Dagbog

ARTIKLER OG LÆSERBREVE

debat indlæg i "Information" den 23-7-2010

Danmark overholder ikke internationale og europæiske henstillinger

-af Irene Haffner , sekretær i landsforeningen Trans-Danmark

I sommeren 2009 besøgte formanden for europarådets menneskerettigheds kommission, Thomas Hammarberg, Danmark i forbindelse med World Outgames.
På et møde med bl.a. foreningen Trans-Danmark, afleverede Thomas Hammarberg en rapport om transkønnedes rettigheder i EU.

Ud af rapportens 12 punkter har Danmark den tvivlsomme ære kun at kunne opfylde et enkelt punkt.

Hammarberg rapporten er blevet tilsendt politikere på Christiansborg og var en af grundene til at en samlet opposition fremsatte beslutningsforslag B-168 til forbedring af transkønnedes forhold i juni 2010. Regeringspartierne afviste blankt at medvirke til forbedringer og udviste en følelig uvidenhed om emnet. De mente de allerede havde gjort nok. Det borgerlige LA støttede som de eneste op. Regeringen har tidligere vist sin uvidenhed og afvist at nævne ordet kønsidentitet i lovene om hate-crimes med argumentet, at transkønnede var nævnt under seksuel minoritet. Transkønnede er IKKE en seksuel minoritet. Hvorfor medvirker regeringen til at fastholde fordomme?

Den 17. juni i år,  opfordrede Europaparlamentet sine medlemslande i EU til at gøre mere for transkønnedes rettigheder. Igen var der tale om rettigheder som Danmark stort set ikke opfylder og som politikerne meget ofte viser at de ikke har indsigt i.

Det svenske Social-og Velsfærdsvæsen har netop fremsat et  forslag om transkønnedes forhold, der tager udgangspunkt i både Hammarberg Rapporten og Yogyakarta principperne. Sverige har indset at de bør overholde de internationale konventioner de selv går ind for. Begge rapporter  fastslår at kønsidentitet er en privatsag og hører under personlig frihed der skal respekteres af de respektive regeringer.

I Danmark er det ikke en privatsag. For at få et x i passet, skal transkønnede en tur på en  psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet for at godkendes, med flere konsultationer til følge,.Man skulle tro at et x i passet ville være en stor hjælp for pas – og luftfartsmyndigheder da det ville højne sikkerheden. Det samme gælder noget så banalt som at vælge det fornavn der passer til ens kønsopfattelse. Et valg der omfatter meget få mennesker i Danmark og som ikke udgør nogen stor sikkerhedstrussel for landet.Til gengæld udgør de nuværende regler et dyrt og omfattende bureaukrati. Hvorfor denne træghed? – og hvorfor skal sunde og raske mennesker sendes på en psykiatrisk afdeling der kan give problemer senere i livet ved forsikringsspørgsmål og jobansættelser?

Men de transkønnede skal åbenbart være tilfredse. Der er gjort rigeligt for dem! – lyder det fra regeringen.

Og så har vi bare at være  taknemmelige og glade. Glade for en regering, der ikke opfylder hverken europarådets menneskerettigheds kommisions anbefalinger, Yogyakartaprincipperne eller Europaparlamentets henstilling. Det kan undre at det kan lade sig gøre at sidde så vægtige instanser overhørig og samtidig se at nabolandet overhale indenom – Men i det sidste tilfælde  kan regeringen vælge at sige: Ak ja – de svenskere! Hvad de dog ikke finder på!

Irene Haffner

Sekretær

Landsforeningen Trans-Danmark

B 168 – et beslutningsforslag for at forbedre de transkønnedes forhold i DK

Tanker efter at have set debatten.

Af Irene haffner

En af danmarks mindste og måske også mest sårbare minoriteter var til debat i folketinget torsdag den 27/5. Det handlede om de transkønnede som er en meget lille og stigmatiseret gruppe som ofte trykker sig frygt for de fordomme som lever lyslevende og – som det må konstateres – også for den uvidenhed som stat og myndigheder stadig besidder.

B 168 hed et beslutningsforslag som en samlet opposition fremlagde, hvilket i sig selv var et fornemt bevis på at nogen har lyst til at tale vores sag. Beslutningsforslaget omhandlede ikke nye love. Tværtimod. Det omhandlede fjernelse af restriktioner og regler og forbud. Man kunne næsten sige det med de Konservatives motto: Mere frihed- mindre kontrol. Men de konservative har åbenbart glemt deres eget motto, eller så er det bare varm luftig retorik.

Beslutningsforslaget havde 4 punkter. Fri ret til at vælge sit fornavn, også hvis det er modsatkønnet. Bedre ID så vi undgår de mange forvirrende og ydmygende situationer hvor personlig fremtræden og ID ikke stemmer overens. Bedre retssikkerhed omkring vores konsultationer og behandlinger på Rigshospitalets Sexologiske klinik, samt en behandlingsplan og en bedre klagemulighed over de afgørelser klinikken måtte træffe. Det er måske værd at tage med at ellers sunde og velfungerende mennesker skal i forbindelse med et psykiatrisk hospital hvis de ønsker at leve i overensstemmelse med deres egen kønsopfattelse.

