj til København og tilbage. Der skete små pudsige hændelser, som da den unge dame i boarding kontrollen i Ålborg lufthavn blev lettere forvirret da hun så mit ID som jo stritter i begge kønsretninger. Og turen hjem, da vi passerede et stormvejr og oplevede nogle gevaldige lufthuller. Det var en mættet tur, og jeg måtte lige sove et døgns tid da jeg kom hjem.

Nu er det den sidste uge og jeg har en masse små arbejde der skal gøres, og blev så lige i dag præsenteret for den mulighed at følges med Trans-Danmarks bestyrelse til konference på Malta i Oktober. Men nu har jeg jo øvet mig på at rejse med fly, så det ville da bare være spændende.

Jo Ferier går hurtigt. De glider afsted uden at man egentlig ænser det og så fylder de en med en masse små anderledes indtryk og en frihed som ikke er så tilgængelig i jobrutinerne.

Jeg ender med glæde mig den dag jeg skal starte på jobbet! Det er den 10. august.

Og så venter bare en travl periode. Jeg har koncert i København lørdag den 15.august og det kræver koncentration og øvning. Den 22. august skal jeg til møde syd for grænsen og den 5.september skal vi så have sommerfest i Trans-Danmark i de nye lokaler Sheila og jeg har været ude at finde. Ja – så kører det egentlig bare derudaf.

Og kommunalvalget opsluger mig nok i løbet af de kommende måneder.

Stadig er der eftersommeren og sensommeren at nyde. Jeg går tur hver dag med Zenta og lige i øjeblikket er det blomsternes tid. jeg kommer dagligt hjem, med en buket smukke blomster som lyser op her i min stue.

En ferie er ved at være slut og det er altid med vemod at sige farvel til noget, men kan til gengæld være berigende at sige goddag til noget nyt.

16/7-2009

For nogle måneder siden blev der sukket: "Bare det snart er ferie". Nu glider den allerede afsted og jeg er snart halvvejs.
Det har været en ferie med base hjemme og med ture ud i det smukke land. I en del dage sammen med Nauja hvor vi med de to hunde, Laika og Zenta ( mini og maxi som jeg kalder dem) er kørt efter seværdigheder vi gerne ville opleve.
En rigtig dejlig tur blev turen til det nordøstlige Himmerland hvor vi for første gang fik set Lille Vildmose, som altså er større end Store Vildmose som vi kørte ind over i går, da vi havde været i Frederikshavn og shoppe og på Vorrgård og se lidt middelalderdage. I Fredrikshavn blev vi overrasket af en meget voldsom regnbyge, og selv om vi kun havde kort til bilen nåede vi at blive gennemblødte og måtte stoppe i Voersaa ud til havet for at skifte tøj og lade hundene spurte afsted.
Men Lille Vildmose var en meget flot oplevelse. Det viste sig at være flere små/store moseområder og vi var så heldige at findeb et rigtigt moseområde hvor der var lagt de flotteste træ-gangstier ud og lavet flotte udsigtsterrasser for de besøgende. Vi var de eneste da vi var der.
Vi har været en del i Ålborg da næsten alle veje nordpå krydser Ålborg - og idag tog vi så på Nordjyllands Kunstmuseum "Kunsten" og så en Wilhelm Freddie udstilling. Han er jo mest berømt for sine erotiske (pornografiske, mener nogen) billeder, men jeg synes slet ikke det var det der prægede hans billeder. Nok mere en stærk dybdepsykologisk drømmeverden som til tider var voldelig stærk og til andre tider erotisk smuk.
Vi fik også set resten af udstillingen og sad nede i cafeens gårdhave og spiste et let måltid og så på den smukke have.
Det har været nogle dejlige dage. Vi er som regel kørt ved 10-tiden og har været hjemme igen ved 18-tiden.
Jeg når hver morgen at få lagt en god holdbar makeup og vi har alt i alt været to søde damer på tur. Desværre er virkeligheden jo den at der ligger den ene fristende forretning efter den anden og lidt tøj er vist smuttet ned i kurven uden at vi ville det. Det største kup var nok i Frederikshavn hvor vi kom netop som en trailer med en masse varer blev sat udenfor en tøjbutik - alt i den kostede 10,- kr. og der var de lækreste kvalitetsbælter med priser op til 400,- kroner - vi fik hurtigt samlet 3 hver - og fik dem så for 30,- kr. Det mente vi selv var dagens scoop.
Vi var også en dag på vej mod Fur - og kørte af de små kringlede veje fra Glyngøre op til Nordsalling hvor den lille færge sejler, men vejret så meget truende ud så vi ombestemte os og kørte til Skive ogt fik på vejen besøgt Jeppe Åkjærs fødehjem "Jenle". Vi var på Skive Kunstmuseum og på en herlig shoppingtur i Skive, hvor jeg bl.a. fik mig de dejligste sandaler med en let forhøjet hæl. De har siddet på mig siden.
I morgen går det mod Heltborg i Sydthy. Vi skal ud og se et museum der. Og Sydthy hører til noget af det smukkeste landskab i Danmark, så det bliver sikkert en smuk tur - og alle dage har vi fundet et sted at spise og har fundet smukke steder at gå tur med vores hunde.
På lørdag kører Sheila og jeg til Djursland hvor vi skal til fødselsdag.
Ind imellem får jeg øvet mig på klaveret og læst og min dag er allerede rykket, så jeg går sent i seng og står sent op.
Ferie er virkelig frihed til selv at indrette sin tid - dejligt. Og når man så er rigtig mæt af ferie, ja, så glæder man sig som regel til at starte på job igen.
Og sådan bliver det sikkert igen i år.

Et meget sommerligt besøg i hovedstaden

-og til åbning af Homo-Bi-Trans udstillingen ”Som Jeg Er” på Københavns Bymuseum.

af Irene Haffner

2.juli

De ualmindelige smukke sommerdage her i starten af juli blev rammen om en tur til den danske Hovedstad.

Sheila Frik og jeg skulle til åbning af særudstillingen ”SOM JEG ER” på Københavns Bymuseum fredag den 3. juli..

En udstilling om Homo-Bi og Transliv i København igennem tiderne.

Jeg skulle desuden spille et kort indslag ved åbningsreceptionen.

Jeg kan ikke ønske mig en bedre og dejligere veninde end Sheila, og mange er de ture vi to efterhånden har været på sammen. Så det var helt utænkeligt at vi ikke skulle følges ad til denne begivenhed i København. Jeg havde bestilt billetter på hotel Cab-inn City, og det var så anden gang vi brugte dette hotel der ligger meget centralt lige overfor politigården. Vi kørte frem om torsdagen og priste os lykkelige over at der var opfundet klima-anlæg til biler. Men ellers blev bilen parkeret i hotellets kælder og vi fandt vores værelse og fik os installeret. Efter 5 timers biltur var der lige en make-up der skulle friskes op, men derefter spadserede vi ind til Gl.Torv og Nytorv, for vi er efterhånden blevet glade for den hyggelige gamle Cafe Nytorv, så det var den vi stilede imod.

