FORORD
Fortællingen er skrevet i forår/sommer 2008 og omhandler min udvikling i årene før.
I dag vil jeg nok betegne mig som transseksuel. På vej til at leve som den kvinde jeg inderst inde føler mig som.
Fra cyberspace til virkelighed.
Af Irene Haffner
-
en dokumentar fortælling fra det virkelige liv.
Livet har mange overraskelser i baghånden. En af dem det havde i baghånden til mig var at jeg i dag er transkønnet.
Ja, sådan en rigtig transkønnet. Jeg er en ældre sød dame ind imellem. Og til andre tider er jeg en mand. Godt nok en lidt feminin mand, men dem skal der jo også være nogle af. Jeg er feminin som mand bl.a. fordi jeg ingen hår har på hverken arme eller ben. Jeg har faktisk heller ikke nogen øjenbryn. Jeg er en mand der også er en dame. Jeg lever med mine to køn og de kommer fint overens med hinanden. Jeg elsker at være dame og jeg tror ikke du ville kende mig hvis du ser mig som dame. Du ville nok bare gå forbi og tænke: Sikke en sød lille ældre dame. Så skal jeg selvfølgelig passe på ikke at sige for meget for min stemme…ja, du ved den er lidt dyb og jeg skal lige huske at lægge den op i et lidt højere leje. Og hvis du kommer helt tæt på vil du sikkert bemærke at jeg bruger makeup. Også om hverdagen når jeg skal på indkøb. Jeg har jo mit hyr med at holde den der blålige skygge af skægvæksten væk. Det må du altså bære lidt over med. Der er jo også damer som har en lidt mørkere skygge omkring hagepartiet. Det har du vel set? Ikk`?
Men ellers går jeg klædt som andre kvinder på min alder. Jeg er ikke sådan en babe, du ved. Ja, måske tror du at transvestitter altid er sådan lidt luderagtige? Men sådan er det ikke. Jeg går i tækkelige nederdele, kjoler og ganske normalt tøj. Nå, ja – jeg har sådan nogle flotte solbrændte ben. Helt glatte og velformede. Dem kan jeg selvfølgelig godt lide at vise frem om sommeren.
Jeg er nu også lidt heldig. Jeg er en lille en. 172 cm og 63 kg. Og bruger størrelse 40 - 41 i sko og kan passe almindeligt pigetøj i str. 40 - 44. Mange transvestitter har jo lidt problemer hvis de er 195 cm. høje og vejer 100 kilo og bruger str. 46 - 47 i sko.
Så du kan godt se at jeg er heldig. Jeg kan faktisk smutte omkring i Kvickly uden at rage alt for meget op og gå på gaden uden at blive lagt særlig mærke til!
Jeg lever altså både som mand og som kvinde. Jeg tager på arbejde som mand. Og når jeg kommer hjem forvandler jeg mig ofte til en kvinde. Så tager jeg tit på indkøb, på biblioteket, på venindebesøg eller sidder hjemme og strikker.
Manden og kvinden bor her i mit hus og de skal dele det hele. Det er ikke altid til mandens fordel.
I starten havde hun sit tøj liggende i en lille bunke på sengen i gæsteværelset. Langsomt begyndte hun at fylde mere og mere og i dag er det hende der har indtaget gæsteværelset som i øvrigt er blevet til pigeværelset. Nu ligger hans tøj i en lille bunke på sengen i pigeværelset. Han har kun lige hvad han skal bruge.
Badeværelset? Ja, du ville straks bemærke at her bor en kvinde. Makeup, cremer, dufte og alt hvad en kvinde har brug for! Og lidt til!
Hun breder sig og der er ikke rigtig nogen der protesterer for vi bor kun os to og manden har opgivet at stritte imod.
Ja, nu tror du sikkert at jeg lider sådan af lidt skizofreni. Sådan at sige ”os”!
Men bare rolig! Jeg har nogenlunde styr på det. Vi ER to. Og jeg har for længst lært at omfatte dem begge i èn: MIG!
Det gav nogle problemer i starten og jeg må indrømme at jeg også undrede mig en del. Men det var som om jeg rummede to personer. I dag vil jeg nok sige at jeg rummer to køn. Eller identiteter om du vil.
Og de har det rigtig godt sammen skal jeg hilse at sige. Når jeg er den ene i for lang tid, og den anden synes at det har varet for længe, skifter jeg bare og på den måde er jeg mere mand hvis han trænger til at plejes og så mere pige når hun trænger til det. Men uanset hvem jeg er bærer jeg altid den anden inde i mig.
Det giver ind imellem nogle sjove oplevelser. På mit job, hvor jeg er mand, bliver bio kvinderne (biologiske kvinder) ofte lettere forvirrede. De kan mærke et eller andet velkendt men kan ikke rigtigt finde ud af hvad det er. Jeg falder meget hurtigt i hak med kvinderne. Måske fordi jeg er mere interesseret i deres makeup, deres tøj og stil end i at score. Jeg elsker at studere kvinder. Jeg studerer dem overalt. Lægger mærke til hvordan de går, hvad de går i, hvordan de bruger makeup og hvordan de opfører sig når de er sammen. Umærkeligt tilegner jeg mig deres adfærd og det er det, de nogle gange kan mærke når de møder mig som mand. Jeg skal passe på at holde det lidt adskilt. Men det går nok ikke i længden og der er sikkert nogle der for længst har forstået hvad det er de møder: En transvestit! En kvindemand!
Det har en meget lav status. Ingen tvivl om det. Til gengæld har det en høj status at være en mandekvinde.
Det kvindelige har ikke rigtig nogen status nu om dage. Så skulle det da lige være noget med sex. Men kvindelige værdier og adfærd er ikke rigtigt in i et patriarkalsk samfund hvor selv kvinderne har overgivet sig til deres mandlige sider.
Og så kommer der en mand og vil være kvinde. Du kan godt se hvor slemt det er. Det er forræderi mod den mandlige ide som er bærende i vores kultur.
Men jeg gør det altså. Går i nederdel ned af gågaden og går på dametoilettet når jeg er i byen.
Jeg gør mig stor umage for at ligne den ægte var og har brugt mange penge på det. Jeg har afstemt mit tøj, har lært at bruge speciel makeup, bruger en dyr paryk og har købt både smykker og sko, undertøj og BH. Du tænker nok: BH? Forstår du, jeg har jo bryster som en rigtig kvinde skal have. Jeg kan jo ikke gå rundt fuldstændig fladbrystet. Så ville folk jo hurtigt undre sig. Dobbelt brystkræft! Ville de straks tænke og sende mig medlidende blikke! Jeg er meget mere interesseret i smil og koket beundring så jeg bruger kunstige bryster. Festpatter hedder det i vores interne jargon!
Al den energi og den mindre formue der er brugt bare for at være kvinde!
Jeg kan godt forstå hvis du undrer dig. Jeg kunne sikkert mindst have købt mig et sommerhus for de penge der er brugt hen ad vejen på at være kvinde.
Fejlkøbene kunne så passende finansiere en ny bil.
Jeg mener vi kender jo alle til de små, men mange fejlkøb der har det med at dumpe ned i indkøbskurven hen ad vejen.
Men jeg har altså investeret i at være kvinde! Der er sikkert nogen der tænker at det nærmest er sygeligt og at der må findes en behandling. Men jeg er slet ikke interesseret i at blive behandlet. Jeg har det ualmindeligt dejligt. Og der er vi lige netop ved sagens kerne: Det er ren velvære! Det er som om ret mange ting falder på plads inde i mig når jeg bliver den der lille søde dame. Irene hedder hun! Så er vi allerede på fornavn!
Jeg har nu ikke altid været en dame. Det kom langsomt hen ad vejen. Jeg tror det der mandfolkeri blev for meget. Det sad jo i mig at jeg skulle gøre min far tilpas og blive et mandfolk.
Et rigtigt mandfolk, sådan et i blå overall med en tommestok i baglommen. Det blev ikke rigtig mig.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Mandfolk
Et mandfolk er en rigtig mand. Han udstråler maskulinitet og styrke. Et mandfolk græder ikke og kan klare alle livets strabadser med sammenbidt mund. Et rigtigt mandfolk kan selvfølgelig bruge en hammer og slå søm i uden at de bøjer. Han pusler gerne med lidt gør det selv og er en ivrig kunde i Jem & Fix hvor han med sin tommestok lige måler de lægter han skal bruge. De skal jo gerne kunne være på traileren for sådan en har han selvfølgelig.