Behandlingen af B 168 i folketingssalen gik egentlig som forventet. Venstres reaktion kom fra Indenrigs-og sundhedsminister Bertel Haarder som tøvende afviste ethvert punkt og mente at staten i forvejen var hensynsfulde over for det lille mindretal. Den liberale ideologi kunne knap nok anes. Venstre står ellers for udtalelser som: Enhver er ekspert i sit eget liv! – Mennesket frem for systemet! Men indenrigs-og sundhedsministeren kunne blot henholde sig til at alt var i skønneste orden. Det var meget lig da vi protesterede over at blive kaldt et seksuelt mindretal i forhenværende Justitminister Brian Mikkelsens redegørelser for lovene om hatecrimes. Vi ville nævnes som transkønnede og så gerne at vi blev nævnt som mennesker med divergerende kønsidentiteter. Men nej! Vi var en seksuel minoritet hvilket vi føler os meget ydmyget af. Vi er IKKE en seksuel minoritet og at godtage at vi nævnes som sådan er at medvirke til de fordomme vi konstant udsættes for. Vi har ikke brug for at staten går forrest i disse fordomme.

De konservative fik rodet godt og grundigt rundt i det og som transkønnet tilskuer var det tydeligt at deres ordfører Vivi Kier ikke havde sat sig ind i sagen. Det er absolut ikke betryggende for en transkønnet tilskuer at mærke det. Dansk Folkeparti havde netop brugt mange kræfter på dyrevelfærd og havde næsten med tårer i øjnene berettet om hvor vigtigt det var at arbejde for dyrenes ve og vel når det galdt seksuelt misbrug. Jeg kunne unde de stakkels dyr at de overtog vores betegnelse: Seksuel minoritet! Derudover forekom DF`s indlæg til tider som det rene volapyk. Heller ikke de havde åbenbart sat sig ind i sagen.

En samlet opposition stod sammen og overraskelsen kom da Ny Alliance i kraft af Simon Emil Amitsbøl kort konstaterede: Hvor svært kan det være? Og med korte sætninger forklarede at så lille en gruppe mennesker umuligt kunne skade landets ve og vel med så beskedne krav. De var klart for!

Som transkønnet var det trods alt dejligt at opleve de partier der forstod og støttede vores sag og som så det som en enkel og selvfølgelig beslutning. Som det blev sagt: Et demokratis beskaffenhed kendes på dets evne til at tage sig af sine små minoriteter.

B 168 er nu røget i udvalg og tilbage sidder jeg så med fornemmelsen af svigt. VKO gider dårligt sætte sig ind i vores forhold eller vores bemærkninger. De henholder sig til hvad de hører fra officiel side, herunder sexologisk klinik, og hører ikke vores kritik eller vores egne løsninger på vores daglige problemer. Jeg tager det som udtryk for at der findes en gruppe mennesker her i landet der stadig anser os som afvigere og som mindre berettigede til at have basale rettigheder der kan gøre vores liv værdigt -  også i hverdagen.

Kunnne vi dog bare få det der ”Mere frihed – Mindre kontrol” til at fungere som en reel regel i virkeligheden ville alt tegne meget lysere.

MVH

Irene Haffner

Haffner26@msn.com

Kønsterrorisme

-          af Jørgen Irene Haffner Lang

Lad mig sige det med det samme: Jeg eksisterer ikke! Mit køn kan ikke registreres og den kasse jeg blev puttet i da jeg blev født har jeg bare at forblive i. Et kig på den lille nyfødte og du bliver sorteret i 2 ud af 2 mulige kategorier: Han eller Hun. Mennesket kan godt lide at have orden i deres begreber og især stat og myndigheder har brug for at vide hvem og hvad folk er. Men jeg hører ikke hjemme i hverken den ene eller den anden kasse. Jeg er en kvindemand. Jeg er transkønnet. Og det med manden er kun fordi jeg ikke kan slippe af med ham. Det tillader staten ikke. Den har besluttet sig for at den alene vide, og min personlige frihed til at opfatte mig selv og leve som den jeg er, er ikke noget jeg selv afgør.