De er bare så søde der, og nu har de set os nogle gange og vi får den sødeste betjening. Vi bestilte mad og satte os lige udenfor og havde god udsigt ud over Rådhusstræde og havde det lukkede CODE lige overfor. Der sad vi så i sommervarmen og nød storbyens sommerlige puls. De dejlige sommerklædte kvinder, mændenes nyfigne blikke, og midt i det hele lød de dejligste toner fra et australsk orkester der spillede på Gl. Torv lige foran springvandet med guldæblerne. ”The Wishing Well” hed de, og de spillede den dejligste musik mens vi spiste og sugede storbyen til os.

Det blev bagefter til en spadseretur ind i de små gader og et besøg på CAN-CAN til en iskold cola og en dejlig snak ved baren. Vi blev bare modtaget så venligt alle vegne. Gaderne var fyldte af mennesker der sad ved borde som restauranterne havde sat ud i varmen, og en masse smil fandt vej til os to nordjyske transpiger. Over rådhuspladsen og ned langs Tivoli, en tur i haven bag Glyptoteket inden vi fandt hjem til hotellet og fik en nats velfortjent søvn.

3.juli

Fredagen lagde ud lige så varmt som torsdagen, og det var som om den var ved at tage sig sammen til en rekord, som senere skulle vise sig at være reel nok.

Jeg brugte morgenen til at samle mig, mens Sheila var nede og spise morgenmad i hotellets restaurant. Jeg nøjedes med banan og rugbrød. Vi gav os god tid og da vi endelig fik en taxa til at hente os og køre os ind til Bymuseet var klokken 11. Vi ankom til en udstilling som end ikke var færdigopstillet. der blev hamret og banket, og efter jeg havde fået vist hvor jeg kunne holde til ude bagved, kom øjeblikket hvor jeg skulle lære flyglet nærmere at kende. Så midt i de sidste forberedelser fik jeg tilpasset hænder og flygel til hinanden. Det viste sig ved nærmere bekendtskab at være et ualmindeligt dejligt og velklingende flygel, så jeg havde en god fornemmelse indeni.

Alle vinduer stod på vid gab for at lokke lidt frisk og svalende vind igennem de varme lokaler. Ude bagved i undervisningsafdelingen bød de søde damer på kaffe og der var en spændt stemning i hele huset.

Da vi var i god tid gik Sheila og jeg en tur i Føtex ovre på den anden side af Vesterbrogade. Vi så en del på agurker da der var køleanlæg på frugt-og grønt afdelingen. Da vi var kølet ned til normaltemperatur gik vi målrettet efter det væsentligste: Tøj-og parfumeafdelingen. Det blev nu meget beskedent. Sheila skulle have et par nye hårklemmer og jeg kiggede lige på en gul top med stropper til 30 kroner og fandt da også nogle superflotte briller som jeg fik til 39 kroner. Den gule top skulle vise sig at være et rigtig godt køb i varmen, for temperaturen var omkring de 30 grader her midt på stenbroen.

Tilbage på museet var det tid at begynde forberedelserne. Jeg skulle skifte både tøj og make-up, og så skulle jeg jo også passe at drikke kaffe med Sidsel på kontoret og snakke. Det var afslappet og samtidig fyldt med forventning.

Jeg oplevede ikke folk ankom og heller ikke åbningstalerne, jeg sad ude bagved og ventede mens Sheila var rundt og fotografere. Kl. 14.30 kom Jens og sagde at de var klar. Det var mine nerver vist også. Men jeg kom da ind i en fyldt sal. Alle stod op og der blev klappet. Frem til flyglet og så starte på Nocturnen. Det blev et ca. 15 min. indslag som aftalt. En mere fyldig koncert følger den 15. august. Derefter var jeg rundt og se både udstillingen og hilse på. Især de søde piger fra TiD skulle jeg da hilse på. Det er en fornøjelse at mærke deres glæde og ro. Det stråler ud af den nye bestyrelse at de kan lide at arbejde sammen, og jeg er oprigtig ked af at jeg ikke får set deres ”mannequin” på Bymuseet på næste lørdag den 11. juli kl. 13. De har lagt et stort arbejde i det og de skulle da også hjem og øve efter åbningsreceptionen. Men en fornøjelse er det at møde dem.

Jeg havde fået en stor buket blomster efter mit indslag på flyglet, og da jeg vidste at de ikke kunne holde til rejsen hjem forærede jeg dem til Sidsel som var leder af undervisningsafdelingen.

Jeg var rundt og kigge og kunne konstatere at det var en spændende udstilling i en spændende bygning. Jeg glæder mig til at gense det hele den 15. august.

Sheila og jeg var efterhånden godt trætte og brugte og ved 16-tiden fik vi pakket os sammen og fik fanget en taxa på Vesterbrogade der kørte os hjem. Op og hvile og da vi vågnede efter en eftermiddagslur slog det os at vi jo kunne køre i aftenkøligheden og være hjemme lige efter midnat og vågne op næste morgen i vores eget sommerland som bestemt ikke er at kimse af i denne tid.

Som sagt så gjort. Der blev pakket og ”Greenflower” (en MEGET grøn Citroen Picasso) blev gjort rejseklar. Kl. 20 forlod vi København og susede ud af motorvejen lige ind i solnedgangen indtil vi nåede nord for Hobro. Så ind over Himmerland hvor en rød og vidunderlig måne dukkede op og viste sig som en smuk lanterne på sommernattens himmel ud over Vejlerne. Kl. 00.30 holdt vi hjemme og kunne skilles efter en rigtig dejlig tur. Sådan er det med Thisted-Pigerne, de keder sig aldrig på de lange bilture. Der grines og filosoferes og hjerte og hjerne spinder de fineste tråde så dem der møder os på rastepladser og kiosker ikke kan andet end at smile til os. Jeg nyder altid at rejse med Sheila!

Det var alt i alt en dejlig tur – og da jeg ikke hørte velkomsten vil jeg tillade mig at bringe dette fra Out&About:

Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev har åbnet en udstilling om københavnske homoseksuelle, biseksuelle og transpersoners historie. Udstillingen med titlen ’Som jeg er’ åbnede på Københavns Bymuseum fredag den 3. juni.

”Historien om retten til at være homoseksuel har været en hård og lang kamp. Trods forbedringer ser vi stadig overgreb og hate crimes i vores hovedstad,” sagde Pia Allerslev blandt andet i sin tale ved åbningen af udstillingen.

Hun nævnte også de to forskellige vielsesritualer, der gælder for henholdsvis homo- og heteroseksuelle par, som et eksempel på, at der er lang vej igen, inden alle har samme rettigheder uanset seksualitet.

Udstillingen på Københavns Bymuseum er åbnet i forbindelse med World Outgames, og den løber frem til 29. september. Læs mere på Københavns Bymuseums hjemmeside, bymuseum.dk

8/6 - 09
Tangenter

I hele mit liv har det mest gennemgående været: Tangenter!

Klaveret kom ind i mit liv da jeg var bare 5 år gammel. Min far havde købt et stort sort blankpoleret klaver. Jeg tror det var tænkt som lidt kultur i en håndværker familie. Men for mig blev det min skæbne. Jeg gik til spil en gang om ugen fra jeg var 5 år til jeg som 20 årig blev optaget på Det Jydske Musikkonservatories forskole.