Et rigtigt mandfolk, går ikke så meget op i sin krop og sin påklædning. Du kan sagtens møde ham en søndag i gummistøvler og blå Jem & Fix habit hvor han har travlt med at hamre lidt på et eller andet. Eller med en boremaskine eller en vinkelsliber. Et rigtigt mandfolk sidder ikke og læser romaner eller ligger på sofaen med en digtsamling. Blomster og andre småting må konen tage sig af. Det er ikke noget for et mandfolk. Men til gengæld kan han stå længe og kigge ned i motorrummet på bilen og se ud som om han anstrenger sig for at finde ud af hvor strømfordeleren er blevet af på de nye modeller.
Noget af det bedste et mandfolk ved er at komme tæt på en gummiged eller ligefrem eje en traktor som han så kan køre rundt i og nyde at det brummer under røven. Et mandfolk nu om dage skal helst have skægstubbe, lidt olie på hænderne og hængerøv i Jem & Fix habitten
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Min kvindelige side overlevede men måtte leve en tilbagetrukket tilværelse. Jeg vidste endnu ikke hvordan den skulle fremelskes og bruges.
Jeg skrev da digte og spillede meget romantisk klaver og fik af og til at vide at jeg var meget feminin. Det fik mig til at nærme mig det lidt bifile. Men jeg indså at jeg var en ganske almindelig heteroseksuel mand som altså ikke var noget mandfolk af statur eller påklædning. Faktisk var jeg en lille splejs.
Nu kan der jo være meget godt i at være mandfolk. Det er et positivt ladet ord. Brandmænd f.eks. er rigtige mandfolk. De er loyale og redder gamle damer ud fra ildebrande og de hverken lyver eller stjæler.
Jeg vidste godt at mandfolk sådan set var gode mennesker og det bestræbte jeg mig så på.
Men min kvindelige side havde stadig ikke fundet vej. Det gjorde den først da jeg i nogle tilfælde blev ”klædt ud” som kvinde. Jeg bemærkede hvor godt jeg havde det og da jeg senere kom til at spille nogle kvinderoller i teaterstykker kunne jeg mærke gyset og den berømte 10-øre der langsomt faldt på plads. Jeg nåede at være lidt af en dulle og fik det forbundet med noget seksuelt som de fleste mænd gør når de ikke ved hvad de ellers skal gøre. Men sært nok afviste jeg det seksuelle når det kom for tæt på.
Senere fik jeg mere styr på det og med hjælp fra min daværende kone fik jeg købt det allermest nødvendige og jeg husker stadig det forbudte ved at gå i Føtex` parfume-afdeling og købe læbestift, foundation og pudder. Jeg anede ikke hvad det var for noget og hvordan jeg skulle bruge det og var selvfølgelig mere interesseret i de små dametrusse, som jeg syntes var vanvittig ophidsende.
Min ekskone og jeg fik leget en del og jeg havde en noget miserabel paryk og lidt dametøj. Hvis man holdt sig på 2-3 km afstand kunne jeg godt gå for at være en kvinde. Men alt har jo en start og det er ikke så ligetil på kort tid at gå ind og lære det som kvinder har været hele livet om.
Det virkede meget ekstremt de første gange. Men også dejligt og velkendt. Det var en leg og meget uskyldigt. Men det gjorde alligevel indtryk og nogle få år efter kom lysten og trangen kraftigt tilbage. Denne gang udviklede det sig hurtigt og meget målbevidst. Det var som om noget forløstes indeni. Endelig. Mit kvindelige jeg fik plads. Ikke fordi jeg så blev en biologisk kvinde. Jeg var stadigvæk en mand men jeg fik forenet de to sider jeg havde fornemmet i mig. De fik kontakt og det var som om min tilværelse udvidede sig og fik en indre mening. Jeg blev en kvindemand.
Nu ved jeg ikke om du kan forestille dig hvordan man i vores land, ja, i vores kultur ser på mænd der egentlig skulle være mandfolk men som pludselig går rundt i kjole eller nederdel?
Ja, ikke? Der er ikke den helt store jubel. Det har ikke så høj en status og anses nærmest som et tilbageskridt for den det sker for. Så man er jo lidt påpasselig med at vise sig i dametøj Og i starten var det vist også godt nok for der var meget at lære. For eksempel skulle jeg til at lære at sminke ikke bare er noget man smører på i tykke lag med en malerkost uanset hvad det hedder. I lang tid gik jeg forundret rundt og spekulerede på hvad en eyeliner var for noget, og det dèr med at købe makeup og sminke der passede til mit behov blev nemt til at jeg købte noget billigt færdigpakket under påskud af at det var en gave. Jeg har godt nok fået mange gaver. Af mig selv!
Stiletter og højhælede var også lige noget der skulle læres. Jeg var direkte til fare for mine omgivelser og måtte i en periode udøve stilettræning og advare evt. gæster om at det kunne være farligt at besøge mig. Min vovse gemte sig klogelig af vejen.
Tøj var heller ikke så ligetil. Der var noget med størrelser der skulle læres. Genbrugsforretningerne blev flittigt besøgt med det resultat at jeg ofte fremførte en mode der var op til 20 år gammel. Det var i det hele taget lidt af en udfordring at skulle til at handle ind i forretninger og få købt det jeg skulle bruge som kvinde.
Genbrugsforretninger passes ofte af ældre søde damer der meget gerne vil være behjælpelige og jeg ved ikke hvor mange gange de er kommet hen til mig når jeg har stået og kigget på dametøj og med slet skjult omsorg overfor den dèr uvidende mand, der åbenbart ikke kan se forskel, har sagt: Det er altså dametøj, hr.! Det tog noget tid før jeg lærte at smile mit sødeste smil og sige: ”ja, det ved jeg godt!” – og så samtidig sende et blik ned i den anden afdeling af forretningen hvor en eller to kvinder var i fuld gang i herretøjet. Sikkert for at finde noget til manden eller sønnen derhjemme. Men man ved aldrig! Men den søde ældre dame fra Blå Kors eller Røde Kors synes ikke at ænse min diskrete hentydning. Og til min store skuffelse gik hun ikke ned til kvinderne og sagde: ”Det er altså herretøj, frue!” Næh - hun stod lidt forfjamsket og kiggede på mig som om hun lige skulle fordøje en mand der fuldt bevidst kiggede på dametøj!
Jeg håber du, kære læser, forstår at selv om vi har ligestilling her i landet er den altså ikke nået til de mere dagligdags ting. Og det er tydeligt at kvinderne har meget større frihed end mændene. Jeg ser adskillige kvinder husere i diverse herretøjsforretninger mens jeg tilkastes nyfigne blikke når jeg står i et supermarked og vurderer BH og trusser inden det ryger i indkøbskurven.
For slet ikke at tale om hvis jeg handler i en dametøjsforretning.
Kvinder anses åbenbart for kvalificerede og legale indkøbere til mændene men mændene er ikke legale indkøbere til kvinderne. Og da slet ikke til sig selv. Det frygter den spirende transvestit med det samme. Indkøbene, de skjulte dæk historier og skammen over at skulle skjule sig for den almindelige mandfolkekontrol der synes at være alle vegne! På et tidspunkt opdager man at den der skjulte mandfolkekontrol har en ret vigtig kontrolpost imellem ens egne ører. Det er inde i ens eget hoved meget af det foregår. Mandfolke jeg`et, dèt der måtte være tilbage, skammer sig over den dèr nye kvindelige side der pludselig kræver sin ret!
Men du må forstå at vores kultur ikke har den største forståelse for at mænd ønsker at være kvinder. I de flestes opfattelse er det jo et klart tilbageskridt da det kvindelige har en meget lav status i vores patriarkalske samfund. Kvinder derimod bliver nærmest tilskyndet og rost hvis de kan udvikle deres mandlige sider. De er seje når de bliver brandmænd, kranførere og buschauffører i mandeuniform. Men hvis en mandlig sygeplejer kommer anstigende i den traditionelle sygeplejerske uniform med bare ben og lille kappe på hovedet ville det jo nok vække lidt opsigt.
Jeg håber du kan se hvad jeg mener? Du har måske ikke tænkt så meget over det. Men det har jeg kan jeg love dig for. Jeg er lige ved at mene at det er diskrimination og skal meldes til ligestillingsrådet.
Min indre kvindelige person kom frem med mange komiske hændelser til følge. Som f.eks. når jeg havde glemt at der skulle noget i BH`en og så lige fik puttet nogle ski sokker i. Eller når jeg havde taget fejl af nylonstrømpernes facon og fik vendt dem omvendt. Ja, det tog tid og her kom så studiet i marken ind. Det var meget vigtigt!