Jeg har allernådigst fået lov til at putte mit navn ind som mellemnavn. Irene. Og selv om jeg lever som Irene kan jeg ikke bytte og sætte Irene forrest og Jørgen bagest. Nej-Jørgen som er hankøn, er for altid lagt fast og står ikke til ændring. Medmindre jeg vil have en diagnose på Rigshospitalets Sexologiske klinik og erklæres syg af sygdommen kønsidentitetsforstyrrelse eller Transseksualitet. Men dermed er sagen ikke klaret, for det kræver en del samtaler og regninger til min hjemkommune og så kan jeg endda ikke engang være sikker, for også Rigshospitalet alene vide. Og klagemulighed som andre har, findes ikke for de transkønnede. Nu hører jeg ikke til dem der vil opnå at være imellem de 4-5 personer (kvinder og mænd) der årligt får foretaget en kønsskifte operation. Jeg vil bare have lov til at være mig. Selv have lov til at bestemme hvad jeg vil hedde og hvad jeg vil opfattes som. Jeg har været opstillet til kommunalvalget i 2009 og overalt stødte jeg på sort/hvidopfattelsen af køn. Jeg kunne registrere mig som Mand eller Kvinde. Ikke som transkønnet. Ikke som noget midt imellem. Jeg har stået i lufthavne og der er blevet kigget undrende på den ældre dame som ifølge sit pas var en mand, men ifølge sin billet var en kvinde. Stor forvirring.  Hvorfor skal jeg udsættes for det? Jeg har måttet skrive fuldmagter til mig selv når der ankom pakke eller brev til Jørgen, som jo ikke var tilstede, og det var Irene der måtte hente pakken. Hvorfor skal jeg udsættes for det? Jeg har stået i en hotelreception og receptionisten har set i mit pas at jeg var registreret som mand og har sagt højt:  SIR! – hvorfor skal jeg udsættes for det? De transkønnede udgør i modsætning til transvestitterne en meget lille gruppe. Vel højst 500-1000 mennesker. Ville det ikke klæde et demokrati der har travlt med at påtale menneskerettigheder rundt om i verden, at tage hånd om sit eget lille mindretal? Burde staten ikke hjælpe et meget lille sårbart mindretal i stedet for at lægge hindringer i vejen og nægte dem deres eksistens?. Da den forhenværende justitsminister blev gjort opmærksom på at vi gerne ville nævnes i loven om hate-crimes og andre love til beskyttelse mod diskriminering, svarede han at det var vi skam. Vi var nævnt under seksuelle minoriteter. Jeg er ikke en seksuel minoritet. Transkønnede er som andre mennesker i Danmark. Lidt af hvert. Men når en så højtstående politiker som en justitsminister demonstrerer sin uvidenhed om transkønnethed bliver jeg oprigtigt nervøs for om det demokrati, jeg altid har opfattet som værende et af de bedste og frieste i verden, i virkeligheden er låst fast i sin egen uvidenhed om sine minoriteter og på  ”vi alene vide”!

Vi transkønnede hilser med glæde at SF om kort tid tager vores rettigheder op til revision og sætter os på dagsordenen med beslutningsforslag til forbedring af vores forhold og rettigheder. Vi er hidtil fejet af bordet, men håber at vi denne gang, om ikke bliver forstået af alle, så i det mindste bliver hørt!

Irene Haffner  

Haffner26@ msn.com

læserbrev i SYNSPUNKT i NORDJYSKE  8/6-2009

Frihed til at være sig selv ?

Den 17.maj meddelte den franske sundhedsminister Roselyne Bachelot at hun ville fjerne transseksualitet som en sygdom. Dette blev i aller højeste grad bemærket af en lille gruppe mennesker her i landet: De transkønnede, som tæller både mænd og kvinder.

De har nemlig måttet lide den tort at de skal have en diagnose som psykisk syge inden de kan tillade sig at få det navn som de så brændende ønsker sig. Eller endnu mere enkelt: At slette det fornavn som de ikke vil have, men som staten siger de skal have. Ellers går alting af lave.

Det drejer sig om revisionen af navneloven som var til debat her i april/maj og som endte med at mennesker der lever som transkønnede ikke bare må tage det andet køns navn. Ikke uden de har været til vurdering på Riget i et helt år (!). Er man så heldig at blive betegnet som lidende af en psykisk lidelse (transseksualitet) som kun Riget og ingen andre har tilladelse til at diagnosticere ( det kaldes monopol!) kan man allernådigst få lov til at kalde sig Rune selvom man er en biologisk kvinde, eller Ingrid hvis man er en biologisk mand. Rigshospitalets Seksologiske Klinik som har denne eneret tager sig godt betalt: 5-6000 kr. pr konsultation af 40 min. varighed. 1 pr måned i mindst et år og Voila: En nydelig regning kan sendes til ”patientens” kommune på ca. 62.000 kr for at give tilladelse til at være den man føler man er. For kønsidentitet er ikke bare et biologisk fænomen. Det er også et mentalt. Der er børn i dette land helt ned til 6 års alderen som ikke vil være den dreng eller pige de er født som, men som insisterer på at de er den pige eller dreng de føler sig som. Det er et meget stort tabu her i landet. Og det skal bemærkes at der hvert eneste år fødes børn hvor kønnet er diffust og man retter det lige kirurgisk med det resultat at der for nogle børn og unge opstår problemer i puberteten når de føler sig som værende i det forkerte køn. Naturen er ikke fejlfri og udover de genetiske fejl har den også til tider for vane at udvikle de mentale kvindelige sider hos mænd (meget stort fy-fy tabu!) og de mandlige sider hos kvinder. Derfor lever der transkønnede i Danmark og i resten af verden, og har altid gjort det. Nogle steder behandler man dem oven i købet med respekt mens man i Danmark mener de er angrebet af en psykisk lidelse. De frihedselskende partier Venstre og Konservative mente ikke at voksne myndige mennesker selv kunne forvalte hvad de ville hedde og Dansk Folkeparti antydede et direkte kaos, hvis man sådan kunne gå og hedde hvad man følte sig som og levede som. Det er særdeles ydmygende når en gruppe transkønnede lever fuldt ud som det modsatte køn bliver tiltalt med titlen Hr. Anders Ingrid Nielsen. For man må gerne have det modsatte køns navn som mellemnavn. Men ikke som fornavn!