Jeg var ikke særlig god til at læse noder. Faktisk ret nodeblind. Men jeg kunne fordybe mig ind i et klavers lyde og min egen musik strømmede frit igennem mine fingre. Jeg spillede i timevis og fik med tiden dygtige lærere. Da jeg endelig kom på konservatoriet med klaver som hovedfag, ville skæbnen at jeg var udsat for en ulykke hvor jeg skar en nerve over i min højre hånd.

Slut med drømmen om at blive koncertpianist. Og egentlig godt det samme. Jeg tror ikke jeg havde evnen til at indlære og huske store klaverværker – for slet ikke at tale om nerver til at spille uden fejl.

I stedet blev jeg rytmisk musiker og spillede i orkestre. Jeg dyrkede dog den klassiske musik ved siden af og komponerede efterhånden en del klavermusik udover de rytmiske stykker og alle teksterne.

I lang tid var jeg i tvivl om hvor jeg skulle satse: På at skrive eller på at spille.

Det blev musikken – men også en del skriverier – bl.a. 4 digtsamlinger.

I lange perioder hørte det til min dagsrytme at øve skalaer, fingerøvelser, og aktuelle numre som skulle læres. Jeg lærte også mig selv at spille harmonika og øvede rigtig meget, så jeg til sidst kunne spille blindspil. Altså spille uden at se på instrumentet.

Jeg fik efterhånden så travlt som alsidig musiker at jeg efterhånden havde et omfangsrigt pædagogisk undervisningsvirke, plus orkestre og solooptræden.

Jeg blev korleder, og spillede professionelt med orkestre og levede af min musik.

I dag oplever jeg den første tid igen. Jeg er vendt tilbage til min øvning. Sidde ved klaveret og indøve nye passager og især fingersætninger der skal være i orden.

Og efter mange år på det rytmiske og folkelige musikmarked, er jeg vendt tilbage til min noget specielle klavermusik, som ikke er hverken folkelig eller let tilgængeligt.

Jeg lader min beundring for fks. Bela Bartok få frit løb. Og igen føler jeg tangenterne som den bedste legeplads jeg har oplevet i mit liv.

Tangenterne har spillet en alt afgørende rolle i mit liv, og jeg har altid følt ansats til panik hvis tangenterne var for langt væk – eller helt fraværende.

Tangenter er kernen i mit liv – også i dag!

Jeg skal have klaverkoncert i palæet på Københavns Bymuseum fredag den 3. juli - og igen den 15. august.
Man kan se salen i fotoalbummet.

Virkelighedens Poesi!

-Kandidat til et travlt hverdagsliv!

Der er kommet poesi i mit liv. Og foruden poesien har den fået en ramme at trives i: Den virkelige verden: Hverdagen!

Det er blevet en selvfølge at være transkønnet hvor som helst og når som helst. Det eneste punkt der endnu er ”helligt” er mit arbejde. Men jeg går snart på efterløn så jeg agter ikke at gøre det store nummer ud af det.

Ellers er jeg så eksponeret i mit område at alle kender transen der færdes rundt om i byen. I forretningerne, i biografen, på gaden og til møder og koncerter i området. Ofte sammen med min søde veninde Sheila Frik.

Du kan med rette spørge hvad det har med poesi at gøre?

Poesi er den lette og yndefulde følelse af sammenhørighed med det smukke i livet. Jeg føler jeg er blevet smuk og gerne vil være smukkere (!). Og det er ikke kun et anliggende der gælder make-up eller tøj. Det er ikke et anliggende der involverer stylister eller stemmetræning eller hvad ved jeg. For alt det kommer langsomt af sig selv hvis poesien er til stede.

Jeg er langsomt blevet mig! Ganske enkelt.

For få år siden syntes det fjernt at det skulle blive sådan. Jeg levede som mange andre i en let skjult tilstand hvor cyberspace var udgangspunktet for små kommandoraids ud i virkeligheden. Gerne på et skyet og let formørket dag, så hætten kunne trækkes op på den hellange frakke.

I dag er bland andet mit engagement i politisk arbejde både i SF og i Trans-Danmark medvirkende til en levevis der som sagt har givet mig følelsen af poesi.

Det er nu ikke altid lige kønt, når man fks. er på en 10 timers rejse med tog afbrudt af et par timers møde i centrum af København og lige når et enkelt reperations besøg på et handicap-toilet. Jeg vil ikke sige jeg følte det særligt poetisk, men jeg så stædigt lige ud og overså de forbavsede blikke i et overfyldt IC-tog, begravede mig i mit blad og mine medbragte strygekvartetter af Bela Bartok. Hvad gør man ikke i sagens tjeneste.

Jeg fører en log-bog over min make-up da jeg forudser kommende udfordringer der bestemt ikke bliver mindre med alderens komme. Men jeg husker poesien der strålede ud fra tv-udsendelsen om transerne fra Napoli – feminellaerne – hvor alle aldre og udformninger var gyldige i et fællesskab af tydelig sydlandsk oprindelse. Varmt og levende! Man kan kun misunde det!

Jeg oplever poesi når jeg har veninder på besøg og vi sidder afslappede og sludrer indendørs – eller i solen på terrassen, eller når jeg går på venindebesøg og har en kage med til kaffen.

Men det afgørende har været det politiske arbejde. Pludselig var jeg ikke kun trans for at være trans. Næ – det var kun en mindre kendsgerning. Jeg opdagede at jeg ikke var noget særligt og at det at være transkønnet ikke trækker de store avisoverskrifter, som min læge tørt konstaterede, da jeg fortalte ham at jeg var trans.

For nuværende står mit program på masser af møder og skoling. Jeg er indkaldt til møder af Thisted Kommune som gerne vil skole alle de nye kandidater fra alle partier. Jeg er til lange seminarer om lokal politik og besøger forskellige institutioner for at høre om deres situation. Jeg skriver læserbreve og af dem fremgår kun mit navn. Ikke at jeg er trans. Jeg skal i efteråret ud i de små områder til vælgermøder så jeg undgår ikke at blive set og skulle meget gerne bemærkes, hvis jeg altså skal gøre mig håb om at vælges.

Det kræver en holdning til både tøj og make-up – og ikke mindst øvelse og håndelag, samt blik og sans for tøjindkøb.

Det er ikke som nogen måske kunne tro, en trang til at gøre mig bemærket, det er simpelthen benhårdt arbejde for netop at gøre mig bemærket. Ellers har det hele ingen mening.

Jeg har så denne poesi med mig. Den kommer af, at jeg med denne voldsomme eksponering også får en vitalitet og kreativitet som aldrig før, hvis jeg ellers passer godt på mig selv.

Det er poesi når man føler man lever og lever som den man føler man er. Det er både en befrielse og poesi at mødes og anerkendes som den man er og gerne vil have andre skal opfatte en som. Det er poesi når dagligdagen smyger sig ind som et kvindeligt sind der fylder mere og mere. Det er poesi når drøm bliver til virkelighed og drømmen siver ud i virkeligheden og kun den er tilbage.

Og i min indre poesibog står så øjeblikket hvor jeg i lang kjole skal træde ind i den smukke rokokkosal på Københavns Bymuseum og spille klavermusik skrevet af min indre mand og fortolket af min indre kvinde. En poetisk symbiose som jeg glæder mig til!