Studiet i marken gik ud på at studere alle de kvinder jeg mødte. Det er jeg ikke holdt op med endnu. Et særdeles spændende studie og for første gang studerede jeg ikke kvinder med henblik på at score dem eller fornøje mig med uartige tanker. Næh, det var skam meget mere alvorligt og meget påkrævet! Jeg måtte tage mig i ikke at gå rundt om dem og kigge på detaljerne eller sidde og stirre på en flot anlagt makeup! Jeg kunne nemt have reddet mig èn på kassen. Det var første gang jeg lagde mærke til at min kvindelige side var til stede uanset hvem jeg var. Den var kommet frem og havde tænkt sig at blive. Og bio kvinderne kunne sikkert allerede dengang mærke noget de kendte!
Min kvindelige side viste sig at være lidt af en dominerende og meget bestemt kvinde. Jeg var selv lidt forundret. Ja, jeg kan se du ser lidt spørgende ud men jeg var faktisk ikke helt herre over hendes fremkomst. Og det viste sig hurtigt at min tid som mand i huset snart blev nedtonet til servicerende handyr. Du ved den der tjener pengene mens hun føjter ud og bruger dem. Men hun var faktisk min bedre side viste det sig senere. Som mand var jeg ved at forsumpe lidt hen ad vejen.
På mange måder har jeg nok lignet så mange andre mænd. Hver fredag skulle der ligesom lidt sprut på bordet. Sådan ca. 10 - 15 bajere eller nogle flasker rødvin. Det gav jo også en vis rygetrang så der blev røget og drukket så lungerne hvæsede og vejrtrækningen lød som et slidt trædeorgel. Det gentog sig så til bevidstløshed hver weekend og det var egentlig lidt trivielt. Da jeg samtidig var gået hen og fået OCD i udbrud ( Obsessive, Compulsive Disorder, tvangstanker og tvangshandlinger – hvor jeg havde tvangshandlinger. Jeg talte alt hvad der kunne tælles) var det ren benzin på hjernens rablende bål. Det var med andre ord et særdeles usundt og skadeligt liv som efterhånden havde ført mig til et lidt ensomt liv da jeg for det meste gik tidligt i seng og gemte mig under dynen og kun kom frem når jeg skulle på job. Og så lige fredag aften/nat når der var lidt sprut på bordet. En rigtig lettere forsumpet single mand som vi kender dem så godt. Jeg passede dog mit gode arbejde med nød og næppe. Det var den rene elendighed.
Indtil hun ankom! Hende Irene som du nu er på fornavn med og som er hende der sidder her og klaprer med sine rødlakerede negle på det gamle pc- tastatur.
Der skete ændringer og de skete meget hurtigt.
Meget hurtigt blev der sat skik på det dèr med sprutten. Det var simpelthen slut! Hun ville ikke have det og så måtte han jo også holde op. Der har ikke været sprut på bordet siden. Så var der det med røgen. Med noget møje og besvær fik hun også dèt stoppet selv om der var en periode hvor hun måtte finde sig i at ryge. Pibe. Damepibe selvfølgelig! Og du kan jo godt se at en transvestit der er beruset og ryger pibe måske ikke er det mest elegante udtryk for det kvindelige selv om det var en damepibe. Så det hjalp gevaldigt at der blev sat skik på de gamle vaner. Hun var som en stormvind! Der blev vendt op og ned på tilværelsen og i løbet af det år hvor hun dukkede frem skete der fantastiske ting, som jeg knap nok kan tro på i dag.
Min ellers plagsomme OCD fulgte ikke med i samme grad når jeg var Irene.
Det vakte en stor undren! Både hos mig og dem der behandlede mig dengang.
Alt i alt var hun starten på et nyt liv.
DET NYE LIV
For nogle år siden gik det pludselig stærkt.
Jeg tror at en af grundene var at jeg mødte min rigtig dejlige veninde Sheila som var transvestit ligesom jeg og som den dag i dag er min bedste hjerteveninde.
Ja, jeg kan se du griner smørret, men det VAR altså en veninde. Kvinder har vel veninder og sjovt nok accepterer alle at kvinder holder det på venindeplan men lige så snart det gælder det andet køn tror alle straks der er sex indblandet. Det fortæller jo lidt om hvad vi var oppe imod. Men hun blev min dejligste veninde og sammen kom vi til at påbegynde et nyt og spændende liv.
Vi bor i en øde afkrog af landet og var egentlig lidt overraskede over at møde hinanden. Det skete over nettet som var en vigtig del af kontakten udadtil.
Ingen af os var endnu sprunget ud i fuld offentlighed og ingen af os var vant til at bevæge os frit ude i samfundet. Vi tilbragte mange skønne timer sammen og havde begge let til smil, så vi forvandlede os ofte til et par pjankede teenagepiger når vi var sammen.
Jeg var stadig under optræning både når det gjaldt makeup, høje hæle og anden kvindelig staffage. Min viden om det kvindelige outfit var begrænset og vi to tøser hjalp hinanden med både kritik og ros.
Så langsomt blev Irene til. Hun indtog sit nye liv med en autoritet som den dag i dag forbavser mig. Hun stoppede, som jeg tidligere har fortalt dig, øjeblikkeligt al forbrug af spiritus, både som en dårlig vane og i solidaritet med den nye veninde som er totalt alkoholfri. Det har senere ført til mere motion og alt i alt et sundere liv. Så man må sige: Hun kom! Hun så! Og hun ændrede!
Vores nye liv pegede i en retning:
Vi ville ud. Vi ville være frie og blive til som transvestitter. Vi ville have kontakter. Vi ville have veninder og for den sags skyld også kærlighed og respekt. Men først og fremmest ville vi have lov til at være dem vi følte vi var.
En aften aftalte de to veninder at de ville ud i livet. Koste hvad det ville!
Og det er bl.a. den historie der er spændende og som jeg brænder for at fortælle dig.
Det er en historie om smilende humor, gys og spænding. Det er en historie om bedrag og nederlag om skjulte fælder og om noget der ikke var som det så ud.
Alle skal gøre deres erfaringer og vi opsøgte dem så hastigt at vi nærmest forvandlede os på rekordtid.
Det første der skete var:
Cyberspace
Var der noget som både blev ubehageligt og samtidig opløftende og udviklende, ja så var det cyberspace og det stod hurtigt klart for mig og min veninde at skulle vi møde nye spændende mennesker i den verden vi nu betrådte så skulle vi finde dem igennem cyberspace. Sådan var i hvert fald vores første tanke. Vores gamle liv og de venner vi havde der, mandens venner, var vi ikke så meget for at møde på det tidspunkt og det jeg frygtede mest i den periode var faktisk besøg. Men jeg fik heldigvis fred og opsøgte ikke selv nogen for jeg var så opslugt af at forvandle mig at jeg ikke havde tid. Og hvis de kom på besøg og opdagede mig omklædt eller så alle de kvindelige ting der pludselig begyndte at være alle steder? Sminke på badeværelset, kjoler der hang fremme, højhælede sko og ikke at forglemme duften af parfume som hang i luften? Ja, så ville jeg være sunket i jorden af skam!
Der var to adgange til transverdenen i cyberspace. Den ene var et stort dating-site for bøsser, lesbiske og transer. Det var en stor dag da jeg oprettede min første lidt ubehjælpsomme profil og stolt så på de billeder jeg lagde ind. Det var som at indrette sit første hjem!
Hvad jeg ikke rigtig havde tænkt over var de sjofle tilbud som automatisk fulgte med. Det gav anledning til mine første overvejelser om jeg egentlig var til mænd eller til kvinder? Og nu hvor jeg viste mig som kvinde burde jeg jo være til mænd. Men jeg kunne mærke at jeg var meget forvirret og det gav sig udslag i en tilbageholdenhed og en lidt afvisende holdning overfor de uundgåelige sextilbud. Jeg var meget mere optaget af den indre, mentale forandring og som jeg har nævnt før, det faktum at mine to identiteter ikke var identiske. Det var noget jeg skulle lære at forstå og leve med.
Senere fik jeg styr på at jeg til dels var en lesbisk transvestit.
Men det at komme på så stort et dating-site var meget spændende og at skrive mails som Irene og blive betragtet som Irene var en helt ny og spændende fornemmelse.
Det gav i starten nogle sjove kontakter og blev starten på at lære andre transpersoner at kende. Og stadig troede jeg at enhver ny transvestit jeg mødte var et nyt vidunder. Men hurtigt opdagede jeg at de samme regler gør sig gældende som iblandt andre mennesker: Det krævede både kemi og menneskelig matchning at kunne sammen. Men bag skærmen blev alle jo til prinsesser og dronninger og alle gjorde jo alt for at fremstå så ægte og flotte som muligt. Længe leve fotoprogrammerne der kan gøre enhver til dronning for en nat. De gange jeg mødtes med nogle i virkeligheden var ikke altid lige vellykkede og ikke alle var til et møde i virkeligheden. De holdt sig bag skærmen.