Den danske befolkning hører ikke meget til det, og kun få har bemærket at navneloven L107 var til revision. Oppositionen ville have det til et frit valg for frie mennesker, men det stemte regeringspartierne imod. De transkønnede selv er en, til tider, stigmatiseret gruppe som ofte lever skjult og i en skarp modvind som kun fordomme, uvidenhed og tabuer kan udvirke.

Men nu er spørgsmålet så: Hvad vil Danmark gøre efterhånden som vore nabolande fjerner transkønnede fra sygdomslisterne – og hvad skal der ske i Danmark? Kunne man håbe på at vi opdaterer os selv til et moderne demokrati hvor man lader myndige mennesker selv vælge hvordan de vil leve og at en så uskyldig ting som ens eget navn hører til en basal frihed og menneskeret?

Set i lyset af ovennævnte er det lidt svært at bevare masken når de konservative benytter parolen: Mindre kontrol – mere frihed! For det var ikke det de gav de transkønnede her i maj måned.

Man fristes til at tro at de benytter det gamle trick med at sige ét og gøre noget andet!

Irene Haffner    
haffner26@msn.com

………………………………………………………………………………………………………

Minoriteternes Minoritet

De synlige transseksuelle og transvestitter.

Af Irene Haffner

Transkønnet

Det er ikke hver dag du ser en transkønnet på gaden, i supermarkedet eller i bussen. Så jeg kan godt forstå hvis der bliver kigget lidt når det sker. Jeg ved godt du vil sige en TRANS. Jeg vælger nu at kalde dem for transkønnet, og jeg bliver nødt til straks at bringe den første fordom på banen, og dem er der sikkert mange af, men en trans er altså ikke altid en mand der klæder sig og lever som en dame. Der er også kvinder der klæder sig og lever som mænd.  Det vidste du måske ikke og det kan være det bringer lidt slinger i den ellers så sikre opfattelse, at det altid er mænd der klæder sig som kvinder.  Og så kan jeg lige så godt tage den anden fordom med det samme, den der altid kommer som amen i kirken: Er du bøsse? I sig selv et nedladende og taktløs spørgsmål. Men meget kendetegnende at nogen skal dømme andre på deres seksualitet. Svaret er: Hvad kommer det egentlig andre ved? – Transkønnede er som alle andre mennesker hetero – bi – eller homoseksuelle. Jeg går da heller ikke rundt og spørger enhver jeg møder: Er du bøsse? Men sådan indeholder fordomme ofte taktløshed og mangel på respekt!

Af en eller anden grund tiltrækker en mand der klæder sig i kvindetøj, sig meget mere opmærksomhed, end kvinder der klæder sig i mandetøj. Det burde give stof til lidt eftertanke, men gør det sikkert ikke, da kvinderne i høj grad har tilkæmpet sig retten til at udtrykke deres mandlige side og udnytter deres frihed til at klæde sig som de vil. Ingen tager i dag anstød af kvinder der går i bukser, habitter, skjorte og slips, overalls, militæruniformer og meget mere. Havde det været for lidt over 100 år siden havde det rejst et ramaskrig. Mændene har åbenbart ikke tilkæmpet sig nogen ret eller accept af deres kvindelige sider. Det anses i al almindelighed stadigvæk for lidt latterligt at se en mand optræde i kjole eller nederdel. Ligestillingen har ikke fundet sin balance på det punkt der hedder friheden til at udtrykke sine mandlige og kvindelige sider. For alle mennesker har 2 sider i sig. Den kvindelige og den mandlige. Disse 2 sider burde leve i balance og komplementere hinanden så vi blev hele mennesker. Men i samfund, som i de sidste par tusinde år har været dybt præget af et religiøst patriarkalsk HERREdømme, tager det tid at få genåbnet dørene til det naturlige menneske. Vores forestilling om køn er blevet binært, ligesom resten af vores digitale verden. Enten er man det ene eller så er man det andet. At være begge dele er næsten utænkeligt. Den alfanumeriske opfattelse af, at man godt kan være lidt af det ene og lidt af det andet, sygner hen. Kvinderne har i høj grad opnået deres kønslige ligestilling på bekostning af deres kvindelige sider og har måttet opdyrke deres mandlige sider. For dem har det, at være ligestillet med manden været det væsentligste. Og manden er og har altid været universets største frembringelse. Ifølge manden selv. Og patriarkatet består da også i bedste velgående den dag i dag. Guder, myter, historie, kunst og magt. Alt handler stadig om mænd og hvad mænd kan. (Guderne er alle mandlige, englene er mandlige, selv helligånden er en mand – hvordan pokker blev Maria ellers gravid?) ). Så de mænd der ønsker at udtrykke eller udleve deres kvindelige sider skal ”ned” til kvinderne, som forfatteren Hanne Vibeke Holst så rigtigt har skrevet som titel på en bog. (Ned til kvinderne – da Per blev til Pia – Gyldendal – 2000)