Uden poesi bliver vi formørkede bitre kendsgerninger som suger farven ud af de mangesidige eksistenser. Kundskaber uden poesi er plagiering og udenadslære. Poesien er den skabende kraft som er så vigtig når man vil erobre en ny dimension: Det nye menneske eller som Regitze Falk så smukt skrev: Det gyldne menneske!

Jeg har ét sted jeg

skal stå til ansvar:

I mit hjertes inderste gemme,

og i min selvbevidstheds rod!

Jeg har èt sted

-og kun dette –

hvor jeg finder glæden

ved mit liv.

Jeg har kun èt valg

hvis du vil møde mig

fyldt med det der kan

berige dig hvis du vil:

At være mig selv!

Irene Haffner

25/4-09

Foråret kommer altid så pludseligt.
Overraskende og behageligt og i år med et uforligneligt solskin der straks vækker de vage fornemmelser af eksotiske eventyr.
Efter de mange grå og kolde dage er solskinsforåret ensbetydende med  eventyr.
Men forår er også travlhed så det forslår. landmændene har travlt med gyllen men sådan en som mig har travlt på en anden måde.
Der var lige en ballet der skulle have premiere, og det gik bare fantastisk. En næsten fyldt sal og det hele gik op i en højere enhed af dans, musik, tekst og billeder.
Noget har jeg til fælles med landmændene: Jeg elsker at så, se det gro og høste resultatet!
Jeg nåede dog også at blive syg af en infektion i luftvejene og mærkede livets sårbarhed da jeg hjælpeløs måtte kalde en ambulance over 112 og blive kørt på hospitalet for at få luft igen. Der tilbragte jeg så skærtorsdag og langfredag, og de undrede sig da noget over at jeg hed Irene, og tog det ganske pænt da de så min neglelak på tæerne.
Idag har jeg haft besøg af en fotograf og har siddet som en anden havfrue på et bord midt i det lille fiskerleje hvor jeg bor, og er blevet fotograferet efter alle kunstens regler. Billederne skal bruges til en artikel/interview som kommer i det næste nummer af "F" (SF`s medlemsblad) og til en artikel som skal laves på torsdag hvor jeg får besøg af en journalist fra Thisted Dagblad.
Så det er nu det sker. Jeg er meget spændt på hvad der sker når offentlighedens søgelys rettes mod en transkønnet der stiller op til kommunevalget.
jeg forbereder mig også til et besøg mere på Christiansborg senere i denne måned.
Livet har det med at speede op her i forårsmånederne, men jeg minder somme tider mig selv om det eksistentielle spørgsmål: Hvad skal man egentlig lave, hvis man ikke har noget at lave??
En sommer står for døren, og livet byder stadig ind med masser af oplevelser. Jeg er taknemmelig, men længes også af og til mod stilhed og ensomhed.
Balancen er som altid en udfordring.
Men sol - varme og liv der spirer og springer ud er som at se og mærke at livet er levende og nærværende.
Irene

21.marts 2009

Jeg deltog torsdag den 19. marts i et møde på Christiansborg. Det var et netværksmøde i SF`s homo-netværk som også omfatter transkønnede som jeg så repræsenterede.

Mødet forgik inde på Christiansborg og jeg fik for første gang et indblik i de indre regioner af Christiansborg. Gad vide om der før har været en transkønnet på besøg!

Det var første gang jeg deltog og var selvfølgelig meget spændt. Vi var 9 mødedeltagere og jeg fandt hurtigt ud af at det var meget kompetente mennesker med en god politisk ballast jeg var sammen med.

Jeg kan rigtig godt lide stringent faglighed når man er til møde. Det at man holder sig til sagen uden at være pedantisk, men får sagt og udmeldt de ting man er der for.

Det viste sig at blive et utroligt udbytterigt møde. Jeg lærte noget om hvordan de homoseksuelle plejede deres netværk og var meget bevidste om at få deres sag markeret som en del af en fælles politik i et parti og i Danmark i øvrigt.

De var meget åbne og satte hurtigt et punkt på dagsordenen der omhandlede de transkønnede.

Under dette punkt fik jeg så en mulighed for kort at ridse situationen op for det at være trans i Danmark, hvor mange vi sådan ca. var, og om vores forskelle og forskelligheder.

Det var vist meget ny viden for en del af  deltagerne.

Undervejs i mødet fik jeg hørt om møder med rigspolitiet for at registrere hate-crimes i Danmark, om tiltag i forbindelsen med den årlige Pride, som jeg selvfølgelig fik mig rodet lidt ind i.

Men det vigtigste for mig var at få kontakt. Få kontakt udenfor miljøet. Få kontakt til politisk kompetente mennesker som var interesseret i vores miljø og dets problemer. Få kontakt så jeg ikke føler den isolerethed der omgiver en tabubelagt og lettere foragtet del af de danske minoriteter.

Jeg fik det hele. Og jeg var lidt bevæget da jeg gik derfra for det er blevet foreslået at jeg skulle informere de politiske ordførere fra SF på et møde hvor trans-problematikken blev sat på dagsordenen, for som en sagde: De aner ikke en pind om det, og de trænger til oplysning.

Hvis det kan flaske sig får jeg så en unik chance for at få noget information skudt ind på Christiansborg.

Og jeg var bevæget fordi jeg stadig havde mordet på den unge trans i Istanbul i sidste uge i mine tanker. Og kunne jeg bare gøre denne lille smule jeg nu gjorde…ja….!!!

Det var et meget givende møde og nogle søde mennesker som også gav mig opbakning til mit forestående kommunevalg i Thy-Mors – som transkønnet!

Jeg er glad for at jeg tilsluttede mig det netværk og glæder mig til det fremtidige samarbejde, og som den berømte rosin (!) – i pølseenden, fik jeg også præsenteret min ide om et højskole – sommerkursus og fik kun positive tilkendegivelser .

Jeg har længe savnet denne faglige og kontante arbejdsform, som jeg i øvrigt kun har fundet i Trans-Danmarks bestyrelse  - og så her!

Da jeg skulle gå for jeg selvfølgelig vild i gangene og var ved at støde ind i Bent Bendtsen fra Konservativ Folkeparti, så jeg måtte tilbage til grupperummet og fik så følgeskab af en stedkendt til jeg atter stod nede i den kolde martsluft foran Christiansborg.

Jeg spadserede ind i centrum hvor jeg ,mødtes med mine veninder, Sheila, Izabella og Christina, og vi var på Can-Can og en lille lesbisk bar i Studiestræde, inden Sheila og jeg spadserede tilbage til hotellet lige før midnat, så vi kunne få sovet før fredagens besøg på Københavns Bymuseum og den lange vej hjem til Thy.

Irene

Den 21.marts 2009

Så fik jeg set hvor jeg skal spille.

Jeg besøgte Københavns Bymuseum i går fredag inden jeg tog hjem fra København.

Sikke dog et sted. Palæagtigt og simrende af historie som jeg elsker.

Udenfor er en lille modelby af København som den nogenlunde har set ud omkring 1530.

Ikke særlig stor og beliggende bag volde med  byporte så man kunne trække sig ind bag murene i sikkerhed hvis en fjende truede. Og beliggenheden viser også hvor vigtigt det var med naturhavne dengang. Københavns slot lå udenfor som en mægtig kolos med vindebro og det hele. I dag ligger Christiansborg hvor slottet engang lå (på en ø) og så vidt jeg husker har man fundet gamle murrester under Christiansborg som netop stammer fra det meget ældre slot.