Det burde have været de første advarselssignaler om at den verden vi nu betrådte, var fyldt med skyggeeksistenser, drømme og illusioner.
Min veninde havde hørt om et nyt lille site for transvestitter og transseksuelle og vi fik os logget ind og fik lavet en profil hver.
Det skulle så vise sig at både være en berigende men også meget mærkværdig oplevelse og i sidste ende det som sendte os videre ud i livet, men også der hvor virkeligheden i al sin gru og morsomhed gik op for os.
En virkelighed som med al tydelighed viste hvor falsk og illusorisk cyberspace kan være.
Historien om det lille og store site og om Redaktør Klumme.
-hormonkrigen – bøssekrigen og klummekrigen
Det lille site som direkte henvendte sig til os transvestitter og transseksuelle var som sendt fra himlen. Der sad vi langt fra alting. Stadigvæk indendørs transer og kunne så via cyberspace møde andre, fremstå som myndige kvinder, vise billeder af os selv, møde ligesindede, snakke sammen, få veninder og chatte om alt muligt. Alt sammen ganske anonymt. Det var i sig selv et slaraffenland og en dejlig oplevelse. Det lille site måtte bestemt være skabt af idealister der ville os transer det godt!
Men ak, virkeligheden er at det er en enkelt mands værk og at det ikke nødvendigvis er skabt af idealisme.
For min veninde og mig betød det en masse kontakt ud til den store verden. Vi fik orienteret os og fik hurtigt søde veninder og endda nogle som vi mødtes med. Det var uendeligt spændende! Vi så der fandtes foreninger og at der var arrangementer rundt om i landet for sådan nogle som os. Vi mødte transseksuelle på det lille site og fik for første gang fornemmelsen af hvad det ville sige at leve på fuld tid som kvinde. Det var klart at de så lidt ned på os nybegyndere. Vi blev kaldt ”acrylhattene” og ”festpatterne” og vi forsvarede os så godt vi kunne men kunne jo godt se at vi var amatører. Det ansporede mig til at blive bedre og bedre til at omdanne mig til en troværdig kvinde. Jeg indførte blandt andet stilettræning i den tid.
Midt i det hele brød hormonkrigen ud. Den stod i første omgang imellem et par transseksuelle og så nogle transvestitter hvoraf vi senere lærte den ene at kende som Redaktør Klumme. Uden at vi vidste det så vi for første gang den kattevenlige giftighed man kan bruge i det skrevne ord og som alligevel rammer som dolkestød. Brugen af det usagte imellem linierne var udnyttet til det yderste og dørkarmen hos sitets webadministrator smækkede adskillige gange så pudset stod i store støvskyer ud over nettet. Her oplevede vi for første gang betonlesbisk fundamentalisme som i styrke var ligeligt fordelt imellem de to parter.
Vi holdt os klogelig meget forsigtigt på afstand men glemte det aldrig!
Vi havde mødt nogle søde veninder og vi fik stablet en sommerhusweekend på benene midt i den kolde vinter.
Det var uhyre spændende og bare det at køre af sted var en udfordring hvor vi følte at selv om vi sad i bilen hvilede alle passerende bilisters øjne på os.
Det blev en ubeskrivelig dejlig weekend og den er blevet en tradition som stadig holdes i hævd.
Det var her vi for første og eneste gang mødte Redaktør Klumme som dengang endnu ikke var blevet redaktør men som havde besnæret os med sin åbenbart store erfaring, sine enkle løsninger og sine helt klare fornemmelser af vores naive nybegynder begejstring! Og som jo havde vist sin store kamperfaring under hormonkrigen!
Det var ikke så meget vi fik oplevet af Redaktør Klumme. Redaktøren ankom og satte sig rimeligt hurtigt ved sofabordet klar til det vi senere opdagede var redaktørens store lidenskab her i livet: At debattere
Redaktøren indfangede hurtigt en lille uskyldig nybegynder trans som måtte finde sig i at debattere i meget lang tid. Vi andre hyggede os og grinede så tårerne trillede og måtte ustandseligt ud at rette på sminken som langsomt farvede de hvide håndvaske totalt brune.
Ved siden af debatterede Redaktør Klumme i en uendelighed mens den lille nybegynder trans sad høfligt lyttende. Vores latter og muntre samvær så ikke ud til at have den mindste afsmittende effekt på redaktøren der var dybt opslugt af sit livs kald.
Men alligevel: Det var en herlig weekend. Og vi kunne mærke at det var i den retning vi skulle.
Vi ville have mere af den virkelighed.
Da vi var vel hjemme igen oplevede vi så bøssekrigen.
Atter en af de krige som blev udkæmpet i cyberspace. Mange af os havde både hjemsted på det store site for bøsser, lesbiske og transer og på det lille site.
På det store site var der en hardcore bøsse der havde åbnet en debat tråd hvor han i utvetydige vendinger ville have smidt alle de der kællinger ud. Altså os transvestitter og transseksuelle.
Det gav anledning til en af de længste og mest ophidsede debat tråde i det store sites historie.
Vi transvestitter og transseksuelle fandt pludselig sammen og bekræftede den gamle kendsgerning, at en ydre fjende kan fjerne de indre stridigheder.
Vi skiftedes til at affyre den ene bredside efter den anden og kørte vores bedste verbale kamptropper i stilling. Ind imellem mødtes vi ovre på det lille site og kommenterede, roste og pustede ud inden næste slagsalve ovre på det store site.
Det var virkelig en krig som viste at hardcore bøsserne ikke havde megen tolerance til overs for os. Det undrede os meget da vi jo mente det ikke var lang tid siden de havde stået i samme situation som os: Udstødte og nederst i hierarkiet. Den nye generation af bøsser var flintrende ligeglade men vi fik også accepterende tilkendegivelser der varmede og fortalte os at billedet var det samme for dem som for os: Mennesket må lære at leve med forskelligheden!
På det store site kunne bøsserne finde på at kalde os ”Hullerne” hvis vi formastede os ind på deres chat.
Men det var faktisk på det store site at vi fik de fleste breve og nye kontakter. Alene af den grund at det var et kæmpestort site i forhold til det lille site.
Det lille site var mere det sted hvor vi havde vores veninder.
Vores medlemskab af det lille site bevirkede mange gode weekendture og en af de minderige var vores tur til Sønderborg, hvor en meget varmhjertet kvinde havde stillet sit hjem til rådighed og havde arrangeret en forrygende weekend for os 10-12 transer der mødtes.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Her er fra min dagbog:
Transvestitter mødes!
Det er ikke hver dag man som transvestit mødes med andre ligesindede. Det er bestemt heller ikke hver dag man kan tage af sted på weekend og hygge sig med andre – for ikke at tale om at være transvestit fuldt ud – at tage i byen, på skovtur – eller spise på restaurant og det er bestemt slet ikke hver dag man pludselig befinder sig på vej tværs over dansegulvet i et sydende diskotek for at hente sin frakke
for lidt efter at blive sat i en taxa dækket af dørmænd og andre søde mennesker som bekymrede sig om vores sikkerhed!
Men det var ikke desto mindre hvad jeg oplevede i denne begivenhedsrige weekend!
Transtræffet i Sønderborg indeholdt det hele: Hjertevarme og grin så tårerne løb ned af kinderne og lavede striber i sminken. Dejlige samtaler og masser af knus og imødekommenhed!
Sammen med min dejlige veninde Sheila bevægede vi os fredag ned gennem Jylland på den lange tur til Sønderborg. Fire en halv times kørsel (330 km) med bagagen tæt pakket – og selvfølgelig med masser af kaffe og lækker musik på CD´en. Vi holdt små kaffepauser og vi to tøser sad nok så fint på rastepladserne og nød kaffen.
I Sønderborg blev vi to indkvarteret på et gæsteværelse midt i et ejendomskompleks, og fik straks indrettet os med sminke på alle hylder – tøj i alle hjørner og en masse godt humør indeni!
Vi samledes privat hos en ”rigtig” kvinde der havde åbnet sit hjem for os sære eksistenser.
Det blev en fredag aften og nat med så megen grineri og hygge at vi dårligt kunne samle os til at gå i seng. Vi var en ti stykker, og fik også besøg af et par transseksuelle piger fra byen som gerne ville mødes med os.
Så – det blev ikke til megen søvn den nat – og i øvrigt heller ikke den næste!