Mænd der er transer er så at sige forrædere imod samfundets bærende ide: Det guddommelige bærende mandlige princip! Kvinder der er transer er omvendt nogle seje piger der virkelig forstår hvad det drejer sig om! At ligne mændene!

Denne ubalance har ikke altid eksisteret. I årtusinderne før den hebræiske og doriske kultur oversvømmede middelhavslandene og Anatolien fandtes en udpræget og udbredt matrilineær kultur. Mange guder var kvindelige og samfundene byggede på en respekt for de kvindelige cykliske principper.

Den patriarkalske – og lineære -  kultur der indfandt sig med bl.a. hebræernes mandlige Gud, som var en frygtindgydende Herre, udslettede efterhånden de kvindelige guder og myter. Kvinderne blev mændenes ejendom og påført evig skyld for det tabte paradis, og først i det 20. århundrede begynder denne ejendomsret så småt at smuldre. Kvindernes indre skyldfølelse er til gengæld ikke så nem at få fjernet.

De mænd der igennem historien har holdt fast ved deres naturlige kvindelige og mandlige sider har ikke haft det nemt i de monoteistiske mandekulturer. De kvinder som fulgte deres stærke sider er ofte endt på bålet som hekse, eller udskudt af en kultur som kun i meget sjældne tilfælde accepterede en kvinde som mændenes ligemand.

I dag er vi så borgere i et frit demokratisk samfund i det 21. århundrede. Det demokratiske samfund skulle gerne udmærke sig ved at tage vare om sine små sårbare minoriteter, ellers er et flertalsdemokrati ikke meget bedre end et hvert andet tyranni.

Transvestisme og transseksualitet har altid eksisteret og i nogle kulturer har de endog været dybt respekteret – og i det mindste været accepteret som en del af samfundet.

I dagens Danmark findes sådan ca. 65-70.000 mennesker (man regner med 1,5 % af befolkningen) som mere eller mindre flirter med det modsatkønnede i deres natur. De fleste gør det i dybeste hemmelighed eller i lukkede kredse. En stor del af disse transvestitter, som vi kalder dem, og som altså er BÅDE mænd og kvinder, med en klar overvægt til mændene, da de jo ikke har så nem adgang til frit at udtrykke deres modsatte køn, som kvinderne har, er fetichistiske transvestitter. Dvs. de flirter med en underliggende seksuel spænding for øje. Og det er nok her de flestes fordomme sætter ind. Det er noget med lak og læder, latex, høje støvler og et overdrevent udtryk med klare seksuelle over-og undertoner. En seksuel længsel efter sider i det modsatte køn som ikke er tilgængeligt på anden måde.

Som en sidste rest findes så de transseksuelle og de mentale transvestitter. For begge grupper gælder at motivet til at udleve det modsatte køn er mentalt og ikke seksuelt. Derfor er det på sin side forkert at kalde de transseksuelle for ”seksuelle” og den nye betegnelse transkønnet vinder da også mere og mere frem i transmiljøet. Det ER 2 forskellige grupper. De transseksuelle kan man måske betegne som dem der føler at de er havnet i en forkert krop. De ønsker ikke at være i det køn de er født i, men forsøger at komme over i det køn som de føler de er. Det gælder mænd som kvinder. Transvestitterne er nærmest tvekønnede, og opretholder en udmærket balance med både at være mand og kvinde. En slags kvindemænd. Fælles for de 2 grupper er ønsket om at eksponere sit modsatte køn. Og det er lige netop dem du møder i det offentlige rum, hvis du altså møder nogen. For de er ikke mange. Et gæt er ca. 2-3000 transkønnede som færdes frit og ubesværet imellem samfundets andre borgere. Og måske er det endda for højt sat. Deraf findes der en mindre gruppe som direkte har fået foretaget en kønsskifteoperation, som i Danmark skal anerkendes af Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Den lille gruppe som slipper igennem nåleøjet (ca. 5 om året – mænd OG kvinder) og får foretaget denne kønsskifteoperation får ændret deres civilstatus og udstyres med nyt cpr-nummer og nyt navn. Dette gælder igen både mænd og kvinder. Men mange lever i en gråzone af mere eller mindre fysisk fuldbyrdelse, med egne og udskiftelige navne, da det ikke er tilladt i Danmark at ændre sit fornavn uden videre til det modsatte køn. Og i sidste ende har vi altid vores cpr-nummer som fortæller endegyldigt hvad vi er for en. Dreng eller pige. Ikke så meget pjat der!