Jeg skulle både hilse på min kontaktmand Jens og så skulle jeg hilse på flyglet.

Det var meget vigtigt!

Og hvilket rum! Jeg var målløs! En vaskeægte riddersal. Smukt dekoreret med stuk og flotte krystallysekroner og imposante malerier af vigtige personer.

Det var en meget smukt rum og jeg var med det samme klar over at, det at spille her ville kræve en ganske særlig kjole. Så den må jeg ud og finde. Blå eller sort. Jeg kan næsten se den for mig!

Flyglet var et Steinweg, ikke helt et Steinway, men næsten! Det var et meget letspillende og klangfuldt instrument. Jeg prøvespillede det kort og vi blev hurtigt gode venner, men jeg skal passe på med ikke at bruge for hårde anslag da både instrumentet og rummet er lydsarte.

Jeg fulgtes sammen med Sheila og hun var med, og lige før vi skulle op i salen stødte vores dejlige københavnske veninde Izabella til med et lille filmhold bestående af 2 unge kvindelige antropolog studerende. Så pludselig var den stakkels Jens omgivet af damer, og midt i det hele spillede jeg løs på flyglet. Men jeg tror alle var påvirket af det fantastik smukke rum.

Jeg hørte at ved åbningen af udstillingen, hvor jeg skal spille vil man forsøge at få Ritt Bjerregård til at holde åbningstalen samt flere andre talere da det også markerer åbningen af World Out Games i København.

Så det er vist et fint selskab jeg skal spille for. Ved åbningen har jeg 15 min. Ved flyglet og først den 15. august skal jeg have en selvstændig koncert i den smukke sal.

Det var rigtig godt jeg fik hilst på både flyglet, salen og Jens.

Jeg kan mærke at det bliver et sus i mit ellers begivenhedsrige liv.

Jeg glæder mig!

Irene

Søndag den 15. marts

Navneskift og kommunevalg.

-Irene Haffner

Allerede tilbage i efteråret 2008 blev jeg internt opstillet til kommunevalget i Thy-Mors hvor jeg bor. Men først i dag blev det endeligt vedtaget på generalforsamlingen i SF Thy-Mors, som jeg er medlem af.

I begyndelsen af januar vidste jeg hvor det bar hen og har da også deltaget i flere seminarer for nye kandidater, bl.a. på et weekend-møde på Ryslinge højskole som jeg tidligere har berettet om.

Jeg var godt klar over at jeg havde et troværdigheds problem: Mit navn!

Så i begyndelsen af januar tog jeg mig sammen og fik printet en ansøgning til familiestyrelsen ud, samt et indbetalingskort som skulle betales i banken. 460,- kr. skulle jeg indbetale og så sende den udfyldte ansøgning til den lokale præst. Det var egentlig kun et enkelt mellemnavn jeg gerne ville have skiftet til: Irene, hvilket var fuldt lovligt ifølge den sidste ændring af navneloven.

Jeg har gået og ventet og var godt klar over at man ikke kunne opstille til kommunevalget under ”falsk” navn. Dvs. et navn som ikke var registreret.

Så i fredags dumpede mit nye sygesikringsbevis ind ad døren, og der stod det: Irene Haffner omsluttet af mit mandenavn. Det passede mig bare så godt og det var næsten symbolsk at han indeholdt hende inden i.

Og hvilken timing! I dag, søndag, var så den officielle dato for opstilling af kandidater til kommunevalget og da jeg mødte op kom formanden hen til mig og viste mig de skrevne regler for opstillingen. Der stod bl.a. at man ikke kunne opstille under et ”opdigtet” navn, men at mindst et fornavn eller mellemnavn skulle være registret i folkeregistret. Jeg fik straks mit splinternye sygesikringsbevis frem og viste ham det. Og med et stort smil måtte han konstatere at formalia var i orden og at jeg fuldt legalt kunne opstille som Irene Haffner.

Jeg gjorde opmærksom på at jeg ikke ville op blandt de øverste på listen og vi blev enige om at jeg blev opstillet som nr. 5 ud af 5 spidskandidater. Derudover var der 5 andre på listen under mig.

Så nu er jeg officielt opstillet til kommunevalget for SF i Thy-Mors, og skal se frem til en valgkamp med vælgermøder og en bred offentlighed.

Pressemeddelelse om kandidater til kommunevalget i Thy-Mors udsendes i løbet af de nærmeste dage.

Som det første er der taget skridt til at jeg skal mødes med en udvalgt journalist for at jeg selv kan have lidt indflydelse på hvad der slipper ud i pressen, og jeg er på nuværende tidspunkt ikke helt klar over hvor meget opsigt det vil vække, at en transkønnet stiller op til kommunevalget. Og jeg må da tilstå at jeg også er meget spændt på hvad det indebærer.

Foreløbig udkommer der nok en artikel om fænomenet i den lokale og regionale presse.

Jeg står med andre ord på tærsklen til total offentlighed med alt hvad det indebærer for både bekendte, venner og arbejdsplads

Jeg vil understrege at jeg har områder i politik jeg brænder for, og at jeg primært stiller op på grund af dem og da jeg samtidig får al min energi og kreativitet fra min kvindelige side, var der ikke så meget at snakke om. Og så ER det da spændende at udfordre samfundet 2009 : Er det parat til den tolerance at også vi, de transkønnede, kan deltage i det offentlige liv?

For mig er det gået rigtig stærkt! Allerede på torsdag rejser jeg til København for at deltage i et møde på Christiansborg og skal ved samme lejlighed besøge Københavns Bymuseum hvor jeg skal give offentlig klaverkoncert i 2 omgange i løbet af sommeren. Begivenheder jeg slet ikke havde kunnet forestille mig for bare et år siden.

Det er en rigtig dejlig følelse at have det med navnet i orden. Bare det at booke ind på hotellet som transkønnet og vide at jeg hedder det jeg opgiver i reservationen er en kæmpe lettelse.

Jeg ser frem til den næste tid med stor spænding og glædes indeni over at jeg er på vej mod det jeg engang lovede mig selv, nemlig at jeg ville leve åbent som transkønnet og fuldt på højde med hvad jeg ellers ville have gjort som menneske. Fordelen er glæden og velværet og al den energi der strømmer fra at være ærlig mod sig selv – og andre!