Om lørdagen var der en del der tog ind til byen og skulle shoppe i nogle udvalgte forretninger, men min dejlige veninde og jeg ville ud og luftes i solskinsvejret. Men vi skulle da lige en tur i Kvickly for at købe strømper. Hi – de havde ikke dem vi skulle bruge, og vi prøvede da lige også Netto – men strømpeudvalget var ikke det rigtige, så vi kørte både til skov og strand med vores kaffe – og fik sludret og fotograferet!
Om aftenen skulle vi på restaurant. Der var reserveret en afdeling til os – og vi havde egen bar og tjener. Det var rigtig hyggeligt – og vi nød vores flotte dress og de hyggelige samtaler vi fik.
Da vi skulle hjem ved et - tiden om natten var restauranten blevet forvandlet til et sydende diskotek, som vi skulle igennem da vi skulle hente vores overtøj ved garderoben.
Det var vist en meget stor udfordring for os alle. Og vi blev skam bemærket! Med hujen og piften!
Det var bare med at holde nerverne i ro – og vi klarede den. På hver sin måde! Men jeg skal love for at det er en udfordring at gå over et diskoteksgulv i lang festkjole og høje stiletter – og stille sig foran garderoben blandt en flok højrøstede unge diskoteksgæster. Min søde veninde klarede det bare superflot – hun vendte sig om og vinkede til dem alle sammen til stor jubel for de unge piger som flokkedes om hende. Men ellers var det bare ud inden nogen fandt på at være ondskabsfulde. Udenfor sydede gaden af fulde og festende unge. Så vi var lige i søgelyset indtil der hurtigt blev tilkaldt taxaer. Taxaselskabet vidste godt vi var i byen, så tre særtaxaer kom hurtigt igennem nattelivet og kørte lige ind foran restauranten og samlede os op, mens et perfekt personale og dørmænd fra diskoteket og restauranten dækkede os og sørgede for vores sikkerhed!
Gisp – det var vist meget grænsesøgende for de fleste af os. Men så har vi prøvet det!
Vi sad selvfølgelig længe oppe efter oplevelserne ude i byen, og det blev sent igen.
Næste morgen – formiddag skulle der pakkes. Sheila og jeg havde nu spadseret flere gange igennem boligkomplekset – og bilen kunne ikke køres helt til døren så vi er sikkert blevet bemærket når vi gik fra og til. Men alt forløb rigtig godt. Og der var heller ikke noget at komme efter. Vi var elegante og død flotte – og opførte os som vi plejer: Stilfærdigt og venligt!
Søndag gik turen så hjemover. Nogle trætte piger der kørte op igennem Jylland med solen i ryggen. Vi skulle selvfølgelig have vores kaffe – og tissepauser, som blev afviklet passende steder. Og vi huskede selvfølgelig at sidde ned når vi skulle tisse. Det blev selvfølgelig til en tissetrans!
Hi –Og Sheila blev selvfølgelig overrasket af en bilist da hun sad der!
Vi er nu et par trætte piger der er nogle dejlige oplevelser rigere!
Der var det hele. Det elegante outfit – hjertevarme veninder – tårer der trillede - gyset i nattelivet –og alt det som jeg ikke formår at få skrevet med ord men som fylder hjertet med uendelig stor glæde og taknemmelighed!
Irene
--------------------------------------------------------------------------
Min veninde og jeg var i en rivende udvikling. Det gik så hurtigt at jeg stadig husker tiden som hæsblæsende. Vi var til stadighed af sted og fik konstant nye oplevelser og erfaringer. Vi begyndte at møde op til møder og arrangementer i både TiD og Trans-Danmark. De to landsforeninger i Danmark. Det gav os en masse ture ud i landet og pludselig mødte vi flere og flere og fik mere og mere erfaring. Uden at vide det var vi mere eller mindre sprunget ud i bedste stil. Vi sad på rastepladser, gik ind på tankstationer, gik på dame - eller handicaptoiletter. Vi bredte os mere og mere ud og vi fik flere og flere veninder.
Jeg bor i et meget lille samfund og alle venindebesøgende havde jo sat gang i sladderen som først stoppede da jeg lang tid efter lagde et brev i naboernes postkasse der forklarede sagens sammenhæng. Åbent og ærligt.
Så var der jo ikke mere at sladre om - vel?
Vores eksistens på det lille site ændrede sig langsomt. Vi blev mere erfarne og lod os ikke bare spise af med hvad som helst. Vi begyndte at markere os som personligheder. Vi fik vores første fjender. Vi ved ikke hvorfor. Men sikkert fordi vi førte os frem, var selvsikre og fyldt med glæde, latter og gå på mod! På det lille site var der en meget dominerende og brovtende lesbisk profil der ikke udviste den store venlighed overfor transerne. Hvorfor hun egentlig var på et site for transer var der aldrig nogen der fandt ud af. Hun ragede uklar med adskillige og hun blev årsag til at flere af de seriøse transer forlod sitet efter at have været oppe at strides med hende.
Hun og en fetichist, som ikke var den skarpeste trans i skabet, så sig hurtigt sure på os to veninder.
Vores forhold til vores ellers gode ven Redaktør Klumme blev også mere og mere anstrengt! En aften hvor min veninde var på besøg og hvor vi hyggede os, hørte musik og dansede rundt i vores fine tøj og grinede så vi havde ondt i maven kunne vi pludselig se de røde lamper blinke på computeren. Redaktør Klumme var kommet i vanskeligheder i en debat. Igen, igen kunne vi sige. Redaktør Klumme undrede sig over at vi ikke var solidariske og straks kom til undsætning. Jeg skyndte mig at skrive lidt til fordel for redaktøren. Dengang så vi ikke hvad der nærmest skulle blive en tilbagevendende begivenhed: Redaktør Klummes evne til altid at komme i klemme i debatterne og samtidig redaktørens konstante ”undren”!
Det blev mere og mere tydeligt at denne ”undren” mest af alt gik på at undre sig over at andre mente noget andet end redaktøren.
På et tidspunkt blev Redaktør Klumme så virkelig udnævnt til redaktør af en brevkasse på det lille site. Det var en stor dag for redaktør Klumme der ustandseligt havde bedyret at der fandtes et kæmpe behov for rådgivning og at det nu ville strømme ind med spørgsmål. Der skete imidlertid ingenting og redaktøren var yderst frustreret. Men endelig. ”Den vidunderlige lyd af brevkassens klapren” som redaktøren skrev og der dumpede et forsagt brev ind som selvfølgelig blev besvaret i bedste redaktørstil.
Da der ikke kom spørgsmål nok til redaktørens brevkasse, flyttede redaktøren hele brevkassen ud på debatsiderne.
Redaktør Klumme fyldte den ene debatside efter den anden med sin store undren som pokker tage mig alle skulle tage stilling til uanset om de ville eller ej.
Jeg selv blev opsøgt på en fredelig debat tråd hvor jeg hyggede mig med mine små filosofiske betragtninger da redaktøren kom anstigende midt i det hele og ”undrede” sig over at jeg af alle ikke kunne se at redaktøren havde ret.
Den store klummekrig var i gang!
Under klummekrigen blev nye ord og begreber til.
Ord som ”meningsfascisme” og ”debatliderlig” så dagens lys under klummekrigen.
Den store klummekrig handlede i første omgang om en enkelt persons ubændige trang til at være rådgiver og selvbestaltet leder af de nye transvestitter som bare havde at mene det samme som redaktøren og slutte op i samlet trop omkring redaktørens revolutionære projekter som udelukkende bestod af ord. Der kom helt groteske udsagn, som f.eks., at stoppe al den snak om fest og pjank og begynde at se på de virkelige alvorlige problemer.
Disse problemer formulerede Redaktør Klumme med stor docerende alvorlighed og blev mødt med en storm af protester. Dette ville få enhver til at trække sig. Men ikke Redaktør Klumme. Det var som om redaktøren nød en nærmest masochistisk tilfredsstillelse ved at blive verbalt ydmyget og først da administrationen til sidst greb ind stoppede krigen.
Tilbage stod disse tre: Redaktøren, den lesbiske og hendes væbner, som vores indædte modstandere der på alle måder viste hvordan giftighed i cyberspace skal udøves.
Vi var ikke vant til denne fjendtlighed og havde troet at alt var fryd og gammen. Men pludselig måtte vi forholde os til en virkelighed der pludselig tittede frem. Også i cyberspace!
Jeg kiggede på det tidspunkt på min veninde og vidste at hun som mand og menneske havde været skipper og øverste ansvarlig for flere menneskeliv i en rasende orkan på Nordsøen. Jeg vidste hvad det krævede af menneskeligt format. Jeg vidste også hvem jeg selv var og hvad jeg havde klaret her i livet.