Det er en lille minoritet. Minoriteternes minoritet der her er tale om. Og det miljø som er dannet i Danmark omkring disse mennesker er ikke altid lige nemt at være i. Det præges meget af angst og tabuer. Mange er angste for hvad deres familier, venner og arbejdsgivere vil sige. Arbejdsløsheden er stor blandt de transseksuelle der lever full-time som det modsatte køn. Men også transvestitter hvor kønsidentiteten er flydende har problemer. Nogle mister kone og forbindelsen til deres børn. Tabuet er klart når det gælder mændene: Sådan noget gør mænd ikke! Mænd skal være rigtige mænd! Kvinderne har det som sagt noget bedre men også de har deres problemer. Generelt er mændene meget udsatte da de jo skal foretage indkøb i kvindebutikkerne hvor mænd hurtigt spottes da de er ret ualmindelige kunder, mens kvinderne frit kan købe ind i herrebutikkerne uden nogen løfter et øjenbryn. Kvindernes tilladte tøjstil er også meget mere mangfoldig og rummelig, mens mændenes stadig er stærk indsnævret og konservativt.

En mand i nederdel spottes hurtigere end en kvinde i bukser!

Miljøet som er snævert og marginaliseret udnyttes også af kommercielle netsteder, såkaldte dating-sites, hvor den afskærmende situation bag en skærm tiltaler mange som en måde at leve deres drømme ud på. For mange forbliver det derved. I Danmark er der 2 landsforeninger. Den ene er TiD (Transvestitter i Danmark) som har ca. 100 medlemmer og Trans-Danmark  - landsforeningen for transseksuelle og transvestitter. Den har ca. 56 medlemmer. Det er meget små og fattige foreninger. TiD arbejder hovedsageligt med sociale arrangementer og netværk, mens Trans-Danmark arbejder meget politisk og med oplysning. Derudover findes det skandinaviske trans-træf, Bådstadtræffet, som afholdes 2 gange om året i den lille idylliske by Båstad på Sveriges vestkyst nogle timers kørsel fra Danmark. Her mødes transkønnede og deres pårørende fra hele Skandinavien og knytter venskaber.

De transkønnede har nogle få steder på internettet hvor de kan snakke og mødes uden kommercielle interesser, men alt i alt savnes der bedre og ikke-kommercielle mødesteder på netop internettet, som har haft en meget stor betydning for kontakten imellem de få og udsatte transkønnede i Danmark.

Holdningerne i Danmark er meget forskellige. Der forekommer hatecrimes i Danmark og der findes personer i Danmark som absolut ikke kan acceptere at mennesket har både et biologisk og et mentalt køn og i hvert fald ikke vil acceptere de mandlige transkønnede som ligeværdige. Ude i verden sker der ret mange mord på de transkønnede – ca. et hver uge. Så slemt står det ikke til i Danmark, hvor man sagtens kan møde accept, smilende og forstående mennesker, men man skal altid tage sig i agt for det modsatte!

Minoriteternes minoritet, de synlige transkønnede er kommet for at blive, og har som sagt altid været her, men har nu lovens ord for at de må være her. Det er faktisk ikke mere end ca.35 år siden det blev lovligt at færdes som transvestit i Danmark. Denne lille minoritet har stadig brug for hjælp for at få fodfæste i samfundet som ligeværdige. Det gælder især arbejdsmæssigt. Det er alarmerende at de transkønnede kan opvise en arbejdsløshedsprocent på næsten 50 % når man påtænker at graden af uddannelse er meget høj. Blandt de transkønnede har jeg mødt ambassadesekretærer, direktører, jagerpiloter, overlæger, skolelærere, musikere, søofficerer, soldater m.m. – men også lastbilchauffører, smede, murere m.m. – det er karakteristisk at når transkønnede endelig får sig et job er det som oftest i ældreplejen eller som parkeringsvagt. Sikke dog et spild. Men fortæller det os noget om temperaturen på det danske samfunds evne til tolerance og til at omfatte sine minoriteter og minoriteternes minoriteter. Døm selv!