Irene Haffner

Der findes en biologisk evolution!
Men findes der oså en åndelig/mental evolution?
Biologi er en materie der ændrer sig og udvikler sig.
Gør den mentale også det?
Den kropslige ærlighed er svær at løbe fra, og den er måske heller ikke den vigtigste for alle!
Nogle kan mene at det bare er en utilfreds mand der søger mod det kvindelige!
Den bemærkning rammer en del sandhed!
Og velværet og lykken er vel stadig vores indre drivkraft?
Der hvor vi føler os bedst tilpas, vil vi helst være!
Om vi så gør det på den ene eller den anden måde, er vel bare et spil om ord!
Den mentale femininitet overses næsten altid, og jeg må tilstå at jeg har mødt flere både transseksuelle og transvestitter som udstrålede en brovtende maskulinitet, som fik både hormoner og sminke til at blegne!
Til gengæld har jeg også mødt mænd med den fineste og sarteste femininitet, uden de var bøsser! Rene naturtalenter!
For mig er og bliver det vigtigste den indre kvinde!
Hende der gror frem som en erkendelse af verdens og livets kvindelighed. Min beundring og mit stærke ønske om at lære denne vidunderlige følelse at kende!
Være blid, følsom, nærværende og omsorgsfuld!
At mærke den indre glæde og udvikling, som hjælpes på vej af den rent fysiske transformation, men som ikke er det afgørende!
Det kan da godt være at det kvindelige kan afsminkes og afmonteres, og hænges tilbage i garderoben.
Men inderst inde bliver hun stadigvæk inden i!
Hun lever indeni, og udvikler sig og boltrer sig bag det hele. og hun kommer tættere, og tættere på!
Hun er der, og gennemsyrer efterhånden hele det livssyn som egentlig startede på en mands betingelser!
Denne indre kvinde, som bestemt ikke er en tøz, men en dame, en kvindelig bevidsthed, har forskellige betingelser alt efter hvem der huser hende!
Nogle skal bruge kemien for at se hende i øjnene, for andre er det tøj og sminke, og atter for andre er hun der bare.
I sidste ende afgør jeg selv hvordan hun skal udvikles, og intet er bedre eller dårligere end andres.
Og i denne snak skal det ikke glemmes, at det går begge veje! Der er også kvinder som søger det maskuline!
Gad vide om Darwin nogensinde havde i tankerne hvor de trans-kønnede udviklede sig fra?
Knus
Irene

8.3.09

Jeg har været til generalforsamling i landsforeningen Trans-Danmark i lørdags.
Der er langt at køre og selve generalforsamlingen tager ca 4-5 timer.
Det var en meget frugtbar generalforsmaling idet 3-4 stykker var mødt op fra København/Sjælland.
Vi er ellers ikke mange - 15 stykker - hvilket er en fjerdedel af foreningen.
Men vi der er der, er engagerede og seriøse.
Hvordan skal vi ellers arbejde på at forbedre vores forhold.
Den lille forening med det store engagement, befinder sig på øretævernes holdeplads i et til tider intrigant og uudholdeligt transmiljø, som ofte præges af frustration og uligevægt.
Jeg har dyb respekt for det arbejde der er gjort indtil nu, og den position foreningen har opnået som høringsberettiget i det danske folketing.
Retsudvalg, familiestyrelse, ministerier, lytter ofte til foreningens synspunkter når der skal behandles sager som vedrører de transkønnede.
Og en delegation fra foreningen er ofte på besøg på Christiansborg.
I denne tid gælder det især en revision af navneloven, hvor den lille forening taler for at man selv skal kunne vælge hvad man vil hedde og gerne vil have afskaffet det kønsbetegnende CPR-nr.

Jeg blev valgt som sekretær i bestyrelsen og er glad for at jeg i en periode kan være med til en udvikling, som fks. bøsser og lesbiske har været igennem for over 20 år siden.
De transkønnede er nok de lavest rangerende i hierakiet, og fordomme og uvidenheden er enorm!

Jeg vil gøre mit bedste !

Vi fik mødt og hilst på en masse søde veninder og vi spiste sammen i medborgerhuset i Vejle hvor der da blev kigget lidt på de søde damer - og vi fik lige sagt hej til Anne-Dorthe Michelsen som skulle spille inde ved siden af, samme aften.

jeg fulgtes med min søde veninde Sheila og vi hygger os rigtigt og griner og pjatter på den lange tur frem og tilbage.

Irene

Kontraster.
Midt i forårets begyndende udbrud skærer kontrasten sig ind.
En dejlig 10 årig dreng som elsker musik og timerne hos mig har en tumor i hjernen, og idag fik jeg så at vide at der ikke kan gøres mere. den vokser bare og......ja-det ender der hvor det må ende!
1/2 - 1 år - det er hvad der er givet af tid.
Det sætter alting i relief og jeg blev stille og følte atter den der umådelige ydmyghed over at være til. 10 år....!
Det er så det 4. barn jeg har oplevet døden tage i mit musikalske arbejde med specielle børn.

Jeg har idag givet ham udvidet tid så vi kan nå at spille rigtig meget sammen og jeg vil optage og sammensætte en CD med hans lyde og hans musiske udfoldelse.

Jeg bliver stille og ked af det.

tillæg november 2009: Drengen der var 10 år døde i begyndelsen af november 2009 - jeg vil ære hans minde.

2-3-09

Dryp – dryp. Regnen drypper ned over Himmerland. Skyerne er næsten faldet ned på jorden og en diset vandmættet tåge slører det vesthimmerlandske landskab.

Her kommer Johs. V. Jensen fra. Syvsoverne er skrevet her. Små rester af hede ligger let spredt og små søer smiler i fordybninger af et ældgammelt landskab.

Turen tværs igennem fra vest til øst er turen igennem istidens aftryk.

Her og der har isen skubbet sand og grus op i bakker og skabt åse og dale. Nogle af de første fastboende mennesker i Danmark boede her i Vesthimmerland. Ertebølle ligger ud mod fjorden og skjulte metertykke køkkenmøddinger som en fortidens skraldespand. De lange stræk langs fjorden hvor Vitskøl kloster dukker op som en smuk monumental hvid bygning i et ydmygt lavt fjordlandskab.

De mægtige katolske klostre er stadig monumentale minder om en fjern fortid hvor troen var en anden.

Dryp – dryp. Det fugtige vejr siver ned i forårs mulden og alt under jorden bliver  spændt som en fjeder inden det i en nærmest eksplosiv bevægelse skyder op af jorden en gang i april og maj.

Lige nu samler det kræfter fra det livgivende vand. Dryp-dryp!

Dagligt  oplever jeg Himmerland og fornemmer cimbrenes land og dagligt forlader jeg det ud over den langstrakte dæmning over Vejlerne med vand på begge sider.

Her starter Hannæs og Thyboernes land!

Men det er en helt anden historie!

Irene

Søndag den 1. marts 2009
Det er ved at være alvor. Og det er da med en uro indeni jeg går det i møde.  Valgmøder, offenlighed, aviser m.m.
Jeg tænker på kommunevalget, hvor valgkampen snart går i gang, og jeg er opstillet som kandidat for SF i Thy-Mors området. Ja- det der giver uro er: Jeg er både transvestit OG Københavner/sjællænder. Du milde - gad vide hvad reaktionen er? Jeg har boet her i  nu  15-16 år, men jeg kan jo ikke skjule min dialekt som er umiskendelig sjællandsk/københavnsk. Og så at jeg er opstillet som transvestit/transkønnet.
I dag har jeg været til møde hele dagen omkring de sager vi skal til valg på og jeg brænder for specielt børn, unge og kultur som altid har været mine hjertesager.
Det er en helt ny måde at være transvestit på. At sidde til møde og diskutere helt andre ting end tøj, sminke og transpolitik.
Det er sundt og jeg kan mærke at mit forhold til hele den noget spegede transverden er under forandring. Jeg er ved at lære at stå på egne ben.
Men som min gode veninde ofte siger: Vi skal huske hvor vi kommer fra!
Og hun har ret.
I dag var der fotografering til valgsedlerne og det er ansigtsbilleder. Man skal være sikker på sin make-up - også efter 3-4 timer i møde. Kunne være jeg skulle kontakte Hillary Clinton og få nogle tips - for hun har godt nok et ordentligt lag make-up på. Jeg har en liste med ny make-up jeg skal have købt inden hele valgkampen går i gang. Dyr men god kvalitet. Jeg kan se jeg har for godt 1200 kr på listen.
Jeg er begyndt at købe mærker som jeg end ikke anede eksistensen af for bare 1 år siden. Til gengæld går det hurtigere med at blive tilfreds med resultatet.
Men tiden nærmer sig. Den 15. marts udarbejdes listen over kandidater endeligt og resultatet overgives til pressen umiddelbart efter.
Jeg er meget spændt!
Og den dag jeg tager afsted til mit første vælgermøde  som transvestit...ja-hvad skal jeg sige ud over jeg vil være utrolig spændt og lidt...MEGET.... nervøs!
Irene