Det gik op for mig at vi var yderst sårbare fordi vi havde efterladt vores mandlige identitet og havde fået andre til at tro at de bare kunne underlægge os deres selvbestaltede hierarki bare fordi vi var transvestitter. Det var på tide vi fik vores menneskelige og mandlige format med os. Det gik op for os at vi altså kunne møde små mennesker, der, hvis vi havde mødt dem som mænd, ikke ville have nået os til sokkeholderen. Det var på tide at få vores mandlige identitet implementeret i vores transvestit. Vi måtte have en beskytter! Og det blev manden i mig. Han vidste hvem og hvad han stod overfor. Bedrag og illusion og forsøg på selvhævdelse. Åbenbart en meget almindelig ting i cyberspace hvor man kan lade som om.
Jeg måtte lære at svare igen! Også som transvestit!
Dets samme skete for min veninde.
Vi skulle have balance i vores liv.
Helt grotesk blev det da jeg modtog et brev fra Redaktør Klumme.
Brevet jeg modtog, var alt andet end venligt og indeholdt nok noget at det særeste postulat jeg indtil nu havde mødt som transvestit. Det kritiserede i utvetydige vendinger min megen snak og mine mange begejstrede skriverier på debatsiderne om glæde og fest og al den succes ved at gå ud. Der var simpelthen for mange succeshistorier. Det var til meget stor skade for de skabs transer som sad hjemme og ikke turde give sig til kende, mente redaktøren. Deres ulykkelighed ville bare blive større og mere intens ved at læse om alle de glæder vi andre oplevede. Med andre ord: Jeg kunne godt tage og vise lidt hensyn og undlade al den glæde når andre havde så lidt af den.
Det var på en måde den berømte dråbe. Kritik for at udtrykke glæde???
Jeg var og er stadig dybt rystet over så grotesk et udsagn!
Og så var det absolut ment i dyb alvorlighed!
Redaktør Klumme er et godt eksempel på, at i cyberspace kan enhver skabe sin egen illusion.
Hvis det ikke var fordi at redaktøren sad lige i døråbningen af et af Danmarks meget få mødesteder for nytilkomne transer ville jeg nøjes med at more mig.
Nu er jeg derimod dybt bekymret!
Det lille site viste sig langsomt at miste pusten. De transseksuelle forlod det og efterhånden som transvestitterne modnedes fik sitet mindre og mindre betydning for dem. Det blev til et absolut begyndersite som vi havde haft stor glæde af men som nu mistede sin betydning.
Det havde en fjerdedel transer hvoraf de fleste var skabs transer eller fetichister og så var der tre fjerdedele af mænd, gifte som ugifte der var der for at se om de kunne score et billigt knald. Det skal dog siges at der også var seriøse mænd som bare godt kunne lide os. Flere af dem er i dag mine venner.
Cyberspace mistede langsomt sin betydning for mig og min veninde.
Det skal dog siges at jeg midt i oplevelserne med cyberspace på det store site og det lille site også oplevede en solstrålehistorie. Det var med opdagelsen af det lille hyggelige og meget charmerende site hos svenske Veronica der havde skabt sit helt eget univers på ”Nya Trans Chatten” i Stockholm. Et sted som jeg stadig elsker at komme og sludre med Veronica som selv sidder og er den varme og dejlige værtinde som byder sine gæster velkommen. Sådan skal det gøres og det ærgrer mig at cyberspace mulighederne for transer i Danmark er så begrænsede og så præget af tekniske monopoler.
Der mangler virkelig et ordentligt og bredt favnende mødested med en god teknisk standard.
Men livet var ved at ændres. Mit transliv var under hastig ændring som følge af alle de meget gode og positive oplevelser ude i den store pulserende verden som slet ikke virkede så frygtindgydende som i starten.
Cyberspace mistede sin tiltrækning!
Alt pegede frem mod virkeligheden.
Og om det handler næste afsnit.
Ankomst til virkeligheden
Fra cyberspace til virkelighed! Det var en lang og snørklet rejse men den havde kun èn endestation: At blive til, at få en plads i virkeligheden, at kunne leve frit og åbent og kunne færdes ubesværet som jeg vil. At både turde og kunne være den jeg har lyst til at være.
Er det måske ikke en menneskerettighed?
Pludselig stod de virkelige begivenheder som mere tiltrækkende og vedkommende end det skyggeagtige cyberspace der med sine uforløste illusioner ikke rigtig kunne friste mere.
Det havde gjort sit og både givet de gode oplevelser i form af kontakter og de mere ubehagelige erfaringer.
Nu var tiden kommet. Og for mit vedkommende resulterede det i at jeg efterhånden levede mere som kvinde end som mand. Næsten omklædt hver dag og efterhånden dygtig og rutineret til en fiks makeup og genbrugstøjet blev efterhånden erstattet af dejligt nyt og fikst tøj. Det hverdagsagtige blev også mere almindeligt. Jeg kunne jo ikke gå rundt og ligne en selskabsfurie hele tiden. Så pludselig kom der hverdagstøj til og min indre kvinde fandt sit naturlige leje og var beriget med min mandlige side som endelig havde fundet sin plads som en del af min dualitet.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Fra min dagbog
Den indre kvinde
Findes hun?
Ja - det mener jeg så absolut!
Den mentale forandring er en side i sindet, som i mit tilfælde var undertrykt lige fra barndommen. Det ligger måske i den børneopdragelse som stadig er præget af nogle gammel-patriarkalske dogmer.
Mænd græder ikke.
Vis nu du er et mandfolk!
Mænd viser ikke følelser - og mænd er aggressive og slås om nødvendigt! Og så videre....!
Nogle meget stereotype klicheer som ikke desto mindre er gældende den dag i dag!
Modsvarende har piger jo også deres stereotyper som går igennem deres opdragelse!
Skulle der - gud forbyde det - være tilfælde hvor de modsatte stereotyper bliver fremherskende hos en stakkels dreng eller en stakkels pige - så er det at problemerne opstår.
Drengen der græder for meget - pigen der slås og er aggressiv!
Vi lærer nok tidligt som børn at pejle efter hvad vi skal undertrykke for at opnå den hellige almindelige accept. Men ikke alle klarer det!
Når man så som transvestit pludselig kan give de undertrykte impulser frit løb - dækket af et kvindeligt ydre - er det som en springflod der river alle forsvarsværkerne ned.
Man opdager - og nyder - at det at vise følelser og medfølelse og omsorg er fuldt legalt på denne side af køns barrieren - og langsomt forstår og udvikler man en tankegang der ikke tager afsæt i den aggressive "her kommer jeg" tanke. Man forandres - og tankegangen har pludselig en større tumleplads at boltre sig i.
Jeg oplever det - selv som mand - at jeg pludselig kigger mig selv over skulderen med et Irene-blik - og tænker: Man kunne da også gøre sådan og sådan - eller er det nu rigtigt det du tænker dèr?
Mine følelser har pludselig fået plads - mit syn på verden er udvidet med ca. 50 % af verdens befolkning syn!
Med det mener jeg bl.a. at man som transvestit jo ikke kan undgå at opdage hvordan kvinder ses på af den anden halvdel af menneskeheden. I starten troede jeg det var løgn - men det gik op for mig hvad kvinder mente når de sagde de var et sex-objekt, blev set ned på, blev undertrykt osv. Ikke fordi alle kvinder havde det sådan, men pludselig fik jeg jo selv at mærke hvordan mænd kunne opføre sig - og jeg skal love for at jeg pludselig fik travlt med at snakke med manden i mig selv - og jo med skam måtte han meddele at den var god nok! Så den mandlige side fik lige læst og påtalt og det i sig selv var jo med til at ændre sind og personlighed!
Så i dag er bevidstheden om kvinders vilkår meget klar og præger min tankegang med en absolut profeminin holdning - men også min maskuline side er blevet afrettet og blødgjort på en måde som kun kunne være sket ved at gå ind i det kvindelige univers!
Min indre kvinde har opdraget min ydre mand.
Og min ydre mand beskytter min indre kvinde.
Irene
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Der var ved at opstå balance. Jeg fik efterhånden adskillig bio kvinder som veninder og indså at jeg måtte leve med denne dualitet hvis det skulle fungere.
Jeg fik fortalt flere og flere at jeg var transvestit. Mine chefer på mit job, mine nære venner, mine voksne børn, mine naboer og efterhånden som jeg stod ved hvad jeg var slappede jeg af og det samme gjorde mine omgivelser.
Dagbogen fortæller:
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Tænk sig at det at være transvestit er menneskeligt!