Irene Haffner

--------------------------------------------------------
Links til www.thranesen.dk
Dette er en side for transvestitter og transseksuelle.
Den største i Danmark.
Jeg har en del artikler og beretninger liggende der og hvis du følger det første link kommer du direkte ind hvor mine skriverier ligger.
Du kan så scrolle ned og artiklerne dukker op.
her er linket til den øverste:
"Rejsen til Bådstad-en eventyrrejse for 2"
http://www.thranesen.dk/?cat=844

 

Transer under transport

Vi skal hele tiden vælge! Vi vælger nye veje og i rundkørsler med flere udveje skilles mange af os da vi ikke vælger samme vej.

Vores trang til det kvindelige drejer os ind på en ret så bred vej. Nærmest en motorvej! 50-80.000 siger de kloge. Ja, så mange fusker lidt rundt med dametøj i mere eller mindre grad. Hvis det tal passer så skulle man jo nærmest møde transer i stimer på gaden, i forretningerne, i togene og alle mulige andre steder.

Det er immervæk som Vejles samlede befolkning!

Men ikke alle valg går den vej. Nogle vælger at det er og bliver en leg. Lidt flirten med tøj. En seksuel fetich. En måde at udleve det som mænd ellers ikke har så nem adgang til: Slavetøzer, den masochistiske luderrolle, den ekstreme kvindelige figur i lak og læder, kæder og blonder. Det er en leg med stærke seksuelle forløsninger, og i højeste grad tabubelagt i et velordnet kønshierarki. Om det er transkønnet kan vel diskuteres. Det er lege der leges i skjul og mange mænd leger denne leg med hinanden og får på den måde mødt dullen og luderen, som konen derhjemme absolut ikke har tænkt sig at være. Hvis vi vælger den vej i rundkørslen kommer vi sikkert ind på en 3-sporet motorvej. Her færdes vel en meget stor procentdel af det vi kalder transer og de er i høj grad med til at tegne befolkningens billede af transer.

Manden der i skjul prøver lidt nylonstrømper og et par trusser og bliver vildt ophidset.

Manden der klæder sig så ekstremt kvindeligt at man skal være heldig at møde en kvinde der ville klæde sig lige sådan.

Det er ikke en forarget konstatering. Blot en konstatering for det har helt sikkert et formål for mange mænd. Men for en ordens skyld kunne vi kalde dem de ydre transer. Dem der først og fremmest drives af en ydre trang. Af tøj, sex, spænding og udløsning.

Allerede nu er en stor del drejet af. En mindre del af dem vil vende tilbage, når den første spænding har lagt sig og de opdager at der også er en dybde, en indre mental trang som trænger sig på.

Og netop den meget mindre flok af mentale transer, transvestitter der drives af en mental trang til kvindelighed, vælger en anden vej i rundkørslen. Det er blot en lille vej som er knap så befærdet.

Her er det ikke de seksuelle undertoner eller den kvindelige sexattitude der driver transformationen. Her er det kvindelige værdier, man kunne fristes til at sige kvindelige dyder, der rummesterer i sindet.

Disse transvestitter vil uvilkårligt søge mod mere og mere åbenhed. De kan igen skille sig ud alt efter balancen der opnås. Nogle finder en balance hvor der transformeres meget ofte. Andre finder balancen i større intervaller.  Det væsentlige her, er at manden accepteres og finder sin plads i en dualitet hvor begge identiteter har værdi og måske oven i købet gensidigt påvirker hinanden til på en positiv og udviklende måde.

Enkelte transvestitter fuldbyrder deres liv som full time kvinde på linje med de få transseksuelle som gør det samme.

Men de er ikke mange.

Vi har med de indre transer at gøre. Transer for hvem den mentale transformation har lige så stor en betydning som den ydre. Transer for hvem den ydre transformation ikke er det afgørende.

En del af dem der er drejet ned af denne langt mindre vej udvikler sig og drejer måske af i den næste rundkørsel.

Det er dem der efterhånden smelter så meget sammen med deres kvindelige identitet at de ønsker manden skilt fra. Han er mere og mere i vejen. De lever mere og mere i et kvindeligt univers og mange af de mandlige kendetegn angribes og forsøges fjernet ad forskellig vej.

De udvikler sig mod det transseksuelle.

Det er forunderligt at mange transseksuelle har erkendt deres transseksualitet meget tidligt i livet, mens mange transvestitter først når deres erkendelse sent i tilværelsen.

Vi vælger alle forskellige veje, og nogle gange tager vi turen tilbage og starter på ny. Rundkørsler kan gøre en rundtosset og en minoritet som egentlig havde en rimelig størrelse af 50-80.000 mennesker skrumper ind i endnu mindre minoriteter, og en del ender med at være minoriteternes minoritet.

Mit personlige skøn er at der færdes omkring  1500 - 2500 transvestitter og transseksuelle åbent rundt i det danske samfund. Transer som lever åbent og fuldt erkendt.