28.februar

Disse dage som spirer med løfter om forår. Disse dage hvor vinteren slår sprækker og hvor man pludselig bliver grebet af håbet. Tænk det bliver forår igen!

Disse vidunderlige dage hvor livet viser at det altid er parat til at blomstre igen!

Jeg glæder mig til de gule bånd af forsytiaen langs vejen igennem skoven. Jeg glæder mig til fuglene der igen vil fylde luften med sang i alle tonearter. Og jeg glæder mig til solsorten igen vil sidde på toppen af min tv-antenne og lave sangøvelser så enhver solsorte hun i miles omkreds vil nette sine fjer af bar beundring.

Lyset der vinder. Det gode og frugtbare som viser at det trods alt er det stærke. Livet kan trykkes ned, næsten udryddes. Men så viser dig sig altid en spire, en sart lille begyndelse. En sprække i mørket og daggryet rykker frem i horisonten.

Jeg ser vandfladerne farves af bronze i lyset der siver ud af dagene der bliver længere og længere. Og livet fylder pludselig uendeligt meget med sine forhåbninger om ny energi og glæde.

Jeg vænner mig aldrig til det. Men jeg ved det godt! Fra det ene øjeblik til det andet skifter den strøm du lever i. Pludselig går alt godt. Alt lykkes. Alt er varmt og lunt omkring dig. Du er glad og synes alt vil dig det godt. Og…så pludselig – uden du ved hvorfor, skifter det! Køleskabet går i stykker. Bilen får en bule og du river fingeren på et søm. Banken vil have penge du ikke har og en god ven bliver sur over noget du har sagt for lang tid siden. Regnen siler og du opdager at septiktanken er løbet fuld, og olien stiger lige som du skal have fyldt på. En uendelig række af modgang. Du tænker om det eventuelt er din tur til at være altings prügelknabbe. Offer for det hele.

Men så – uden du igen ved hvorfor – svinger det igen!

Som mørke og lys. Som vinter og forår.

Nu er det heldigvis forår!

Irene

Bag flyglet som transvestit.

Søndag den 15.februar 2009

Klavereftermiddag i Galleriet, Plantagehuset i Thisted!

Det har fyldt meget i min bevidsthed. Ingen tvivl om det. Udover den normale nervøsitet forud for en koncert hvor adrenalinet arbejder, var der også spændingen ved for første gang at skulle træde frem som transvestit, gå frem til flyglet og være synlig og sårbar og vide at jeg absolut skulle spille så godt at publikum ville overgive sig til musikken – og til transvestitten!

Det var ikke nogen stor koncert. Der var cirka 20-25 tilhørere. Den slags intim koncerter trækker sjældent mange tilhørere. Men i min bevidsthed var det en stor koncert. Den første jeg nogen sinde har givet som transvestit.

Jeg har spillet en del koncerter, også solo koncerter bag et flygel. Jeg er faktisk  pianist og komponist og har altid elsket at spille min musik på et stort velstemt flygel.

Og det var afgørende at jeg straks faldt for det dejlige velstemte Hornung og Møller flygel. Et pragtfuldt instrument.

Men ud over en intensiv øve periode den sidste uges  tid har det selvfølgelig også spøgt hvordan jeg skulle klæde mig. Jeg har svinget meget lige fra lang kjole til nederdel og hvid skjortebluse.

Det blev det sidste. Jeg ville helst ikke tiltrække for megen opmærksomhed og ville have at det skulle være musikken der var i fokus. Men det var med stor spænding jeg gik ind i rummet da folk var på plads. Der blev da kigget og smilet. Jeg bød kort velkommen og sagde at koncerten var tilegnet retten og friheden til at være anderledes og til at være den man var. Og tilegnede den desuden de mange myrdede transvestitter og transseksuelle verden over i de sidste år.

Så startede 40 min. intens koncert. Jeg gled hurtigt ind i musikken og koncentrerede mig fuldt ud om de ofte meget svære og krævende passager.

Musikken har altid været min ven og fortrolige her i livet. Jeg startede med at spille klaver da jeg var 5 år og har igennem tiderne haft nogle rigtig gode lærere samt nogle gode studieår på Det Jydske Musikkonservatorium.

Jeg havde trykt et program som også fortalte lidt om min baggrund. Ikke så meget om at være transvestit men mere om min musikalske baggrund.

Og det var vigtigt for mig at få min musik med ind i mit transvestitliv.

Det gik bare rigtig godt. Der blev hurtigt en stille og intens stemning efterhånden som koncerten skred frem og da jeg var færdig var bifaldet stort og hjerteligt. Jeg måtte ind og give et ekstranummer.

Nogle af mine søde veninder var mødt op og jeg følte alt i alt at jeg blev modtaget med glæde og måske lidt med overraskelse. Kan en transvestit virkelig spille sådan en koncert.

Det er ikke sidste gang. Det var en vidunderlig oplevelse at spille og øse af den glæde det var at sidde der feminin og synlig for alle.

Det gav mig bare så stor en dejlig energi.

En skøn og stærk oplevelse rigere!

Tak til det søde publikum! – og et stort knus til Hornung og Møller!

Irene Haffner
--------------------------------------------------------------------------
                     

 I det sidste års tid har jeg været dybt fascineret af den palæolitiske og neolitiske tid, altså tiden før vor historiske tid, som jeg pludselig oplever som meget kort, og sjovt nok fra da patriarkatet og det patrilineære samfund har sin begyndelse.

Det er den tid som kom i fokus med romanerne af Jean M. Auel om Hulebjørnens klan, samt ”Tågerne over Avelon”.

Jeg husker jeg slugte de romaner og samtidig bed mærke i at Jean M. Auel udtalte at de byggede på den nyeste arkæologiske forskning. Det er snart 30 år siden.

Og det ER ny forskning som har udvidet vores viden om den kulturelle og især mytologiske fortid.

Skiftet ligger ca. 1000 - 200 år f.k.

Indtil da havde samfundene især i Anatolien været matrilineære. Dvs. at børnene henregnedes i lige linie fra moderen og at denne praksis også galdt juridisk. Manden flyttede til kvindens familie, og børnene arvede moderens navn og slægten var i lige linje efter kvinderne. Matrilineært må ikke forveksles med matriarkat. I dag er samfundene patrilineære og der er kun enkelte matrilineære samfund tilbage bl.a. i Laos og Mozambiq og Sibirien.