Fra at det var noget særligt, noget jeg nærmest blev helt høj af, noget jeg følte rakte ud over hvad jeg ellers var, ja så rodfæster det sig og bliver en del af mit liv.
Hende kvinden indeni begynder at leve sit hverdagsliv og indgår pludselig som noget helt naturligt og jeg bliver mere og mere sløset med alle de der sikkerhedsforanstaltninger jeg gik så højt op i starten!
Jamen de stakkels omgivelser, nu må de da have opdaget det! Og hvis de ikke har så er de da ualmindelig langsomme og jeg er i øvrigt ret ligeglad efterhånden! Vi er jo hverken farlige eller til skade for andre.
Og det kunne jo også tænkes at omgivelserne også er rimeligt ligeglade,
Jeg havde en sjov oplevelse forleden. Jeg luftede to hunde ved stranden og det var kun den ene der fulgte med mig til bilen. Pludselig kom en lille gruppe børn med et par fædre og de havde også en hund. Det gav selvfølgelig anledning til at de to hunde skulle snakke sammen og børnene og deres fædre kom helt hen til mig. Der blev klappet hund og smilet men så piftede jeg på den anden hund der straks kom spurtende.
Et af børnene udbrød: Nøøjj - hun har to hunde!...Og hun kan pifte!
Den sødeste og dejligste kompliment!
Man skal passe lidt på med stemmen. Så jeg sagde faktisk ikke noget...men pifte det kan damer vel også! Eller hvad?
Hvor det før var nærmest et uudholdeligt gys at bevæge sig ud i fuldt dagslys er det pludselig blevet en nødvendighed for at kvinden indeni også kan ånde og være til! Hun er ikke noget fatamorgana men realiseres mere og mere i kød og blod og mit forhold til hende bliver mere inderligt og hvilende i sig selv.
Selv som mand kan jeg ikke forstå at de andre ikke kan se hende! Men de har så afgjort deres tanker. Jeg mærker hende hele tiden og hun gennemsyrer efterhånden vores liv så vi smelter sammen og jeg skal efterhånden koncentrere mig meget for ikke at afsløre hende i mange af de områder i mit liv hvor hun ikke hører til. F.eks. har jeg valgt at holde hende ude af mit job som jeg så afgjort stoler på at manden sagtens kan bestride!
Den indre kvinde springer ud og lever side om side med manden.
Dualiteten svinder ind, grænserne flyder og den før så splittede og velbevogtede dobbeltverden smelter sammen til et liv. Til èt menneske
Det kan kun nydes!
Og det gør jeg så!
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Min veninde og jeg blev dristigere og dristigere og da frygten imellem ørene efterhånden var brugt op kunne det hele være lige meget. Og til min store overraskelse viste det sig at jo mere afslappet jeg var i det offentlige rum, des mere usynlig blev jeg. Og det var det jeg gerne ville. Være usynlig! Nu forstår jeg godt hvis du tænker at du ingenting forstår. Først vil jeg være til stede og så vil jeg være usynlig! Men med usynlig mener jeg at ingen rigtig lægger mærke til mig når jeg sådan vimser rundt i byen eller hvor jeg efterhånden kommer. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at være anonym og gå for at være en lidt kedelig og uinteressant dame. Den går bare ikke helt. Ind imellem er der en mand der får øje på mig. I starten troede jeg det var fordi han straks så at jeg var trans. Men nu har jeg mine tvivl. Det kunne også være at han flirter sådan fordi han ser mig som kvinde.
Altså de mænd! De gør det også selv når de er sammen med deres koner. Altså flirter. Når hun ikke ser det. Så får jeg nogle gange et smil eller et varmt blik. De skulle bare vide!
Nå, virkeligheden omfattede pludselig en masse dejlig selskabelighed. Veninder kom på besøg og jeg var på venindebesøg med min veninde. Vi kørte landet tyndt for at deltage i arrangementer og var flittige til at deltage i de to landsforeningers møder. Vi lærte flere og flere at kende og telefonen afløste efterhånden computeren. Vi ringede til hinanden for at høre hvordan det gik og da min veninde og jeg havde været en tur i Båstad for at deltage i det skandinaviske transtræf og var kommet helt høje og berusede hjem var der opbrud i luften. Vores lidt skræmmende afhængighed af cyberspace var på nedtur og vores oplevelser ude i den virkelige verden var nu ved at blive en realitet der forandrede vores liv totalt. For det ER en meget stor forandring pludselig at blive synlig og omgivelserne skal i høj grad være forberedt på at det er alvorligt ment når hende, der også er en ham, pludselig dukker op.
I tiden der kom, var vi til koncert og jeg shoppede lystigt i storbyerne og havde fået mig nogle rigtig søde bio veninder. Det vil sige egentlig havde jeg søgt en kæreste og den ene af mine veninder mødte da også manden men da hun i samme hug mødte transvestitten Irene var hun solgt og vi er i dag de skønneste veninder med en meget veludviklet sans for fælles power shopping. I dag er der ikke nogen steder jeg ikke kommer som transvestit men jeg har lært en vigtig ting: Jeg skal passe på med at gå tilbage til mit gamle liv og tro at mine venner fra dengang bare uden videre vil godtage mig som den nye person jeg nu er. Jeg prøvede en enkelt gang og det gik rivende galt. En gammel kollega og hans kone som erklærede sig for noget så frisindede inviterede Irene til middag for første gang. Jeg opdagede at han havde smug drukket da jeg kom. Måske for at stive sig af, inden mødet. Hvad ved jeg? Han kunne slet ikke med den nye version af hans gamle ven og da jeg tog strikketøjet frem og sludrede lidt for meget med hans kone om den kvindelige syssel det er at strikke slog det fuldstændig klik for ham. Han blev ondskabsfuld og direkte ubehagelig og jeg, der hverken drak eller kunne med berusede mænd, blev gal i skralden men undertrykte det som den pæne pige jeg var blevet og sagde på en meget bestemt måde at vores venskab nok havde bedst af at slutte her. Jeg sagde godnat og pakkede mine ting ud i bilen for at køre hjem. Der stod jeg så kl. 23 en sommeraften i Kalundborg og skulle den lange vej hjem til Thisted i kort kjole og sommerbrune ben. Jeg måtte ind på en rasteplads og skifte og var lige ved at blive overrasket af et spadserende par midt i forsøget på at få strømpebukserne ordentligt på.
Så du kan godt se at livet bød på forandring.
Min dagbog fortæller:
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
At leve på et overdrev.
Et overdrev er en lysning imellem to skove.
Og jeg har det som om jeg lever lige imellem to realiteter.
Kvinderne synes jeg er spændende men jeg er jo ikke en kvinde. Nogen kvinder tager kraftig afstand og vælger åbenlyst den maskuline testosteron beskyttende mand.
Mændene er kun interesserede i det skjulte med deres hemmelige biseksuelle, eller direkte homoseksuelle drømme. I det åbne landskab er de ikke så meget for at blive set sammen med mig. Eller vedgå deres bekendtskab. Jeg er jo en slags forræder mod det maskuline.
Så på den måde lever jeg på et overdrev.
Men også i mig selv bliver overdrevet til mit vante opholdssted.
Jeg er jo en mand, hvilket jeg ved selvsyn kan konstatere hver dag når jeg er i bad. Men jeg er også kvindelig. Mange små ting ved mig indikerer at der er noget kvindeligt der arbejder indeni mig.
Rent bogstaveligt ligner jeg nogle gange en mand, og andre gange en pæn og nydelig kvinde. Og min sindsstemning er derefter.
Nogen gange føler jeg mig halvt af hver og så er jeg igen på et overdrev.
Det med kærester går ikke rigtigt. De fleste vil de kun kende den ene og ikke den anden. Nogle kvinder bliver trætte af den feminine mand og vil have maskulinitet der tager dem. Mændene som kan lide mænd synes også af og til jeg er for feminin. Og neglelakken på tæerne forstyrrer nogle gange deres intentioner.
Jeg lever på et overdrev men kan også se det positive i at kende begge skovene på begge sider. Men det er ikke sikkert jeg kommer til at bo i nogen af dem.
Jeg må sikkert slå mig til tåls med overdrevet!
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg var en slags lesbisk transvestit men der var bare ikke mange kvinder der kunne klare denne dobbelte identitet og jeg selv kom også gang på gang i en akavet situation:
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Intern jalousi
En lille fortælling skrevet af Irene Haffner
-Du er sød! – sagde hun og kiggede på mig med sine dejlige brune øjne.
-Det er du også , sagde jeg, og lagde min arm bag om på sofaens ryglæn.
Vi sad knæ mod knæ og vores nylonklædte ben rørte let ved hinanden.