Transer som vi møder på gaden, i forretninger. i tog og andre offentlige steder.

Det er ikke mange, men det er min klare fornemmelse at det ER meget få, efter at være kommet rundt i det danske transmiljø.

Befolkningens billede tegnes meget af det flertal som har det som en seksuel leg, og det er netop den samme grund til at mange transseksuelle tager skarpt afstand fra transvestitterne, da de ofte er synonyme med den seksuelle leg med kønsrollerne. De ydre transer er en meget stor gruppe.

Det er så tilsvarende svært for den lille gruppe af indre transvestitter at begå sig sammen med de transseksuelle. De må først overbevise dem om at de er seriøse og ikke tilhører de seksuelt styrede transvestitter og omvendt er de fleste ydre transer fuldstændig uvidende og ligeglade med de transseksuelle parametre. De synes det er et fedt. En trans er en trans. Man kunne ønske at et mere nuanceret billede blev formidlet ud til offentligheden.

Mange af vores valg er også vores forskelligheder og vores stridigheder, for vi er ikke alle på vej mod samme sted, selv om det handler om kvindelighed.

Og mange er slet ikke nået til rundkørslerne hvor vejene deler sig, og kommer det måske heller aldrig.

En væsentlig forskel tegner sig: De ydre transer leger en leg og har nok i den så længe den giver spænding og forløsning. De har egentlig nok i sig selv. De indre transer søger sammen og er meget mere opmærksomme på hvordan de får tilkæmpet sig en offentlig accept, alene af den grund at de begår sig offentligt. Det er de indre transer og de transseksuelle der danner foreningerne og trækker det politiske arbejde for bedre rettigheder. Alene af den grund bindes de tættere sammen i et fællesskab, som de ydre transer er ligeglade med og slet ikke har brug for.

Irene

En "kvindelig -feminin" tankegang!
Findes den?

Ja - det mener jeg så absolut!
Den mentale forandring jeg skriver om, er en side i sindet, som i mit tilfælde er undertrykt lige fra barndommen. Det ligger måske i den børneopdragelse som stadig er præget af nogle gammel-patriarkalske (kristne) dogmer.
Mænd græder ikke.
Vis nu du er et mandfolk!
Mænd viser ikke følelser - og mænd er aggressive og slås om nødvendigt! Og så videre....!
Nogle meget stereotype klicheer som ikke destomindre er gældende den dag idag!
Modsvarende har piger jo også deres stereotyper som går igennem deres opdragelse!
Skulle - gud forbyde det - der så være tilfælde hvor de modsatte stereotyper bliver fremherskende hos en stakkels dreng eller en stakkels pige - så er det at problemerne opstår.
Drengen der græder for meget - pigen der slås og er aggressiv!
Vi lærer nok tidligt som børn at pejle efter hvad vi skal undertrykke for at opnå den hellige almindelige accept. Men ikke alle klarer det!
Når man så som transvestit pludselig kan give de undertrykte impulser frit løb - dækket af et kvindeligt ydre - er det som en springflod der river alle forsvarsværkerne ned.
Man opdager - og nyder - at det at vise følelser og medfølelse og omsorg er fuldt legalt på denne side af kønsbarrieren - og langsomt forstår og udvikler man en tankegang der ikke tager afsæt i den aggressive "her kommer jeg" tanke. Man forandres - og tankegangen har pludselig en større tumleplads at boltre sig i.
Jeg oplever det - selv som mand - at jeg pludselig kigger mig selv over skulderen med et Irene-blik - og tænker: Man kunne da også gøre sådan og sådan - eller er det nu rigtigt det du tænker der?
Mine følelser har pludselig fået plads - mit syn på verden er udvidet med ca 50% af verdens befolkning syn!
Med det mener jeg bl.a., at man som tv jo ikke kan undgå at opdage hvordan kvinder ses på af den anden halvdel. I starten troede jeg det var løgn - men det gik op for mig hvad kvinder mente når de sagde de var sex-objekt, blev set ned på, blev undertrykt osv. Ikke fordi alle kvinder havde det sådan, men pludselig fik man jo selv at mærke hvordan mænd kunne opføre sig - og jeg skal love for at man pludselig fik travlt med at snakke med manden i sig selv - og jo med skam måtte meddele at den var god nok! Så den mandlige side fik lige læst og påtalt, og det i sig selv var jo med til at ændre sind og personlighed!
Så idag er bevidstheden om kvinders vilkår meget bevidst og præger min tankegang med en absolut pro-feminin holdning - men også min maskuline side er blevet afrettet og blødgjort på en måde som kun kunne være sket ved at gå ind i det kvindelige univers!
Det var da et forsøg på at forklare.
og det skal tilføjes at netop disse tinge her snakker jeg meget med mine veninder om - og vi er stort set enige om at den mentale forandring er overvældende og meget posetiv! Og måske den vigtigste af det hele!
Knus
Irene