Vi i norden har også haft en snert af det. Tænk bare på ESTRIDsen. Søn af en kvinde.

Disse samfund trivedes især imellem Eufrat og Tigris i en meget lang periode forud for vores tid. Man mener i dag at de rækker måske hele 15-20.000 år bagud og har været de første agerbrugsfolk der har levet fredeligt og med en overvejende kvindelig mytologi da især frugtbarheden har været i centrum. De så jo ved selvsyn at Den Store Moder gav og tog. Fødte og destruerede. De 2 stærke symboler, frugten og slangen får en stærk symbolsk betydning. Æblet fks., rådner men indeholder kernen til nyt liv. Slangen som senere bliver til kundalini-slangen men som sikkert også har haft en fallisk betydning. Senere i den kristne paradis-myte bliver netop æblet og slangen skyld i alverdens ulykker.

I de tidlige samfund er den seksuelle frugtbarhed blevet hyldet og dyrket. Gudinder som fks. Inanna (Susanne Brøgger har for nylig udgivet en bog og en gendigtning om Inanna.Slå op på nettet) er direkte seksuelle og ville i den kristne kultur være blevet fordømt som prostituerede!

Den Store Moder kultur skifter langsomt fra en slags naturmytologi til en gudindemytologi: Den Store Gudinde.

Hvilket kommer til udtryk i bl.a. den ægyptiske kultur som Isis – bevidsthedens øje.

I templerne har præstinderne rådet og det har sikkert sværmet med børn som alle vidste hvem moderen var, men ikke faderen. I mytologien tegnes et billede hvor mænd blot er bærere af sæden og kvinden har haft en meget stor respekt og indflydelse i disse samfund. Det bemærkelsesværdige er at disse samfund ikke bærer spor af krige eller forsvarsværker som fks. Fæstninger eller lignende.

Det sidste store samfund af denne art er det minoriske på Kreta der på blot få minutter blev udslettet ved et gigantisk jordskælv der skabte en tsunami der smadrede det og slog så mange ihjel at det aldrig siden rejste sig. Samtidig skete der forskydninger i  både klima og betingelserne for folkeslagene længere nordpå i det sydlige Rusland. Isen havde hidtil holdt det nordlige Europa i et fast greb helt ned til Alperne og store dele af Rusland. (Hulebjøtrnens klan –af Jean M. Auel) De indoeuropæiske stammer rører på sig og måske får de samme problem som vi er ved at akkumulere i dag: Et overskud af unge mænd som er aggressive og erobringslystne. Den nyere forskning afdækker så at deres indtog i det mellemste østen er alt andet end fredelig. Det er faktisk aggression og undertrykkelse med voldtægt og drab som vi kender det sidenhen. Det er især Dorerne og Hebræerne der skyller ind over mellemøsten og deres handlinger er rettet mod den Store Moders og Den store Gudinde. Kvinderne fjernes og undertrykkes i løbet af ganske få år. Kvinderne gøres til mændenes ejendom og noget meget væsentligt er, at hvis mænd skal bevare magten må og skal de have kontrollen over den kvindelige seksualitet. Altså, de må have styr på hvem faderen er ellers har de ikke rigtig nogen indflydelse. Samfundene bliver patrilineære og samtidig meget patriarkalske.

Hebræerne skriver historien om. Gud bliver til Jahve, som jo senere har en søn (hvorfor har han dog ingen døtre?) Helligånden er en han, ellers kan den jo ikke gøre Maria gravid. Overenglen er en mand og hedder Gabriel og meget passende kommer Moses ned fra et bjerg med en masse love som giver magten til mændene.

Og samtidig smides kvinden (og den stakkels mand) ud af paradis på grund af kvinden der har spist af ÆBLET og lyttet til SLANGEN. Meget belejligt!

Siden har hun stort set været skyld i menneskes ulykker og står til dyb skam til evig tid. Amen!

Dorerne gør lidt det samme i Grækenland. Nogle ganske få mænd skriver hele den græske mytologi om (bl.a. Herodot) og overguden bliver Zeus. I baggrunden lever stadig den gamle mytologi (Bl.a. oraklet i Delhi) men uddør efterhånden. I norden hvor den nordiske mytologi indeholder en stor grad af balance imellem det kvindelige og det mandlige holdes skansen indtil ham den  lille nævenyttige Ansgar ankommer. Kelterne i Wales og Irland ligger i udkanten af verden og bevarer en rest af den gamle keltiske mytologi som indeholder samme balance imellem det kvindelig og det mandlig.

Under kristendommen blev der slået hårdt ned på kvinder som kom i kontakt med den Store Moder: hekse, kloge koner, helbredere og anden selvstændigt virke.

I det nordlige hvor protestantismen sejrede, er den sidste rest af kvindelighed i form af Jomfru Maria blevet forvist til et støvet hjørne hvor hun sådan set ikke har gjort sig bemærket i snart 6-700 år.

Vi er i den grad overtaget af den patriarkalske verden som på en hver måde fornægter det

indlysende: At vi alle indeholder både det mandlige og det kvindelig og at det er i balancen imellem

dette, at det frugtbare sker. Kinerserne havde en meget afklaret forståelse for det allerede i deres

tidlige kultur. Taoisme.

Dette er i hovedtræk historien. Og den indeholder nogle meget spændende tanker:

Har bevidstheden også en udviklingshistorie såvel som den fysiske historie?

Og det ser det ud til. Så kan man diskutere om det er et fremskridt at samfundene gik fra det matrilineære til det patrilineære. En kendsgerning er det at menneskeheden har undergået en meget stor forvandling på meget kort tid under den patriarkalske kultur, mens samfundene under de matrilineære kulturer har været meget stabile, men også meget stillestående.

Måske ligger svaret i den balance som kineserne så: Yin og Yan.

Jeg fornemmer at vi er ved et skel. De patrilineære samfund er ved at gå op i furerne. Eller hvad? Eller har kvinderne blot erobret retten til at udleve deres mandlige sider. Fakta er at fks. Vi transmennesker  som er mænd til kvinder, bliver betragtet som forrædere da vi jo forlader en høj status for at gå til en lavere status. Omvendt roses kvinderne for at forsøge at begå sig i det mandlig.

Jeg kunne forestille mig at vi – måske – er på vej ind i en ny kulturel æra hvor det interseksuelle vinder frem. Jeg opfatter mig fks.ikke som kvinde, men som et 3. køn som er en mental kvinde i en biologisk mand. Og vores opfattelse af køn som noget binært, altså enten eller, skal modereres og vi må acceptere at der findes både mænd og kvinder som er lidt af hvert.

Men alt i alt en spændende historie.

Den kan læses her:

Neel Fasting:

Seksualitet, Selvudvikling og Tantra

Borgens Forlag

En meget spændende og fascinerende bog som jeg først troede var sådan en lidt frelst bog. Men hun har sørme sin research i orden. Hun er tilhørende folkene omkring Jes Berthelsen i Nr. Snede hvor også Forfatteren Høegh bor/boede.

Via hende blev jeg så opmærksom på forfatterinden og kvindesagsforkæmperen Toni Liversage-Bl.a. hendes bog: Den Store Gudinde