Hun hed Sarah, og jeg havde mødt hende på et datingsite.
Jeg havde lige fra starten fortalt hende jeg var transvestit og hun syntes bare det var spændende. Vi havde haft flere dejlige møder som Peter og Sarah og hun havde frittet mig ud og nu mødtes vi så endelig.
Transvestitten og kæresten!
Vera og Sarah!
Hun kiggede nysgerrigt på mig og bemærkede min fine makeup. Hun smilede og vi små sludrede om løst og fast og vi slappede begge af og lod vores tanker føre os. Det blev hurtigt en lidt tøset samtale og vi fik snakket både tøj og sminke. Inden vi fik set os om var det mere en venindesnak end to kærester.
Da min arm gled bagud over sofaens ryglæn slog det mig at jeg nu skulle gøre som Peter ville gøre, lade fingrene lege med hendes hår og kæle let for hendes skuldre.
Men så opstod der pludselig problemer. Jeg kunne ikke rigtig gøre som Peter ville gøre. Jeg var jo Vera og det virkede helt forkert at min hånd med de røde negle skulle forføre og flirte. Jeg var jo veninden og ikke manden. Mine nylonklædte ben var for feminine, hendes blik var en venindes og mit indre var splittet og kunne ikke beslutte sig. Jeg kunne ikke både være en scorende mand og en feminin veninde. Det hele ramlede og jeg blev usikker og trak armen til mig.
I stedet grinede vi sammen, sludrede, drak te og hyggede os. Det endte med at vi prøvede en del af mit tøj og hjalp hinanden med alle tiders makeup.
Vi gav hinanden et knus da hun skulle hjem. Vores øjne strålede, vi havde haft en super dejlig aften. En rigtig venindeaften uden scorende undertoner.
Jeg hørte ikke fra hende et stykke tid og undrede mig over hvad der skete. Hun svarede ikke når jeg ringede.
En aften ringede hun pludselig.
- Er det Vera? - spurgte hun!
Ja, svarede jeg, selv om jeg umiskendeligt var klædt som Peter!
Hej søde - sagde hun med sin kælne stemme. Det er Sarah.
Jeg vil bare fortælle dig at jeg har mødt en anden fyr. En mand!
Og han og jeg er blevet vilde med hinanden!
Nu må du ikke blive ked af det men jeg vil altså meget gerne blive ved med at kende Vera.
Hun er bare så sød! Har du ikke lyst til at være min veninde Vera?
Jeg stod lidt og deltes i to. Peter sank lidt sammen mens Vera blomstrede op i et stort smil.
Alt sammen inden i mig.
Jo – sagde Vera langt tilbage i mig. Det vil jeg mægtig gerne!
Peter lagde langsomt røret på og måtte finde sig i Veras triumf.
For første gang var jeg jaloux på mig selv!
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
En lille historie der egentlig fortæller om dilemmaet som det efterhånden fremstod.
Det var svært at holde de to identiteter adskilt efterhånden som de smeltede sammen.
Men jeg er fortrøstningsfuld og må tilstå at jeg egentlig lever i et af mine hedeste parforhold nogensinde. Nemlig mit forhold imellem min mandlige og min kvindelige side. Og lige i øjeblikket er de ret vilde med hinanden.
Ankomsten til virkeligheden blev cementeret af en rejse til Berlin hvor jeg levede fire dage som pige og bevægede mig frit ude i den store by. Pludselig var der ikke flere forhindringer. Min kontrol inde i mig selv blev nedlagt og jeg nød at være til: Jeg opnåede at blive kaldt en madam da en ophidset kvinde mente at min hund skulle være i snor i en hundeskov og en sød landmand stod ud af sin traktor på en øde jysk hedevej da han så mig og min veninde holde i vejsiden og se i et kort. Han kom hen til bilen og ville hjælpe de åbenbart hjælpeløse damer med at finde vej.
Hvor det før svingede voldsomt frem og tilbage imellem manden og kvinden er der nu opstået balance. Jeg ved med mig selv hvad det er der rører sig i mig. Jeg er glad for at jeg indeholder både Yin og Yan og at jeg tør lade det komme frem i mit liv.
Det eneste jeg er ked af er, at jeg ikke opdagede denne vidunderlige balancetilstand noget før i mit liv.
I dag er jeg en ældre dame og jeg har så været mange år om at indse og acceptere denne indre identitet. Og hvor jeg gik og troede at livet egentlig var ved at være nået til vejs ende oplever jeg det som et helt nyt liv som er dumpet ned i mig de seneste år.
Jeg er glad og taknemmelig og føler mig som et friskt og nyt menneske. Og i stedet for kondolencer får jeg smukke komplimenter fra søde mennesker og nyder de mange ting jeg har lært:
Igen lader jeg dagbogen fortælle:
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Som Irene har jeg lært:
At pleje mit ydre
At vise omsorg og lytte
At blødgøre mine maskuline sider
At bevæge mig elegant
At smile før jeg dømmer
At aggressivitet skal beherskes
At være ordentlig og pæn og indbydende
At flirte og være koket!
At sidde ned på WC - selv som mand!
At se på andre mænd med nye og kritiske øjne
At se på andre kvinder med nye og kritiske øjne
At slippe min baggrund og min opdragelse
At være tolerant overfor andre
At grine, græde og pjanke!
At mennesket først og fremmest er et menneske
Og at mand-kvinde findes i os alle!
-------------------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg håber du har haft lidt fornøjelse af at hænge på i denne beretning om forvandling og indre identiteter og mental balance. Men også om forvandlingen fra at male sminke i hovedet med en malerkost til at klare et skift med elegant hverdags makeup, neglelak og hele udtrækket på under en halv time hvor det i starten nemt kunne tage det meste af en eftermiddag. Jo, der var også et praktisk håndelag der skulle læres sammen med det mentale.
Men hvis du er lidt opmærksom i bybilledet kan det være vi træffer på hinanden til en kop kaffe på en cafe. Eller vil du helst sidde lidt afsides i en park hvor ingen ser os?
Du har nu ikke noget at frygte. Jeg skal nok tie stille og se beundrende på dig hvis en af dine bekendte kommer forbi.
Men du skal have tak fordi du lyttede og hvis du vil have sat lidt poesi på hele denne beretning, ja, så skulle du læse min digtsamling: Digte fra en nylonstrømpe.
Den fortæller faktisk det hele. Bare på en mere poetisk måde.
Tak fordi du holdt ud!
Knus
Irene Haffner
AFSLUTNING
”I vores samfund anses man for normal når kønsrolleidentifikationen er lykkedes.” Hvilket sker omkring 7-8 års alderen. Indtil da lever vi i lykkelig uvidenhed med begge vores to køn. Hormonsystemet er udviklet og funktionsdygtigt ved 4-5 års alderen. Vores umiddelbare voksne erfaring og rollemodel er kvindelig. Vi er alle ammet og puslet og har følt vores første tryghed hos en kvinde. Dette præger os!
”Vi er født ind i en kultur hvor alle med indflydelse, kvinder som mænd, hæmmer en stor del af det kvindelige.
Det er derfor ikke underligt, at modsatkønnede længsler nødvendigvis må udtrykke sig, f.eks. gennem forskellige former for transvestisme.
Der er meget få kvinder blandt mennesker med officiel magt, hvilket ses tydeligt om aftenen, når TV-nyhederne viser sine konfliktbilleder af verden. Regeringer, kommissioner, forsamlinger, overalt med mænd med ens uniform, ens gestik når hilseritualerne er ovre, ens ansigtsudtryk.
Det giver nogle gange en følelse af forfærdelse, at planeten styres så ensidigt.
Rollen som indflydelsesrig forbyder sine spillere at vise følelser, at give efter, eller at vise rummelighed, at bryde rollen.
Ingen af dem ville vove at gå med skørter eller bløde silketørklæder løst flagrende offentligt! Og de ser ikke ud til at de er ret gode til at græde.
Der må ellers være nok at græde over. De konfronteres med rædsler hver dag. Gråd er en meget stærk spændingsudløser. Når de små drenge vokser op og skal vække respekt, må de lukke for den form for befrielse. Derfor udløser en del af deres spænding sig gennem konkurrencer om at få ret.
Mens en anden del udløser sig i det seksuelle.
Transvestisme ses oftest hos mænd. Kvinder har rig adgang til mænds adfærd og tøj, men mænd har ikke på samme måde adgang til kvindelige udtryk.”
Citat fra:
Neel Fasting: Seksualitet, Selvudvikling og Tantra
Kan også læses med billeder på www.thranesen.dk
http://www.thranesen.dk/default.asp?cat=663&aid=10347#bm10347